L 80 Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven og forskellige andre love.

(Ny opkrævningsløsning for visse krav, renteharmonisering, hæftelse for kildeskat efter solvent likvidation og sikring af rentekrav ved udbetaling af refusion af kildeskat til modtagere af udbytter, renter og royalties m.v.).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2024-25
Status: Betænkning afgivet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 06-11-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 20-11-2024
Betænkning afgivet 11-12-2024
Sat på dagsorden til 2. behandling 17-12-2024
Sat på dagsorden til 3. behandling 19-12-2024
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Lovforslaget har bl.a. til formål at gennemføre dele af aftalen om »Initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet« fra juni 2023, som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.

Som led i udmøntningen af aftalen foreslås der regler, der skal understøtte en ny opkrævningsløsning for skatter og afgifter m.v., der i dag opkræves via systemet SAP38. Derudover drejer det sig om harmoniserings- og forenklingstiltag i relation til bestemmelser om morarenter i skatte- og afgiftslovgivningen.

Herudover foreslås der indført en midlertidig bagatelgrænse for opkrævning af småbeløb på motorområdet samt en forenkling af reglerne om skattevæsenets udsendelse af visse afgørelser om sanktioner over for virksomheder, så dette fremover kan ske via Digital Post.

Lovforslaget indeholder også forslag, der ikke har ophæng i aftalen fra juni 2023. Der foreslås indført en regel, der gør det muligt at rette et krav vedrørende kildeskat mod et solvent likvideret selskab eller forenings selskabsdeltagere, medlemmer, likvidator eller bestyrelse. Derudover foreslås regler om sikring af rentekrav ved udbetaling af refusion af kildeskat til modtagere af udbytter, renter og royalties m.v.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2025, dog således at nogle dele sættes i kraft via en bekendtgørelse.