L 108 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, ligningsloven og forskellige andre love.

(Præcisering af retten til ydelser under kortvarige udlandsophold, afskaffelse af skærpet rådighedssanktion for aktivitetsparate m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-11-2024

Fremsættelse: 27-11-2024

Skriftlig fremsættelse (27. november 2024)

20241_l108_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. november 2024)

Beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, ligningsloven og forskellige andre love (Præcisering af retten til ydelser under kortvarige udlandsophold, afskaffelse af skærpet rådighedssanktion for aktivitetsparate m.v.)

(Lovforslag nr. L 108)

Lovforslaget indeholder et forslag om at præcisere reglerne om modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik under kortvarige ophold i udlandet. Præciseringen skal sikre, at reglerne er i overensstemmelse med EU-rettens regler om fri bevægelighed samt formalisere den retstilstand, der har været gældende siden 2022.

Lovforslaget indeholder også et forslag om at afskaffe den skærpede rådighedssanktion for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Dette blev aftalt den 3. maj 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og aftalepartierne bag sanktionsaftalen "Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre udbetalinger" fra den 16. november 2018 (Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti).

Lovforslaget indeholder derudover et forslag om ændring af det skattemæssige fradragstidspunkt for tilbagebetalingspligtige ydelser udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, så fradragstidspunktet rykkes til det tidspunkt, hvor borgerne faktisk tilbagebetaler skattepligtige tilbagebetalingspligtige ydelser. Endelig indeholder lovforslaget en række tekniske konsekvensændringer.

Samlet skønnes lovforslaget at medføre merudgifter på 0,9 mio. kr. i 2025, 1,1 mio. kr. årligt i 2026-2027, 1,0 mio. kr. i 2028, og 0,7 mio. kr. varigt efter skat, tilbageløb og adfærd.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2025. Ændringerne i skattereglerne af det skattemæssige fradragstidspunkt for tilbagebetalingspligtige ydelser udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats træder dog først i kraft den 1. januar 2026.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.