L 12 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, integrationsloven og forskellige andre love.

(Arbejdspligt for borgere, som ikke opfylder opholdskravet og beskæftigelseskravet i kontanthjælpssystemet).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: 2. beh./Direkte til 3. beh.

Ændringsforslag til 3. behandling

Afgivet: 10-12-2024

Afgivet: 10-12-2024

Ændringsforslag nr. 1-2 af beskæftigelsesministeren stillet den 10.12.2024

20241_l12_aendringsforslag_beh32956074.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 10. december 2024

Til § 2

Af beskæftigelsesministeren:

1) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 13, stk. 14, indsættes som 3. pkt.:

»For personer, der modtager overgangsydelse, har fået et uddannelsespålæg efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller deltager i en jobrettet indsats efter § 30 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ikke er omfattet af arbejdspligten, finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.«

[Konsekvensrettelse, som følge af at personer, der er omfattet af særloven for ukrainere, ikke er omfattet af arbejdspligten]

2) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 13, stk. 15, indsættes som 2. pkt.:

»For personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, herunder personer, der er omfattet af integrationslovens §§ 26-26 b, og ikke er omfattet af arbejdspligten, finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse.«

[Konsekvensrettelse, som følge af at personer, der er omfattet af særloven for ukrainere, ikke er omfattet af arbejdspligten]

Bemærkninger

Til nr. 1

I den foreslåede ændring af § 13, stk. 14, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 4, er der ikke taget højde for, at personer, der er omfattet af særloven om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, ikke er omfattet af arbejdspligten.

Det foreslås derfor, at der indsættes et 3. pkt. i § 13, stk. 14, om, at bestemmelserne i 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for personer, der modtager overgangsydelse, har fået et uddannelsespålæg efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller deltager i en jobrettet indsats efter § 30 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ikke er omfattet af arbejdspligten.

Det betyder, at personer, der ikke er omfattet af et program efter integrationsloven, og ikke er omfattet af arbejdspligten, vil være omfattet af rådighedsreglerne i § 13, stk. 1, 2. og 3. pkt., stk. 3 og 4, stk. 5. 1. pkt., og stk. 6-11, i lov om aktiv socialpolitik.

Det betyder, at de pågældende skal stå til rådighed for arbejde og tage imod de tilbud, som indgår i »Min Plan« efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og skal møde til samtaler m.v. Samtidig er de pågældende omfattet af de rimelige grunde i § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat efter § 13, stk. 16, i lov om aktiv socialpolitik.

De pågældende er endvidere omfattet af retten til fravær i forbindelse med barsel, adoption og sorgorlov i § 13, stk. 9, i lov om aktiv socialpolitik.

Med ændringsforslaget ændres der ikke på den gældende retstilstand, hvor de pågældende, der er omfattet af særloven om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, er omfattet af visse af de gældende rådighedsregler i lov om aktiv socialpolitik.

Til nr. 2

I den foreslåede ændring af § 13, stk. 15, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 5, er der ikke taget højde for, at personer, der er omfattet af særloven om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, ikke er omfattet af arbejdspligten.

Det foreslås derfor, at der indsættes et 2. pkt. i § 13, stk. 15, om, at bestemmelserne i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, herunder personer, der er omfattet af integrationslovens §§ 26-26 b, og ikke er omfattet af arbejdspligten,

Det betyder, at personer, der er omfattet af et program efter integrationsloven, men ikke er omfattet af arbejdspligten, vil være omfattet af rådighedsreglerne i § 13, stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 2 og 4, stk. 5. 1. pkt., og stk. 7-11, i lov om aktiv socialpolitik.

Det betyder, at de pågældende skal stå til rådighed for arbejde og tage imod de tilbud, som indgår i et program efter integrationsloven, og skal møde til samtaler m.v. Samtidig er de pågældende omfattet af de rimelige grunde i § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat efter § 13, stk. 16, i lov om aktiv socialpolitik.

De pågældende er endvidere omfattet af retten til fravær i forbindelse med barsel, adoption og sorgorlov i § 13, stk. 9, i lov om aktiv socialpolitik.

Med ændringsforslaget ændres der ikke på den gældende retstilstand, hvor de pågældende, der er omfattet af særloven om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, er omfattet af visse af de gældende rådighedsregler i lov om aktiv socialpolitik.