Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2024)
Beskæftigelsesministeren (Ane
Halsboe-Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og
forskellige andre love (Reform af kontanthjælpssystemet,
ophævelse af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet,
fritidstillæg til børn, afklaring, rettighedsbaseret
tilskud til medicin m.v.)
(Lovforslag nr. L 13)
Lovforslaget udmønter "Aftale om nyt
kontanthjælpssystem - flere i arbejde, enklere regler og
færre børn i lavindkomst", som regeringen
(Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk
Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik
i efteråret 2023. Aftalepartierne har med aftalen
ønsket at skabe et mere gennemskueligt
kontanthjælpssystem, hvor der samtidig er en tydelig
økonomisk gevinst ved at tage et arbejde på
lavtlønsområdet. Samtidigt ønsker
aftalepartierne at sikre, at der tages hånd om
børnene, så flere børn i
kontanthjælpssystemet kan vokse op under rimelige
vilkår. Endelig ønsker aftalepartierne, at der tages
særlig hånd om unge under 30 år i
kontanthjælpssystemet, som har udfordringer ud over
ledighed.
Med lovforslaget indføres en ny
ydelsesstruktur med tre grundlæggende
kontanthjælpssatser suppleret med en række tillæg
i form af børnetillæg, tillæg til enlige
forsørgere, tillæg til enlige ikke-forsørgere,
et særligt ungetillæg, fritidstillæg samt et
midlertidigt tilpasningstillæg. Samtidig indføres et
lempeligere og mere enkelt fradrag for arbejdsindkomster. Derudover
afskaffes kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. I stedet
indføres et enkelt boligstøtteloft, som
understøtter, at der er et væsentligt økonomisk
incitament til at tage et arbejde. Der gives endvidere ret til
dækning af udgifter til tilskudsberettiget medicin, og der
indføres et nyt tiltag om afklaring for personer fyldt 30
år. Samlet skønnes lovforslaget at medføre
offentlige merudgifter efter skat og tilbageløb på i
alt 146 mio. kr. i 2025, 177 mio. kr. i 2026, 166 mio. kr. i 2027
og 93 mio. kr. i 2028. Varigt skønnes forslaget at
medfører mindreudgifter på 17 mio. kr. årligt
efter skat og tilbageløb. Forslaget skønnes
strukturelt at have en positiv beskæftigelseseffekt på
omkring 400 fuldtidspersoner i 2025 og 750 fuldtidspersoner i 2026
og frem.
Provenuet fra lov nr. 633 af 11. juni 2024
om ændring af lov om aktiv socialpolitik (Skærpede
betingelser for at opnå ret til kontanthjælp) bidrager
til finansiering af dette lovforslag.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. januar 2025 og får virkning for
personer, der modtager eller ansøger om hjælp i
kontanthjælpssystemet den 1. juli 2025 eller senere.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.