Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2024)
Skatteministeren
(Rasmus Stoklund):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af ejendomsskatteloven, lov om kommunal indkomstskat
og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til
kommunerne, ejendomsvurderingsloven, skattekontrolloven og
kildeskatteloven (Stigningsbegrænsningsordning for
dækningsafgift af erhvervsejendomme, justeringer til
pensionistlåneordningen til betaling af grundskyld
m.v.)
(Lovforslag nr. L 24)
Den 10.
november 2023 indgik regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og
Moderaterne), Radikale Venstre, Konservativt Folkeparti og Liberal
Alliance aftalen Øget tryghed om de nye
erhvervsvurderinger. Aftalepartierne er enige om, at der ved
overgangen til de nye erhvervsvurderinger skal skabes øget
tryghed for dækningsafgiftspligtige virksomheder ved at
indføre en stigningsbegrænsningsordning, hvor
stigninger i dækningsafgiften indfases over tid.
I
overensstemmelse med den politiske aftale indeholder lovforslaget
nye regler om en stigningsbegrænsningsordning, hvorefter
dækningsafgiften af erhvervsejendomme årligt ikke kan
stige med mere end 10 pct. af den fulde dækningsafgift for
året. Det er aftalt, at stigningsbegrænsningen
tillægges bagudrettet virkning fra og med 2022, så
efterreguleringerne af dækningsafgiften i betydelig grad
reduceres.
Med
lovforslaget foreslås justeringer af
pensionistlåneordningen vedr. lån til betaling af
grundskyld. For det første foreslås en
bagatelgrænse, så der senest skal tinglyses pant,
når udlånet overstiger en grænse på 18.300
kr., og for det andet foreslås, at pensionister skal have
mulighed for at dokumentere deres faktiske restgæld, så
endnu flere pensionister får mulighed for at låne til
betaling af deres grundskyld.
Det foreslås, at loven skal
træde i kraft den 1. januar 2025. Dog træder et enkelt
element i lovforslaget allerede i kraft den 2. december 2024.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.