L 69 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om gasforsyning og straffeloven.

(Gennemførelse af elmarkedsdirektivet og fremtidssikret regulering af netvirksomheder m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 05-12-2024

Afgivet: 05-12-2024

Betænkning afgivet af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 5. december 2024

20241_l69_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 5. december 2024

1. Ændringsforslag

Klima-, energi- og forsyningsministeren har stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Tilkendegivelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren

Klima-, energi- og forsyningsministeren har over for udvalget oplyst følgende:

»I forbindelse med behandlingen af lovforslaget er der fundet anledning til at foretage mindre præciseringer i de specielle bemærkninger til § 69, stk. 5 i lovforslagets § 1, nr. 22, der vedrører den foreslåede bestemmelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte og justere netvirksomhedernes fremadrettede forrentningsgrundlag.

Netvirksomheders forrentningsgrundlag

Af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 22 fremgår der således følgende formuleringer:

»Indestående periodiserede tilslutningsbidrag udgør helt konkrete aktiver, der indgår i aktivbasen i det fremadrettede forrentningsgrundlag.«

»Forslaget til den ny § 69, stk. 5, nr. 4, sikrer således et klart og tydeligt lovgrundlag for en fremtidig tilpasning af reglerne, hvorefter modregning af konkrete aktiver, herunder de indestående periodiserede tilslutningsbidrag kan foretages.«

De nævnte formuleringer giver mig anledning til at præcisere, at netvirksomhedernes modtagne beløb fra tilslutningsbidrag, hvor indtægterne periodiseres, indgår i regnskabsmæssig forstand som en post på passivsiden af balancen i netvirksomhedernes eksterne årsregnskab. Beløbene er dermed ikke et aktiv og indgår ikke i netvirksomhedernes forrentningsgrundlag. De modtagne og periodiserede beløb vil dog pga. uhensigtsmæssigheden i indtægtsrammereguleringen have finansieret aktiver, der indgår i forrentningsgrundlaget. Der modregnes således ikke aktiver i forrentningsgrundlaget, men derimod beløb svarende til de periodiserede tilslutningsbidrag.«

4. Politiske bemærkninger

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget bakker op om lovforslaget, men vi er dog bekymrede for den gebyrstigning, der følger af lovforslaget, og som skal dække en øget administration i Forsyningstilsynet. Størrelsen af gebyret fastsættes alene af ministeren, hvorved vi ikke kender denne ved lovens behandling. Vi anbefaler derfor, at der følges op på den administrative byrde, og at der efter en periode sker en evaluering af gebyr og administration for at sikre, at begge dele holdes på et acceptabelt niveau.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af klima-, energi- og forsyningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Nr. 4 affattes således:

»4. I § 5 indsættes efter nr. 14 som nyt nummer:

»15) Energideling: Aktive kunders egetforbrug af vedvarende energi,

a) som er produceret eller lagret ved hjælp af en facilitet, de ejer, lejer eller leaser helt eller delvis på eller uden for forbrugsstedet, eller

b) hvor retten hertil er blevet overført til dem af en anden aktiv kunde.«

Nr. 15-29 bliver herefter nr. 16-30.«

[Sproglig præcisering]

2) Nr. 5 affattes således:

»5. I § 5 indsættes efter nr. 29, der bliver nr. 30, som nyt nummer:

»31) Seriel operatørmåling: En måling fra en enhed eller i forbindelse med en enhed i installationen bag elkundens aftagenummer, der kan danne grundlag for en særskilt opgørelse af enhedens elforbrug til afregningsformål.«

Nr. 30-36 bliver herefter nr. 32-38.«

[Konsekvensændring]

3) Nr. 11 affattes således:

»11. I § 22, stk. 1, ændres i nr. 7 »hvert andet år, og« til: »hvert andet år,«, og i nr. 8 ændres »stk. 5, 1. pkt.« til: »stk. 5, 1. pkt., og«.«

[Lovteknisk ændring]

4) Nr. 28 affattes således:

»28. I § 72 c, stk. 6, ændres i 1. pkt. »Årsafregning, periodisk slutafregning og slutafregning« til: »Slutafregning«, og i 3. pkt. udgår »årsafregningen eller«.«

[Lovteknisk ændring]

5) Efter nr. 31 indsættes:

»01. I § 82 a, stk. 3, ændres »§ 82 b, stk. 3« til: »§ 82 b, stk. 4«.«

[Konsekvensændring]

Til § 3

6) Nr. 1 affattes således:

»1. I § 299 d, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »engrosenergimarkederne«: »med senere ændringer«.«

[Konsekvensændring]

Til § 4

7) I stk. 2 ændres »23-32« til: »23-31, 01 og 32«.

[Konsekvensændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede ændring har karakter af sproglig præcisering. Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 4, at der i lov om elforsynings § 5 efter nr. 14 indsættes et nyt nr. 15, hvorefter der ved energideling forstås aktive kunders egetforbrug af vedvarende energi, a) som er produceret eller lagret ved hjælp af en facilitet, de ejer, lejer eller leaser helt eller delvis på eller uden for forbrugsstedet, eller b) hvor retten hertil er blevet overført til dem af en anden aktiv kunde.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er gennemførelse af elmarkedsdirektivets definition af energideling i artikel 2, nr. 10a.

Den sproglige præcisering af definitionen indebærer en mindre ændring i gennemførelsen af elmarkedsdirektivets definition af energideling. Sidste led i definitionen, hvoraf det fremgår, at overførsel af energi kan ske gratis eller mod betaling, udgår. Det sidste led udgår fra lovteksten, fordi det allerede ligger i definitionens beskrivelse af overførsel af energi, at dette omfatter alle tilfælde af overførsel, herunder uanset om overførslen er betinget af betaling.

Til nr. 2

Den foreslåede ændring har karakter af konsekvensændring. Ændringen skyldes, at nummereringen i elforsyningsloven rykkes som følge af lovforslagets § 1, nr. 4. Ændringen medfører, at definitionen af seriel operatørmåling kommer til at fremstå med korrekt nummerering og rykningsklausul.

Til nr. 3

Den foreslåede ændring er af lovteknisk karakter. I § 22, stk. 1, i lov om elforsyning oplistes en række forpligtelser, som en netvirksomhed skal leve op til. Med lovforslagets § 1, nr. 12, tilføjes en ny forpligtelse til bestemmelsens opremsning i et nyt § 22, stk. 1, nr. 9. Idet opremsningen fremstår som én helsætning, er det nødvendigt at ændre i bl.a. kommatering i de to foregående numre i § 22, stk. 1.

Det foreslås derfor, at der ændres i § 22, stk. 1, nr. 7, sådan at »hvert andet år, og« bliver til »hvert andet år,«, og i § 22, stk. 1, nr. 8, sådan at »stk. 5, 1. pkt.« bliver til »stk. 5, 1. pkt., og«.

Henvisningerne foreslås ændret, idet der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 12, vil blive indsat et nyt nummer i en opremsning af forpligtelser, som en netvirksomhed varetager. For at sikre en korrekt opremsningsbestemmelse er der behov for at ændre bl.a. kommatering i nr. 7 og 8, så det nye nr. 9 bliver opremsningsbestemmelsens afslutning.

Til nr. 4

Den foreslåede ændring er af lovteknisk karakter. Ændringen skyldes, at ændringsnummeret ikke kun ændrer i § 72 c, stk. 6, 3. pkt., men også § 72 c, stk. 6, 1. pkt. Desuden indebærer ændringen, at sætningen i § 72 c, stk. 6, 1. pkt., får stort begyndelsesbogstav.

Til nr. 5

Den foreslåede ændring har karakter af konsekvensændring. Den foreslåede ændring er en konsekvens af det fremsatte lovforslags § 1, nr. 28. Ændringen sikrer, at der i § 82 a, stk. 3, henvises til den korrekte bestemmelse i § 82 b, der med det fremsatte lovforslag bliver § 82 b, stk. 4.

Til nr. 6

Den foreslåede ændring har karakter af konsekvensændring. Ændringen skyldes, at nummereringen i straffelovens § 299 d, stk. 1, har ændret sig som følge af lov nr. 481 af 22. maj 2024 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love. Ved denne lov blev der indsat et nyt § 299 d, stk. 1, nr. 1, i straffeloven med den konsekvens, at nummeret om straf for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011/EU af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne blev rykket fra § 299 d, stk. 1, nr. 2, til § 299 d, stk. 1, nr. 3.

Til nr. 7

Det foreslåede nye nummer i lovforslagets § 1 skal træde i kraft samtidig med lovforslagets § 1, nr. 32.

6. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 25. oktober 2024 og var til 1. behandling den 14. november 2024. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

To separate udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og klima-, energi- og forsyningsministeren sendte den 25. juni 2024 og den 28. juni 2024 disse udkast til udvalget, jf. KEF alm. del - bilag 334 og 344, folketingsåret 2023-24. Derudover har der været en fornyet høring den 27. september af det ene udkast. Den 25. oktober 2024 sendte klima-, energi- og forsyningsministeren høringssvarene og høringsnotaterne til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 11 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 5 skriftlige henvendelser om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 16 spørgsmål til klima-, energi- og forsyningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Anne Paulin (S) Ida Auken (S) Jesper Petersen (S) Lea Wermelin (S) Mette Reissmann (S) Per Husted (S) Rasmus Horn Langhoff (S) fmd. Bjarne Laustsen (S) Kasper Roug (S) Linea Søgaard-Lidell (V) Lars Christian Lilleholt (V) Kim Valentin (V) Christian Friis Bach (V) Karin Liltorp (M) Henrik Frandsen (M) Dennis Flydtkjær (DD) Kristian Bøgsted (DD) Steffen W. Frølund (LA) Steffen Larsen (LA) Frederik Bloch Münster (KF) Dina Raabjerg (KF) Kim Edberg Andersen (DD) Nick Zimmermann (DF) Signe Munk (SF) Carl Valentin (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Søren Egge Rasmussen (EL) Samira Nawa (RV) Torsten Gejl (ALT) nfmd. 

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)24
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)15
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)13
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Dansk Folkeparti (DF)7
Radikale Venstre (RV)6
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)6