Betænkning afgivet af
Sundhedsudvalget den 10. december 2024
1. Ændringsforslag
Socialistisk Folkepartis og Det
Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1-5 til lovforslaget, herunder om deling
af lovforslaget.
2. Indstillinger
Udvalget
indstiller ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget
til vedtagelse.
Et flertal i
udvalget (S, V, M, RV og ALT) indstiller lovforslag A til vedtagelse med ændringsforslag nr. 2 og
3. Flertallet indstiller lovforslag B til vedtagelse med
ændringsforslag nr. 4 og 5.
Et mindretal i
udvalget (KF, EL og DF) indstiller lovforslag A til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for ændringsforslag nr. 2 og 3. Mindretallet
indstiller lovforslag B til vedtagelse med ændringsforslag
nr. 4 og 5.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) vil hverken stemme for eller imod
lovforslag A ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for
ændringsforslag nr. 2 og 3. Mindretallet indstiller
lovforslag B til vedtagelse med ændringsforslag nr. 4 og
5.
Et tredje
mindretal i udvalget (DD) indstiller lovforslag A til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for ændringsforslag nr. 2 og 3. Mindretallet
indstiller lovforslag B til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 4 og 5.
Et fjerde
mindretal (LA) indstiller lovforslag A til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for ændringsforslag nr. 2 og 3. Mindretallet vil
hverken stemme for eller imod lovforslag B ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 4 og 5.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Danmarksdemokraterne
Organdonation er et svært og
dilemmafyldt emne. På den ene side har vi nogle, der kan
være meget desperate efter nye organer, på den anden
side har vi de pårørende, og på den tredje side
har vi afdøde, som vi også skal tage hensyn til. Rent
principielt mener Danmarksdemokraterne, at man selv har retten til
at bestemme. Et overvejende stort flertal af danskerne er for
organdonation. Det Etiske Råd har peget på, at der er
en reel risiko for, at tilslutningen kan blive mindre ved den her
model. Det Etiske Råd påpeger samtidig, at en model
baseret på informeret samtykke eller aktivt tilvalg efter
deres mening stemmer bedst overens med principperne om respekt for
det enkelte menneske og dets integritet og selvbestemmelse. 15 ud
af 17 medlemmer var således imod en model med formodet
samtykke. Det er i overensstemmelse med de borgerlige principper,
som vi i Danmarksdemokraterne står på, men som
forslaget til en vis grad tilsidesætter. Danmarksdemokraterne
stemmer imod forslaget, fordi vi mener, det principielt er forkert
at indføre en model for organdonation, hvor udgangspunktet
er, at man er organdonor.
Socialistisk Folkeparti
Man kan ikke undgå at blive
berørt, når unge mennesker eller deres forældre
beretter om alvorlig sygdom, som kun kan behandles med
organdonation, og man forstår frustrationen over manglen
på egnede organer til transplantation. SF er derfor
også enig med regeringen i, at der er brug for initiativer,
som sikrer større bevågenhed på stillingtagen
til organdonation.
Ca. 30 pct. har allerede taget stilling,
men undersøgelser viser, at endnu flere er positivt
indstillede over for organdonation. Om man på den baggrund
kan antage, at manglende registrering blot er udtryk for en
forglemmelse, som kan løses ved hjælp af formodet
samtykke, er der imidlertid forskellige holdninger til.
I den bløde model, som regeringen
foreslår, vil alle borgere blive registreret som
organdonorer, men registreringen har kun praktisk virkning for de
borgere, som aktivt har bekræftet deres stilling. I praksis
vil den nye ordning derfor ikke adskille sig fra den
nuværende ordning. Om det i sig selv har en effekt, er der
delte meninger om. I bedste fald gør det næppe nogen
forskel, idet borgerne stadig skal bekræfte det formodede
samtykke. I værste fald vil nogle borgere tro, at der er
taget stilling på deres vegne, og at de derfor ikke
behøver at foretage sig yderligere.
I den nuværende praksis er det ofte
pårørende, som må tage stilling til
spørgsmål om organdonation, og et stort flertal
vælger donation - i samråd med dygtige fagpersoner, som
kan råde og vejlede i den svære situation.
Vi skal både rumme hensynet til
patienter, som mangler organer, og hensynet til organdonorer. I SF
tror vi, at vi gør det bedst med obligatorisk stillingtagen,
hvilket SF allerede har foreslået sammen med Det Konservative
Folkeparti og Dansk Folkeparti. Forslaget sikrer først og
fremmest, at vi kan regne med de svar, som den enkelte borger selv
har givet.
I SF tror vi derudover på kampagner,
og uanset hvilken model man måtte vælge, er der brug
for oplysning til borgerne om organdonation, som også kan
give bolden op til samtaler i familierne om, hvad vi hver
især har af ønsker, hvis vi ikke længere selv
kan svare for os. Den bedste løsning er den, hvor vi
respekterer, at organdonation er et personligt valg og ikke en
samfundspligt.
Som nævnt er SF enig med regeringen
i, at der skal ske noget på området, hvis vi også
i fremtiden skal sikre organer til syge borgere. Vi føler os
imidlertid ikke overbeviste om, at formodet samtykke i en
blød model er den rigtige løsning. Derfor stemmer SF
hverken for eller imod lovforslag A.
Liberal Alliance
Organdonation er et komplekst og
følsomt emne, som kræver respekt for både
patienters behov, pårørendes rolle og den enkeltes ret
til selvbestemmelse. I Liberal Alliance anerkender vi behovet for
flere organdonorer, men vi mener, at det lovforslag, der nu er
fremsat, bygger på en problematisk præmis.
Vi stemmer imod forslaget om formodet
samtykke, fordi det grundlæggende bryder med princippet om,
at organdonation skal være et aktivt og informeret valg. Det
Etiske Råd og flertallet af dets medlemmer har også
udtrykt bekymring for, at formodet samtykke kan risikere at mindske
opbakningen til organdonation frem for at styrke den.
Liberal Alliance mener desuden, at det
allerede vedtagne forslag fra januar 2022 om obligatorisk
stillingtagen burde være blevet implementeret og evalueret,
før man tyer til så gennemgribende en ændring af
modellen.
Vi stemmer hverken for eller imod de
øvrige elementer i lovforslag B, som vi anerkender har gode
intentioner, men som fortsat hviler på præmissen om
formodet samtykke. Kampagner og oplysningsinitiativer er vigtige og
kan styrke organdonationsområdet, men vi mener, at disse
indsatser kan stå alene uden at ændre modellen.
For os er det afgørende, at
organdonation forbliver et personligt valg og ikke reduceres til en
antagelse. Vi opfordrer derfor til at fastholde en model baseret
på aktivt valg og fokusere på at fremme oplysning og
dialog.
Alternativet
Med L 73 står vi nu over for at
omsætte intentionen bag B 126, 2023-24, til konkret
lovgivning. I Alternativet støtter vi forslaget om at
ændre samtykkemodellen til en blød model med aktivt
fravalg. Vores støtte hviler på klare fakta og
værdier. De fleste og nyeste studier peger på, at man
får flere organer til rådighed, hvis man har en ordning
om aktivt fravalg. Derudover ses der i lande, der allerede har
implementeret en formodet samtykkemodel, en klar stigning i
antallet af organdonationer, uden at det går på
kompromis med befolkningens tillid til systemet. Den
foreslåede ændring med L 73 sikrer, at flere borgere
tager stilling til organdonation. Dette er ikke kun tal - det er
menneskeliv, der kan reddes. Flere tilgængelige organer
betyder kortere ventelister og færre dødsfald blandt
de patienter, der står og håber på en ny chance.
Det betyder også, at færre pårørende
efterlades i en svær beslutningsproces, fordi der ikke er
tvivl om afdødes ønsker. Samtidig lægger
lovforslaget vægt på informationsindsatser og
påmindelser, så ingen står uforberedte. I
Alternativet tror vi på, at samfundet bedst fungerer,
når vi balancerer individets frihed med en fælles
forpligtelse til at hjælpe hinanden. Organdonation er et
stærkt eksempel på, hvordan vi kan udleve denne
balance. Det handler ikke kun om statistik, men om at gøre
en forskel for de hundredvis af mennesker, der hvert år
venter på et livsnødvendigt organ.
4. Ændringsforslag med
bemærkning
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal (SF
og KF), tiltrådt af et flertal
(det øvrige udvalg):
1)
Lovforslaget deles i to dele med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af sundhedsloven (Ændring af
samtykkemodel for organdonation til en blød model af aktivt
fravalg)« omfattende § 1, nr. 1-7, § 2, stk. 2, og
§ 3.
B. »Forslag
til lov om ændring af sundhedsloven
(Bemyndigelsesbestemmelser om målrettede påmindelser og
sundhedspersoners behandling af helbredsoplysninger m.v.)«
omfattende § 1, nr. 8 og 9, § 2, stk. 1, og § 3.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte forslag
Til § 1
Af et mindretal (SF
og KF), tiltrådt af udvalget:
2) Nr.
1-7 udgår, og i stedet indsættes:
»1. § 53 affattes således:
Ȥ 53. Fra en person,
der er død på eller som død er indbragt til et
sygehus eller lignende institution, kan væv og andet
biologisk materiale udtages til behandling af sygdom eller
legemsskade hos et andet menneske efter reglerne i stk. 3-5.
Stk. 2.
Personer, der er fyldt 18 år, og som er
bopælsregistreret i Danmark i Det Centrale Personregister
(CPR), er omfattet af Organdonorregisteret.
Stk. 3.
Indgrebet må foretages, såfremt afdøde efter sit
fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom i
Organdonorregisteret. Det samme gælder, hvis personen
mundtligt eller skriftligt har udtalt sig for et sådant
indgreb. Pårørende til afdøde kan ikke
modsætte sig indgrebet, hvis afdøde skriftligt har
truffet bestemmelse herom i Organdonorregisteret eller har truffet
anden skriftlig eller mundtlig bestemmelse herom, medmindre
afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under
forudsætning af de pårørendes accept.
Stk. 4. Uden for
de i stk. 3 nævnte tilfælde må indgrebet kun
foretages, såfremt der ikke foreligger nogen tilkendegivelse
fra afdøde imod indgrebet og afdødes nærmeste
giver samtykke til indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen
nærmeste, må indgrebet ikke foretages.
Stk. 5. Er
afdøde under 18 år, må indgrebet kun foretages,
såfremt forældremyndighedens indehaver har givet
samtykke til indgrebet.
Stk. 6.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om drift m.v. af Organdonorregisteret, herunder udformning
og registrering.
Stk. 7.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om målrettede påmindelser vedrørende
bekræftelse af stillingtagen i
Organdonorregisteret.««
[Lovteknisk korrektion]
Til § 2
3) I
stk. 2 ændres »§ 1,
nr. 1-7« til: »Loven«.
[Konsekvensændring af
ændringsforslag nr. 1 om deling]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte forslag
Til § 1
4) Nr. 8
affattes således:
»8. I §
53 indsættes som stk.
5:
»Stk. 5.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om målrettede påmindelser vedrørende
bekræftelse af stillingtagen i
Organdonorregisteret.««
[Lovteknisk korrektion]
Til § 2
5) I
stk. 1 udgår », jf. dog
stk. 2«.
[Konsekvensændring af
ændringsforslag nr. 1 om deling]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at lovforslaget opdeles
i to, således at det ene lovforslag omfatter regler om
ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød
model med aktivt fravalg. Det andet lovforslag vil omfatte regler
omhandlende bemyndigelsesbestemmelse vedrørende
målrettede påmindelser om at bekræfte sin
stillingtagen i Organdonorregisteret og bemyndigelsesbestemmelse
til at fastsætte nærmere regler om sundhedspersoners
behandling af helbredsoplysninger og andre oplysninger om
organdonor og organmodtager i forbindelse med et
donationsforløb.
Efter en opdeling af lovforslaget som
foreslået vil det under A nævnte forslag have titlen
»Forslag til lov om ændring af sundhedsloven
(Ændring af samtykkemodel for organdonation til en
blød model med aktivt fravalg)« og omfatte § 1,
nr. 1-7, § 2, stk. 2, og § 3.
Det under B nævnte forslag vil have
titlen »Forslag til lov om ændring af sundhedsloven
(Bemyndigelsesbestemmelser om målrettede påmindelser og
sundhedspersoners behandling af helbredsoplysninger m.v.)« og
omfatte § 1, nr. 8 og 9, § 2, stk. 1, og § 3.
Til nr. 2
Der er med
ændringsforslaget til det under A nævnte forslag tale
om en lovteknisk korrektion med henblik på at sikre en
fortløbende angivelse af stykkerne i sundhedslovens §
53 i forhold til ikrafttrædelsestidspunktet af de enkelte
ændringer. Der er med lovforslaget ikke tilsigtet
indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 3
Det følger af lovforslagets §
2, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2025, jf.
dog stk. 2. Af stk. 2 følger det, at det fremsatte
lovforslags § 1, nr. 1-7, træder i kraft den 1. juni
2025.
Med ændringsforslaget foreslås
det, at § 2 i det under A nævnte forslag ændres,
således at »§ 1, nr. 1-7« ændres til
»Loven«, idet der efter ændringsforslaget om
opdeling kun vil være et stykke i § 2. Forslaget er en
konsekvens af delingen af lovforslaget i to dele.
Til nr. 4
Der er med
ændringsforslaget til det under B nævnte forslag tale
om en lovteknisk korrektion med henblik på at sikre en
fortløbende angivelse af stykkerne i sundhedslovens §
53 i forhold til ikrafttrædelsestidspunktet af de enkelte
ændringer. Der er med lovforslaget ikke tilsigtet
indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 5
Det følger af lovforslagets §
2, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2025, jf.
dog stk. 2. Af stk. 2 følger det, at det fremsatte
lovforslags § 1, nr. 1-7, træder i kraft den 1. juni
2025.
Med ændringsforslaget foreslås
det at ophæve henvisningen i § 2, stk. 1, til
bestemmelsens stk. 2 i det under B nævnte forslag, idet der
efter ændringsforslaget om opdeling kun vil være et
stykke i § 2. Forslaget er en konsekvens af delingen af
lovforslaget i to dele.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 6. november
2024 og var til 1. behandling den 22. november 2024. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Sundhedsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 20. august 2024 dette
udkast til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 371
(folketingsåret 2023-24). Den 6. november 2024 sendte
indenrigs- og sundhedsministeren høringssvarene og et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
1 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Lea Wermelin (S) Birgitte Vind (S)
Camilla Fabricius (S) Flemming Møller Mortensen (S) Lasse
Haugaard Pedersen (S) Maria Durhuus (S) Matilde Powers (S) nfmd. Rasmus Horn Langhoff (S) Sara
Emil Baaring (S) Christoffer Aagaard Melson (V) Lars Christian
Lilleholt (V) Heidi Bank (V) Monika Rubin (M) Nanna W. Gotfredsen
(M) Rasmus Lund-Nielsen (M) fmd.
Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) Marlene Harpsøe (DD) Louise
Brown (LA) Helena Artmann Andresen (LA) Per Larsen (KF) Lise
Bertelsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD) Peter Kofod (DF) Kirsten
Normann Andersen (SF) Charlotte Broman Mølbæk (SF)
Signe Munk (SF) Peder Hvelplund (EL) Stinus Lindgreen (RV) Helene
Brydensholt (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 24 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 15 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Radikale Venstre (RV) | 6 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 6 | |