Skriftlig fremsættelse (6. november
2024)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven (Ændring af samtykkemodel for organdonation til
en blød model af aktivt fravalg)
(Lovforslag nr. L 73)
Lovforslaget om ændring af
sundhedsloven er en udmøntning af regeringens
beslutningsforslag nr. B 126 Forslag til folketingsbeslutning om
ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød
model af aktivt fravalg fra det fyldte 18. år, der blev
vedtaget af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne),
Radikale Venstre og Alternativet d. 23. maj 2024. Med lovforslaget
foreslås det at indføre aktivt fravalg til
organdonation i en blød model. Ændring af
samtykkemodel for organdonation indgår også som en del
af "Fælles om at give livet tilbage - Aftale om national
handleplan for at styrke organdonationsområdet", der blev
indgået mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Det
Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og
Alternativet d. 26. juni 2024.
Fra 2019 til 2023 er antallet af patienter,
der er døde, mens de venter på et nyt organ, steget
fra 17 til 28 personer. I 2023 stod 442 patienter på
venteliste til et nyt organ, herunder 373 til en nyre. Danmark og
Tyskland er blandt de få EU-lande, der ikke har
indført aktivt fravalg til organdonation. De højeste
donorrater i EU ses i overvejende grad i lande, der har aktivt
fravalg.
I Danmark har ca. to ud af tre danskere
over 15 år taget stilling til organdonation ved enten at
registrere sig i Organdonorregisteret, ved at udfylde et donorkort
eller ved at informere sine pårørende. Det er dog kun
ca. 28% procent af danskerne, der har registreret deres
stillingtagen i Organdonorregisteret. En manglende registrering i
registeret gør, at sundhedspersonalet ofte står i en
svær samtale med pårørende, idet de
pårørende dermed skal tage stilling til organdonation
på vegne af den afdøde.
Med lovforslaget foreslås det, at
samtykkemodellen for organdonation ændres til, at alle fra
det fyldte 18. år omfattes af Organdonorregisteret, hvorefter
man kan bekræfte, om man vil være organdonor. Udover
ændring af samtykkemodellen indeholder lovforslaget tre
bemyndigelsesbestemmelser. Der er to bemyndigelsesbestemmelser
vedr. organdonorregisteret samt en bemyndigelsesbestemmelse, der
har til hensigt at skabe klarhed om retstilstanden i forhold til
sundhedspersoners behandling af helbredsoplysninger og andre
fortrolige oplysninger om organdonor og organmodtager i forbindelse
med et donationsforløb. Det foreslås, at loven
træder i kraft d. 1. januar 2025. For at give tid til at
oplyse danskerne om den nye samtykkemodel for organdonation
foreslås det, at lovens § 1, nr. 1-7, omhandlende
ændring af samtykkemodel først træder i kraft d.
1. juni 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.