Skriftlig fremsættelse (7. november
2024)
Social- og
boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Lov om ændring af lov om
socialtilsyn (Ophør af Social- og Boligstyrelsens
auditfunktion)
(Lovforslag nr. L 85)
Lovforslaget har til formål at
ophæve Social- og Boligstyrelsens auditfunktion med de fem
socialtilsyn. Dette sker som led i regeringens 2030-plan, der har
fokus på at understøtte opgavebortfald og
begrænse administration i staten. Lovforslaget er en del af
de statslige besparelser, der blev præsenteret i regeringens
forslag til finansloven for 2025. Det indgår i et
flerårigt arbejdsprogram, der skal fremme opgavebortfald
på tværs af ministerierne. Dette sker
sideløbende med de flerårige samarbejdsprogrammer med
Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, som fokuserer
på at lette de administrative byrder i både kommuner og
regioner.
Med dette lovforslag foreslås det, at
kapitel 5 i socialtilsynsloven ophæves, hvilket vil
medføre, at Social- og Boligstyrelsens auditfunktion
på socialtilsynsområdet ophører. Funktionen blev
oprindeligt oprettet for at understøtte de fem kommunale
socialtilsyn og sikre ensartethed i tilsynet. Ansvaret for at sikre
koordinering og ensartet praksis vil fremover påhvile de fem
socialtilsyn.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.