Betænkning afgivet af Børne-
og Undervisningsudvalget den 12. december 2024
1. Ændringsforslag
Der er stillet 7 ændringsforslag til
lovforslaget. Børne- og undervisningsministeren har stillet
ændringsforslag nr. 1, 2 og 4-7. Enhedslistens medlemmer af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 3.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DD, LA, M, KF, DF og RV) indstiller lovforslaget
til vedtagelse med de af børne-
og undervisningsministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet vil stemme imod det af Enhedslisten stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (SF og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
3. Politiske bemærkninger
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget anerkender
behovet for at forenkle og reducere bureaukrati, og Alternativet
støtter intentionen om at prioritere ressourcer, der styrker
kerneopgaver inden for undervisning og pædagogik.
Alternativet stemmer dog imod lovforslaget
på baggrund af væsentlige forringelser. Særlig
nedlæggelsen af Dansk Center for Undervisningsmiljø
(DCUM) og Rådet for Børns Læring vil efter
Alternativets vurdering medføre tab af vigtig
rådgivning og støtte, der har haft stor betydning for
kvaliteten af undervisningsmiljøet og børns
læring. Alternativet er dog glade for, at Danmarks
Evalueringsinstitut (EVA) ikke berøres.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 2
Af børne- og
undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) Nr. 6
affattes således:
»6. § 5, stk. 2, nr. 4, affattes
således:
»4) 2
medlemmer med viden og erfaring inden for erhvervsakademi-,
professionsbachelor- og universitetsuddannelser, der beskikkes
efter fælles indstilling fra rektorerne for
erhvervsakademier, professionshøjskolerne og
universiteterne.««
[Ændring af
bestyrelsessammensætningen]
2) I
det under nr. 7 foreslåede § 5, stk. 2, nr. 6, ændres
»DGS - Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DSE - Danske
Skoleelever, Erhvervsskolernes ElevOrganisation,
Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og Modstrøm -
Foreningen for FGU-elever og unge omkring FGU« til:
»Danske Erhvervsakademiers Studenterorganisation, Danske
Studerendes Fællesråd, DGS - Danske Gymnasieelevers
Sammenslutning, DSE - Danske Skoleelever, Erhvervsskolernes
ElevOrganisation, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever,
Modstrøm - Foreningen for FGU-elever og unge omkring FGU og
Organisation for
Professionshøjskolestuderende«.
[Ændring af
bestyrelsessammensætningen]
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(SF og ALT):
3) I
den under nr. 7 foreslåede
ændring af § 5, stk. 2, nr.
7, indsættes som nr.
8:
»8) 1
medlem med viden og erfaring om grundskole- og
dagtilbudsområdet, der beskikkes efter indstilling fra
Fagbevægelsens Hovedorganisation.«
[Tilføjelse af medlem til
bestyrelsen]
Af børne- og
undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:
4) I
nr. 13 udgår »og § 11,
stk. 2,«.
[Opretholdelse af, at
universiteterne ikke kan få påbud]
5) Nr.
16-19 udgår.
[De videregående uddannelser
er fortsat omfattet af § 2, stk. 1, i lov om Danmarks
Evalueringsinstitut]
6) I
det under nr. 20 foreslåede bilag 1, nr. 21, som bliver nr. 27,
indsættes efter »voksne«: »og
Ordblindetesten«.
[Konsekvens af foreslået
ændring af titlen på lov om forberedende
voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf. §
1, nr. 1, i lovforslag nr. L 45]
Til § 5
7) Nr. 1
affattes således:
»1. I §
9, stk. 4, ændres »§§ 57-57 c, §
57 d, stk. 1-4 og 6, og §§ 57 e-57 g« til:
»og §§ 57 d-57 g«.«
[Lovteknisk ændring]
Bemærkninger
Til nr. 1
Som følge af aftale om finansloven
for 2025 vil erhvervsakademi-, professionsbachelor- og
universitetsuddannelser fortsat være omfattet af
evalueringsinstituttets ordinære virksomhed (det
obligatoriske evalueringsområde) efter § 2, stk. 1, 1.
pkt., i lov om Danmarks Evalueringsinstitut.
Det foreslås derfor, at der fortsat
skal være repræsentation for erhvervsakademi-,
professionsbachelor- og universitetsuddannelser i bestyrelsen for
evalueringsinstituttet. Repræsentationen vil være
anderledes end i dag, hvor den består af 1 medlem med viden
og erfaring inden for universitetsuddannelserne, der beskikkes
efter indstilling af uddannelses- og forskningsministeren, og 2
medlemmer med viden og erfaring inden for erhvervsakademi- og
professionsbacheloruddannelserne, der beskikkes efter
indstilling fra Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og
Professionsbacheloruddannelser.
Det med det fremsatte lovforslag
foreslåede medlem med viden og erfaring inden for samspillet
mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, der
beskikkes efter fælles indstilling fra rektorer for
erhvervsakademier, professionshøjskolerne og
universiteterne, foreslås derfor erstattet med 2 medlemmer
med viden og erfaring inden for erhvervsakademi-,
professionsbachelor- og
universitetsuddannelser, der beskikkes efter fælles
indstilling fra rektorerne for erhvervsakademier,
professionshøjskolerne og universiteterne. Det
bemærkes, at idet de studerende på erhvervsakademi-,
professionsbachelor- og universitetsuddannelser i stort omfang
kommer fra ungdomsuddannelser, forudsættes viden og erfaring
inden for erhvervsakademi-, professionsbachelor- og
universitetsuddannelser også at ville indebære viden om
og erfaring med samspillet mellem ungdomsuddannelser og
videregående uddannelser.
Med det her foreslåede vil
evalueringsinstituttets bestyrelse have samme størrelse som
hidtil. Antallet af bestyrelsesmedlemmer reduceres således
ikke til at bestå af op til 10 medlemmer inklusive formand og
eventuelt selvsupplering, som foreslået i det fremsatte
lovforslag. Med det her foreslåede vil bestyrelsen
bestå af en formand, 8 medlemmer, der beskikkes efter
indstilling fra organisationer m.v., 1 medlem, der vælges af
og blandt evalueringsinstituttets medarbejdere, og eventuelt
yderligere 1 medlem med særlig evalueringsfaglig ekspertise,
der er valgt ved bestyrelsens selvsupplering. Den samlede
bestyrelse vil således bestå af op til 11 medlemmer
inklusive formand og eventuelt selvsupplering.
Til nr. 2
Som følge af aftale om finansloven
for 2025 vil erhvervsakademi-, professionsbachelor- og
universitetsuddannelser fortsat være omfattet af
evalueringsinstituttets ordinære virksomhed (det
obligatoriske evalueringsområde) efter § 2, stk. 1, 1.
pkt., i lov om Danmarks Evalueringsinstitut.
Det foreslås derfor, at
organisationer for de studerende ved erhvervsakademi-,
professionsbachelor- og universitetsuddannelser skal være
blandt de organisationer, der indstiller 1 medlem med viden og
erfaring om børns og unges trivsel, læring og dannelse
til evalueringsinstituttets bestyrelse.
Med det foreslåede vil beskikkelsen
af 1 medlem med viden og erfaring om børns og unges trivsel,
læring og dannelse til evalueringsinstituttets bestyrelse
således ske efter fælles indstilling fra otte
organisationer for elever og studerende. Det vil ud over de i det
fremsatte lovforslag foreslåede fem organisationer DGS -
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DSE - Danske Skoleelever,
Erhvervsskolernes ElevOrganisation, Landssammenslutningen af
Handelsskoleelever og Modstrøm - Foreningen for FGU-elever
og unge omkring FGU være Danske Erhvervsakademiers
Studenterorganisation, Danske Studerendes Fællesråd, og
Organisation for Professionshøjskolestuderende.
Til nr. 3
Ændringsforslaget indebærer, at
der tilføjes et medlem med viden og erfaring om grundskole-
og dagtilbudsområdet, der beskikkes efter indstilling fra
Fagbevægelsens Hovedorganisation, til bestyrelsen i Danmarks
Evalueringsinstitut.
Til nr. 4
Som følge af aftale om finansloven
for 2025 vil erhvervsakademi-, professionsbachelor- og
universitetsuddannelser fortsat være omfattet af
evalueringsinstituttets ordinære virksomhed (det
obligatoriske evalueringsområde) efter § 2, stk. 1, 1.
pkt., i lov om Danmarks Evalueringsinstitut.
Ophævelsen af § 11, stk. 2, i
lov om Danmarks Evalueringsinstitut, hvorefter der ikke kan gives
påbud efter § 11, stk. 1, om opfølgning på
evalueringsrapporten til uddannelsesinstitutioner under
universitetsloven, foreslås derfor at udgå af
lovforslaget. Retstilstanden med hensyn til
uddannelsesinstitutioner under universitetsloven vil dermed
være uændret.
Til nr. 5
Som følge af aftale om finansloven
for 2025 vil erhvervsakademi-, professionsbachelor- og
universitetsuddannelser fortsat være omfattet af
evalueringsinstituttets ordinære virksomhed (det
obligatoriske evalueringsområde) efter § 2, stk. 1, 1.
pkt., i lov om Danmarks Evalueringsinstitut.
Den foreslåede ophævelse af nr.
1, 2, 4, 5, 6 og 8 i bilag 1 til lov om Danmarks
Evalueringsinstitut, hvorefter universitetsloven, lov om
erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov
om professionshøjskoler for videregående uddannelser,
lov om medie- og journalisthøjskolen, lov om
erhvervsakademier for videregående uddannelser og lov om
erhvervsrettet videregående uddannelse
(videreuddannelsessystemet) for voksne ikke længere ville
være omfattet af evalueringsinstituttets ordinære
virksomhed (det obligatoriske evalueringsområde) efter §
2, stk. 1, 1. pkt., i lov om Danmarks Evalueringsinstitut,
foreslås derfor at udgå af lovforslaget. Med det
foreslåede vil universitetsloven, lov om
erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov
om professionshøjskoler for videregående uddannelser,
lov om medie- og journalisthøjskolen, lov om
erhvervsakademier for videregående uddannelser og lov om
erhvervsrettet videregående uddannelse
(videreuddannelsessystemet) for voksne således fortsat
være omfattet af evalueringsinstituttets ordinære
virksomhed (det obligatoriske evalueringsområde) efter §
2, stk. 1, 1. pkt., i lov om Danmarks Evalueringsinstitut.
Endvidere foreslås det, at
ændringen af nr. 9 i bilag 1 til lov om Danmarks
Evalueringsinstitut, hvorefter lov om åben uddannelse
(erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. alene vil være
omfattet af evalueringsinstituttets ordinære virksomhed (det
obligatoriske evalueringsområde) efter § 2, stk. 1, 1.
pkt., i lov om Danmarks Evalueringsinstitut, for så vidt
angår evalueringer af uddannelsesaktiviteter på
Børne- og Undervisningsministeriets område,
udgår af lovforslaget. Med det foreslåede vil
uddannelsesaktiviteter på Uddannelses- og
Forskningsministeriets område efter lov om åben
uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. således
fortsat være omfattet af evalueringsinstituttets
ordinære virksomhed (det obligatoriske
evalueringsområde) efter § 2, stk. 1, 1. pkt., i lov om
Danmarks Evalueringsinstitut.
Til nr. 6
Det foreslås, at der i nr. 21 i bilag
1 til lov om Danmarks Evalueringsinstitut efter
»voksne« indsættes »og
Ordblindetesten«. Der er tale om en konsekvens som
følge af en foreslået ændring af titlen på
lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for
voksne, jf. § 1, nr. 1, i lovforslag nr. L 45.
Som følge af at nr. 1, 2, 4, 5, 6 og
8 i bilag 1 til lov om Danmarks Evalueringsinstitut med
ændringsforslag nr. 5 ikke ophæves, skal det
foreslåede nr. 21 i bilag 1 til lov om Danmarks
Evalueringsinstitut om medtagelsen af lov om forberedende
voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne have en
ændret nummerering.
Til nr. 7
Der er tale om en lovteknisk
ændring.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 7. november
2024 og var til 1. behandling den 19. november 2024. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og
Undervisningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1
møde.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
børne- og undervisningsministeren sendte den 22. oktober
2024 dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 27. Den
12. november 2024 sendte børne- og undervisningsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
5 spørgsmål til børne- og
undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren
har besvaret.
Astrid Krag (S) Lasse Haugaard
Pedersen (S) Jesper Petersen (S) Kim Aas (S) Kris Jensen Skriver
(S) Matilde Powers (S) Sara Emil Baaring (S) nfmd. Thomas Skriver Jensen (S) Trine
Bramsen (S) Anni Matthiesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Linea
Søgaard-Lidell (V) Peter Juel-Jensen (V) Rosa Eriksen (M)
Rasmus Lund-Nielsen (M) Karina Adsbøl (DD) fmd. Marlene Harpsøe (DD) Helena
Artmann Andresen (LA) Carl Andersen (LA) Lise Bertelsen (KF)
Birgitte Bergman (KF) Mette Thiesen (DF) Alex Ahrendtsen (DF)
Sigurd Agersnap (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Sofie Lippert (SF)
Mai Villadsen (EL) Lotte Rod (RV) Christina Olumeko (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 24 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 15 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Radikale Venstre (RV) | 6 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 6 | |