Centralbanken (ECB)

Den Europæiske Centralbank har ansvaret for eurolandenes fælles pengepolitik og tilsynet med eurolandenes største banker i EU's bankunion.

Større

Den Europæiske Centralbank er den centrale EU-institution i eurosystemet. En af hovedopgaverne for ECB er at føre den fælles pengepolitik for eurolandene. ECB skal forsøge at sikre, at inflationen i euroområdet ligger på lidt under 2 % om året, så priserne i eurolandene er relativt stabile. Dernæst kan ECB hjælpe med at gennemføre andre af EU’s økonomiske politikker.

En anden hovedopgave for ECB er at føre tilsyn med eurolandenes største banker som et led i EU’s bankunion. ECB skal sørge for, at de største banker i euroområdet overholder de fælles regler for bankerne. Samtidig er det også ECB, der har ret til at udstede eurosedler og opbevare udenlandske valutaer.

ECB’s opgaver har ofte en teknisk karakter, og hvis du ønsker at vide mere, kan du læse om dem på ECB’s hjemmeside.

Hvordan arbejder ECB

ECB er politisk uafhængig, og den må derfor ikke modtage ordrer eller instrukser fra andre EU-institutioner eller medlemslandenes regeringer. Det betyder, at det er ECB’s direktion, Styrelsesrådet, Det Generelle Råd og Tilsynsrådet, der tager beslutninger og udfører opgaver i ECB. Direktionen står for den daglige ledelse, mens Styrelsesrådet træffer beslutninger om ECB’s pengepolitik. Det Generelle Råd diskuterer fastkurspolitik (ERM II) og optagelse af nye lande i euroen, mens Tilsynsrådet fører tilsyn med eurolandenes banker.

Direktionen har følgende opgaver:

  • At forberede Styrelsesrådets møder.
  • At gennemføre pengepolitikken i euroområdet i overensstemmelse med retningslinjerne og beslutningerne i Styrelsesrådet.
  • At lede ECB's daglige arbejde.
  • At udøve beføjelser delegeret til Direktionen af Styrelsesrådet.

ECB's direktion har normalt 6 medlemmer, der vælges for 8 år ad gangen, og som alle er fra eurolandene.

Nationalbanken versus ECB

Den Europæiske Centralbank ligger i Frankfurt i Tyskland, hvor mere end 2.500 medarbejdere fra hele Europa arbejder.

Ligesom Den Europæiske Centralbank (ECB) styrer pengepolitikken for euroen, styrer Nationalbanken i Danmark pengepolitikken for den danske krone. Danmark er ikke med i euroen, men fører en fastkurspolitik over for euroen. Derfor er Nationalbankens pengepolitiske opgave at sikre, at kronens kurs er stabil i forhold til euroens. Nationalbanken er med i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). Både ECB og Nationalbanken er uafhængige af regeringer og politisk indblanding.

 

ECB's hjemmeside

Centralbankens formand

Bankens formand er udpeget af de europæiske stats- og regeringsledere. I perioden 2019-27 sidder Christine Lagarde på posten, som er tidligere direktør for Den Internationale Valutafond og tidligere fransk finansminister. Foto: Europa-Parlamentets mediatek.

Historien bag Centralbanken

Centralbankens historie begyndte, da den økonomiske og monetære union i EU, ØMU'en, blev vedtaget med Maastrichttraktaten, der blev underskrevet i 1991 og trådte i kraft i 1993.

1994:

Det Europæiske Monetære Institut (EMI) blev oprettet med det formål at forberede indførelsen af den fælles valuta gennem et styrket samarbejde mellem medlemslandenes centralbanker og en samordning af den monetære politik.

1999:

Den Europæiske Centralbank blev oprettet og erstattede EMI. Samtidig dannede alle EU-lande Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB).

2002:

Euroen blev sendt i omløb og erstattede de gamle valutaer i 12 EU-lande. I dag er der 19 eurolande.

2014:

Den Europæiske Centralbank overtog tilsynet med eurolandenes største banker som led i EU's bankunion.

Senest opdateret: [21.03.2024]
Sideansvarlig: Mads Dam Døllner