Ministerrådet ændrer, vedtager eller afviser forslag fra Europa-Kommissionen. Sammen med Europa-Parlamentet er Ministerrådet nemlig EU’s lovgivende magt.
Medlemmerne skifter fra sag til sag. Hvis ministrene skal vedtage fælles miljøregler, deltager den danske miljøminister. Handler mødet om fiskekvoter, er den danske fiskeriminister med.
Ministrene handler efter instruks fra deres regeringer og er politisk ansvarlige over for parlamenterne i deres hjemlande.
Landene forhandler i arbejdsgrupper
Når Europa-Kommissionen har fremsat et forslag til en EU-lov, begynder Ministerrådet at behandle forslaget i en af sine arbejdsgrupper. De består af embedsmænd fra EU-landene.
Når arbejdsgrupperne har forhandlet forslaget, sender de det videre til EU-landenes EU-ambassadører, der sidder i en komité, der hedder Coreper.
Og når EU-ambassadørerne har forhandlet de største dele af forslaget på plads, sender de det videre til ministrene i Ministerrådet, som skal blive enige om Rådets holdning. Først derefter kan forhandlingerne med Europa-Parlamentet begynde.
Landene koordinerer politikker
Udover at vedtage EU-love skal Ministerrådet godkende EU’s årlige budget sammen med Europa-Parlamentet.
Det skal koordinere medlemslandenes økonomiske politikker og træffe beslutninger om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (på grundlag af strategiske retningslinjer, som regeringslederne og udenrigsministrene i Det Europæiske Råd fastlægger).
Ministerrådet vedtager også internationale aftaler, som Europa-Kommissionen har forhandlet på EU’s vegne.
Landene kæmper om positioner
I referater kan det godt se ud, som om landene i Ministerrådet er enige om det meste. Det er langt fra altid tilfældet. Landenes repræsentanter forsøger nemlig at blive enige, inden et forslag kommer til afstemning. Undervejs sidder stemmereglerne i baghovedet på forhandlerne, som løbende beregner, hvornår der er flertal for deres forslag og positioner.
Når der tegner sig et kompromis, som et flertal støtter, kan der være en tendens til, at lande, der har haft indvendinger, alligevel følger flertallet. Det skyldes, at et land, der siger, at det vil stemme imod et forslag, bliver isoleret i forhandlingerne og mister muligheden for at få indflydelse på det kompromis, der bliver formet undervejs i forhandlingerne.
Selve muligheden for, at der kan skrides til afstemning om et forslag, kan presse modstræbende medlemslande til at acceptere et kompromis, da medlemsstaterne ikke bryder sig om at blive stemt ned.
Omvendt kan kritiske røster, der tilsammen udgør et blokerende mindretal, få indrømmelser fra de andre lande, fordi et blokerende mindretal ellers kan bremse forslaget eller kompromiset. Et blokerende mindretal kræver mindst 4 medlemsstater, der tilsammen repræsenterer mere end 35 pct. af EU’s befolkning.