Europa-Parlamentet er en vigtig aktør i EU. EU-landenes regeringer har styrket Parlamentets beføjelser betydeligt over en årrække. Det skyldes navnlig et krav om at gøre EU mere demokratisk og åbent.
Europa-Parlamentet er især styrket, fordi det i stigende grad vedtager EU-love sammen med Ministerrådet. Men Europa-Parlamentet er også en central spiller, fordi både Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal godkende EU's årlige budget.
Politikerne bliver valgt
Europa-Parlamentet er den eneste af EU’s institutioner, hvor politikerne er valgt direkte af EU’s borgere. Det er EU’s folkevalgte forsamling.
Der er nu 720 medlemmer af Europa-Parlamentet. Danmark har 15 medlemmer, som vælges af den danske befolkning hvert 5. år.
Europa-Parlamentet kan afsætte Kommissionen
Europa-Parlamentet overvåger samtidig Europa-Kommissionen og har en vigtig kontrolfunktion. Det godkender den samlede Europa-Kommission, når en ny bliver indsat hvert 5. år. Europa-Parlamentet overvåger og godkender også, hvordan Europa-Kommissionen gennemfører EU’s årlige budgetter.
Europa-Parlamentet kan i følge EU's traktater stille et mistillidsvotum til Europa-Kommissionen og tvinge den samlede Europa-Kommission til at gå af. Det har Europa-Parlamentet dog ikke gjort endnu, men det var tæt på i 1999, da Santer-Kommissionen valgte at træde tilbage. Et flertal i Europa-Parlamentet ville nemlig dengang vedtage en mistillidsdagsorden til Europa-Kommissionen på grund af uregelmæssigheder i EU-budgettet.
Hvis Europa-Parlamentet udtrykker mistillid til et bestemt medlem af Europa-Kommissionen, skal Kommissionens formand overveje, om hun vil bede den pågældende kommissær om at træde tilbage. Europa-Parlamentet har dog heller ikke benyttet sig af denne mulighed endnu.