Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 7. maj 2009
Forslag
til
Lov om betalingstjenester 1)
Kapitel 1
Anvendelsesområde og
definitioner
Anvendelsesområde
§ 1.
Denne lov finder anvendelse på betalingstjenester omfattet af
bilag 1, jf. dog stk. 2 og 3 og § 4.
Stk. 2. Kapitel 10
finder anvendelse på betaling med betalingssurrogater, jf.
§ 102, der ikke udgør betalingstjenester omfattet
af bilag 1.
Stk. 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at loven helt
eller delvis ikke skal finde anvendelse på en bestemt
tjeneste eller bestemte typer af tjenester. Økonomi- og
erhvervsministeren kan samtidig fastsætte supplerende regler
for bestemte typer af tjenester.
§ 2.
Betalingstjenester må kun udbydes her i landet af
følgende udbydere, der er meddelt tilladelse her i landet, i
et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område:
1)
Pengeinstitutter.
2)
Betalingsinstitutter, jf. kapitel 2.
3) Udstedere af
elektroniske penge, jf. kapitel 19 i lov om finansiel
virksomhed.
4) Danmarks
Nationalbank.
5) Offentlige
myndigheder.
Stk. 2.
Betalingstjenester kan endvidere udbydes her i landet af
virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde
betalingstjenester omfattet af § 38, nr. 1 eller 2.
§ 3.
Kapitel 5-8 finder anvendelse på betalingstjenester, der
udbydes her i landet, hvis både betalerens og
betalingsmodtagerens udbyder er etableret her i landet, i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område, og hvis tjenesten ydes i euro eller i en
anden medlemsstats valuta, når denne er en anden end
euro.
Stk. 2.
§ 43, § 44, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, og
stk. 2, §§ 45 og 47, § 48, stk. 1,
nr. 1, nr. 2, litra a-d og f, og nr. 3-7, §§ 49-53,
55, 57-68, 72-74 og § 76, stk. 1-3, samt kapitel 8
finder dog tillige anvendelse, selv om betalingsmodtagerens udbyder
er etableret i et land uden for Den Europæiske Union, som
Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det
finansielle område, og uanset hvilken valuta tjenesten ydes
i. § 76, stk. 1-3, finder dog kun anvendelse ved
betalingstransaktioner, der ydes i euro eller i en anden
medlemsstats valuta, når denne er en anden end euro.
Stk. 3. Kapitel 10
finder anvendelse på betalinger med betalingssurrogater, der
udbydes her i landet.
§ 4.
Loven finder ikke anvendelse på:
1)
Kontantbetalinger direkte fra betaleren til betalingsmodtageren,
jf. dog § 56.
2)
Betalingstransaktioner fra betaleren til betalingsmodtageren gennem
en handelsagent, som har fuldmagt fra betaleren eller
betalingsmodtageren.
3)
Erhvervsmæssig fysisk pengetransport.
4)
Betalingstransaktioner, der indebærer
ikke-erhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter inden
for rammerne af almennyttig virksomhed.
5) Tjenester, hvor
betalingsmodtager efter udtrykkelig anmodning fra betaler foretager
en kontant betaling til denne i umiddelbar forbindelse med
gennemførelsen af en betalingstransaktion vedrørende
køb af varer eller tjenesteydelser.
6) Veksling af
kontanter, uden at disse indestår på en
betalingskonto.
7)
Betalingstransaktioner, der er baseret på papirbaserede
rejsechecks, papirchecks, papirveksler, papirbaserede
værdikuponer eller postanvisninger.
8)
Betalingstransaktioner, der er gennemført inden for rammerne
af et system til afvikling af betalinger eller værdipapirer,
mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter,
centralbanker og andre deltagere i systemet eller udbydere af
betalingstjeneste, jf. dog § 40.
9)
Betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i
forbindelse med værdipapirer, herunder udbytter og lign.,
eller indfrielse eller salg, der foretages af de i nr. 8 omhandlede
personer eller af fondsmæglerselskaber, kreditinstitutter,
danske og udenlandske investeringsforeninger eller
administrationsselskaber, som udfører investeringsservice,
samt alle andre virksomheder, der har tilladelse til at have
finansielle instrumenter i depot.
10) Tjenester
leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter
udbuddet af betalingstjenester, uden at de på noget tidspunkt
kommer i besiddelse af de midler, som skal overføres.
11)
Betalingstransaktioner for egen regning mellem udbydere af
betalingstjenester, deres agenter eller filialer.
12)
Betalingstransaktioner mellem en modervirksomhed og dens
dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder under samme
modervirksomhed.
13) Tjenester, der
ydes af udbydere, og som vedrører udbetaling af kontanter i
kontantautomater på vegne af en eller flere kortudstedere,
som ikke deltager i den rammeaftale, der er indgået med
kunden om udbetaling af penge fra en betalingskonto, forudsat at
disse udbydere ikke foretager andre af de i bilag 1 anførte
betalingstjenester.
14)
Betalingstransaktioner, der er gennemført ved hjælp af
alle former for telekommunikations-, digital- eller it-udstyr, hvor
de erhvervede varer eller tjenesteydelser leveres til og skal
anvendes ved hjælp af telekommunikations-, digital- eller
it-udstyr, forudsat at telekommunikations-, digital- eller
it-operatøren ikke udelukkende agerer som mellemmand mellem
brugeren af betalingstjenester og leverandøren af varer og
tjenesteydelser.
§ 5.
Loven kan ikke fraviges til skade for brugeren af
betalingstjenester, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Kapitel 5,
§§ 55, 62, 64-66, 68, 73, 74 og 85 samt kapitel 10
kan fraviges ved aftale mellem udbyderen og brugere af
betalingstjenester, der ikke er forbrugere. Parterne kan endvidere
aftale en anden indsigelsesfrist end nævnt i
§ 63.
Stk. 3.
§ 75 og § 76, stk. 4, kan fraviges i alle
kundeforhold bortset fra
1)
betalingstransaktioner i euro uden valutaomregning,
2)
betalingstransaktioner i danske kroner i Danmark og
3)
betalingstransaktioner, der kun omfatter en valutaomregning mellem
euro og danske kroner i Danmark, og i tilfælde af en
grænseoverskridende betalingstransaktion, når
transaktionen foretages i euro.
Stk. 4. For
betalingstransaktioner inden for Den Europæiske Union eller i
et land, som Fællesskabet har indgået aftale med
på det finansielle område, må den frist, der er
fastsat i § 75, stk. 1 og 3, uanset stk. 3
højst være 4 arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet,
jf. § 71.
Definitioner
§ 6.
I denne lov forstås ved:
1) | Betalingsinstitut: |
| En juridisk person, der i overensstemmelse
med kapitel 2 er meddelt tilladelse til at udbyde og
gennemføre betalingstjenester her i landet, i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område. |
2) | Betalingstransaktion: |
| En handling, der iværksættes
af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at
indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til
eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og
betalingsmodtageren. |
3) | Betalingssystem: |
| Et system til overførsel af midler
med formelle og standardiserede rutiner og fælles regler for
behandling, clearing eller afvikling af
betalingstransaktioner. |
4) | Betaler: |
| En fysisk eller juridisk person, der er
indehaver af en betalingskonto og tillader en betalingsordre fra
denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto,
en fysisk eller juridisk person, der afgiver en
betalingsordre. |
5) | Betalingsmodtager: |
| En fysisk eller juridisk person, som er
den tiltænkte modtager af de midler, der indgår i en
betalingstransaktion. |
6) | Bruger: |
| En fysisk eller juridisk person, som
bruger en betalingstjeneste enten som betaler eller som
betalingsmodtager eller begge dele. |
7) | Betalingskonto: |
| En konto oprettet i en eller flere
brugeres navn med henblik på at gennemføre
betalingstransaktioner. |
8) | Midler: |
| Sedler og mønter, indestående
på en konto og elektroniske penge. |
9) | Betalingsinstrument: |
| Enhver form for personligt instrument
eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og
udbyderen af betalingstjenester, og som brugeren benytter til at
iværksætte en betalingsordre. |
10) | Pengeoverførsel: |
| En betalingstjeneste, hvor der modtages
midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i
betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det
formål at overføre et tilsvarende beløb til en
betalingsmodtager eller en anden udbyder på
betalingsmodtagerens vegne, og hvor sådanne midler modtages
på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed
for denne. |
11) | Mikrobetalingsinstrument: |
| Et betalingsinstrument, der i henhold til
rammeaftalen udelukkende vedrører særskilte
betalingstransaktioner på højst 30 euro, eller som
enten har en beløbsgrænse på 150 euro eller
på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150
euro. |
12) | Arbejdsdag: |
| En dag, hvor betalerens eller
betalingsmodtagerens relevante udbyder, der er involveret i
gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder
åbent som påkrævet for gennemførelsen af
en betalingstransaktion. |
13) | Fysisk
handel: |
| Afvikling af en betalingstransaktion, der
forudsætter fysisk tilstedeværelse af betaler og
betalingsmodtager. |
14) | Varigt
medium: |
| Ethvert instrument, der gør det
muligt for brugeren af betalingstjenester at lagre information, der
er rettet personligt til den pågældende på en
måde, der tillader fremtidig søgning i et tidsrum, der
er afpasset efter informationsformålet, og som giver mulighed
for uændret gengivelse af den lagrede information. |
15) | Rammeaftale: |
| En aftale om betalingstjenester, der
regulerer den fremtidige udførelse af særskilte og
successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde
forpligtelser og betingelser for oprettelse af en
betalingskonto. |
16) | Forbruger: |
| En fysisk person, der i forbindelse med
betalingstjenesteaftaler optræder med et formål, der
ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige
virksomhed. |
17) | Udbyder: |
| Selskaber som omhandlet i § 2,
stk. 1, og juridiske og fysiske personer med begrænset
tilladelse, jf. § 38, der udbyder
betalingstjenester. |
18) | Agent: |
| En fysisk eller juridisk person, som
handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbuddet af
betalingstjenester. |
19) | Direkte
debitering: |
| En betalingstjeneste med henblik på
at debitere en betalers betalingskonto, hvor en
betalingstransaktion iværksættes af betalingsmodtageren
på grundlag af, at betaleren har meddelt sit samtykke til
betalingsmodtageren, til betalingsmodtagerens udbyder eller til
betalerens egen udbyder. |
Kapitel 2
Betalingsinstitutter
Tilladelse
§ 7.
Virksomheder, som er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2,
skal have tilladelse som betalingsinstitut for at kunne udbyde
betalingstjenester. Tilladelse kan gives til en eller flere af de
aktiviteter, som er nævnt i bilag 1.
Stk. 2.
Finanstilsynet giver tilladelse, når
1) virksomheden
drives i et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab med
begrænset ansvar eller i en forening med økonomiske
formål optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens
foreningsregister og virksomheden har en bestyrelse og en
direktion,
2) virksomheden har
hovedkontor og hjemsted i Danmark,
3) virksomheden af
Finanstilsynet vurderes at være i stand til at
gennemføre en forsvarlig drift,
4) virksomheden
opfylder kravene om startkapital i § 12,
5) medlemmer af
virksomhedens bestyrelse og direktion samt, hvor det er relevant,
ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter
opfylder kravene i § 18,
6) ejere af
kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, ikke vil modvirke en fornuftig og forsvarlig
forvaltning af betalingsinstituttet,
7) der ikke
foreligger snævre forbindelser, jf. § 5,
stk. 1, nr. 17, i lov om finansiel virksomhed, mellem
virksomheden og andre virksomheder eller personer, der vil kunne
vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,
8) virksomhedens
forretningsgange, administrative forhold, organisation,
regnskabsmæssige procedurer, revisionsmæssige
foranstaltninger og kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger er
forsvarlige, jf. § 19, og
9) der er truffet
passende foranstaltninger for at beskytte de midler, der
tilhører brugerne af betalingstjenester, jf. § 22,
såfremt virksomheden ud over udbud af betalingstjenester
omfattet af bilag 1 udfører andre forretningsaktiviteter,
jf. § 11, nr. 3.
Stk. 3. En
ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut skal indeholde
de oplysninger, der er nødvendige til brug for
Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 2 er
opfyldt, herunder
1) oplysninger om
virksomhedens retlige form med kopi af stiftelsesoverenskomst,
stiftelsesdokument og vedtægter,
2) oplysning om
adressen på virksomhedens hovedkontor,
3) en oversigt over
virksomhedens nuværende og planlagte forretningsaktiviteter,
herunder en beskrivelse af planlagte betalingstjenester,
4) en
forretningsplan med en budgetprognose for de 3 første
regnskabsår samt senest reviderede årsregnskab,
såfremt et sådant er udarbejdet,
5) oplysninger om
virksomhedens organisationsstruktur, tilsigtet brug af agenter
og filialer, en beskrivelse af outsourcingordninger og af
virksomhedens deltagelse i et nationalt eller internationalt
betalingssystem, oplysninger om planlagt grænseoverskridende
betalingstjenestevirksomhed og etablering i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet
har indgået aftale med på det finansielle
område,
6) dokumentation
for, at virksomheden råder over den i § 12
anførte startkapital,
7) oplysninger om
bestyrelsesmedlemmer, direktører og, hvor det er relevant,
ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter,
der dokumenterer, at kravene i henhold til stk. 2, nr. 5, er
opfyldt,
8) oplysninger om
personer, der direkte eller indirekte har en kvalificeret ejerandel
i virksomheden, størrelsen af disse ejerandele og
dokumentation for disses egnethed under hensyn til
nødvendigheden af at sikre en fornuftig og forsvarlig
forvaltning af betalingsinstituttet, jf. kriterierne i § 61 a,
stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
9) oplysninger om
snævre forbindelser, jf. stk. 2, nr. 7,
10) oplysninger om
virksomhedens forretningsgange, administrative forhold,
organisation, regnskabsmæssige procedurer,
revisionsmæssige foranstaltninger og kontrol- og
sikkerhedsforanstaltninger, herunder en beskrivelse af de interne
kontrolforanstaltninger, som virksomheden har indført for at
opfylde forpligtelserne i henhold til lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af
terrorisme samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
oplysninger, der skal medsendes om betaler ved
pengeoverførsler, og
11) en beskrivelse
af de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler,
som tilhører brugere af betalingstjenester, såfremt
virksomheden udøver andre aktiviteter, jf. § 11,
nr. 3.
Stk. 4.
Oplysningerne i stk. 3, nr. 5, 10 og 11, skal indeholde en
beskrivelse af de organisatoriske og revisionsmæssige
foranstaltninger, som virksomheden har truffet for at beskytte
brugernes interesser og sikre kontinuitet i forbindelse med
udførelsen af betalingstjenester.
Stk. 5. Hvis
virksomheden ud over at udbyde en eller flere af de
betalingstjenester, der er anført i bilag 1, udøver
andre forretningsaktiviteter, jf. § 11, nr. 3, kan
Finanstilsynet beslutte, at betalingstjenestevirksomheden skal
udøves i et særskilt selskab.
Underretningspligt
§ 8.
Betalingsinstituttet er forpligtet til at underrette
Finanstilsynet, hvis der indtræder ændringer i forhold
til de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget og lagt til
grund ved meddelelse af tilladelse. Underretning skal ske på
forhånd, hvis ændringen må betragtes som
væsentlig. I andre tilfælde skal underretning finde
sted snarest muligt.
Meddelelse af beslutning
§ 9.
Senest 3 måneder efter modtagelse af en ansøgning
eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter
modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at
træffe beslutningen, underretter Finanstilsynet
ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan
imødekommes.
Opbevaring af oplysninger
§ 10.
Betalingsinstitutter er forpligtet til at opbevare alle
oplysninger, der kan være relevante for Finanstilsynets
vurdering af betalingsinstituttets forhold i relation til den
meddelte tilladelse, i mindst 5 år.
Andre aktiviteter
§ 11.
Ud over at udbyde de betalingstjenester, der er omfattet af
betalingsinstituttets tilladelse, kan betalingsinstitutter
udøve følgende aktiviteter:
1) Udbud af
driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske
tjenester,
2) drift af
betalingssystemer og
3) andre
forretningsaktiviteter end betalingstjenester.
Startkapital
§ 12.
Hvis virksomheden søger om tilladelse til at udbyde
én eller flere af de betalingstjenester, der er nævnt
i bilag 1, punkt 1-5, skal startkapitalen udgøre mindst
125.000 euro.
Stk. 2. Hvis
virksomheden søger om tilladelse til at udbyde de
betalingstjenester, der er nævnt i bilag 1, punkt 6, skal
startkapitalen udgøre mindst 20.000 euro.
Stk. 3. Hvis
virksomheden søger om tilladelse til at udbyde de
betalingstjenester, der er nævnt i bilag 1, punkt 7, skal
startkapitalen udgøre mindst 50.000 euro.
Stk. 4.
Startkapitalen omfatter indbetalt aktie-, anparts- eller
andelskapital, overkurs ved emission, reserver og overført
overskud eller underskud.
Basiskapital
§ 13.
Betalingsinstitutter skal til enhver tid som minimum have en
basiskapital, som svarer til det højeste af følgende
beløb:
1) Startkapitalen,
jf. § 12.
2) Det
beløb, som fremkommer efter beregning i henhold til en af de
tre metoder, der er beskrevet i bilag 2.
Stk. 2.
Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
anvendelsen af de beregningsmetoder, der er beskrevet i bilag 2,
herunder hvilke af disse beregningsmetoder det enkelte
betalingsinstitut skal anvende ved opgørelsen af
kapitalkravet i henhold til stk. 1, nr. 2. Der skal herved
tages hensyn til den type af betalingstjenester, som udbydes, og
omfanget heraf. Finanstilsynet kan ud fra en risikovurdering af det
enkelte betalingsinstitut beslutte, at instituttets basiskapital
skal være op til 20 pct. højere eller indtil 20 pct.
lavere end det beløb, der fremkommer ved anvendelse af den
anviste beregningsmetode.
Stk. 3.
Finanstilsynet fastsætter endvidere regler om
opgørelse af kapitalkravet, hvor betalingsinstituttet
indgår i en koncern.
§ 14.
Basiskapitalen er den reducerede kernekapital, jf.
§§ 15 og 16, tillagt den supplerende kapital, jf.
§ 17.
Stk. 2.
Kernekapital og supplerende kapital skal være fratrukket
enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor
beløbet beregnes, eller det skal være behørigt
tilpasset, i det omfang skattekrav reducerer det beløb,
hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici
eller tab.
§ 15.
Kernekapitalen består af
1) indbetalt
aktie-, anparts- eller andelskapital,
2) overkurs ved
emission,
3) reserver og
4) overført
overskud eller underskud.
§ 16.
Kernekapitalen reduceres med
1) foreslået
udbytte,
2) immaterielle
aktiver,
3) udskudte
skatteaktiver og
4) årets
løbende underskud.
§ 17.
Den supplerende kapital består af
opskrivningshenlæggelser.
Stk. 2. Den
supplerende kapital må ikke medregnes med mere end 100 pct.
af den reducerede kernekapital, jf. §§ 15 og 16.
Ledelse og indretning af
virksomheden
§ 18.
Et medlem af bestyrelsen og direktionen i et betalingsinstitut og,
hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens
betalingstjenestevirksomhed skal have fyldestgørende
erfaring til at udøve hvervet eller stillingen.
Stk. 2. Et medlem
af bestyrelsen og direktionen og, hvor det er relevant,
ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenestevirksomhed
kan ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis
bestyrelsesmedlem og direktør i et betalingsinstitut eller
ledelsesansvarlig for virksomhedens betalingstjenestevirksomhed,
hvis
1) den
pågældende er pålagt strafansvar for
overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning
og denne overtrædelse indebærer risiko for, at hvervet
eller stillingen ikke varetages på betryggende vis,
2) den
pågældende har anmeldt betalingsstandsning eller
indgivet begæring om tvangsakkord, konkurs eller
gældssanering eller er i betalingsstandsning, under
konkursbehandling, gældssanering eller tvangsakkord,
3) den
pågældendes økonomiske situation eller
selskaber, den pågældende ejer, eller hvori den
pågældende deltager i driften, har påført
den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab eller
4) den
pågældende har udvist en sådan adfærd, at
der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil
varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig
måde.
Stk. 3. Medlemmer
af bestyrelsen eller direktionen har pligt til at give
Finanstilsynet oplysninger om de forhold, der er angivet i stk.
2.
§ 19.
Et betalingsinstitut skal have
1) effektive former
for virksomhedsstyring,
2) en klar
organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og
konsekvent ansvarsfordeling,
3) en god
administrativ og regnskabsmæssig praksis,
4) skriftlige
forretningsgange på alle de væsentlige
aktivitetsområder,
5) effektive
procedurer til at identificere, forvalte, overvåge og
rapportere om de risici, instituttet er eller kan blive udsat
for,
6) de ressourcer,
der er nødvendige for den rette gennemførelse af dets
virksomhed, og anvende ressourcerne hensigtsmæssigt,
7) procedurer med
henblik på adskillelse af funktioner i forbindelse med
håndtering og forebyggelse af interessekonflikter,
8)
fyldestgørende interne kontrolprocedurer og
9) betryggende
kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området.
Regnskaber og lovpligtig
revision
§ 20.
Årsregnskabsloven finder anvendelse på
betalingsinstitutter, medmindre andet følger af
stk. 2-8.
Stk. 2.
Regnskabsåret skal følge kalenderåret.
Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller
længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18
måneder.
Stk. 3.
Betalingsinstituttet skal ved udløbet af hvert halvår
foretage regnskabsindberetning til Finanstilsynet i
overensstemmelse med skemaer og vejledninger hertil
udfærdiget af Finanstilsynet. Indberetningerne skal indsendes
til Finanstilsynet i elektronisk form.
Stk. 4.
Årsrapporten skal revideres af betalingsinstituttets eksterne
revisor. Betalingsinstituttets revisor eller revisorer skal
være godkendte i henhold til lov om godkendte revisorer og
revisionsvirksomheder.
Stk. 5. Revisorer i
et betalingsinstitut skal tillige være revisorer i
betalingsinstituttets dattervirksomheder. Det gælder dog ikke
modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er
hjemmehørende i Danmark.
Stk. 6. Revisorer
skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er
af afgørende betydning for instituttets fortsatte aktivitet,
herunder forhold, som revisorerne måtte være gjort
bekendt med som led i hvervet som revisor i virksomheder, som
betalingsinstituttet har snævre forbindelser med.
Stk. 7. Hvis
betalingsinstituttet udøver andre aktiviteter som omhandlet
i § 11, skal betalingsinstituttets reviderede
årsrapport yderligere omfatte et særskilt regnskab for
henholdsvis betalingstjenester og andre aktiviteter. Finanstilsynet
kan dog dispensere fra dette krav, hvis der er tale om aktiviteter
omfattet af § 11, nr. 1.
Stk. 8.
Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om revisionens
gennemførelse i betalingsinstitutter.
Betalingskonti, ydelse af
kredit og forbud mod indlån
§ 21.
Betalingsinstitutter må kun føre betalingskonti, der
udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.
Stk. 2.
Betalingsinstitutter, der har opnået tilladelse til at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i bilag 1, punkt 4, 5 eller 7,
må kun yde kredit i forbindelse med disse tjenester, hvis
følgende betingelser er overholdt:
1) Kredit skal
være accessorisk til betalingstjenester og må
udelukkende ydes i tilknytning til gennemførelse af
betalingstransaktioner.
2) Kredit, der ydes
i forbindelse med grænseoverskridende betalingstjenester,
skal kræves tilbagebetalt inden for et tidsrum, der ikke
må overstige 12 måneder.
3)
Betalingsinstituttets basiskapital skal til enhver tid have en
passende størrelse i forhold til den samlede kredit, der
ydes.
Stk. 3.
Betalingsinstitutter må ikke erhvervsmæssigt tage imod
indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler.
Sikring af midler
§ 22.
Betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester omfattet af
bilag 1, og som samtidig udfører andre
forretningsaktiviteter, jf. § 11, nr. 3, skal sikre de
midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller
modtaget gennem en anden formidler af betalingstjenester som led i
gennemførelse af betalingstransaktioner. Hvis midlerne ved
afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter den dag,
hvor midlerne er modtaget, endnu ikke er udbetalt til
betalingsmodtageren eller overført til en anden udbyder af
betalingstjenester, skal midlerne senest på dette tidspunkt
indsættes på en særskilt konto i et
kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav
risiko. Midlerne må herved ikke kunne gøres til
genstand for retsforfølgning fra betalingsinstituttets
øvrige kreditorer.
Stk. 2.
Betalingsinstituttet kan i stedet for den fremgangsmåde, der
er beskrevet i stk. 1, vælge at stille garanti fra et
forsikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke
tilhører samme koncern som betalingsinstituttet. Garantien
skal stilles til sikkerhed for de berettigede betalingsmodtagere i
henhold til endnu ikke effektuerede betalingstjenester, og
garantien skal omfatte ethvert beløb, som ellers skulle
være indsat på særskilt konto eller investeret i
sikre, likvide aktiver med lav risiko i henhold til
stk. 1.
Stk. 3.
Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om sikring af
midler i henhold til stk. 1 og 2, herunder om undtagelser til
kravet om sikring.
Anvendelse af agenter
§ 23.
Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at udbyde
betalingstjenester gennem en eller flere agenter, skal
Finanstilsynet forinden have meddelelse herom.
Stk. 2. Meddelelsen
skal indeholde følgende:
1) Navn og adresse
på agenten,
2) en beskrivelse
af, hvordan agenten vil opfylde forpligtelserne i henhold til lov
om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og
finansiering af terrorisme, og
3) oplysninger om
identiteten på ledelsesansvarlige for agenten og
dokumentation for, at disse opfylder kravene i § 18.
§ 24.
Finanstilsynet registrerer agenten i henhold til § 90,
stk. 1, nr. 1, hvis de forelagte oplysninger efter
Finanstilsynets opfattelse er fyldestgørende. Er dette ikke
tilfældet, kan Finanstilsynet afvise at registrere agenten.
Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den
pågældende agent i forbindelse med udbud af
betalingstjenester.
§ 25.
Betalingsinstitutter, der anvender agenter, har det fulde ansvar
for opfyldelse af lovens bestemmelser og skal træffe de
nødvendige foranstaltninger til sikring heraf.
Betalingsinstituttet hæfter for erstatningskrav, som brugere
af betalingstjenester opnår mod agenter, der handler i strid
med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2.
Betalingsinstituttet skal sikre, at agenter, der handler på
instituttets vegne, informerer brugerne af betalingstjenester om,
at udbyderen er agent for det danske betalingsinstitut.
Outsourcing
§ 26.
Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at outsource
betalingstjenesters driftsmæssige funktioner, skal
Finanstilsynet forinden have meddelelse herom.
§ 27.
Betalingsinstitutter, der outsourcer driftsmæssige funktioner
til tredjemand, har det fulde ansvar for opfyldelse af lovens
bestemmelser og skal træffe de nødvendige
foranstaltninger til sikring heraf. Betalingsinstituttet
hæfter for erstatningskrav, som brugere af betalingstjenester
opnår mod tredjemand, jf. 1. pkt., der handler i strid med
denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.
§ 28.
Væsentlige driftsmæssige funktioner må ikke
outsources uden Finanstilsynets tilladelse. Outsourcing må
ikke indebære en væsentlig forringelse af kvaliteten af
betalingsinstituttets interne kontrol og ledelsesrapportering eller
Finanstilsynets mulighed for at overvåge, om instituttet
overholder denne lov. En driftsmæssig funktion betragtes som
væsentlig, hvis fejl eller et svigt i udførelsen af
denne i væsentlig grad vil forringe betalingsinstituttets
vedvarende overholdelse af de krav, der skal være opfyldt for
at opnå tilladelse som betalingsinstitut.
Stk. 2. Tilladelse
i henhold til stk. 1 forudsætter,
1) at outsourcing
ikke indebærer en væsentlig forringelse af kvaliteten
af betalingsinstituttets interne kontrol og ledelsesrapportering
eller Finanstilsynets mulighed for at overvåge, om
instituttet overholder denne lov,
2) at outsourcing
ikke fører til, at den øverste ledelse delegerer sit
ansvar,
3) at
betalingsinstituttets forhold til og forpligtelser over for dets
brugere af betalingstjenester i henhold til denne lov ikke
forringes, og
4) at de
betingelser, som betalingsinstituttet i øvrigt skal
overholde for at opnå og bibeholde tilladelse, ikke
undermineres.
§ 29.
Hvis den enhed, som betalingsinstituttet outsourcer
driftsmæssige funktioner til, har hjemsted i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område, underretter Finanstilsynet
tilsynsmyndigheden i det pågældende land herom.
Danske betalingsinstitutters
virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale
med på det finansielle område
§ 30.
Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse her i landet, og
som ønsker at udbyde grænseoverskridende
betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske
Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået
aftale med på det finansielle område, skal forinden
give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket
land virksomheden ønskes påbegyndt, og hvilke
betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde.
Stk. 2.
Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte
meddelelse og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er
omfattet af betalingsinstituttets tilladelse, til
tilsynsmyndigheden i værtslandet senest 1 måned efter
modtagelsen af den meddelelse, der er nævnt i stk. 1.
§ 31.
Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse her i landet, og
som ønsker at udbyde betalingstjenester i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område, ved etablering af en filial, skal
forinden give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af
filialens navn og adresse, i hvilket land virksomheden
ønskes påbegyndt, navnene på de personer, der er
ansvarlige for filialens ledelse, dens organisationsstruktur, og
hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde.
Stk. 2.
Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte
meddelelse og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er
omfattet af betalingsinstituttets tilladelse, til
tilsynsmyndigheden i værtslandet senest 1 måned efter
modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse med
anmodning om en udtalelse før registrering af filialen.
Stk. 3. Hvis
tilsynsmyndigheden i værtslandet meddeler, at den har rimelig
grund til at formode, at den påtænkte filialetablering
vil øge risikoen for overtrædelse af
værtslandets regler om hvidvask af udbytte og finansiering af
terrorisme, kan Finanstilsynet afvise at registrere filialen eller
annullere registreringen af filialen, hvis registrering allerede
har fundet sted. Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den
pågældende filial i forbindelse med udbud af
betalingstjenester.
Stk. 4.
Betalingsinstituttet skal sikre, at brugerne af betalingstjenester
orienteres om, at udbyderen er en filial af
betalingsinstituttet.
§ 32.
Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse her i landet, og
som ønsker at udbyde betalingstjenester i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område, gennem en agent, skal forinden give
Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af de oplysninger,
som fremgår af § 23, stk. 2, og oplysning om,
hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde
gennem agenten.
Stk. 2.
Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte
meddelelse og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er
omfattet af betalingsinstituttets tilladelse, til
tilsynsmyndigheden i værtslandet senest 1 måned efter
modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse med
anmodning om en udtalelse før registrering af agenten.
Stk. 3. Hvis
tilsynsmyndigheden i værtslandet meddeler, at den har rimelig
grund til at formode, at samarbejdet med den pågældende
agent vil øge risikoen for overtrædelse af
værtslandets regler om hvidvask af udbytte og finansiering af
terrorisme, kan Finanstilsynet afvise at registrere agenten eller
annullere registreringen af agenten, hvis registrering allerede har
fundet sted. Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den
pågældende agent i forbindelse med udbud af
betalingstjenester.
Stk. 4.
Betalingsinstituttet skal sikre, at agenter, der handler på
instituttets vegne, informerer brugerne af betalingstjenester om,
at udbyderen er agent for betalingsinstituttet.
Udenlandske
betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område
§ 33.
Et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et
andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område, kan begynde at udbyde
grænseoverskridende betalingstjenester her i landet,
når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra
tilsynsmyndigheden i hjemlandet med oplysning om, hvilke
betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde, og om, at
disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i
hjemlandet.
§ 34.
Et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et
andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område, kan begynde at udbyde betalingstjenester
her i landet gennem en filial, når Finanstilsynet har
modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet med
oplysning om filialens navn og adresse, navnene på de
personer, der er ansvarlige for filialens ledelse, dens
organisationsstruktur, hvilke betalingstjenester instituttet
ønsker at udbyde gennem filialen, og om, at disse tjenester
er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Hvis
Finanstilsynet meddeler, at det har rimelig grund til at formode,
at oprettelsen af en filial vil øge risikoen for
overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme eller de regler,
der er udstedt i medfør heraf, kan tilsynsmyndigheden i
hjemlandet afvise at registrere filialen eller annullere
registreringen af filialen, hvis registreringen allerede har fundet
sted. Filialen kan herefter ikke udbyde betalingstjenester her i
landet.
Stk. 3. Filialen
skal informere brugerne af betalingstjenester om, at udbyderen er
en filial af det udenlandske betalingsinstitut.
§ 35.
Et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et
andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område, kan begynde at udbyde betalingstjenester
her i landet gennem en agent, når Finanstilsynet har modtaget
meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet og oplysninger
om, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde
gennem agenten, og om, at disse tjenester er omfattet af
instituttets tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Hvis
Finanstilsynet meddeler, at det har rimelig grund til at formode,
at samarbejdet med den pågældende agent vil øge
risikoen for overtrædelse af lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf,
kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet afvise at registrere agenten
eller annullere registreringen, hvis registrering allerede har
fundet sted. Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den
pågældende agent i forbindelse med udbud af
betalingstjenester.
Stk. 3. Agenter,
der handler på instituttets vegne, skal informere brugerne af
betalingstjenester om, at udbyderen er agent for det udenlandske
betalingsinstitut.
§ 36.
Hvis betalingsinstituttet outsourcer driftsmæssige funktioner
til en enhed, der har hjemsted her i landet, underretter
tilsynsmyndigheden i hjemlandet Finanstilsynet herom.
Kapitel 3
Begrænset tilladelse til udbud
af betalingstjenester
§ 37.
Finanstilsynet kan give en begrænset tilladelse til at udbyde
betalingstjenester her i landet til en virksomhed, når
1) virksomheden har
hovedkontor og hjemsted i Danmark. Finanstilsynet kan endvidere
give en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester
omfattet af § 38, nr. 1, til virksomheder, der har
hovedkontor og hjemsted i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har
indgået aftale med på det finansielle område, jf.
dog stk. 5,
2) virksomheden har
forretningsgange på alle væsentlige
aktivitetsområder,
3) medlemmerne af
virksomhedens bestyrelse og direktion og, hvor det er relevant,
ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter
opfylder kravene i § 18. Hvis virksomheden drives som
interessentskab eller enkeltmandsvirksomhed, finder § 18
tilsvarende anvendelse på den eller de for virksomheden
personligt ansvarlige enkeltpersoner, og
4) betingelserne i
§ 38 er opfyldt.
Stk. 2. En
ansøgning om begrænset tilladelse til at udbyde
betalingstjenester skal indeholde de oplysninger, der er
nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om
betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder
1) oplysninger om
direktører og ledelsesansvarlige for virksomheden og, hvor
det er relevant, ledelsesansvarlige for forvaltningen af
betalingsinstituttets betalingstjenesteaktiviteter, der
dokumenterer, at kravene i henhold til § 18 er
opfyldt,
2) oplysning om,
hvilke af de aktiviteter, der er nævnt i § 38,
virksomheden har til hensigt at udøve,
3) hvis
ansøgeren har til hensigt at udøve aktiviteter
omfattet af § 38, nr. 1: en beskrivelse af
anvendelsesområdet for betalingsinstrumentet og begrundelse
for, at tjenesten er omfattet af § 38, nr. 1, og
4) hvis
ansøgeren har til hensigt at udøve aktiviteter
omfattet af § 38, nr. 2: en forretningsplan med
budgetprognose for det første regnskabsår og det
senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant
er udarbejdet.
Stk. 3. En
tilladelse til at yde aktiviteter omfattet af § 38, nr.
2, bortfalder, første gang gennemsnittet af virksomhedens
betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder,
der er gennemført af den pågældende virksomhed,
herunder også af agenter, for hvilke virksomheden har det
fulde ansvar, overstiger 3 mio. euro pr. måned.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan fastsætte regler om sikring af midler
modtaget fra brugerne for virksomheder med begrænset
tilladelse til udbud af betalingstjenester, der udfører
aktiviteter omfattet af § 38.
Stk. 5.
Finanstilsynet kan dispensere fra kravet om tilladelse til at
udbyde betalingstjenester omfattet af § 38, nr. 1, til
virksomheder, der har en lignende tilladelse i et andet land inden
for Den Europæiske Union eller i et land, som
Fællesskabet har indgået aftale med på det
finansielle område. Disse virksomheder skal dog anmeldes til
Finanstilsynet og registreres, inden virksomheden må
påbegyndes.
§ 38.
En begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester her i
landet kan omfatte følgende aktiviteter:
1)
Betalingstjenester baseret på betalingsinstrumenter med
begrænset anvendelse til brug for erhvervelse af varer eller
tjenesteydelser eller
2)
betalingstjenester omfattet af bilag 1, hvis gennemsnittet af de
samlede betalingstransaktioner for de foregående 12
måneder, der er gennemført af den
pågældende virksomhed, herunder også agenter for
hvilke virksomheden har det fulde ansvar, ikke overstiger 3 mio.
euro pr. måned.
§ 39.
En virksomhed med begrænset tilladelse, jf. § 38,
er forpligtet til snarest muligt at underrette Finanstilsynet, hvis
der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger,
som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af
tilladelse.
Stk. 2. En
virksomhed, der har begrænset tilladelse, jf. § 38,
nr. 2, skal underrette Finanstilsynet, når gennemsnittet af
betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder
overstiger 3 mio. euro pr. måned.
Stk. 3. En
virksomhed, der har begrænset tilladelse, skal én gang
om året indsende en erklæring til Finanstilsynet om, at
virksomheden opfylder betingelserne for at få tilladelse
efter § 37. Erklæringen skal være
underskrevet af virksomhedens bestyrelse og direktion. Hvis
virksomheden ikke drives i selskabsform, skal erklæringen
underskrives af den daglige ledelse.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan fastsætte regler om, hvilke
ændringer der skal underrettes om efter stk. 1.
Kapitel 4
Adgang til betalingssystemer
§ 40.
Vilkår for adgang til betalingssystemer for udbydere af
betalingstjenester skal være objektive, ikkediskriminerende
og proportionale, således at disse vilkår ikke
forhindrer adgang i større udstrækning end
nødvendigt for at beskytte mod specifikke risici, herunder
afviklingsrisici, operationelle risici og forretningsmæssige
risici, og sikre betalingssystemets finansielle og
driftsmæssige stabilitet.
Stk. 2. Stk. 1
finder ikke anvendelse på
1)
betalingssystemer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning
i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,
2)
betalingssystemer, der udelukkende består af udbydere, der
tilhører en gruppe sammensat af enheder med
kapitalforbindelser, hvor én af de forbundne enheder
udøver effektiv kontrol over de andre forbundne enheder,
og
3)
betalingssystemer, hvor en enkelt udbyder
a) handler eller
kan handle som udbyder for både betaler og betalingsmodtager
og er eneansvarlig for driften af systemet og
b) tillader andre
udbydere at deltage i systemet, men uden at sidstnævnte har
indflydelse på fastsættelse af gebyrer i relation til
betalingssystemet.
Kapitel 5
Oplysningskrav
Generelle bestemmelser
§ 41.
§§ 43-46 finder kun anvendelse på
enkeltstående betalingstransaktioner.
Stk. 2.
§§ 47-54 finder kun anvendelse på rammeaftaler
og betalingstransaktioner omfattet af en rammeaftale.
Stk. 3. Hvis en
betalingsordre vedrørende en enkeltstående
betalingstransaktion sendes via et betalingsinstrument, som er
omfattet af en rammeaftale, er udbyderen ikke forpligtet til at
meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed,
som brugeren allerede modtager eller vil modtage på grundlag
af rammeaftalen.
§ 42.
Udbydere må ikke kræve betaling for oplysninger, som
skal leveres efter bestemmelserne i dette kapitel.
Stk. 2. Hvis en
udbyder efter anmodning fra en bruger leverer supplerende
oplysninger, hyppigere oplysninger eller tilbyder overførsel
af disse oplysninger ved hjælp af andre
kommunikationsmidler end fastlagt i rammeaftalen, skal en
eventuel betaling stå i rimeligt forhold til
betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
Enkeltstående
betalingstransaktioner
Forudgående
information
§ 43.
Senest samtidig med at der indgås aftale om at udføre
en betalingstjeneste, skal udbyderen stille oplysninger og
betingelser efter § 44, stk. 1 og 2, til rådighed
for brugeren på en let tilgængelig måde.
Udbyderen skal meddele brugeren disse oplysninger og betingelser
på papir eller andet varigt medium, hvis denne anmoder
herom.
Stk. 2.
Oplysningerne skal være formuleret klart og
letforståeligt på dansk eller et andet sprog, som
parterne aftaler.
Stk. 3. Hvis
aftalen på brugerens foranledning er indgået ved brug
af fjernkommunikation og dette ikke giver udbyderen mulighed for at
overholde bestemmelserne i stk. 1, skal oplysningerne gives
til brugeren, straks efter at betalingstransaktionen er
gennemført.
§ 44.
En udbyder skal meddele eller stille følgende oplysninger
til rådighed for brugeren:
1) Den type af
oplysninger eller den type entydig identifikationskode, som
brugeren skal oplyse, for at en betalingsordre kan
gennemføres korrekt.
2) Den maksimale
gennemførelsestid for den ønskede
betalingstjeneste.
3) De gebyrer, som
brugeren skal betale til udbyderen, og, hvor det er relevant, en
liste over gebyrerne.
4) Hvor det er
relevant, den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal
gælde for betalingstransaktionen.
Stk. 2. Hvor det er
relevant, stilles de øvrige i § 48, stk. 1,
anførte oplysninger til rådighed for brugeren på
en let tilgængelig måde.
Stk. 3. Ved
forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg
skal udbyder endvidere give forbrugeren oplysninger i henhold til
forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, nr.
3-7, samt § 13, stk. 1, nr. 3-5 og 8. For så vidt
angår oplysningskravet i § 11, stk. 1, nr. 3, skal der
alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter
eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller
pålægges af denne.
Oplysninger til betaleren efter
modtagelse af betalingsordren
§ 45.
Umiddelbart efter betalerens udbyder har modtaget betalingsordren,
skal vedkommende meddele betaleren følgende oplysninger
eller stille dem til rådighed på den i § 43,
stk. 1, fastsatte måde:
1) En reference,
så betaleren kan identificere betalingstransaktionen, og,
hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren.
2)
Betalingstransaktionens beløb i den valuta, som betaleren
anvendte i betalingsordren.
3)
Størrelsen af eventuelle gebyrer, som betaleren skal betale,
og, hvor det er relevant, en liste over disse gebyrer.
4) Hvor det er
relevant, den vekselkurs, som betalerens udbyder har anvendt ved
betalingstransaktionen, eller en henvisning hertil, hvis den er
forskellig fra den vekselkurs, der er meddelt efter § 44,
stk. 1, nr. 4, og betalingstransaktionens beløb efter
valutaomregningen.
5) Datoen for
modtagelsen af betalingsordren.
Oplysninger til
betalingsmodtageren efter gennemførelsen
§ 46.
Umiddelbart efter betalingstransaktionen er gennemført, skal
betalingsmodtagerens udbyder meddele betalingsmodtageren
følgende oplysninger eller stille dem til rådighed
på den i § 43, stk. 1, fastsatte
måde:
1) En reference,
så betalingsmodtageren kan identificere
betalingstransaktionen, og, hvor det er relevant, betaleren, og
eventuelle yderligere oplysninger, der fulgte
betalingstransaktionen.
2)
Betalingstransaktionens beløb i den valuta, som er til
betalingsmodtagerens rådighed.
3)
Størrelsen af eventuelle gebyrer, som betalingsmodtageren
skal betale, og, hvor det er relevant, en liste over disse
gebyrer.
4) Hvor det er
relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens udbyder har
anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionens
beløb inden valutaomregning.
5) Valørdato
for kreditering.
Betalingstransaktioner på
baggrund af en rammeaftale
Forudgående
information
§ 47.
Senest samtidig med en rammeaftale indgås, skal udbyderen
meddele brugeren de oplysninger og betingelser, der er
anført i § 48, stk. 1, på papir eller andet
varigt medium.
Stk. 2. Oplysninger
og betingelser skal være formuleret klart og
letforståeligt på dansk eller et andet sprog, som
parterne aftaler.
Stk. 3. Hvis
aftalen på brugerens foranledning er indgået ved brug
af fjernkommunikation og dette ikke giver udbyderen mulighed for at
overholde bestemmelserne i stk. 1, skal oplysningerne gives
til brugeren straks efter indgåelsen af rammeaftalen.
Stk. 4. Ved
mikrobetalingsinstrumenter skal udbyderen uanset stk. 1 kun
meddele betaleren oplysning om de vigtigste karakteristika ved
betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå
betalingsinstrumentet kan anvendes, betalerens forpligtelser, de
opkrævede gebyrer og andre væsentlige oplysninger, der
er nødvendige for at træffe en beslutning på
oplyst grundlag. Udbyderen skal angive, hvor de oplysninger, der er
anført i § 48, stk. 1, stilles til rådighed
på en let tilgængelig måde.
§ 48.
En udbyder skal meddele følgende oplysninger og betingelser
til brugeren:
1) Om udbyderen af
betalingstjenester:
a) Navn og adresse,
herunder e-post-adresse på udbyderen, og, hvor det er
relevant, adressen for en filial og agent i det land, hvor
betalingstjenesten udbydes, og
b) relevant
tilsynsmyndighed, det offentlige register, hvor udbyderens
tilladelse er registreret, og registreringsnummeret eller
tilsvarende identifikationsoplysninger.
2) Om brug af
betalingstjenester:
a)
Betalingstjenestens væsentligste karakteristika,
b) den type af
oplysninger eller den type entydig identifikationskode, som
brugeren skal oplyse, for at en betalingstjeneste kan
gennemføres korrekt,
c) form og
procedure for meddelelse af samtykke til at udføre en
betalingstransaktion og tilbagekaldelse af samtykke,
d) beskrivelse af
tidspunktet, hvor en betalingsordre betragtes som modtaget,
e) den maksimale
gennemførelsestid og
f) en eventuel
mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af
betalingsinstrumenter.
3) Om gebyrer,
renter og vekselkurser:
a)
Størrelsen af eventuelle gebyrer, som brugeren skal betale,
og, hvor det er relevant, en liste over disse gebyrer,
b) hvor det er
relevant, de rentesatser og vekselkurser, der skal finde
anvendelse, eller, hvis der anvendes en referencerentesats eller
referencekurs, beregningsmetoden for den faktiske rente og den
relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af
en sådan referencerentesats eller referencekurs og
c) eventuel aftale
om øjeblikkelig anvendelse af ændringer i
referencerentesatsen eller referencekursen, og hvorledes disse
ændringer meddeles, jf. § 50, stk. 4.
4) Om
kommunikation:
a) Hvor det er
relevant, kommunikationsmidler og tekniske krav til brugerens
udstyr, der anvendes til overførsel af oplysninger eller
meddelelser efter denne lov,
b) måde og
hyppighed for meddelelse af oplysninger efter denne lov,
c) hvilket sprog
rammeaftalen indgås på, og på hvilket sprog
kommunikationen skal foregå, og
d) retten til at
modtage oplysninger efter § 49.
5) Om
beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:
a) Hvor det er
relevant, en beskrivelse af de sikkerhedsforanstaltninger, en
bruger skal iagttage ved brug af betalingsinstrumenter, herunder
hvordan der skal ske underretning efter § 59,
stk. 1, nr. 3,
b) betingelserne
for en eventuel aftalt ret for udbyderen til at spærre et
betalingsinstrument, jf. § 58,
c) procedurer for
meddelelse om uautoriserede eller fejlbehæftede transaktioner
og reglerne om ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner, jf.
§§ 61 og 62,
d) udbyders ansvar
for gennemførelse af betalingstransaktioner og
e) betingelser for
tilbagebetaling af betalingstransaktioner iværksat af eller
via en betalingsmodtager, jf. §§ 65 og 66.
6) Om
ændringer af rammeaftalen:
a) Hvis det er
aftalt, oplysning om, at rammeaftalens betingelser kan
ændres, medmindre brugeren inden den foreslåede
ikrafttrædelsesdato har meddelt, at vedkommende ikke kan
godkende ændringerne,
b) aftalens
varighed og
c) brugerens ret
til at opsige rammeaftalen.
7) Om klage og
erstatning:
a) Eventuelle
lovvalgsklausuler, der finder anvendelse på rammeaftalen,
og
b) udenretslige
klagemuligheder og adgang til at klage til den relevante
tilsynsmyndighed.
Stk. 2. Ved
forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg
skal udbyder endvidere give forbrugeren oplysninger i henhold til
forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, nr.
3-7, samt § 13, stk. 1, nr. 3-5 og 8. For så vidt
angår oplysningskravet i § 11, stk. 1, nr. 3, skal der
alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter
eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller
pålægges af denne.
§ 49.
En bruger har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet
ret til efter anmodning at modtage rammeaftalen og de oplysninger
og betingelser, der er nævnt i § 48, på papir
eller andet varigt medium.
§ 50.
Ændringer i rammeaftalen og i de oplysninger, der
fremgår af § 48, som er til ugunst for brugeren,
skal varsles, senest 2 måneder før ændringerne
træder i kraft.
Stk. 2.
§ 47, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse
på ændringer efter stk. 1. Dette gælder dog
ikke ændringer i en rammeaftale om
mikrobetalingsinstrumenter, hvis det af rammeaftalen fremgår,
at ændringer kan varsles uden anvendelse af § 47,
stk. 1 og 2.
Stk. 3. Hvis det er
aftalt, at rammeaftalens betingelser kan ændres som
anført i § 48, stk. 1, nr. 6, litra a, skal
varsling efter stk. 1 indeholde oplysning om, at brugeren skal
anses for at have godkendt ændringerne, hvis brugeren ikke
inden ændringernes ikrafttrædelsesdato har meddelt
udbyderen, at brugeren ikke kan godkende disse. Varslingen skal
indeholde oplysning om, at brugeren har ret til at opsige
rammeaftalen straks og vederlagsfrit inden ændringernes
ikrafttrædelsesdato.
Stk. 4.
Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan uanset
stk. 1 træde i kraft straks, hvis dette er fastlagt i
rammeaftalen og ændringerne bygger på den
referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt, jf.
§ 48, stk. 1, nr. 3, litra b og c, eller hvis
ændringerne er til fordel for brugeren. Brugeren skal
underrettes hurtigst muligt om renteændringen på samme
måde som fastsat i § 47, stk. 1 og 2,
medmindre det er aftalt, at oplysningerne gives eller stilles til
rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt
måde.
Stk. 5.
Ændringer i rentesatser eller vekselkurser skal foretages og
beregnes efter en neutral metode uden forskelsbehandling af
brugerne.
Stk. 6. Hvis
ændringer i rammeaftalen og i de oplysninger, der
fremgår af § 48, stk. 1, ikke er foretaget i
overensstemmelse med denne bestemmelse, har ændringerne ikke
virkning for brugeren.
§ 51.
Brugeren kan opsige en rammeaftale uden varsel, medmindre der er
aftalt en opsigelsesfrist. Opsigelsesfristen må ikke
overstige 1 måned.
Stk. 2. I
forbindelse med indgåelse af en rammeaftale kan det aftales,
at udbyderen kan opsige rammeaftalen med mindst 2 måneders
varsel ved anvendelse af § 47, stk. 1 og 2.
Stk. 3. Der
må ikke opkræves gebyr af brugeren for at opsige en
rammeaftale, hvis rammeaftalen er indgået for en
tidsbegrænset periode på mere end 6 måneder eller
på ubestemt tid og rammeaftalen opsiges efter udløbet
af de første 6 måneder.
Stk. 4. Et gebyr i
forbindelse med opsigelse af en rammeaftale skal stå i
rimeligt forhold til omkostningerne.
Stk. 5. I det
omfang der opkræves løbende gebyr for en
betalingstjeneste, kan udbyderen af en betalingstjeneste kun
opkræve gebyr for perioden frem til rammeaftalens
ophør. Forudbetalte gebyrer skal tilbagebetales
forholdsmæssigt.
Stk. 6. Ved
forudbetalte betalingsmidler kan betaleren få udbetalt en
eventuel restværdi, hvis krav herom fremsættes inden 1
år efter rammeaftalens ophør, medmindre omkostningerne
ved at udbetale restværdien overstiger restværdien.
Gennemførelse af
betalingstransaktioner omfattet af en rammeaftale
§ 52.
Når en betaler har iværksat en betalingstransaktion
omfattet af en rammeaftale, skal udbyderen af betalingstjenesten
på betalers foranledning oplyse om den maksimale
gennemførelsestid og de gebyrer, som betaler skal betale,
og, hvor det er relevant, udlevere en liste over gebyrerne.
Stk. 2. Stk. 1
finder ikke anvendelse ved mikrobetalingsmidler, jf. § 6,
nr. 11.
§ 53.
Når en betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens
konto eller, hvis betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter
modtagelsen af betalingsordren, skal betalerens udbyder snarest
muligt meddele betaleren følgende oplysninger på den i
§ 47, stk. 1 og 2, fastsatte måde:
1) En reference,
så betaleren kan identificere betalingstransaktionen, og,
hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren, og
eventuelle yderligere oplysninger, der fulgte
betalingstransaktionen.
2)
Betalingstransaktionens beløb angivet i den valuta, hvormed
betalerens konto debiteres, eller i den valuta, der anvendes i
betalingsordren.
3) De samlede
gebyrer for betalingstransaktionen eller den rente betaleren skal
betale, og, hvor det er relevant, en liste over gebyrerne.
4) Hvor det er
relevant, den anvendte vekselkurs ved betalingstransaktionen og
beløbet for betalingstransaktionen efter
valutaomregningen.
5)
Valørdatoen for debitering eller dato for modtagelsen af
betalingsordren.
Stk. 2. Det kan
aftales, at oplysninger efter stk. 1 skal meddeles eller
stilles til rådighed mindst en gang om måneden og
på en måde, som gør det muligt for betaleren at
lagre og gengive oplysningerne uændret.
Stk. 3. Ved brug af
mikrobetalingsmidler kan det aftales, at udbyder uanset stk. 1
og 2 kun skal meddele en reference eller stille en reference til
rådighed, der gør det muligt for betaleren at
identificere betalingstransaktionen, transaktionens beløb og
gebyrer. Hvis der er tale om flere betalingstransaktioner af samme
art til samme betalingsmodtager, skal der kun oplyses om det
samlede beløb og de samlede gebyrer for disse transaktioner.
Stk. 1 og 2 finder endvidere ikke anvendelse, hvis
mikrobetalingsmidlet anvendes anonymt, eller hvis det ikke er
teknisk muligt for udbyderen at meddele disse oplysninger.
Udbyderen skal dog under alle omstændigheder give betaleren
mulighed for at kontrollere mikrobetalingsmidlets saldo.
§ 54.
Når en betalingstransaktion er blevet gennemført, skal
betalingsmodtagerens udbyder snarest muligt meddele
betalingsmodtageren følgende oplysninger på den
måde, der er fastsat i § 47, stk. 1 og 2:
1) En reference,
så betalingsmodtageren kan identificere
betalingstransaktionen og, hvor det er relevant, betaleren, og
eventuelle yderligere oplysninger, der fulgte
betalingstransaktionen.
2)
Betalingstransaktionens beløb angivet i den valuta, som
betalingsmodtagerens konto blev krediteret.
3) Eventuelle
gebyrer for betalingstransaktionen eller den rente,
betalingsmodtageren skal betale, og, hvor det er relevant, en liste
over disse gebyrer.
4) Hvor det er
relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens udbyder har
anvendt, og betalingstransaktionens beløb inden
valutaomregningen.
5) Valørdato
for krediteringen.
Stk. 2. Det kan
aftales, at oplysninger efter stk. 1 skal meddeles eller
stilles til rådighed mindst en gang om måneden og
på en måde, som gør det muligt for
betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysningerne
uændret.
Stk. 3. Ved brug af
mikrobetalingsmidler kan det aftales, at udbyderen uanset
stk. 1 og 2 kun skal meddele en reference eller stille en
reference til rådighed, der gør det muligt for
betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen,
transaktionens beløb og gebyrer. Stk. 1 og 2 finder
endvidere ikke anvendelse, hvis mikrobetalingsmidlet anvendes
anonymt, eller hvis det ikke er teknisk muligt for udbyderen at
meddele disse oplysninger.
Kapitel 6
Rettigheder og forpligtelser ved brug
af betalingstjenester
Generelle bestemmelser
§ 55.
En udbyder må ikke afkræve brugeren et gebyr for at
opfylde sin oplysningspligt eller for at foretage korrigerende og
forebyggende foranstaltninger i henhold til dette kapitel bortset
fra de tilfælde, der er nævnt i § 67,
stk. 2, § 72, stk. 3, og § 73,
stk. 5. Gebyret skal stå i rimeligt forhold til
udbyderens omkostninger.
§ 56.
Betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontant betaling,
hvis betalingsmodtageren modtager betalingsinstrumenter, der er
omfattet af denne lov, jf. dog § 2 i lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af
terrorisme. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke ved fjernsalg
eller ved betalingstransaktioner i ubemandede
selvbetjeningsmiljøer.
§ 57.
En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har
meddelt samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen.
Betaleren kan autorisere en betalingstransaktion før eller,
hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder, efter
gennemførelsen af betalingstransaktionen.
Stk. 2. Et samtykke
meddeles i den form og efter den procedure, der er aftalt mellem
betaleren og dennes udbyder.
Stk. 3. Et samtykke
kan ikke tilbagekaldes efter det tidspunkt, der følger af
§ 73.
Forpligtelser ved brug og udbud
af betalingsinstrumenter
§ 58.
Et vilkår i en rammeaftale om adgang til at spærre et
betalingsinstrument skal være objektivt begrundet i forhold
til betalingsinstrumentets sikkerhed eller mistanke om uberettiget
brug. Hvis der er tale om et betalingsinstrument med en
kreditfacilitet, kan det aftales, at betalingsmidlet kan
spærres, hvis der er en væsentlig forhøjet
risiko for, at betaleren ikke kan opfylde sin
betalingsforpligtelse.
Stk. 2. Udbyderen
skal underrette betaleren om spærringen af
betalingsinstrumentet og årsagerne hertil inden
spærringen eller, hvis dette ikke er muligt, umiddelbart
derefter, medmindre dette vil skade hensynet til sikkerheden.
Stk. 3. Når
årsagerne til spærringen ikke længere er til
stede, skal udbyderen ophæve spærringen eller udlevere
et nyt betalingsinstrument.
§ 59.
En betaler, der får udleveret et betalingsinstrument,
skal
1) ved modtagelse
af betalingsinstrumentet træffe alle nødvendige
foranstaltninger for at beskytte den til betalingsinstrumentet
hørende personlige sikkerhedsforanstaltning,
2) anvende
betalingsinstrumentet i overensstemmelse med betingelserne for
udstedelse og brug af betalingsinstrumentet og
3) snarest muligt
underrette udbyderen, når betaler bliver opmærksom
på tab, uberettiget tilegnelse eller anden uberettiget brug
af betalingsinstrumentet.
Stk. 2. Det kan
aftales, at stk. 1, nr. 3, ikke finder anvendelse på
mikrobetalingsinstrumenter, hvis det på grund af
betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for
brugen af det.
§ 60.
En udbyder, der udsteder et betalingsinstrument, skal
1) træffe
egnede foranstaltninger for at sikre, at den til
betalingsinstrumentet hørende personlige
sikkerhedsforanstaltning ikke er tilgængelig for andre end
den betaler, der er berettiget til at bruge
betalingsinstrumentet,
2) sikre, at en
betaler til enhver tid kan foretage underretning som nævnt i
§ 59, stk. 1, nr. 3, eller anmode om ophævelse
af spærring, jf. § 58, stk. 3,
3) sikre, at
betaleren i en periode på 18 måneder fra en
underretning, jf. nr. 2, kan dokumentere at have foretaget en
sådan underretning med angivelse af tidspunktet for
underretningen og
4) hindre enhver
brug af betalingsinstrumentet, når der er foretaget
underretning, jf. § 59, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2.
Betalingsinstrumenter må ikke fremsendes uopfordret, bortset
fra ved udskiftning af et betalingsinstrument, der allerede er
udleveret til en betaler.
Stk. 3.
Forsendelsesrisikoen ved at fremsende et betalingsinstrument eller
den til betalingsinstrumentet hørende personlige
sikkerhedsforanstaltning påhviler udbyderen.
Stk. 4. Det kan
aftales, at stk. 1, nr. 3 og 4, ikke finder anvendelse
på mikrobetalingsinstrumenter, hvis det på grund af
betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for
brugen af det.
Hæftelses- og
ansvarsregler
§ 61.
Betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som
følge af uautoriserede betalingstransaktioner, jf.
§ 57, medmindre andet følger af § 62.
Ved en uautoriseret transaktion skal betalers udbyder straks
tilbagebetale betaleren beløbet.
Stk. 2. Det kan
aftales, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved
mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt, eller hvis
betalers udbyder på grund af mikrobetalingsinstrumentets
karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen
var autoriseret.
§ 62.
Betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som
følge af andres uberettigede anvendelse af et
betalingsinstrument, medmindre andet følger af
stk. 2-6. Betaler hæfter kun efter stk. 2-6, hvis
transaktionen er korrekt registreret og bogført. Ved en
uberettiget anvendelse af et betalingsinstrument skal betalers
udbyder straks tilbagebetale betaleren beløbet. Betaleren
hæfter dog uden beløbsbegrænsning for tab, der
opstår som følge af, at betaler har handlet svigagtigt
eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser
efter § 59.
Stk. 2. Medmindre
videregående hæftelse følger af stk. 3
eller 6, hæfter betaleren med op til 1.100 kr. for tab som
følge af andres uberettigede anvendelse af
betalingsinstrumentet, hvis den til betalingsinstrumentet
hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er anvendt.
Stk. 3. Medmindre
videregående hæftelse følger af stk. 6,
hæfter betaleren med op til 8.000 kr. for tab som
følge af andres uberettigede anvendelse af
betalingsinstrumentet, hvis betalers udbyder godtgør, at den
til betalingsinstrumentet hørende personlige
sikkerhedsforanstaltning er anvendt, og
1) at betaleren har
undladt at underrette betalers udbyder snarest muligt efter at have
fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er bortkommet,
eller at den personlige sikkerhedsforanstaltning er kommet til den
uberettigedes kendskab,
2) at betaleren har
overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har
foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er
omfattet af stk. 6, eller
3) at betaleren ved
groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede
anvendelse.
Stk. 4. Betaleren
hæfter med op til 8.000 kr. for tab som følge af
andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, når
betalingsinstrumentet har været aflæst fysisk eller
elektronisk, og den uberettigede i tilknytning hertil har anvendt
en falsk underskrift og betalers udbyder godtgør,
1) at betaleren
eller nogen, som betaleren har overladt betalingsinstrumentet til,
har undladt at underrette betalers udbyder snarest muligt efter at
have fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er
bortkommet, eller
2) at betaleren
eller nogen, som betaleren har overladt betalingsinstrumentet til,
ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede
anvendelse.
Stk. 5.
Såfremt betaleren hæfter efter stk. 3 og 4, kan
betalerens samlede hæftelse ikke overstige 8.000 kr.
Stk. 6. Betaleren
hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der
opstår som følge af andres uberettigede anvendelse af
betalingsinstrumentet, når den til betalingsinstrumentet
hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er anvendt og
betalers udbyder godtgør, at betaleren har oplyst den
personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den
uberettigede anvendelse, og at det er sket under
omstændigheder, hvor betaleren indså eller burde have
indset, at der var risiko for misbrug.
Stk. 7. Uanset
stk. 2-6 hæfter betalers udbyder for uberettiget
anvendelse, der finder sted, efter at udbyderen har fået
underretning om, at betalingsinstrumentet er bortkommet, at en
uberettiget person har fået kendskab til den personlige
sikkerhedsforanstaltning, eller at betaleren af andre grunde
ønsker betalingsinstrumentet spærret.
Stk. 8. Uanset
stk. 2-6 hæfter betalers udbyder for uberettiget
anvendelse, hvis udbyderen ikke har truffet egnede
foranstaltninger, jf. § 60, stk. 1, nr. 2.
Stk. 9. Uanset
stk. 2-6 hæfter betalers udbyder tillige, hvis
betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en
uberettiget anvendelse af betalingsinstrumentet.
Stk. 10. Det kan
aftales, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse ved
mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt, eller hvis
betalers udbyder på grund af mikrobetalingsinstrumentets
karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen
var autoriseret. Det kan endvidere aftales, at stk. 7 og 8
ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumenter, hvis
det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er
muligt at spærre for brugen af det.
Stk. 11.
Stk. 1-6 finder anvendelse på e-penge, medmindre det
ikke er muligt for betalers udbyder af e-penge at spærre
betalingskontoen eller betalingsinstrumentet.
§ 63.
Indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede
betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde
snarest muligt og senest 13 måneder efter debiteringen af den
pågældende betalingstransaktion. Ved indsigelser fra
betalingsmodtager er fristen 13 måneder efter
krediteringstidspunktet. Hvis udbyderen ikke har meddelt
oplysninger eller har stillet oplysninger til rådighed efter
kapitel 5, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor udbyderen har
meddelt oplysninger eller stillet oplysninger til
rådighed.
§ 64.
Udbyderen har bevisbyrden for, at en betalingstransaktion er
korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske
svigt eller andre fejl. Ved brug af et betalingsinstrument har
udbyderen endvidere bevisbyrden for, at den til
betalingsinstrumentet hørende personlige
sikkerhedsforanstaltning er blevet anvendt i forbindelse med
betalingstransaktionen. Registrering af brug af et
betalingsinstrument er ikke i sig selv bevis for, at betaleren har
godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller
at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf.
§ 59.
Stk. 2. Det kan
aftales, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved
mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt, eller hvor
udbyderen på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er
i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var
autoriseret.
§ 65.
En betaler har fra sin udbyder ret til tilbagebetaling af det fulde
beløb for en gennemført betalingstransaktion, som er
iværksat af eller via betalingsmodtager, såfremt
1) betaler ikke har
godkendt det præcise beløb for betalingstransaktionen
og
2)
betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med
rimelighed kunne forvente blandt andet under hensyn til dennes
tidligere udgiftsmønster og betingelserne i
rammeaftalen.
Stk. 2.
Ændringer i valutakursen, når denne beregnes på
baggrund af en referencekurs, kan ikke påberåbes ved
anvendelse af stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Det kan
fremgå af rammeaftalen mellem betaler og betalers udbyder, at
betaler ikke har ret til tilbagebetaling efter stk. 1, hvis et
samtykke til at gennemføre betalingstransaktioner omfattet
af stk. 1 er givet direkte til betalers udbyder og, hvor det
er relevant, oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion af
udbyderen eller betalingsmodtager blev givet eller stillet til
rådighed for betaleren mindst 4 uger inden forfaldsdagen.
Stk. 4. For direkte
debiteringer kan det af rammeaftalen mellem betaler og betalers
udbyder fremgå, at betaler har ret til tilbagebetaling fra
sin udbyder, selv om kravene efter stk. 1 ikke er opfyldt.
§ 66.
En anmodning om tilbagebetaling, jf. § 65, skal
være udbyderen i hænde senest 8 uger efter debiteringen
af den pågældende betalingstransaktion.
Stk. 2. Betalers
udbyder skal senest 10 arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning
om tilbagebetaling, jf. § 65, enten tilbagebetale hele
transaktionsbeløbet eller begrunde et afslag på
tilbagebetaling med oplysning om klagemuligheder.
§ 67.
En betalingsordre, der gennemføres i overensstemmelse med
den entydige identifikationskode, som er angivet i betalingsordren,
betragtes som korrekt gennemført.
Stk. 2. Betalerens
udbyder skal træffe rimelige foranstaltninger for at
tilbageføre midler, som var involveret i en
betalingstransaktion, hvor brugeren har oplyst en forkert entydig
identifikationskode. Det kan fremgå af rammeaftalen, at
udbyderen af betalingstjenester kan kræve betaling for at
tilbageføre dette beløb.
§ 68.
Hvis en betalingsordre iværksættes af betaleren, er
betalerens udbyder over for betaler ansvarlig for direkte tab som
følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af
betalingstransaktionen, medmindre denne kan bevise, at
betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet i
overensstemmelse med § 75. Efter betalingsmodtagers
udbyder har modtaget beløbet, er denne over for
betalingsmodtager ansvarlig for direkte tab som følge af
manglende eller mangelfuld gennemførelse af
betalingstransaktionen. Betalers udbyder skal dog altid
forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere
betaleren om resultatet.
Stk. 2. Hvis en
betalingsordre iværksættes af eller via
betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for betalingsmodtageren
ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller
mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder,
jf. § 75. Herudover finder stk. 1 tilsvarende
anvendelse. Betalingsmodtagers udbyder skal dog altid
forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere
betalingsmodtageren om resultatet.
Stk. 3. En udbyder,
der har erstattet et tab, jf. stk. 1 eller 2, som følge
af forhold hos en anden udbyder eller tredjemand, kan kræve
erstatningen godtgjort af den pågældende.
§ 69.
Er en betaling udeblevet eller forsinket under omstændigheder
som nævnt i § 68, stk. 1 og 2, kan
misligholdelsesbeføjelser ikke af den grund gøres
gældende over for betaleren, bortset fra krav på rente.
Er beløbet debiteret betalers konto, er betaling sket med
frigørende virkning for betaleren.
§ 70.
Ansvar kan ikke pålægges efter reglerne i dette kapitel
i tilfælde af usædvanlige og uforudsigelige
omstændigheder, som den, der påberåber sig
omstændighederne, ikke har haft nogen indflydelse på og
ikke har haft mulighed for at afværge, selv om vedkommende
har udvist den størst mulige påpasselighed.
Gennemførelse af
betalingstransaktioner
§ 71.
En betalingsordre anses for modtaget på den arbejdsdag, hvor
betalerens udbyder modtager betalingsordren. En udbyder kan
bestemme, at betalingsordrer, som modtages tæt på
slutningen af en arbejdsdag, skal anses for at være modtaget
den følgende arbejdsdag.
Stk. 2. Hvis
brugeren aftaler med udbyderen, at betalingsordren først
skal gennemføres på et senere tidspunkt, anses
betalingsordren for modtaget på den aftalte dato, hvis den er
en arbejdsdag, og ellers på den følgende
arbejdsdag.
§ 72.
Hvis en betalingsordre afvises af en udbyder, skal brugeren
underrettes herom, om begrundelsen for afvisningen og om proceduren
for at rette eventuelle faktuelle fejl, som har ført til
afvisningen, medmindre andet følger af regler om
tavshedspligt.
Stk. 2.
Underretning efter stk. 1 skal foretages snarest muligt og
under alle omstændigheder inden for de frister, der
fremgår af § 75.
Stk. 3. Det kan af
rammeaftalen fremgå, at udbyderen kan kræve betaling
for afvisninger efter stk. 1.
Stk. 4. Det kan
aftales, at stk. 1-3 ikke finder anvendelse på
mikrobetalingsinstrumenter, hvis den manglende gennemførelse
tydeligt fremgår af den givne sammenhæng.
§ 73.
En betalingsordre kan ikke tilbagekaldes, efter at den er modtaget
af betalers udbyder, jf. § 71, stk. 1, medmindre
andet følger af stk. 2-5.
Stk. 2. En
betalingsordre iværksat af eller via betalingsmodtageren kan
ikke tilbagekaldes, efter at betaleren har afgivet sin
betalingsordre eller meddelt sit samtykke til gennemførelse
af betalingstransaktionen til betalingsmodtageren.
Stk. 3. En
betalingsordre i forbindelse med direkte debitering kan
tilbagekaldes senest ved slutningen af arbejdsdagen før den
aftalte dato for debitering af midlerne.
Stk. 4.
Betalingsordrer omfattet af § 71, stk. 2, kan
tilbagekaldes senest ved slutningen af arbejdsdagen før den
aftalte dato.
Stk. 5.
Stk. 1-4 kan fraviges ved aftale mellem brugeren af
betalingstjenesten og dennes udbyder. I de i stk. 2 og 3
omhandlede situationer kræves betalingsmodtagerens samtykke.
En udbyder kan kræve betaling for tilbagekaldelsen, hvis det
fremgår af rammeaftalen.
Stk. 6. Det kan i
forbindelse med mikrobetalingsinstrumenter uanset stk. 1-5
aftales, at betaleren ikke kan tilbagekalde betalingsordren efter
at have afgivet sin betalingsordre eller meddelt sit samtykke til
at gennemføre betalingstransaktionen til
betalingsmodtageren.
§ 74.
Ved betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb
af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg, som er iværksat
ved brug af et betalingsinstrument, skal betalers udbyder uanset
§ 73, stk. 1, undlade at gennemføre en
betalingstransaktion eller, hvis debitering er sket, straks
kreditere betalers konto, hvis betaler gør en af
følgende indsigelser gældende:
1) At det
debiterede beløb er højere end det beløb, der
er aftalt med betalingsmodtageren,
2) at den bestilte
vare eller tjenesteydelse ikke er leveret, eller
3) at betaler eller
den angivne modtager har udnyttet en aftalt eller lovbestemt
fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den
bestilte vare eller tjenesteydelse.
Stk. 2. Forud for
en indsigelse efter stk. 1 skal betaler forgæves have
kontaktet betalingsmodtager med krav om tilbagebetaling af
udestående beløb eller levering af manglende vare
eller tjenesteydelse.
Stk. 3. Hvis en
betaler har gjort indsigelse efter stk. 1, må udbyderen
kun debitere eller gendebitere betalers konto, hvis udbyderen kan
godtgøre, at indsigelsen er uberettiget.
Stk. 4. Indsigelser
efter stk. 1 skal fremsættes, snarest muligt efter
betaleren er blevet bekendt med eller burde være blevet
bekendt med, at debitering er sket uretmæssigt.
Stk. 5. § 50, stk.
6, finder ikke anvendelse ved ændringer af rettigheder i
rammeaftalen, der har givet brugeren en bedre retsstilling end
efter stk. 1.
Gennemførelsestidspunkt
og valørdato
§ 75.
Betalerens udbyder skal sikre, at beløbet for
betalingstransaktionen krediteres betalingsmodtagerens udbyders
konto senest ved afslutningen af den førstkommende
arbejdsdag efter modtagelsestidspunktet, jf. § 71. For
papirbaserede betalingstransaktioner kan fristen i 1. pkt.
forlænges med endnu en arbejdsdag.
Stk. 2. En
betalingsmodtagers udbyder skal udføre en betalingsordre,
som er iværksat af eller via betalingsmodtageren, til
betalerens udbyder, inden for den frist, der er aftalt mellem
betalingsmodtageren og dennes udbyder, så afregningen for
direkte debiteringer og betalingsinstrumenter kan
gennemføres på den aftalte forfaldsdato.
Stk. 3. Hvis
betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos udbyderen, skal
midlerne stilles til rådighed for vedkommende af den udbyder,
der modtager midlerne, inden for den frist, der er fastsat ovenfor,
jf. stk. 1.
Stk. 4. Det kan i
forbindelse med mikrobetalingsinstrumenter uanset stk. 1-3
aftales, at der anvendes andre gennemførelsesperioder.
§ 76.
Valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagers
betalingskonto må ikke ligge senere end den arbejdsdag, hvor
betalingsmodtagerens udbyder modtager betalingstransaktionen.
Stk. 2. Umiddelbart
efter at en betalingstransaktion er krediteret betalingsmodtagerens
udbyders konto, skal betalingsmodtageren have adgang til
beløbet for betalingstransaktionen.
Stk. 3.
Valørdatoen for en debitering af betalerens betalingskonto
må ikke ligge tidligere end det tidspunkt, hvor
beløbet debiteres denne betalingskonto.
Stk. 4. Ved
indbetaling af kontantbeløb på en forbrugers
betalingskonto hos en udbyder i den pågældende
betalingskontos valuta skal beløbet stilles til
rådighed med valørdato umiddelbart efter tidspunktet
for modtagelsen af midlerne. Hvis indbetalingen foretages på
en erhvervsdrivendes konto, stilles beløbet til
rådighed med valørdato senest den arbejdsdag, der
følger efter modtagelsen af midlerne.
Kapitel 7
Gebyr m.v.
§ 77.
Betalers udbyder, betalingsmodtagers udbyder og deres eventuelle
formidlere skal overføre betalingstransaktionens fulde
beløb uden fradrag af gebyrer.
Stk. 2.
Betalingsmodtager og dennes udbyder kan uanset stk. 1 aftale,
at udbyderen trækker sine gebyrer fra det overførte
beløb før kreditering af betalingsmodtageren. Ved
meddelelse efter §§ 46 og 54 skal
betalingstransaktionens fulde beløb oplyses med
særskilt angivelse af gebyrets størrelse.
Stk. 3. Hvis der
trækkes andre gebyrer end nævnt i stk. 2 fra det
overførte beløb, skal betalers udbyder sikre, at
betalingsmodtageren modtager betalingstransaktionens fulde
beløb. Ved betalingstransaktioner iværksat af eller
via betalingsmodtageren påhviler forpligtelsen efter 1. pkt.
betalingsmodtagers udbyder.
§ 78.
Når en betalingstransaktion ikke involverer valutaomregning,
skal betalingsmodtager som udgangspunkt betale de gebyrer, som
dennes udbyder opkræver, og betaleren betaler de gebyrer, som
dennes udbyder opkræver.
Stk. 2. Udbyderen
må ikke hindre betalingsmodtager i at opkræve et gebyr
hos betaler for brugen af det pågældende
betalingsinstrument eller tilbyde betaleren en rabat, jf. dog
§ 80, stk. 6.
§ 79.
Ved fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med
gennemførelse af betalingstransaktioner med et
betalingsinstrument som nævnt i § 6, nr. 9,
må der ikke anvendes urimelige priser og avancer. Ved
urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er
højere, end hvad der ville være tilfældet under
virksom konkurrence.
§ 80.
Udbyder kan pålægge betalingsmodtager omkostningerne
ved driften af et betalingssystem, hvor transaktionerne
gennemføres ved brug af et betalingsinstrument, jf.
§ 6, nr. 9, jf. dog stk. 4. Omkostningerne
fastsættes efter § 79, jf. dog stk. 2 og
3.
Stk. 2. I
tilfælde, hvor en betalingstransaktion sker i den fysiske
handel ved anvendelse af et betalingsinstrument med chip omfattet
af § 6, nr. 9, samtidig med at betaler anvender
underskrift eller personlig, hemmelig kode eller tilsvarende sikker
identifikation, kan udbyder til dækning af sine omkostninger
til driften af betalingssystemet alene pålægge
betalingsmodtager at betale et årligt abonnement.
Stk. 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 2 skal beregnes.
Stk. 4. Der kan
ikke pålægges betalingsmodtager betaling, når
brugen af betalingsinstrumentet sker i den fysiske handel og der
anvendes et betalingsinstrument uden chip.
Stk. 5.
Opkræver udbyder gebyr fra betaler for betalers anvendelse af
et betalingsinstrument, skal gebyret fastsættes
uafhængigt af betalingsmodtagers forhold.
Stk. 6. Uanset
§ 78, stk. 2, må betalingsmodtager ikke
opkræve gebyr hos betaler for en betalingstransaktion i den
fysiske handel, når betaler anvender et betalingsinstrument
som defineret i § 6, nr. 9.
Stk. 7.
Opkræver betalingsmodtager gebyr hos betaler for anvendelse
af et betalingsinstrument i den ikkefysiske handel, må
gebyrets størrelse ikke overstige betalingsmodtagers gebyr
for betalingstransaktionen til betalingsmodtagers udbyder.
Stk. 8. I
tilfælde, hvor en betalingstransaktion sker i den fysiske
handel ved anvendelse af et betalingsinstrument med chip, jf.
stk. 2, kan udbyderne af betalingstjenester og
betalingsmodtager indgå aftale om betaling for særlige
ordninger tilknyttet det enkelte betalingsinstrument, der ikke er
omfattet af abonnementsordningen.
Stk. 9.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om, hvilke særlige ordninger der vil
kunne indgås aftale om i henhold til stk. 8.
Stk. 10.
Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at denne
paragraf ikke finder anvendelse på internationale
betalingsinstrumenter. Økonomi- og erhvervsministeren kan
samtidig fastsætte supplerende regler for sådanne
betalingsinstrumenter.
§ 81.
Udbyderen må ikke betinge en betalingsmodtagers tilslutning
til et betalingssystem af, at betalingsmodtageren samtidig skal
acceptere andre betalingsinstrumenter, som er omfattet af denne
lov.
Oplysning om valuta og
gebyrer
§ 82.
En betalingsmodtager eller en anden, der på salgsstedet
tilbyder valutaomregning til betaleren før en
betalingstransaktion iværksættes, skal give betaleren
alle oplysninger om gebyrer og den vekselkurs, der anvendes ved
valutaomregningen. Betaleren skal godkende, at valutaomregningen
sker på dette grundlag.
§ 83.
En betalingsmodtager, der opkræver gebyrer eller tilbyder
rabat for brug af et bestemt betalingsinstrument, skal oplyse
betaleren herom, før betalingstransaktionen
iværksættes.
Stk. 2. En udbyder
eller en anden, der opkræver gebyr for brugen af et
betalingsinstrument, skal underrette betaleren herom, inden
betalingstransaktionen iværksættes.
Kapitel 8
God skik, registrering og
cpr-nummer
§ 84.
Virksomheder, der udbyder betalingstjenester, skal drives i
overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden
for virksomhedsområdet.
Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter
nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for
virksomheder, der udbyder betalingstjenester.
§ 85.
Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de
ændringer, der følger af stk. 2-6.
Stk. 2. Betalerens
udbyder skal sikre, at betalerens cpr-nummer på et
betalingsinstrument ikke kan aflæses fysisk eller elektronisk
af andre end betalerens udbyder.
Stk. 3. Der
må kun ske behandling af oplysninger om, hvor betalerne har
anvendt deres betalingsinstrumenter, og hvad de har købt,
når det
1) er
nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af
betalingstransaktioner eller andre funktioner, som betalerens
udbyder har knyttet til betalingsinstrumentet,
2) er
nødvendigt til retshåndhævelse eller for at
hindre misbrug eller
3) er hjemlet ved
anden lovgivning.
Stk. 4. Der
må endvidere ske behandling af oplysninger om, hvor betalerne
har anvendt deres betalingsinstrumenter, når
1) det er
nødvendigt for betalerens udbyders rådgivning af en
betaler med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af
betalingsinstrumenter, og når de oplysninger, der
frembringes, alene angår, hvilke typer betalingstransaktioner
betaleren foretager, eller
2) behandlingen er
nødvendig for udstederens tilpasning af betalingssystemer,
således at disse er sikre, effektive og tidssvarende og der
ikke frembringes oplysninger på enkeltbrugerniveau.
Stk. 5.
Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at stk. 3
fraviges i forskningsøjemed.
Stk. 6.
Økonomi- og erhvervsministeren kan efter indhentet udtalelse
fra Datatilsynet fastsætte regler om behandling i udlandet af
de i stk. 3 nævnte oplysninger.
Kapitel 9
Tilsyn m.v.
§ 86.
Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og de regler,
der er udstedt i medfør heraf, jf. dog §§ 97
og 98.
Stk. 2. Det
Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet efter
stk. 1 med den kompetence, som rådet er tillagt i
medfør af § 345, stk. 2, nr. 1, i lov om
finansiel virksomhed, for så vidt angår tilsynet med
bestemmelserne i kapitel 2-4, og med den kompetence, som
rådet er tillagt i medfør af § 345,
stk. 2, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, for så
vidt angår tilsynet med bestemmelserne i kapitel 5-8.
§ 345, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed finder
tilsvarende anvendelse, når Det Finansielle
Virksomhedsråd behandler sager efter kapitel 5-8. For sager
vedrørende tilsynet med bestemmelserne i kapitel 2-4 finder
§ 345, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed
tilsvarende anvendelse. § 345, stk. 9, i lov om
finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på sager
omfattet af denne lov.
Stk. 3. Hvis
virksomheden har etableret en filial, anvender en agent eller har
outsourcet driftsmæssige funktioner til en enhed i en anden
medlemsstat, fører Finanstilsynet tilsyn med disse enheder,
medmindre tilsynet i henhold til aftale uddelegeres til
værtslandets kompetente myndighed.
Stk. 4.
Datatilsynet varetager efter bestemmelserne i § 64 i lov
om behandling af personoplysninger i samråd med
Finanstilsynet samarbejdet med udenlandske myndigheder.
§ 87.
Finanstilsynet kan som led i sit tilsyn kræve, at
virksomheden fremlægger alle de oplysninger, der er
nødvendige for Finanstilsynets virksomhed, herunder til
afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs
bestemmelser.
Stk. 2.
Finanstilsynet kan udføre inspektioner på stedet hos
virksomheder omfattet af denne lov, hos enhver agent eller filial,
der udbyder betalingstjenester under en virksomheds ansvar og er
omfattet af denne lov, og hos enhver enhed, som aktiviteterne er
outsourcet til.
Stk. 3.
§ 346, stk. 2-5, i lov om finansiel virksomhed
finder tilsvarende anvendelse for virksomheder omfattet af denne
lov.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation
uden retskendelse få adgang til virksomheder omfattet af
denne lov med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder
ved inspektioner.
§ 88.
Finanstilsynet opretter et offentligt register over
1) virksomheder,
der har fået tilladelse som betalingsinstitutter her i
landet, jf. kapitel 2, og disse institutters agenter og filialer
og
2) virksomheder,
der har fået begrænset tilladelse til udbud af
betalingstjenester, jf. kapitel 3.
Stk. 2. Dette
register skal indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som
virksomheder omfattet af stk. 1 har tilladelse til at
udbyde.
§ 89.
Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse eller
ændring af forhold, der er i strid med denne lovs
bestemmelser.
§ 90.
Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds tilladelse som
betalingsinstitut eller en begrænset tilladelse til udbud af
betalingstjenester, hvis virksomheden
1) ikke gør
brug af tilladelsen inden for en frist af 12 måneder,
udtrykkeligt giver afkald på at gøre brug af
tilladelsen eller ikke har udøvet
betalingsinstitutvirksomhed eller virksomhed med begrænset
tilladelse til udbud af betalingstjenester i en periode på
over 6 måneder,
2) har opnået
tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger eller
på anden uredelig vis,
3) ikke
længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse
efter kapitel 2 eller 3,
4) kan
udgøre en trussel mod et betalingssystems stabilitet, hvis
den fortsætter sin betalingstjenestevirksomhed, eller
5) ikke overholder
lov om forebyggende foranstaltninger med hvidvask af udbytte og
finansiering af terrorisme.
Stk. 2. Inddragelse
af en tilladelse offentliggøres af Finanstilsynet.
§ 91.
Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov
eller regler udstedt i medfør af loven kan af den, som
afgørelsen retter sig til, indbringes for
Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
§ 92.
§§ 354 og 356 i lov om finansiel virksomhed om
Finanstilsynets tavshedspligt, om forbuddet mod, at Finanstilsynets
medarbejdere har anden beskæftigelse eller deltager i
spekulationsforretninger, og om Finanstilsynets direktørs
engagementer eller sikkerhedsstillelser finder med de
nødvendige tilpasninger anvendelse på denne lov.
§ 354 i lov om finansiel virksomhed finder dog kun
anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 2 og
3.
§ 93.
Afgørelser truffet i henhold til § 345,
stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. denne lovs
§ 86, stk. 2, skal offentliggøres. 1. pkt.
gælder også beslutninger om at overgive sager til
politimæssig efterforskning, jf. dog stk. 2.
Offentliggørelsen skal omfatte virksomhedens navn.
Stk. 2.
Offentliggørelse efter stk. 1 kan dog ikke ske, hvis
det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for
virksomheden, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod
offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke
indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
omfattet af § 12, stk. 1, i lov om offentlighed i
forvaltningen. Offentliggørelsen må ikke indeholde
fortrolige oplysninger, der hidrører fra tilsynsmyndigheder
i andre lande inden for eller uden for Den Europæiske Union,
medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet
deres udtrykkelige tilladelse.
Stk. 3. Hvis
offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 2, 1.
pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1,
når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke
længere er gældende. Dette gælder dog kun i op
til 2 år, efter at den pågældende
afgørelse er truffet.
§ 94.
Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er
behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene,
og som er af almen interesse eller af betydning for
forståelsen af bestemmelserne i denne lov bortset fra kapitel
2-4.
Stk. 2.
Finanstilsynet skal endvidere orientere offentligheden om navnet
på en virksomhed, der udbyder betalingstjenester i strid med
§ 2.
§ 95.
Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene de af
§ 2 omfattede virksomheder, som Finanstilsynets
afgørelse truffet i medfør af denne lov eller regler
udstedt i medfør af loven retter sig mod, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2. Som part i
forhold til Finanstilsynet, for så vidt angår den del
af sagen, som vedrører den pågældende, anses
desuden følgende:
1) Den, der udbyder
betalingstjenester uden tilladelse, jf. § 2.
2) En virksomhed
eller en person, som ansøger om tilladelse til at udbyde
betalingstjenester, jf. § 7 eller § 37.
3) Et medlem af en
virksomheds bestyrelse eller direktion eller den eller de personer
i virksomheden, der er ansvarlige for at yde betalingstjenester,
når tilsynet nægter en virksomhed tilladelse til at
udøve virksomhed som betalingsinstitut eller virksomhed med
begrænset tilladelse til udbud af betalingstjeneste eller
inddrager en sådan tilladelse, jf. § 90.
4) En fysisk eller
juridisk person, som Finanstilsynet kræver oplysninger af til
afgørelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i denne
lov, jf. § 87.
§ 96.
Virksomheder under tilsyn efter denne lov betaler afgift til
Finanstilsynet efter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.
§ 97.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at udbydere af
betalingstjenester, der gennemføres ved hjælp af
betalingsinstrumenter, jf. § 6, nr. 9, og udbydere af
betalingstjenester, der er omfattet af bilag 1, nr. 7, ikke
overtræder kapitel 5 og 6, §§ 82 og 83, §
84, stk. 1, og § 85 og regler udstedt i
medfør af § 84, stk. 2. Forbrugerombudsmanden
fører endvidere tilsyn med, at der ikke sker
overtrædelse af kapitel 10.
Stk. 2.
Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger, som findes
nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder
til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs
bestemmelser.
Stk. 3. Kan en
ændring af forhold, som strider mod de i stk. 1
opregnede bestemmelser, ikke ske ved forhandling, kan
Forbrugerombudsmanden udstede påbud herom. Et påbud kan
af den, påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for
domstolene. Anmodning herom skal fremsættes skriftligt over
for Forbrugerombudsmanden, inden 4 uger efter at påbuddet er
meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal
inden 1 uge efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for
retten i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4. Retten kan
bestemme, at indbringelse af et påbud for domstolene har
opsættende virkning.
Stk. 5.
Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6.
Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et
gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.
Stk. 7.
Datatilsynet varetager efter bestemmelserne i § 64 i lov
om behandling af personoplysninger i samråd med
Forbrugerombudsmanden samarbejdet med udenlandske myndigheder.
§ 98.
Konkurrencestyrelsen fører tilsyn med
§§ 77-81. Konkurrencestyrelsen kan udstede de
fornødne påbud til opfyldelse af
§§ 77-81, herunder påbud om,
1) at angivne
priser og avancer ikke må overskrides, eller
2) at der ved
beregningen af priser og avancer skal anvendes bestemte
kalkulationsregler.
Stk. 2.
Konkurrencestyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder
regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre
forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes
nødvendige for dens virksomhed eller til afgørelse
af, om et forhold er omfattet af §§ 77-81.
Stk. 3.
Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan
indbringes for Konkurrenceankenævnet. Konkurrencelovens
§ 20 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Klager
efter stk. 3 kan indbringes af
1) den,
afgørelsen retter sig til, eller
2) den, som i
øvrigt har individuel, væsentlig interesse i
sagen.
Stk. 5. Klager over
afgørelser efter stk. 3 kan af Konkurrencestyrelsen
eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende
virkning.
Stk. 6. Lov om
offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager efter
stk. 1. Dog finder § 4, stk. 2, i lov om
offentlighed i forvaltningen tilsvarende anvendelse på sager
efter stk. 1. 1. og 2. pkt. gælder tillige, når
oplysninger tilvejebragt efter stk. 2 er videregivet til en
anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 7.
Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan
offentliggøres, jf. dog stk. 8.
Stk. 8. Ved
offentliggørelse efter stk. 7 kan oplysninger om
tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder,
produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder, ikke
offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig
økonomisk betydning for den person eller den virksomhed,
oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte
kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af
Finanstilsynet, ikke offentliggøres.
Stk. 9.
Økonomi- og erhvervsministeren afgiver hvert andet år
en rapport om forholdene på betalingskortmarkedet til
Folketinget. Konkurrencestyrelsen varetager sekretariatsfunktionen
for ministeren i forbindelse med udarbejdelse af rapporten.
§ 99.
Konkurrencestyrelsen kan pålægge daglige eller
ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at
1) give de
oplysninger, som Konkurrencestyrelsen kan kræve efter
§ 98, stk. 2, eller
2) efterkomme et
påbud meddelt efter § 98, stk. 1.
§ 100. Omkostninger ved
Forbrugerombudsmandens og Konkurrencestyrelsens administration
af denne lov pålægges udbydere af
betalingsinstrumenter, jf. § 6, nr. 9, udbydere af
betalingstjenester, der er omfattet af bilag 1, nr. 7, og udbydere
af betalingssurrogater, jf. kapitel 10, i forhold til
omsætningen.
Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om fastsættelse af betalingen og om
Forbrugerombudsmandens og Konkurrencestyrelsens opkrævning
heraf.
§ 101. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om
anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur,
ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og
virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning
på den anden side samt om opbevaring af information.
Kapitel 10
Betalingssurrogater
§ 102. Ved betalingssurrogater
forstås i dette kapitel følgende elektroniske
systemer, i det omfang de kan benyttes til at erhverve varer eller
tjenesteydelser, uden at det udgør en betalingstjeneste:
1) Kort og andre
fysiske legitimationsmidler, som er knyttet til bestemte brugere,
og som er beregnet til elektronisk aflæsning.
2) Koder og
biometriske værdier, som er beregnet til at legitimere
brugeren.
3) Elektronisk
registrerede fordringer, som udsteder er forpligtet til at indfri
på brugers foranledning.
Stk. 2. Ved
forudbetalte betalingssurrogater forstås i dette kapitel
betalingssurrogater, som brugeren kun kan anvende, i det omfang der
forud for anvendelsen af betalingssurrogatet er sket indbetaling af
midler, som registreres hos udbyderen som midler, brugeren kan
disponere over, uden at der dog er tale om en indlånskonto,
eller hvor brugeren vederlagsfrit har modtaget en sådan
værdi eller har fået forhøjet betalingsmidlets
værdi.
§ 103. Betalingssurrogater
omfattet af dette kapitel skal være sikre og
velfungerende.
Stk. 2. Der skal
sikres brugerne af betalingssurrogater gennemsigtighed,
frivillighed, beskyttelse mod misbrug samt fortrolighed om
brugernes anvendelse af betalingssurrogatet. Der skal
løbende træffes de juridiske, organisatoriske,
driftsmæssige, tekniske og sikkerhedsmæssige
foranstaltninger, som er nødvendige, for at
betalingssurrogatet er sikkert og velfungerende.
§ 104. Udstedere skal have
forretningssted her i landet, i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har
indgået aftale med på det finansielle område.
§ 105. Udstedelse af
betalingssurrogater skal anmeldes til Forbrugerombudsmanden af
udstederen. Et betalingssurrogat må ikke udstedes, før
anmeldelse er sket.
Stk. 2. Anmeldelsen
skal indeholde oplysning om udsteders navn, forretningssted og
selskabsform samt det i § 47, stk. 4, nævnte
informationsmateriale.
Stk. 3.
Ændringer i anmeldte forhold skal anmeldes, inden 8 dage
efter at ændringen er sket.
Stk. 4. Udbyder
flere udstedere samme betalingsinstrument, og anvender de i
væsentligt omfang samme forretningsbetingelser, kan
Forbrugerombudsmanden tillade eller påbyde fælles
anmeldelse.
§ 106. § 47,
stk. 4, 1. pkt., § 51, § 53, stk. 1,
nr. 1 og 2, og §§ 62, 68, 70, 78-83 og 85 finder
tilsvarende anvendelse på betalingssurrogater.
Stk. 2.
§ 62 og § 80, stk. 2-4, gælder dog ikke
for forudbetalte betalingssurrogater, jf. § 102,
stk. 2. § 62 gælder dog for forudbetalte
betalingssurrogater, hvis betalingssurrogatets værdi kan
overstige 3.000 kr., eller hvis der er mulighed for en automatisk
genopladning af betalingssurrogatet for brugers regning.
Kapitel 11
Straffebestemmelser
§ 107. Overtrædelse af
§ 2, § 7, stk. 1, 1. pkt., §§ 8 og 10,
§ 21, stk. 1 og 3, § 22, stk. 1, og § 39,
stk. 1-3, straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Stk. 2.
Overtrædelse af § 18, stk. 3, § 21, stk.
2, nr. 1 og 2, § 23, stk. 1, § 24, 3. pkt., § 25,
stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 26, § 27, 1. pkt., §
28, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 30, stk. 1, § 31, stk. 1,
stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, § 32, stk. 1, stk. 3, 2. pkt., og
stk. 4, § 40, stk. 1, § 42, stk. 1,
§ 43, § 44, stk. 1 og 2, §§ 45-47, §
48, stk. 1, § 49, § 51, stk. 3, § 52,
stk. 1, § 53, stk. 1 og 3, § 54,
stk. 1, §§ 55 og 56, § 60, stk. 2,
§ 72, stk. 1, § 78, stk. 2, § 80, stk. 2
og 4-7, §§ 81-83, § 85, stk. 2-4, og
§ 105 straffes med bøde.
Stk. 3. Undlader en
udbyder at efterkomme påbud udstedt efter § 89,
§ 97, stk. 3, 1. pkt., eller § 98,
stk. 1, 2. pkt., eller at meddele oplysninger efter
§ 87, stk. 1, § 97, stk. 2, eller
§ 98, stk. 2, straffes vedkommende med
bøde.
Stk. 4. En udbyder,
der i forhold, som er omfattet af § 98, stk. 1,
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til
Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet eller
fortier forhold af betydning for den pågældende sag,
eller i forhold, der i øvrigt er omfattet af loven, meddeler
Finanstilsynet urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med
bøde.
Stk. 5. I regler
udstedt i medfør af loven kan der fastsættes straf af
bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 6. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 7.
Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens
bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5
år.
§ 108. Den, der driver
virksomhed omfattet af denne lov eller medvirker hertil, kan ved
dom for strafbart forhold frakendes retten til fortsat at drive den
pågældende virksomhed eller til at drive den under
visse former eller til at medvirke hertil, såfremt det
udviste forhold begrunder nærliggende fare for misbrug ved
udøvelse af virksomheden. Straffelovens § 79,
stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af
anklagemyndigheden efter anmodning fra Finanstilsynet.
Stk. 3. Den, der
driver virksomhed, der er omfattet af denne lov, hvortil retten er
frakendt vedkommende i medfør af stk. 1, eller som i
sin virksomhed lader nogen, som er frakendt retten hertil, medvirke
ved virksomhed som nævnt i stk. 1, straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
straffelovens § 131.
Kapitel 12
Ikrafttræden,
overgangsbestemmelser m.v.
§ 109. Loven træder i
kraft den 1. november 2009.
Stk. 2. Ved lovens
ikrafttræden ophæves lov om visse betalingsmidler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 259 af 28. marts 2008.
Stk. 3.
Bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af lov om
visse betalingsmidler, opretholdes, indtil de ophæves eller
erstattes af bekendtgørelser udstedt i medfør af
denne lov.
Stk. 4. Juridiske
personer, der inden den 25. december 2007 har påbegyndt
virksomhed, som efter lovens ikrafttræden vil kræve
tilladelse som betalingsinstitut, kan fortsætte denne
virksomhed her i landet uden tilladelse indtil den 30. april
2011.
Stk. 5. Uanset
stk. 1 kan juridiske personer allerede fra den 1. juli 2009
indgive ansøgning til Finanstilsynet om tilladelse til at
udøve virksomhed som betalingsinstitut fra den 1. november
2009.
Stk. 6.
Virksomheder, der inden den 25. december 2007 har påbegyndt
virksomhed omfattet af § 38, kan fortsætte denne
virksomhed uden tilladelse indtil den 25. december 2010.
Stk. 7. Den i
§ 75, stk. 1, anførte frist kan for
grænseoverskridende betalinger indtil den 1. januar 2012
forlænges til højst 3 arbejdsdage ved aftale mellem
betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. For papirbaserede
betalingstransaktioner kan fristen i 1. pkt. forlænges med
endnu 1 arbejdsdag.
Stk. 8.
Ændringer i eksisterende aftaler, vilkår m.v., der har
til formål at bringe disse i overensstemmelse med kravene til
en rammeaftale, jf. § 48, stk. 1, og som skal træde
i kraft senest den 1. november 2009, kan uanset modstående
aftale gennemføres ved at varsle ændringen med 1
måneds varsel. Ændringer til gunst for brugeren kan dog
gennemføres uden varsel. § 47, stk. 1 og 2,
finder tilsvarende anvendelse på ændringer efter 1. og
2. pkt. Hvis brugeren ikke kan godkende ændringerne i
rammeaftalen, der er til ugunst for vedkommende, skal vedkommende
meddele udbyderen dette inden datoen for ændringernes
ikrafttræden. Varsling efter 1. pkt. skal indeholde oplysning
om det i 3. pkt. nævnte forhold.
§ 110. I lov om finansiel
virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 897 af 4. september
2008, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 133 af 24.
februar 2009, foretages følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel ændres
»og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF
af 5. september 2007 om ændring af Rådets direktiv
92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF, 2004/39/EF, 2005/68/EF og
2006/48/EF, hvad angår procedurereglerne og kriterierne for
tilsynsmæssig vurdering af erhvervelser og forøgelser
af kapitalandele i den finansielle sektor, (EU-Tidende 2007 nr. L
247, s. 1) (kapitalandelsdirektivet)« til: »,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5.
september 2007 om ændring af Rådets direktiv
92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF, 2004/39/EF, 2005/68/EF og
2006/48/EF, hvad angår procedurereglerne og kriterierne for
tilsynsmæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse
af kapitalandele i den finansielle sektor
(kapitalandelsdirektivet), (EU-Tidende 2007 nr. L 247, s. 1) og
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af
13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om
ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og
2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF
(betalingstjenestedirektivet), (EU-Tidende 2007 nr. L 319, s.
1)«.
2. I
§ 361, stk. 1,
indsættes som nr. 24 og 25:
»24)
Betalingsinstitutter, jf. lov om betalingstjenester, betaler 60.000
kr. årligt.
25) Virksomheder
med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester,
jf. lov om betalingstjenester, betaler 6.000 kr.
årligt.«
3.Bilag 1, nr. 3 og 4, affattes således:
»3)
Betalingstjenester som omfattet af bilag 1 i lov om
betalingstjenester.
4) Udstedelse og
administration af andre betalingsmidler (for eksempel rejsechecks
og bankveksler), i det omfang denne aktivitet ikke er dækket
af nr. 3.«
4.Bilag 2, nr. 4 og 5, affattes således:
»4)
Betalingstjenester som omfattet af bilag 1 i lov om
betalingstjenester.
5) Udstedelse og
administration af andre betalingsmidler (for eksempel rejsechecks
og bankveksler), i det omfang denne aktivitet ikke er dækket
af nr. 4.«
§ 111. Lov nr. 237 af 21. april
1999 om grænseoverskridende pengeoverførsler
ophæves.
§ 112. I lov nr. 451 af 9. juni
2004 om visse forbrugeraftaler foretages følgende
ændring:
1. I
§ 9 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Ved
indgåelse af en forbrugeraftale om fjernsalg af en finansiel
tjenesteydelse, der er omfattet af lov om betalingstjenester, skal
forbrugeren have de oplysninger, der følger af § 13,
stk. 1, jf. § 11, stk. 1, nr. 3-7, samt § 13, stk. 1, nr.
3-5 og 8. For så vidt angår oplysningskravet i §
11, stk. 1, nr. 3, skal der alene gives oplysninger om, at der kan
være andre afgifter eller omkostninger, der ikke betales af
den erhvervsdrivende eller pålægges af denne. Endvidere
finder §§ 43, 44, 47 og 48 i lov om betalingstjenester
anvendelse.«
§ 113. I lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af
terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 442 af 11. maj 2007,
som ændret ved § 1 i lov nr. 512 af 17. juni 2008 og
§ 10 i lov nr. 517 af 17. juni 2008, foretages følgende
ændringer:
1.§ 1, stk. 1, nr. 11,
affattes således:
»11)
Virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver
virksomhed med valutaveksling.«
2.Bilag 1, nr. 4, affattes
således:
»4)
Betalingstjenester som omfattet af bilag 1 i lov om
betalingstjenester.«
§ 114. Loven gælder ikke
for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Betalingstjenester
| | |
1. | Tjenester, der muliggør, at
kontantbeløb placeres på en betalingskonto, og alle
transaktioner, der er nødvendige for drift af en
betalingskonto. |
2. | Tjenester, der muliggør
kontanthævninger fra en betalingskonto, og alle
transaktioner, der er nødvendige for drift af en
betalingskonto. |
3. | Gennemførelse af
betalingstransaktioner, herunder overførsel af midler til en
betalingskonto hos brugerens udbyder eller hos en anden
udbyder: |
| a) | Gennemførelse af direkte
debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer, |
| b) | gennemførelse af
betalingstransaktioner via et betalingskort el.lign., |
| c) | gennemførelse af
kredittransaktioner, herunder stående ordrer. |
4. | Gennemførelse af
betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en
betalingstjenestebrugers kreditfacilitet: |
| a) | Gennemførelse af direkte
debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer, |
| b) | gennemførelse af
betalingstransaktioner via et betalingskort el.lign., |
| c) | gennemførelse af
kredittransaktioner, herunder stående ordrer. |
5. | Udstedelse eller indløsning af
betalingsinstrumenter. |
6. | Pengeoverførselsvirksomhed. |
7. | Gennemførelse af
betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at
gennemføre en betalingstransaktion meddeles ved hjælp
af alle former for telekommunikations-, digital- eller it-udstyr og
betalingen sker til den operatør, der driver
kommunikationssystemet eller netværket, og som kun agerer som
mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og
leverandøren af varer og tjenesteydelser. |
Bilag 2
Opgørelse af krav til
betalingsinstitutters basiskapital, jf. § 13,
stk. 1, nr. 2
| |
1.
Beregningsmetoder |
Metode A |
Beregningsgrundlag: Instituttets faste
omkostninger. |
Betalingsinstituttets basiskapital skal
udgøre et beløb, der mindst svarer til 10 pct. af de
faste omkostninger for det foregående år. |
Har betalingsinstituttet endnu ikke
gennemført et helt års drift på datoen for
beregningen, anvendes som grundlag for beregningen de faste
omkostninger, der fremgår af virksomhedens estimater for det
kommende år. |
| |
Metode B |
Beregningsgrundlag: Instituttets
betalingsvolumen. |
Betalingsinstituttets basiskapital skal
udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af
følgende elementer multipliceret med den omregningsfaktor k,
der er defineret i punkt 2, hvor betalingsvolumenet (BV)
repræsenterer 1/12 af det samlede beløb for de
betalingstransaktioner, som betalingsinstituttet har
gennemført i det foregående år: |
a) | 4,0 pct. af den pågældende del
af BV indtil 5 mio. euro plus |
b) | 2,5 pct. af den pågældende del
af BV over 5 mio. euro indtil 10 mio. euro plus |
c) | 1 pct. af den pågældende del
af BV over 10 mio. euro indtil 100 mio. euro plus |
d) | 0,5 pct. af den pågældende del
af BV over 100 mio. euro indtil 250 mio. euro plus |
e) | 0,25 pct. af den pågældende
del af BV over 250 mio. euro. |
Har virksomheden endnu ikke
gennemført et helt års drift på datoen for
beregningen, anvendes som grundlag 1/12 af det samlede beløb
for de betalingstjenester, som fremgår af virksomhedens
estimater for det kommende år. |
| |
Metode C |
Beregningsgrundlag: Instituttets
nettoindtægter. |
Betalingsinstituttets basiskapital skal
udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af
følgende elementer multipliceret med den omregningsfaktor k,
som er defineret i punkt 2: |
a) | 10 pct. af den pågældende del
af den relevante indikator indtil 2,5 mio. euro plus |
b) | 8 pct. af den pågældende del
af den relevante indikator fra 2,5 mio. euro indtil 5 mio. euro
plus |
c) | 6 pct. af den pågældende del
af den relevante indikator fra 5 mio. euro indtil 25 mio. euro
plus |
d) | 3 pct. af den pågældende del
af den relevante indikator fra 25 mio. euro indtil 50 mio. euro
plus |
e) | 1,5 pct. af den pågældende del
af den relevante indikator over 50 mio. euro. |
Den relevante indikator udgøres af
summen af nettoindtægter, modtagne provisioner og gebyrer og
andre driftsindtægter. Hvert element medtages i summen med
positivt eller negativt fortegn. |
Foreligger der ikke reviderede tal,
anvendes som grundlag for beregningen de nettoindtægter, der
fremgår af virksomhedens estimater for det kommende
år. |
| |
2.
Omregningsfaktor |
Den omregningsfaktor k, der anvendes ved
metode B og C, fastsættes til: |
a) | 0,5, hvis betalingsinstituttet kun udbyder
den betalingstjeneste, der er anført i bilag 1, punkt
6. |
b) | 0,8, hvis betalingsinstituttet kun udbyder
den betalingstjeneste, der er anført i bilag 1, punkt
7. |
c) | 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en af
de betalingstjenester, der er anført i bilag 1, punkt
1-5. |
Officielle noter
1) Loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om
betalingstjenester i det indre marked og om ændring af
direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om
ophævelse af direktiv 97/5/EF, (betalingstjenestedirektivet)
(EU-Tidende 2007 nr. L 319, s.1).