L 135 Forslag til lov om ændring af lov om planlægning.

(Begrænsning i adgangen til ekspropriation, opførelse af mindre bygninger i landzone m.v.).

Af: fungerende miljøminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 19-02-2009

Fremsat: 19-02-2009

Lovforslag som fremsat

20081_l135_som_fremsat (html)

L 135 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om planlægning. (Begrænsning i adgangen til ekspropriation, opførelse af mindre bygninger i landzone m.v.).

Fremsat den 19. februar 2009 af miljøministeren (Claus Hjort Frederiksen, fg.)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om planlægning

(Begrænsning i adgangen til ekspropriation, opførelse af mindre bygninger i landzone m.v.)

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1027 af 20. oktober 2008, og § 32 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 5 a, stk. 4, ændres »11 a« til: »11 f«.

2.§ 5 h affattes således:

 »§ 5 h. Hovedstadsområdet omfatter i denne lov kommunerne i Region Hovedstaden, bortset fra Bornholms Regionskommune, samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.«

3. I § 11 b, stk. 1, nr. 12, ændres »nr. 4« til: »nr. 5«.

4.§ 19, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutning efter § 3 eller en aftale med en nationalparkfond eller en statslig, regional eller kommunal myndighed, kan kun fraviges med miljøministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke.«

5. I § 28, stk. 1, ændres »§§ 29, 29 a, eller 29 b« til: »§§ 29, 29 a, 29 b eller 29 c«.

6.§ 28, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Kan de involverede myndigheder ikke nå til enighed i sager, hvor der er gjort indsigelse efter § 29, stk. 3, §§ 29 a og 29 c, kan spørgsmålet indbringes for miljøministeren.«

7.§ 28, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Indsigelser efter §§ 29, 29 a, 29 b eller 29 c skal være begrundede og indeholde en henvisning til, at indsigelsen har den i stk. 1 angivne virkning.«

8.§ 28, stk. 4, ophæves.

9. I § 29, stk. 1-3, § 29 a, stk. 1, og § 29 c udgår »efter § 28«.

10. I § 29 a, stk. 1, indsættes efter »den regionale udviklingsplan«: »eller den regionale råstofplan, jf. § 5 a i lov om råstoffer«.

11.§ 36, stk. 1, nr. 7, affattes således:

»7) Opførelse af garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende bygninger på højst 50 m2, når disse opføres i tilknytning til enfamiliehuse eller sommerhuse, og byggeriet ikke medfører oprettelse af en ny bolig.«

12. I § 47, stk. 1, udgår: »for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller«.

13.§ 50, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Disse myndigheder afgør endvidere spørgsmål om berettigelsen af krav efter §§ 47 A, 48 og 49.«


14. I § 51, stk. 2, udgår », stk. 1«.

15.§ 56, stk. 1, affattes således:

»En tilladelse eller dispensation efter denne lov bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år.«


16. I § 56, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Dette gælder, selv om retten hviler på en tilladelse eller dispensation.«


§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2009.

Stk. 2. Har kommunalbestyrelsen truffet beslutning om ekspropriation for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. § 47, stk. 1, før denne lovs ikrafttræden, finder de regler anvendelse, der var gældende på tidspunktet for beslutningen.

Stk. 3. Sager, der før denne lovs ikrafttræden er indbragt for Naturklagenævnet i medfør af § 58, stk. 1, nr. 4, med henblik på at vurdere berettigelsen af et krav efter § 47 A, afgøres af taksationsmyndighederne.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

     
Indholdsfortegnelse:
1.
Indledning
2.
Lovforslagets hovedindhold
 
2.1.
Ekspropriation til byudvikling på grundlag af en kommuneplan
  
2.1.1.
Gældende ret
  
2.1.2.
Nærmere om serviceeftersynets konklusioner
   
2.1.2.1.
Generelle bemærkninger
   
2.1.2.2.
Særligt om ekspropriation til byudvikling
   
2.1.2.3.
Særlig om ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplan
  
2.1.3.
Særligt om fastsættelse af erstatningens størrelse
  
2.1.4.
Ophævelse af hjemmel til ekspropriation til byudvikling på grundlag af en kommuneplan
 
2.2.
Opførelse af mindre bygninger i landzone mv.
  
2.2.1.
Gældende ret
  
2.2.2.
Den foreslåede ændring af planlovens § 36, stk. 1, nr. 7
 
2.3.
Processuel ligestilling ved krav om overtagelse efter planlovens § 47 A
  
2.3.1.
Gældende ret
  
2.3.2.
Den foreslåede ordning
 
2.4.
Konsekvensrettelser, præciseringer mv.
 
2.5.
Overgangsbestemmelser
3.
De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
 
3.1.
Økonomiske konsekvenser for staten, regionerne og kommunerne
 
3.2.
Administrative konsekvenser for staten, regionerne og kommunerne
4.
De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
5.
De administrative konsekvenser for borgerne
6.
De miljømæssige konsekvenser
7.
Forholdet til EU-retten
8.
9.
Hørte myndigheder og organisationer
Sammenfattende skema


1. Indledning

Med dette lovforslag foreslås planlovens ekspropriationsbestemmelse § 47, stk. 1, ændret, således at det ikke længere vil være muligt at ekspropriere til byudvikling på grundlag af en kommuneplan. Lovforslaget indeholder også forslag om ændring af planlovens § 36, stk. 1, nr. 7, om opførelse af mindre bygninger uden landzonetilladelse. Forslaget, der har til formål at fastholde planlovens hidtidige administrationspraksis, skal ses i forlængelse af de ændringer, som det nye Bygningsreglement 2008 har medført. Endelig foreslås der foretaget en række konsekvensrettelser og præciseringer i loven.


Lovhjemmelen til for kommunerne at beslutte ekspropriation til gennemførelse af fysisk planlægning efter planloven, er fastsat i planlovens § 47, stk. 1. Planlovens § 47, stk. 1, indeholder to hjemler til at foretage ekspropriation, nemlig til byudvikling på grundlag af en kommuneplan (§ 47, stk. 1, 1. led) og til realisering af en lokalplan eller en byplanvedtægt (§ 47, stk. 1, 2. led).


I forhold til grundejerne er der en markant forskel på at blive eksproprieret på grundlag af henholdsvis en lokalplan og en kommuneplan. Forskellen er begrundet med dels plantypen, hvor kommuneplanen er den mere generelle og overordnede plan, mens lokalplanen er den konkrete plan for typisk et mindre område, dels detaljeringsgraden, hvor kommuneplanens udlæg af et areal til byudvikling netop ikke har fastlagt veje, byggefelter mv., mens lokalplanen detaljeret fastlægger den fremtidige arealanvendelse.


Denne forskel har medført, at kravet til ekspropriationens nødvendighed for planens realisering, dvs. planens tidsmæssige aktualitet, er forskelligt for henholdsvis kommuneplanen og lokalplanen. Det får betydning for grundejerens mulighed for selv at realisere formålet, idet lokalplanens detaljerede planlægning har fastlagt den forestående anvendelse af arealet, mens kommuneplanens generelle arealreservation endnu ikke har udpeget arealets fremtidige anvendelse. En grundejer kan derfor ikke kræve selv at realisere et byudviklingsprojekt efter kommuneplanen med henblik på at afværge en ekspropriation, som en grundejer kan ved ekspropriation til realisering af en lokalplan.


Disse forhold har sammen med det konkrete formål med ekspropriationen betydet, at der i de senere år har været debat om nogle eksempler på anvendelsen af planlovens ekspropriationsbestemmelser. Da hjemlerne til at beslutte ekspropriation til fysisk planlægning efterhånden tillige har været anvendt i henholdsvis knap 30 år for byudvikling og over 70 år for realisering af en lokalplan/byplanvedtægt, fandt Miljøministeriet anledning til at undersøge, hvorledes planlovens § 47, stk. 1, er blevet anvendt i praksis i nyere tid. Serviceeftersynet af planlovens ekspropriationsbestemmelser, der blev iværksat maj 2008, blev afgrænset til perioden 2003-2007 og omhandlede dels Naturklagenævnets og domstolenes praksis, dels kommunernes praksis. Kammeradvokaten udarbejdede undersøgelsens konklusioner i en endelig rapport. Af landets 98 kommuner har 85 besvaret spørgeskemaet om kommunernes praksis, og heraf har 41 kommuner svaret, at de har anvendt planlovens § 47, stk. 1, i den 5-årige undersøgelsesperiode. Rapporten har dannet udgangspunkt for miljøministeriets videre overvejelser.


2. Lovforslagets hovedindhold

2.1. Ekspropriation til byudvikling på grundlag af en kommuneplan

2.1.1. Gældende ret

Efter planlovens § 47 kan der foretages ekspropriation med henblik på byudvikling på grundlag af en kommuneplan, jf. planlovens § 47, stk. 1, 1. led, og ekspropriation til realisering af en lokalplan, jf. planlovens § 47, stk. 1, 2. led.


Hjemmelen til ekspropriation til byudvikling var oprindelig en selvstændig lov, lov nr. 123 af 1. april 1980 om ekspropriation til byudvikling. Lovens bestemmelse om ekspropriation blev indarbejdet uændret i § 47 i lov nr. 388 af 6. juni 1991 om planlægning.


Baggrunden for at indføre adgangen til at foretage ekspropriation til byudvikling kan bl.a. føres tilbage til et ønske om at fremme kommunernes muligheder for at føre 'aktiv jordpolitik', hvilket i særdeleshed bestod i at erhverve jord på rette tid og sted. Forudsætningerne for denne tankegang var dels, at byvæksten var ekspansiv, dels at erhvervelsen af arealerne var undergivet fysisk planlægning. Med andre ord gjaldt det om at erhverve jord på det tidspunkt, hvor det var mest hensigtsmæssigt - planlægningsmæssigt set, jf. også 'Landsplanredegørelsen' fra 1975, s. 12.


Disse betragtninger fandt deres udtryk i forarbejderne til loven fra 1980 ved at bestemme formålet med bestemmelsen som at »give kommunerne mulighed for ved ekspropriation at erhverve jord til byudvikling på et så tidligt tidspunkt, at arealernes faktiske overgang til byformål i overensstemmelse med kommunens tidsrækkefølgeplanlægning kan være sikret, og således at kommunen ved gennemførelsen af sin planlægning kan være ubundet af såvel ejerforholdet som tilvejebringelsen af konkrete og aktuelle planer knyttet til bestemte byggeforetagender.«


Baggrunden for den brede beskrivelse af byudvikling som ekspropriationsformålet er, »at det som regel ikke vil være muligt for kommunalbestyrelsen på det tidlige tidspunkt, hvor en ekspropriation efter lovforslaget skal kunne foretages, at udtale sig sikkert om, til hvilket konkret byformål det pågældende areal kan anvendes. Det er da også uden betydning for en vurdering af den konkrete ekspropriations lovlighed eller hensigtsmæssighed, om arealet til sin tid skal anvendes til boligbebyggelse, til industribyggeri eller anden erhvervsbebyggelse, eller til et andet byformål, herunder et offentligt formål i forbindelse med områdets overgang til bymæssig anvendelse«, jf. forarbejderne til lov nr. 123 af 1. april 1980 om ekspropriation til byudvikling, se lovforslag nr. 94 af 21. december 1979, FT 1979-80 2. saml. Tillæg A sp. 1837ff, der henviser til et tidligere fremsat lovforslag nr. 83 af 15. marts 1977, FT 1976-77 2. saml. Tillæg A sp. 3237ff.


Bestemmelsen tager sigte på ekspropriation af større i det væsentlige ubebyggede arealer, typisk landzonearealer. Efter praksis skal en ekspropriation være proportional, hvilket vil sige, at den skal være egnet, nødvendig og forholdsmæssig med henblik på kommunalbestyrelsens råden over den pågældende ejendom - på det pågældende tidspunkt - for at sikre gennemførelsen af byudviklingen. Iagttagelsen af proportionalitetsprincippet medfører også, at ekspropriationen ikke må omfatte et større areal, end den planlagte byudvikling forudsætter. Endelig kan ekspropriationen ikke gennemføres, hvis det, der tilsigtes med ekspropriationen, kan gennemføres på en for grundejeren mindre indgribende måde.


Derimod gælder der ikke - som ved ekspropriation til virkeliggørelse af en lokalplan - et krav om aktualitet i forhold til realiseringen af byudvikling, som det konkrete formål. Det medfører samtidig, at grundejeren ikke på dette indledende tidspunkt kan stille krav om selv at realisere planen.


2.1.2. Nærmere om serviceeftersynets konklusioner

2.1.2.1. Generelle bemærkninger

I Kammeradvokatens undersøgelse er »én ekspropriationssag« defineret som en ekspropriation fra én ejendom, uanset om ejendommen omfatter flere matrikelnumre, som i tingbogen er noteret som én ejendom. Hvis der er eksproprieret fra flere ejendomme til samme projekt, regnes hver ejendom som én ekspropriationssag.


85 af landets 98 kommuner har besvaret spørgeskemaet om kommunernes praksis. Heraf har 41 kommuner anvendt planlovens § 47, stk. 1, i perioden 2003-2007. Der har således efter det oplyste været udført i alt 106 ekspropriationer. Af de 106 ekspropriationssager har kommunerne i 70 sager eksproprieret til virkeliggørelse af lokalplan og i 19 sager eksproprieret til byudvikling. Det overordnede formål er ikke oplyst i de resterende 17 sager.


Naturklagenævnet har i perioden 2003-2007 realitetsbehandlet 26 klagesager vedrørende planlovens § 47, stk. 1. 13 klagesager er afsluttet uden realitetsbehandling. Nævnet har realitetsbehandlet 8 klagesager om ekspropriation til byudvikling og 18 klagesager om ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplan.


Naturklagenævnets afgørelser er i to tilfælde indbragt for domstolene i perioden 2003-2007. Den ene sag blev hævet af sagsøgeren under forberedelsen. I den anden sag frifandt byretten i marts 2008 Naturklagenævnet. Denne dom er under anke. Der er efter det oplyste ikke i perioden 2003-2007 afsagt domme i sager om ekspropriation efter planlovens § 47, stk. 1.


2.1.2.2. Særligt om ekspropriation til byudvikling

Naturklagenævnet har i 2003-2007 realitetsbehandlet 8 klagesager om ekspropriation til byudvikling. I 7 af de 8 sager har Naturklagenævnet ophævet kommunens ekspropriationsbeslutning. Nævnets begrundelse for ophævelsen i disse sager har været,


- at der ikke kunne eksproprieres på grundlag af et ophævet kommuneplantillæg (4 sager, som hænger sammen), og

- at ekspropriationen burde ske på grundlag af en lokalplan og ikke efter reglen om ekspropriation til byudvikling (3 sager).



2.1.2.3. Særligt om ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplan

I de 70 sager, hvor kommunerne har eksproprieret til virkeliggørelse af lokalplan, er det specifikke formål oplyst som:


- Bolig i 15 sager,

- erhverv i 10 sager,

- blandet bolig/erhverv i 10 sager,

- vej- og parkeringsanlæg i 10 sager,

- institutioner i 3 sager,

- affalds- og forsyningsanlæg i 2 sager,

- andre formål i 19 sager, og

- i et enkelt tilfælde er det specifikke formål ikke oplyst.



Naturklagenævnet har i 2003-2007 realitetsbehandlet 18 klagesager om ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplan. I 3 af de 18 sager, som Naturklagenævnet har realitetsbehandlet, er kommunens ekspropriationsbeslutning helt eller delvist ophævet. Nævnets begrundelse for ophævelsen i disse sager har været,


- at den lokalplanbestemmelse om ejerforhold, der var eksproprieret i henhold til, ikke havde hjemmel i planloven (1 sag),

- at ekspropriationen omfattede et større område end lokalplanen (delvis ophævelse) (1 sag), og

- at en tvangsmæssig afståelse ikke var rimelig i den konkrete situation, idet ejerens interesse i fortsat at kunne anvende arealet i sin landbrugsproduktion ikke burde vige for interessen i at sikre udvidelsesmuligheder for en erhvervsvirksomhed på naboejendommen (1 sag).



2.1.3. Særligt om fastsættelse af erstatningens størrelse

Der blev ikke i forbindelse med Kammeradvokatens rapport taget stilling til den nærmere praksis for erstatningens størrelse. Efter planlovens § 50, stk. 1, skal tvister om erstatningens størrelse ved ekspropriationer efter planloven indbringes for Taksationskommissionen/Overtaksationskommissionen. Efter planlovens § 50, stk. 2, finder reglerne i lov om offentlige veje anvendelse vedrørende sagernes behandling samt erstatningens fastsættelse og udbetaling. Overtaksationskommissionens kendelse kan indbringes for domstolene, jf. planlovens § 62, stk. 4.


Efter grundlovens § 73 kan der foretages ekspropriation mod fuld erstatning, således at ejeren ikke må lide et økonomisk tab ved et ekspropriativt indgreb. Inden for planloven - ligesom efter anden ekspropriationsret - anses tidspunktet for tabets indtræden for at være det tidspunkt, hvorpå beslutningen om ekspropriationen meddeles lodsejeren. Også forrentningen af ekspropriationserstatningen begynder at løbe på dette tidspunkt. Indtræden af ekspropriationens retsvirkninger medfører tillige, at myndigheden som udgangspunkt får adgang til den faste ejendom og kan tinglyse ekspropriationsbeslutningen på ejendommen, dvs. at myndigheden overtager ejendommen.


Det har været overvejet, om det var muligt at relativere tidspunktet for vurderingen af tabets størrelse, idet konjunkturernes op- og nedture kan skabe forventning om et fremtidigt højere prisleje. En sådan udskydelse af tidspunktet vil imidlertid også kunne skabe usikkerhed og uafklarede forhold for grundejeren med hensyn til den endelige fastsættelse af erstatningen.


Hvis myndigheden ikke har brug for at anvende ejendommen med det samme, kan der indgås aftale med den nu tidligere lodsejer om brug af ejendommen, frem til det tidspunkt, hvor myndigheden ønsker at anvende ejendommen til opfyldelse af ekspropriationsformålet.


2.1.4. Ophævelse af hjemmel til ekspropriation til byudvikling på grundlag på af en kommuneplan

Kammeradvokatens rapport giver ikke mulighed for at drage egentlige konklusioner i forhold til spørgsmålet om ekspropriation til byudvikling. Undersøgelsen kan således hverken be- eller afkræfte, at adgangen til at ekspropriere misbruges af kommunerne.


Kommunernes hjemmel til at foretage ekspropriation til byudvikling er med tiden blevet suppleret med en række andre planlægningsmæssige redskaber. I oversigten over statslige interesser i kommuneplanlægningen er det således meldt ud som et statsligt mål, at der (fortsat) skal satses på byomdannelse, som er med til at revitalisere den eksisterende by, og som kan reducere behovet for at tage nyt land ind. Ligeledes har ændringerne i planloven ved lov nr. 537 af 6. juni 2007 om bypolitik mv. bidraget med en udvidelse af det katalog af redskaber, som kommunerne kan anvende ved en intensivering af byområders udnyttelse.


Et centralt argument for at kunne ekspropriere på grundlag af kommuneplanen til byudvikling er, at kommunen derved er sikker på at kunne disponere over arealerne på det tidspunkt, hvor det er nødvendigt. Dette hensyn til kommunernes fremtidige planlægning er vejet op imod det alvorlige indgreb i borgernes ejendomsret, som ekspropriation er, og navnlig en ekspropriation, hvor formålet på det pågældende tidspunkt fremstår som relativt abstrakt.


Ekspropriation er et indgribende redskab, og derfor bør borgerne også have krav på at kunne se det konkrete formål med ekspropriationen på det tidspunkt, hvor den besluttes. Det er forudsætningen for at forstå, hvorfor ekspropriationen rammer den konkrete ejendom. Det betyder imidlertid, at der ikke kan eksproprieres til byudvikling forstået som arealreservation af et større område på grundlag af kommuneplanen, men at ekspropriationen alene kan foretages, når den detaljerede planlægning er fastlagt i en lokalplan.


Det foreslås derfor, at muligheden for at ekspropriere til byudvikling på grundlag af en kommuneplan ophæves.


2.2. Opførelse af mindre bygninger i landzone mv.

2.2.1. Gældende ret

Planlovens landzonebestemmelser har til formål at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Der kræves fx tilladelse til opførelse af ny bebyggelse. Loven indeholder dog visse undtagelser, herunder at der ikke kræves tilladelse til byggeri, der efter Bygningsreglementet for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse (en »bagatelgrænse«). Småbygninger, der er opført i tilknytning til eksisterende bebyggelse, krævede efter Bygningsreglementet for småhuse ikke byggetilladelse og krævede således heller ikke landzonetilladelse. Planlovens formulering betyder, som det også fremgår af forarbejderne til lov nr. 388 af 6. juni 1991 om planlægning i lovforslag nr. 166 af 18. januar 1990, FT 1989-90 Tillæg A sp. 4462 om nr. 8, at »eventuelle kommende ændringer i småhusreglementet vil få virkning også for landzonebestemmelserne.«


Efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 7, kræves der således ikke landzonetilladelse til byggeri, der efter bygningsreglementet for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig.


Det drejer sig fx om garager, udhuse, drivhuse og lignende mindre bygninger på op til 50 m2 under forudsætning af, at disse opføres i tilknytning til fritliggende eller sammenbyggede enfamiliehuse eller sommerhuse i områder, der er udlagt til sommerhusområder.


Ordlyden af planlovens § 36, stk. 1, nr. 7, giver således i sig selv anledning til uklarhed, idet bygningsreglement for småhuse er ophævet.


2.2.2. Den foreslåede ændring af planlovens § 36, stk. 1, nr. 7

Et nyt bygningsreglement er trådt i kraft 2. februar 2008. Det nye Bygningsreglement, BR08, er en sammenskrivning af de to tidligere bygningsreglementer, der samtidig ophæves.


Den forslåede ændring af bestemmelsen er nødvendig for at fastholde planlovens hidtidige administrationspraksis på området og sikre, at kun de bygninger, der tidligere var undtaget fra kravet om byggetilladelse i småhusreglementet, er undtaget fra krav om landzonetilladelse.


Der er sket en ændring af ordlyden af den relevante bestemmelse i BR 08, idet ordene »i tilknytning til« ikke er taget med.


Dette lovforslag har derfor til formål at præcisere formålet, som er at undgå uplanlagt og spredt bebyggelse i det åbne land, der fremover sikres direkte i planloven.


2.3. Processuel ligestilling ved krav om overtagelse efter planlovens § 47 A

2.3.1. Gældende ret

Planlovens §§ 47A-49 indeholder bestemmelser om, at en ejer af en ejendom kan forlange, at kommunen overtager ejendommen, hvis


- en ejendom, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde, jf. § 47 A,

- en lokalplan eller byplanvedtægt forbeholder en ejendom til offentligt formål, jf. § 48, eller

- en lokalplan eller byplanvedtægt nægter ejeren af en ejendom nedrivning eller udførelsen af et større byggearbejde på ejendommen, jf. § 49.



Overtagelseskravet for de tre bestemmelser er ikke ubetinget, men afhængigt af henholdsvis den fortsatte økonomiske udnyttelse af ejendommen (§§ 48 og 49) og ejendommens aktuelle anvendelse som landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage (§ 47A). Såvel kommunens beslutning om ikke at overtage en ejendom efter §§ 48 og 49 samt eventuel uenighed om erstatningen kan indbringes for taksationsmyndighederne. Derimod behandler taksationsmyndighederne alene uenighed om erstatningen i forbindelse med overtagelse efter § 47 A, mens det er Naturklagenævnet, der behandler en klage over kommunens beslutning efter § 47 A.


Den kommunale overtagelsespligt, for så vidt angår overtagelse af ejendomme, der ved overførsel fra landzone til byzone eller sommerhusområde benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, blev som led i ophævelsen af lov om frigørelsesafgift overført til planloven, jf. nu planlovens § 47 A. Overførslen til planloven af den omhandlede bestemmelse blev gennemført ved § 13 i lov nr. 458 af 9. juni 2004. Ophævelsen af lov om frigørelsesafgift fandt sted som led i regeringens lovinitiativer for at lette erhvervslivets administrative byrder og forenkle skattereglerne.


Ved overførslen af den kommunale overtagelsespligt, jf. § 47 A, blev der foretaget en konsekvensændring af planlovens § 50, stk. 1, 1. pkt., således at taksationsmyndighederne fortsat havde kompetencen til at træffe afgørelse i tvister om erstatningens størrelse. Derimod blev der ikke foretaget ændring af planlovens § 50, stk. 1, 2. pkt., hvorefter taksationsmyndighederne tillige har kompetencen til at vurdere berettigelsen af krav om overtagelse efter planlovens §§ 48 og 49.


Dette medfører, at der for tre sammenlignelige sagstyper omfattet af §§ 47A-49 gælder forskellig klageprocedure. Mens vurdering af krav om overtagelse efter §§ 48 og 49 og erstatningens størrelse i forbindelse hermed foretages af taksationsmyndighederne, jf. § 50, stk. 1, vil berettigelsen af krav om overtagelse efter § 47 A skulle ske ved at indbringe spørgsmål herom for Naturklagenævnet, jf. § 58, stk. 1, nr. 4, mens erstatningens fastsættelse kan vurderes af taksationsmyndighederne efter § 50, stk. 1, 1. pkt.


2.3.2. Den foreslåede ordning

Der er ikke forhold, som kan begrunde forskellen i behandlingen af sagerne efter § 47A og §§ 48-49. Med den foreslåede bestemmelse sidestilles derfor behandlingen af berettigelse af krav samt tvist om erstatningens størrelse for begæringer efter §§ 48-49, således at taksationsmyndighederne under alle omstændigheder afgør alle tvister, herunder også spørgsmålet om berettigelsen af kravet.


2.4. Konsekvensrettelser, præciseringer mv.

Lovforslaget indeholder enkelte rettelser, præciseringer mv. af de gældende bestemmelser i planloven. Der rettes i planlovens § 5 a, § 5 h, § 11 b, §§ 28-29 a, § 29 c og endelig § 51, stk. 2. Rettelserne foretages med henblik på at rette fejl i henvisninger m.v.


Planlovens § 19, stk. 3, foreslås præciseret, således at bestemmelsen afspejler alle de parter, der efter §§ 29-29 c har mulighed for at fremsætte indsigelse (veto) mod en kommunes lokalplanforslag. Planlovens § 19 omhandler kommunens mulighed for at dispensere fra bestemmelserne i en vedtagen lokalplan. Selvom det er kommunen, der udarbejder og fremsætter forslag til lokalplan, har miljøministeren, statslige myndigheder, regionsrådet, nabokommuner og i Hovedstadsområdet alle kommuner, samt nationalparkfonde adgang til at fremsætte indsigelser mod lokalplanforslagets bestemmelser efter planlovens §§ 29-29 c (veto) under behandlingen af lokalplanforslaget.


En indsigelse medfører, at kommunen og den myndighed, der har gjort indsigelse, skal optage forhandling om udformningen af lokalplanens bestemmelser. Resultatet af en sådan forhandling kan medføre, at parterne indgår en frivillig aftale om indholdet eller må indbringe spørgsmålet for miljøministeren. En eller flere bestemmelse(r) i en endeligt vedtaget lokalplan kan derfor være udformet efter aftale med andre myndigheder, og de involverede myndigheders accept skal indhentes, såfremt kommunen ønsker at dispensere fra den pågældende bestemmelse i lokalplanen.


På den baggrund foreslås, at dispensation fra en bestemmelse i en lokalplan, som er fastlagt på grundlag af en aftale indgået mellem en kommune og en nabokommune, i Hovedstadsområdet enhver kommune, eller mellem en kommune og en nationalparkfond, også omfattes af § 19, stk. 3.


Der foretages endvidere en præcisering af § 29 a, stk. 1, således at regionsrådet kan fremsætte indsigelse over for kommuneplanforslag, der er i strid med råstofplanen. Før kommunalreformen kunne regionplanmyndigheden, i medfør af planlovens daværende § 29, stk. 2, fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, såfremt planforslaget var i strid med »retningslinier for anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden«, også kaldet råstofplanlægningen. I forbindelse med kommunalreformen blev der i planlovens § 29 a indsat en bestemmelse svarende til den hidtidige § 29, stk. 2, der giver ret til indsigelse mod kommuneplaner med baggrund i den regionale udviklingsplan. Ved en fejl blev denne bestemmelse ikke også udstrakt til at dække indsigelse med baggrund i råstofplanen. Derfor foreslås § 29 a, stk. 1, ændret.


Desuden foretages der en præcisering af ordlyden af §§ 28 og 29 vedrørende indsigelser mod planforslag mv. og proceduren herfor, idet bestemmelsernes formulering har givet anledning til usikkerhed. Med forslaget foretages der ikke ændringer i gældende ret. Dog præciseres det i § 28, stk. 3, at en indsigelse skal indeholde henvisning til § 28, stk. 1, for at undgå tvivl for så vidt angår de konkrete retsvirkninger af indsigelsen.


Endelig foreslås det at ændre planlovens § 56. De gældende regler omhandler bortfald af tilladelser, dispensationer, rettigheder o. lign. i forskellige situationer. Bortfald efter § 56 kan ske i to forskellige sammenhænge: Efter stk. 1 vil en meddelt tilladelse eller dispensation bortfalde, hvis den ikke er udnyttet inden for 3 år. Det forudsættes, at tilladelsen mv. ikke har været udnyttet. I stk. 2 er det konsekvenserne af et kontinuitetsbrud, der reguleres. Her forudsættes en hidtidig rettighed, der udøves i strid med fx en lokalplan, eller som ville kræve en tilladelse eller dispensation efter planloven for at blive udøvet lovligt at have været udnyttet, men sker der en afbrydelse i udnyttelsen i mere end 3 på hinanden følgende år, vil retten til at udnytte tilladelsen mv. bortfalde.


De rettigheder, der omtales i stk. 2, og som vil ophøre, hvis de ikke udnyttes i 3 på hinanden følgende år, omfatter ikke rettigheder, der hviler på en egentlig tilladelse eller dispensation, såfremt der ikke i tilladelsen mv. er fastsat vilkår om rettighedens bortfald i udtrykkeligt nævnte situationer. Denne undtagelse om 'egentlige' tilladelser fremgår af de oprindelige forarbejder til bestemmelsen, se lovforslag nr. 166 af 18. januar 1990 om planlægning, FT 1989-90 Tillæg A sp. 4470, men den har ikke fundet udtryk i hverken lovteksten eller den praksis, der har udviklet sig.


Planlovens § 56 foreslås derfor ændret, således at stk. 1 bringes i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i naturbeskyttelsesloven og råstofloven, hvorefter en tilladelse bortfalder, hvis den ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år. Stk. 2 ændres med henblik på at skabe større administrativ klarhed over de tilladelser og dispensationer, som vil være omfattet af bestemmelsen og dermed ensartethed i den heraf følgende arealanvendelse.


2.5. Overgangsbestemmelser

Da lovforslaget indeholder flere ændringer, hvor det er af betydning for borgernes retssikkerhed at fastslå de retlige konsekvenser af dette lovforslags vedtagelse, fremsættes der forslag til bestemmelser til at normere retstilstanden for overgangen ved beslutninger om ekspropriation og vurdering af krav om overtagelse efter § 47 A.


En ekspropriationsproces er lang og involverer flere myndigheder på forskellige stadier af forløbet. Derfor er det fundet nødvendigt at forholde sig til lovforslagets virkning i relation til ekspropriationsprocessen ved lovens ikrafttræden. Virkningen kan indtræde på ét af flere tidspunkter men under hensyntagen til, at en kommunal beslutning om ekspropriation træffes som led i et planlægningsforløb, hvor mange - ofte modsatrettede - interesser er blevet vægtet og afvejet i forhold til hinanden, findes det bedst stemmende hermed at lade det være de hidtidige regler, der gælder for kommunalbestyrelsens beslutning om ekspropriation af en eller flere konkrete ejendomme. Det omfatter også en eventuel senere klagebehandling ved henholdsvis Taksationskommissionen og/eller Naturklagenævnet og de almindelige domstole.


Er der alene truffet en principbeslutning om, at kommunalbestyrelsen agter at ekspropriere til byudvikling, hvis der ikke kommer frivillig aftale i stand, vil der ikke kunne eksproprieres på dette grundlag, hvorfor sådanne projekter ikke vil kunne videreføres efter lovens ikrafttræden.


For så vidt angår overgangsbestemmelsen for vurdering af krav om kommunal overtagelse efter planlovens § 47 A, er det fundet mest hensigtsmæssigt at lade sager, der er indbragt for Naturklagenævnet på et tidspunkt, forud for lovens ikrafttræden, blive henvist til behandling ved taksationsmyndighederne, da sidstnævnte besidder den nødvendige sagkundskab. Naturklagenævnet har oplyst, at der for tiden alene er indbragt én sag vedrørende planlovens § 47 A.


3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

3.1. Økonomiske konsekvenser for staten, regionerne og kommunerne

Det vurderes, at lovforslaget ingen økonomiske konsekvenser af betydning har for staten og regionerne. For kommunerne vurderes en ophævelse af adgangen til at foretage ekspropriation til byudvikling på grundlag af en kommuneplan at kunne medføre øgede udgifter, da en del af ejendommene kan blive dyrere at erhverve på grund af den af den forudgående planlægning affødte forventning til ejendommens fremtidige anvendelse.


3.2. Administrative konsekvenser for staten, regionerne og kommunerne

Det vurderes, at lovforslaget ingen administrative konsekvenser har for staten, regionerne og kommunerne.


4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser. Forslaget skal derfor ikke forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.


5. De administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.


6. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.


7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.


8. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har været i høring hos:


Advokatrådet/Advokatsamfundet, Akademiet for de tekniske Videnskaber, Akademikernes Centralorganisation, Akademirådet, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdstilsynet, Arkitektforeningen, Arkitektskolen i Århus, Beredskabsstyrelsen, Boligselskabernes Landsforening, By og Havn, Byggesocietetet, Bygherreforeningen i Danmark, Bygningskultur Danmark, Center for ligebehandling af handicappede, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Tekniske Universitet, Danmarks Turistråd (nu Visit Denmark), Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Arkitektvirksomheder, Dansk Byggeri, Dansk Bygningsinspektørforening, Dansk Byplanlaboratorium, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Dansk Golf Union, Danske Havne, Danske Landskabsarkitekter, Danske Regioner, De Samvirkende Invalideorganisationer, Den Danske Landinspektørforening, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Det Økologiske Råd & Selskab, Direktoratet for FødevareErhverv, DONG, Ejendomsforeningen Danmark, Energinet.dk, Energistyrelsen, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Erhvervslejernes Landsorganisation og Storkøbenhavns Erhvervslejer Forening, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, FAB - Foreningen af Byplanlæggere, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerrådet, Foreningen af Bæredygtige Byer og Bygninger, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring og Pension, Friluftsrådet, Greenpeace Danmark, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen, Jydske Grundejerforeninger, Kommunernes Landsforening, Kulturarvsstyrelsen, Kunstakademiets Arkitektskole, Konkurrencestyrelsen, Københavns Universitet, Landbrugsrådet, Landsforeningen af Landsbysamfund, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Landsforeningen Ældre Sagen, LO, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Miljøstyrelsen, Naturklagenævnet, NOAH, Parcelhusejernes Landsforening, RealDania, Realkreditrådet, Reno-Sam, RUC - Roskilde, Universitetscenter, Skov- og Landskab, Statens Byggeforskningsinstitut, Teknologirådet, Vejdirektoratet, Verdensnaturfonden, Aalborg Universitet, og Aarhus Universitet.


9. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
En del af ejendommene kan blive dyrere at erhverve, når det står klart på ekspropriationstidspunktet, hvad ejendommen vil kunne anvendes til.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser


§ 1

Til nr. 1, 3 og 14


Det foreslås for at rette henvisningsfejl at ændre i planlovens § 5 a, § 11 b, stk. 1, nr. 12, og § 51, stk. 2.


Til nr. 2


Forslaget er en konsekvens af kommunesammenlægninger som følge af kommunalreformen.


Til nr. 4


En indsigelse medfører, at kommunen og den myndighed, der har gjort indsigelse, skal optage forhandling om udformningen af bestemmelsen. Resultatet af en sådan forhandling kan medføre, at parterne indgår en frivillig aftale om indholdet eller må indbringe spørgsmålet for miljøministeren. En eller flere bestemmelse(r) i en endeligt vedtaget lokalplan kan derfor være udformet efter aftale med andre myndigheder, og de involverede myndigheders accept skal indhentes, såfremt kommunen ønsker at dispensere fra den pågældende bestemmelse i lokalplanen.


På den baggrund foreslås, at dispensation fra en bestemmelse i en lokalplan, som er fastlagt på grundlag af en aftale indgået mellem en kommune og en nabokommune, i Hovedstadsområdet enhver kommune, eller mellem en kommune og en nationalparkfond, også omfattes af § 19, stk. 3.


Til nr. 5 og 8


Ændringerne er redaktionelle.


Til nr. 6 og 7


Den gældende formulering har vist sig uhensigtsmæssig i forhold til indholdet af lovens §§ 29-29 c. Det foreslås derfor at præcisere adgangen til at indbringe spørgsmålet om indsigelser fremsat efter §§ 29-29 c for miljøministeren. Undtagelsen i lovens § 29 b, stk. 3, 1. pkt., opretholdes uændret. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.


Til nr. 9


Ifølge § 28 kan et planforslag ikke vedtages, hvis en myndighed har fremsat indsigelse (veto) mod det i medfør af §§ 29, 29 a, eller 29 b. Hjemmel til indsigelser med vetovirkning er således indeholdt i sidstnævnte tre bestemmelser (og § 29 c). Det forekommer derfor ikke hensigtsmæssigt, at disse bestemmelser indeholder en henvisning til § 28, når indsigelser nedlægges efter de nævnte bestemmelser med den i § 28 nævnte retsvirkning. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.


Til nr. 10


Planlægning for råstoffer blev før kommunalreformen varetaget i regionplanerne. Efter kommunalreformen foregår denne planlægning i en særskilt plan, råstofplanen, som regionen udarbejder i medfør af råstofloven. Forslaget skal sikre regionsrådet indsigelsesret over for kommuneplanforslag, der er i strid med råstofplanen. Dette skal ses i sammenhæng med råstoflovens § 5 a, stk. 5, hvorefter kommunalbestyrelserne er bundet af råstofplanen i deres planlægning og administration, og planlovens § 11, stk. 4, nr. 6, hvorefter kommuneplanen ikke må stride mod råstofplanen. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.


Til nr. 11


Efter den gældende lovs § 36, stk. 1, nr. 7, er byggeri, der er fritaget for krav om byggetilladelse efter Bygningsreglement for småhuse, undtaget kravet om landzonetilladelse under forudsætning af, at det ikke medfører oprettelse af en ny bolig. Af bygningsreglementet for småhuse fremgik i øvrigt, at bygningerne skulle opføres i tilknytning til fritliggende eller sammenbyggede enfamiliehuse eller sommerhuse i områder, der er udlagt til sommerhusområder. Dette krav er ikke videreført i det nye Bygningsreglement.


Med ordet enfamiliehuse menes både fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse.


Det foreslås, at planlovens hidtidige mangeårige administrationspraksis præciseres ved, at de byggearbejder, der hidtil har været fritaget for krav om byggetilladelse i Bygningsreglement for småhuse, når de blev opført i tilknytning til eksisterende bebyggelse, fortsat bliver undtaget kravet om landzonetilladelse i planloven. Bygninger - omfattet af bestemmelsen - skal derfor opføres i tilknytning til og i en vis nærhed af eksisterende bebyggelse for at være undtaget kravet om landzonetilladelse.


Ved »eksisterende bebyggelse« forstås i overensstemmelse med planlovens mangeårige administrationspraksis primært det område, hvor ejendommens bebyggelse ligger samlet, eller det område hvorpå hovedparten af ejendommens bygninger ligger. Som udgangspunkt skal bygninger - ud fra landskabelige hensyn - placeres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, således at ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig helhed.


Ved opførelse af bygninger »i tilknytning til« forstås i overensstemmelse med planlovens mangeårige administrationspraksis opførelse inden for en afstand af indtil ca. 20 m fra bebyggelsen. Det er dog ikke alene afstanden, der afgør, om en bygning kan siges at ligge i tilknytning til den eksisterende bebyggelse. Det beror på en samlet vurdering af, om byggeriet naturligt opleves som havende tilknytning til den eksisterende bebyggelse, bl.a. henset til terrænforhold og landskabet i øvrigt.


De byggearbejder, det drejer sig om, er


- garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger på højst 50 m2,

- tilbygninger til garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger, når arealet efter tilbygningen højst er 50 m2,

- nedrivning af fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse samt sommerhuse i områder, der er udlagt til sommerhusområder,

- ombygning og andre forandringer i bygninger, hvis der ikke sker udvidelse af arealet eller en væsentlig anvendelsesændring,

- byggearbejder ved småbygninger på højst 10 m2,

- byggearbejder ved åbne svømmebassiner, havepejse, hegnsmure og terrasser,

- satellitantenner og CE-mærkede tagantenner, og

- byggearbejder ved campinghytter og kolonihavehuse.



I den foreslåede lovtekst dækker ordet »opførelse« over både opførelse og tilbygning.


Til nr. 12


Det foreslås at ophæve adgangen til at foretage ekspropriation til byudvikling på en baggrund af en kommuneplan. Herefter vil det alene være muligt for kommunalbestyrelsen at ekspropriere til virkeliggørelse af en detaljeret lokalplan, når det er nødvendigt. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.


Til nr. 13


I forhold til krav om kommunens overtagelse efter planlovens §§ 48 og 49, er det taksationsmyndighederne, der afgør spørgsmål om berettigelsen af krav og erstatningsfastsættelsen, jf. planlovens § 50, stk. 1. For spørgsmål om berettigelsen af krav om kommunens overtagelse efter planlovens § 47 A gælder imidlertid, at disse behandles af Naturklagenævnet. Til gengæld er det taksationsmyndighederne, der tager stilling til tvister om erstatningens størrelse ved krav om overtagelse efter § 47 A.


Det foreslås derfor at overdrage kompetencen til at træffe beslutning om berettigelsen af krav om kommunernes overtagelse efter § 47 A til taksationsmyndighederne.


Til nr. 15


Tilføjelsen i § 56, stk. 1, sker for at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med bl.a. naturbeskyttelsesloven. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.


Til nr. 16


Med den foreslåede ændring, hvorved rettigheder, der hviler på en egentlig tilladelse eller dispensation fra lovgivning eller planlægning, ikke længere er undtaget, skabes der administrativ klarhed og større ensartethed inden for lovgivningen om arealanvendelse. Som eksempel kan nævnes en dispensation, der er meddelt af en kommunen fra en lokalplan, til at anvende en ejendom på en måde, der er i strid med lokalplanen. En sådan dispensation bortfalder - efter den hidtidige og mangeårige forståelse af § 56, stk. 2, - ikke, selv om der er gået 3 år, siden den er udnyttet. Et andet eksempel er en dispensation meddelt af en kommune efter § 40, stk. 2, til at anvende et sommerhus hele året. Heller ikke en sådan dispensation bortfalder, selvom ejeren ikke har anvendt dispensationen i 3 år eller mere.


Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.


§ 2

Til stk. 1.


Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 2009.


Til stk. 2:


For den retlige virkning af ophævelse af adgangen til at foretage ekspropriation til byudvikling efter planlovens § 47 gælder, at overgangsreglen tager sigte på beslutning rettet mod en bestemt ejendom. Overgangsreglen vil derfor ikke finde anvendelse på en såkaldt principbeslutning om ekspropriation, hvor beslutningen netop ikke er rettet mod en bestemt ejendom, men mod flere ejendomme inden for et område.


Med denne overgangsregel er der også taget stilling til, at det er de hidtidige regler, som finder anvendelse, såfremt en beslutning om ekspropriation af en konkret ejendom truffet før lovens ikrafttræden indbringes for Naturklagenævnet, taksationsmyndighederne, eller domstolene.


Til stk. 3:


Med denne overgangsregel er der taget stilling til hvilken myndighed, der må anses for at være det mest hensigtsmæssige tvistløsningsorgan, nemlig taksationsmyndighederne.


Det foreslås, at taksationsmyndighederne virker som tvistløsningsorgan.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
  
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 813 af 21. juni 2007, og § 32 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:
   
§ 5 a, stk. 4. For de kystnære dele af byzonerne, der ligger ud til kysterne, eller som indgår i et samspil med kystlandskabet, gælder bestemmelserne i §§ 11 a, stk. 1, 2 og 4, og 16, stk. 4 og 5.
 
1. I § 5 a, stk. 4, ændres »11 a« til: »11 f«
   
§ 5 h. Hovedstadsområdet omfatter i denne lov kommunerne i Region Hovedstaden (bortset fra Bornholms Regionskommune) samt Bramsnæs, Greve, Gundsø, Hvalsø, Køge, Lejre, Ramsø, Roskilde, Skovbo, Solrød, Stevns og Vallø Kommuner.
 
2.§ 5 h affattes således:
»§ 5 h. Hovedstadsområdet omfatter i denne lov kommunerne i Region Hovedstaden, bortset fra Bornholms Regionskommune, samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.«
   
§ 11 b, stk. 1, nr. 12) rækkefølgen for bebyggelse og ændret anvendelse af arealer til byformål, de i nr. 4 nævnte byomdannelsesområder og sommerhusområder og
 
3. I § 11 b, stk. 1, nr. 12, ændres »nr. 4« til: »nr. 5«.
   
§ 19, stk. 3. En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutninger efter § 3 eller en aftale med en statslig eller en regional myndighed, kan kun fraviges med miljøministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke.
 
4.§ 19, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutning efter § 3 eller en aftale med en nationalparkfond eller en statslig, regional eller kommunal myndighed, kan kun fraviges med miljøministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke.«
   
§ 28, stk. 1. Et planforslag kan ikke vedtages endeligt, hvis en myndighed efter reglerne i §§ 29, 29 a, eller 29 b har modsat sig dette skriftligt over regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen af § 24, stk. 3, eller § 27, stk. 2. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.
 
5. I § 28, stk. 1, ændres »§§ 29, 29 a, eller 29 b« til: »§§ 29, 29 a, 29 b eller 29 c«.
   
§ 28, stk. 2. Uafklarede spørgsmål efter stk. 1 kan af parterne indbringes for miljøministeren, jf. dog § 29 b, stk. 3, 1. pkt.
 
6.§ 28, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Kan de involverede myndigheder ikke nå til enighed i sager, hvor der er gjort indsigelse efter § 29, stk. 3, §§ 29 a og 29 c, kan spørgsmålet indbringes for miljøministeren.
   
§ 28, stk. 3. Indsigelser efter stk. 1 skal være begrundede.
 
7.§ 28, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Indsigelser efter §§ 29, 29 a, 29 b eller 29 c skal være begrundede og indeholde en henvisning til, at indsigelsen har den i stk. 1 angivne virkning.«
   
§ 28, stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved indsigelse fra den berørte nationalpark efter reglerne i § 29 c.
 
8.§ 28, stk. 4, ophæves.
   
§ 29. Miljøministeren skal fremsætte indsigelse efter § 28 over for et forslag til regional udviklingsplan, et forslag til kommuneplan og ændringer til en kommuneplan, der ikke er i overensstemmelse med overordnede interesser. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning.
 
9. I § 29, stk. 1-3, § 29 a, stk. 1, og § 29 c udgår »efter § 28«.
Stk. 2. Miljøministeren skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner for arealer i kystnærhedszonen, hvis planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 a, stk. 1, § 5 b, § 11 f eller § 16, stk. 3. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. § 1.
  
Stk. 3. En statslig myndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som myndigheden varetager.
  
   
§ 29 a, stk. 1. Regionsrådet kan gøre indsigelse efter § 28 over for forslag til kommuneplaner og ændringer af kommuneplaner, hvis planforslaget er i strid med den regionale udviklingsplan.
  
   
§ 29 c. Den berørte nationalparkfond kan fremsætte indsigelse efter § 28 over for et planforslag, hvis forslaget har væsentlig betydning for nationalparkens udvikling.
  
   
§ 29 a, stk. 1. Regionsrådet kan gøre indsigelse efter § 28 over for forslag til kommuneplaner og ændringer af kommuneplaner, hvis planforslaget er i strid med den regionale udviklingsplan.
 
10. I § 29 a, stk. 1, indsættes efter »den regionale udviklingsplan«: »eller den regionale råstofplan, jf. § 5 a i lov om råstoffer«.
   
§ 36, stk. 1, nr. 7). Byggeri, der efter bygningsreglementet for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig.
 
11.§ 36, stk. 1, nr. 7, affattes således:
»7) Opførelse af garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende bygninger på højst 50 m2 når disse opføres i tilknytning til enfamiliehuse eller sommerhuse, og byggeriet ikke medfører oprettelse af en ny bolig.«
   
§ 47, stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt.
 
12. I § 47, stk. 1, udgår: »for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller«.
   
§ 50, stk. 1. Taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 47, overtagelse efter § 47 A og for tilbageførsel efter § 46. Disse myndigheder afgør endvidere spørgsmål om berettigelsen af krav efter §§ 48 og 49.
 
13.§ 50, stk. 1, 2. pkt., affattes således: »Disse myndigheder afgør endvidere spørgsmål om berettigelsen af krav efter §§ 47 A, 48 og 49.«
   
§ 51, stk. 2. Miljøministeren påser overholdelse af § 11 g og regler, der med hjemmel i § 11 g, stk. 4, og § 11 h er fastsat for administrationen af § 11 g, for så vidt angår anlæg, hvor kompetencen er henlagt til ministeren i regler udstedt i medfør af § 11 i, stk. 1.
 
14. I § 51, stk. 2, udgår », stk.1«.
   
§ 56, stk. 1. En tilladelse eller dispensation efter denne lov bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt.
 
15.§ 56, stk. 1, affattes således:
»En tilladelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år.«
   
§ 56, stk. 2. En hidtidig ret til at udnytte en ejendom på en måde, som er i strid med § 38 a, en lokalplan eller en efter § 68, stk. 2, opretholdt plan, eller som ville kræve tilladelse eller dispensation efter denne lov, bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.
 
16. I § 56, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder, selv om retten hviler på en tilladelse eller dispensation.«
   
  
§ 2
  
Stk. 1. Loven træder i kraft 1. august 2009.
  
Stk. 2. Har kommunalbestyrelsen truffet beslutning om ekspropriation for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. § 47, stk. 1, før denne lovs ikrafttræden, finder de regler anvendelse, der var gældende på tidspunktet for beslutningen.
  
Stk. 3. Sager, der før denne lovs ikrafttræden er indbragt for Naturklagenævnet i medfør af § 58, stk. 1, nr. 4, med henblik på at vurdere berettigelsen af et krav efter § 47 A, afgøres af taksationsmyndighederne.