Skriftlig fremsættelse (13.
november 2008)
Integrationsministeren (Birthe Rønn
Hornbech):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Skærpet meldepligt for
udlændinge på tålt ophold, styrket kontrol med
overholdelse af påbud om at tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted samt forhøjelse af strafferammen for
overtrædelse af en pålagt meldepligt eller et
påbud om at tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted)
(Lovforslag nr. L 69).
Lovforslaget, som jeg fremsætter i dag, har til
formål at gennemføre de ændringer af
udlændingeloven, der er nødvendige for inden for det
gældende kompetence- og prøvelsessystem at foretage en
øjeblikkelig opstramning af kontrolforanstaltningerne for
udlændinge på tålt ophold, samt for at
forhøje strafferammen for overtrædelse af en
pålagt meldepligt eller et påbud om at tage ophold
på et bestemt indkvarteringssted, hvis der foreligger
skærpende omstændigheder.
Regeringen finder, at der er behov for en markant opstramning
af kontrolforanstaltningerne og strafferammen, og regeringen har
indgået aftale med Dansk Folkeparti herom den 11. november
2008.
Lovforslaget indebærer i hovedtræk
følgende:
Udlændinge på tålt ophold skal
pålægges meldepligt til politiet dagligt, medmindre
særlige grunde taler derimod. Særlige grunde kan
være hensynet til overholdelse af Danmarks internationale
forpligtelser eller f.eks. sygdom hos udlændingen.
Hvis udlændingen er pålagt at tage ophold i Center
Sandholm, skal den daglige meldepligt ske personligt til politiet i
centret efter politiets nærmere bestemmelse. Hvis
udlændingen ikke er pålagt at tage ophold i Center
Sandholm, skal den daglige meldepligt ske personligt til det lokale
politi efter politiets nærmere bestemmelse.
Lovforslaget indebærer endvidere, at hvis
udlændingen er pålagt at tage ophold i Center Sandholm,
skal Udlændingeservice sikre, at det kontrolleres i
fornødent omfang, at udlændingen overholder
påbudet.
Det understreges i lovforslaget, at et påbud om at tage
ophold i Center Sandholm betyder, at udlændingen skal bo i
centret og som udgangspunkt overnatte der hver nat. En
udlænding må således alene overnatte uden for
centret, hvis der er en særlig begrundelse herfor, f.eks. at
udlændingen er blevet indlagt på hospital, eller
grundet alvorlig sygdom i udlændingens nærmeste familie
eller lignende. I den forbindelse bemærkes, at der altid skal
foretages en konkret vurdering af, om indgrebet er
proportionalt.
Overholder en udlænding ikke den pålagte
meldepligt eller påbudet om at tage ophold i Center Sandholm,
kan der indledes en straffesag mod udlændingen. Lovforslaget
forhøjer strafferammen for overtrædelse af en
pålagt meldepligt eller et påbud om at tage ophold fra
indtil 4 måneders fængsel til indtil 1 års
fængsel, hvis der foreligger skærpende
omstændigheder.
Efterkommer en udlænding en eller flere gange ikke en
pålagt meldepligt, kan der ske frihedsberøvelse af
udlændingen, såfremt det er nødvendigt for at
afgøre, om der er opstået mulighed for
udsendelse.
Regeringen har samtidig besluttet, at overvejelserne om
eventuelle yderligere kontrolforanstaltninger over for
udlændinge på tålt ophold, der må anses for
en fare for statens sikkerhed, samt en særlig proces for
afgørelse om såvel kontrolforanstaltninger som
administrativ udvisning, afventer Arbejdsgruppen vedrørende
administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for
en fare for statens sikkerhed, som er blevet pålagt at afgive
sin rapport senest den 1. februar 2009.
Lovforslaget sendes i høring samtidig med
fremsættelsen. Det har henset til tidspunktet for
indgåelsen af den bagvedliggende aftale ikke været
muligt at sende lovforslaget i høring på et tidligere
tidspunkt. Høringsfristen er fastsat således, at
høringssvar og høringsnotat er sendt til Folketinget
inden 1. behandling.