Betænkning afgivet af
Ligestillingsudvalget den 18. januar 2017
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 5.
oktober 2016 og var til 1. behandling den 11. november 2016.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Ligestillingsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (DF, V, LA, RV og KF) indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er
enige i, at voldsudsatte skal have hjælp, og deler
intentionen i forslaget. Der skal ikke være nogen tvivl om,
at i Dansk Folkeparti finder vi det fuldstændig afskyeligt,
at mennesker udsætter andre mennesker for vold.
Som led i satspuljeaftalen for 2017
etableres der derfor en national enhed om vold i nære
relationer. Enheden skal bl.a. drive den nationale hotline og
juridisk rådgivning til voldsudsatte og stå for
indsamling og formidling af viden om vold i nære relationer
til relevante aktører. Derudover skal enheden drive
efterværnsaktiviteter med psykologhjælp i form af
sociale netværk til voldsudsatte kvinder og mænd og
deres børn, netop for at styrke indsatsen. Der er i dag ca.
33.000 kvinder, der bliver udsat for vold, men også ca.
13.000 mænd, som bliver udsat for vold.
Den aftale, der er indgået,
indebærer netop en styrkelse på det område i
forhold til dem, der i dag ikke får hjælp, herunder
også den gruppe, der ikke kommer i kontakt med et
krisecenter.
Aftalepartierne blev enige om en rigtig god
model for at løse flere aspekter af problematikken med vold
i nære relationer også i forhold til ligestillingen,
ved at mændene bliver inddraget i højere grad.
Der kommer en evaluering af indsatsen, og
hvis det viser sig, at det ikke er godt nok, eller at der er andre
initiativer, som er bedre, er DF villig til at kigge på det
også, når aftalekredsen eventuelt mødes
igen.
Dette beslutningsforslag er behandlet i
Folketingssalen lige efter den indgåede aftale, som alle
partier undtagen Enhedslisten er med i.
Radikale Venstres medlem af udvalget
indstiller beslutningsforslaget til forkastelse, idet partiet
noterer, at beslutningsforslagets emne blev behandlet under
forhandlinger om satspuljen og krisecentrene. Disse forhandlinger
blev afsluttet i enighed mellem alle partierne i satspuljekredsen.
Alene af den grund kan RV ikke støtte beslutningsforslaget,
der er fremsat af medlemmer af et satspuljeparti.
Et mindretal i
udvalget (S, EL, ALT og SF) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget
udtaler, at Socialdemokratiet ønsker ordningen med gratis og
akut psykologhjælp på kvindekrisecentrene
genindført og udvidet, så ordningen også kommer
til at gælde på mandekrisecentre. Socialdemokratiet
noterede under 1. behandling i Folketingssalen, at der ikke for
nuværende kan samles et folketingsflertal til at
gennemføre dette beslutningsforslag, men noterede
også, at flere partier ytrede sympati og velvilje i forhold
til forslaget, men beklagede sig over timingen. Socialdemokratiet
fastholder, at dette er et fornuftigt og nødvendigt forslag,
som bør gennemføres - og håber, at flere
partier med tiden vil bakke op.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Karina Adsbøl (DF) fmd. Liselott Blixt (DF) Karina Due
(DF) Pernille Bendixen (DF) Merete Dea Larsen (DF) Tilde Bork (DF)
Jakob Engel-Schmidt (V) Louise Schack Elholm (V) Jane Heitmann (V)
Anni Matthiesen (V) Peter Juel Jensen (V) Hans Andersen (V) Laura
Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF)
Astrid Krag (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Julie Skovsby (S) Troels
Ravn (S) Pernille Schnoor (ALT) Rasmus Horn Langhoff (S) Yildiz
Akdogan (S) nfmd. Johanne
Schmidt-Nielsen (EL) Pernille Skipper (EL) Carolina Magdalene Maier
(ALT) Roger Matthisen (ALT) Marianne Jelved (RV) Trine Torp (SF)
Kirsten Normann Andersen (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende B 1
Bilagsnr. | Titel | 1 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 2 | 1. udkast til betænkning | 3 | 2. udkast til betænkning |
|