Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 1. december 2016
Forslag
til
Lov om ændring af folkeoplysningsloven og
ligningsloven
(Indsats mod foreninger, som modarbejder
eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder)
§ 1
I folkeoplysningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 854 af 11. juli 2011, som ændret
ved § 2 i lov nr. 444 af 23. maj 2012, § 8 i lov nr. 310
af 29. marts 2014 og § 3 i lov nr. 552 af 2. juni 2014,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 1 indsættes efter
»bygger på«: »demokrati,
grundlæggende friheds- og menneskerettigheder,«.
2.
Efter § 4 indsættes:
Ȥ 4 a. Foreninger, hvis
formål eller adfærd modarbejder eller underminerer
demokrati eller grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder, kan ikke ydes tilskud eller anvises lokaler
efter denne lov.«
3. I
§ 29 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen offentliggør de regnskaber, som
foreningen aflægger efter stk. 1.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
4. I
§ 33, stk. 3, ændres
»børn og unge.« til: »børn og unge,
jf. dog stk. 4.«
5. § 33,
stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4.
Der kan ikke ydes tilskud til aktiviteter, som har karakter af
gudsdyrkelse eller kirkelige handlinger.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at foreninger, der
modtager tilskud eller anvises lokaler efter denne lov, overholder
loven eller regler fastsat i medfør heraf.
Kommunalbestyrelsen kan forlange hel eller delvis tilbagebetaling
af udbetalt tilskud, standse udbetaling af tilskud eller
tilbageholde udbetaling af tilskud helt eller delvis og fratage
foreninger retten til at benytte allerede anviste lokaler, hvis
foreningerne ikke overholder loven eller regler fastsat i
medfør heraf, jf. dog stk. 7.«
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.
6. § 33,
stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt.,
ophæves.
7. I
§ 33 indsættes som stk. 9:
»Stk. 9.
Kommunalbestyrelsen fastsætter nærmere regler om
tilskud til virksomhed inden for lovens område og om
anvisning af lokaler og udendørsanlæg.«
8.
Efter § 35 indsættes:
Ȥ 35 a.
Kommunalbestyrelsen offentliggør en fortegnelse over
foreninger, der modtager tilskud eller anvises lokaler efter denne
lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør endvidere en fortegnelse
over foreninger, der er meddelt afslag på tilskud eller
anvisning af lokaler, jf. § 5, stk. 8, og § 32. Dette
gælder tilsvarende for foreninger, hvor kommunalbestyrelsen
har truffet foranstaltninger som nævnt i § 33, stk. 5,
2. pkt.
Stk. 3. Har
kommunalbestyrelsen truffet afgørelse under henvisning til
§ 4 a eller § 44 a, stk. 1, underretter
kommunalbestyrelsen snarest muligt told- og skatteforvaltningen
herom.«
9.
Efter kapitel 11 indsættes i afsnit
I:
»Kapitel 11 a
Kommunalt tilskud og udlån
eller udleje af lokaler til foreninger på andet grundlag
§ 44 a. Kommunalbestyrelsen
kan ikke på andet grundlag end efter denne lov yde tilskud
eller udlåne eller udleje lokaler til foreninger, hvis
formål eller adfærd modarbejder eller underminerer
demokrati eller grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder, jf. § 4 a.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at foreninger, der
modtager kommunalt tilskud eller låner eller lejer kommunale
lokaler på andet grundlag end efter denne lov, opfylder
betingelserne i stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan forlange hel eller
delvis tilbagebetaling af udbetalt tilskud, standse udbetaling af
tilskud eller tilbageholde udbetaling af tilskud helt eller delvis
og fratage retten til at benytte lånte eller lejede lokaler,
hvis foreningerne ikke opfylder betingelserne i stk. 1.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan kræve de oplysninger meddelt, som er
nødvendige for udøvelsen af tilsynet, jf. stk. 2, 1.
pkt.«
§ 2
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1162 af 1. september 2016, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 8 A, stk. 3, indsættes som
4. pkt.:
»Told-
og skatteforvaltningen kan videregive oplysninger om afslag
på en ansøgning om godkendelse efter stk. 2 eller
tilbagekaldelse af en godkendelse efter stk. 2 til andre offentlige
myndigheder, hvis oplysningerne er af betydning for myndighedens
virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal
træffe.«
2. I
§ 12, stk. 4, indsættes som
4. pkt.:
»Told-
og skatteforvaltningen kan videregive oplysninger om afslag
på en ansøgning om godkendelse efter stk. 3 eller
tilbagekaldelse af en godkendelse efter stk. 3 til andre offentlige
myndigheder, hvis oplysningerne er af betydning for myndighedens
virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal
træffe.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2017.