L 15 Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kildeskatteloven, skattekontrolloven og forskellige andre love.

(Konsekvensændringer som følge af skattekontrolloven og skatteindberetningsloven, gennemførelse af ændringsdirektiv om skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet efter hvidvaskregulering m.v.).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 30-11-2017

Afgivet: 30-11-2017

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 30. november 2017

20171_l15_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 30. november 2017

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2017 og var til 1. behandling den 10. oktober 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Sammenhæng med andre lovforslag

Lovforslaget har været sambehandlet med L 13 (Forslag til skattekontrollov) og L 14 (Forslag til skatteindberetningslov).

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og skatteministeren sendte den 30. juni 2017 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del -? bilag 239, folketingsåret 2016-17. Den 4. og 6. oktober 2017 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at det har været tiltrængt med en gennemgribende revision og modernisering af skattekontrolloven med henblik på at sikre effektive, klare og tidssvarende kontrolhjemler samt opnå en mere hensigtsmæssig struktur. Som led heri foreslås en opdeling af den gældende skattekontrollov i en skattekontrollov og en skatteindberetningslov. Det vil øge retssikkerheden, idet lovene vil blive mere overskuelige og lettere at forstå for både borgere, virksomheder og myndigheder.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 5

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 1 indsættes som nye numre:

»01. I § 1, stk. 2 og 3, indsættes efter »selvangivelsen«: »eller oplysningsskemaet«.

02. I § 1, stk. 2, indsættes efter »selvangivelse«: »eller oplysningsskema«.

03. I § 1, stk. 4, 1. pkt., ændres »selvangivelsen« til: »afgivelsen af oplysninger om skattepligtig indkomst«.«

[Godkendelse af oplysningsskemaet i 2018]

Til § 10

2) I den under nr. 5 foreslåede ændring af § 11, stk. 8, ændres »oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13« til: »oplysningsfristen«.

[Rettelse af henvisning]

Til § 26

3) Nr. 3 affattes således:

»3. I § 4, stk. 1, § 5, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 18, stk. 4, 5. pkt., der bliver 6. pkt., ændres »fristen for indgivelse af selvangivelse« til: »oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13«.«

[Konsekvensændring af ændringsforslag nr. 4]

4) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 5, stk. 1, nr. 3, litra a, § 10, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 17, stk. 3, og § 22 b, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., ændres »fristen for indgivelse af selvangivelse« til: »oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13,«.«

[Indsættelse af manglende komma]

Til § 38

5) I stk. 1 ændres »virkning for« til: »virkning fra og med«.

[Lovteknisk rettelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ifølge § 90, stk. 1, i forslag til skattekontrollov, jf. lovforslag nr. L 13, træder den nye skattekontrollov i kraft den 1. januar 2019. Det betyder ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at loven som udgangspunkt har virkning fra indkomståret 2018. Efter lovforslagets § 90, stk. 4, gælder dog for juridiske personer med bagudforskudt indkomstår, som i kalenderåret 2018 skal selvangive for indkomståret 2018, at de hidtil gældende regler om selvangivelse, administrative retsfølger og straf finder anvendelse.

Efter den gældende skattekontrollovs § 1 bestemmer skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet indholdet af selvangivelsen (stk. 2), om selvangivelsen skal underskrives eller vedgås på særlig måde (stk. 3), og udformningen og udsendelsen af blanketter til brug ved selvangivelsen (stk. 4).

Skatterådet tager forud for indkomståret stilling til udformningen af selvangivelsen m.v. for det kommende indkomstår. Kan rådet godkende selvangivelsen, indstilles det til skatteministeren, at skatteministeren også godkender selvangivelsen.

Skatterådet og skatteministeren skal i 2018 tage stilling til indholdet af oplysningsskemaet vedrørende indkomståret 2018. På dette tidspunkt er den nye skattekontrollov ikke trådt i kraft. Der er derfor behov for ved et ændringsforslag at sikre, at Skatterådet og skatteministeren kan bestemme indholdet af oplysningsskemaet m.v. for indkomståret 2018. De nye regler om oplysningsskemaet fremgår af §§ 5 og 6 i forslaget til ny skattekontrollov.

Forslaget sikrer, at skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet i løbet af 2018 kan godkende såvel selvangivelsen for selskaber med bagudforskudt indkomstår som oplysningsskemaet for indkomståret 2018.

Det foreslås i lovforslagets § 38, stk. 2, at § 5 træder i kraft den 1. januar 2018.

Til nr. 2

Der er tale om rettelse af en henvisning.

Efter § 11, stk. 8, i lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto kan SKAT se bort fra overskridelse af fristen for indgivelse af selvangivelse i de situationer, hvor der er givet henstand efter reglerne i § 11, stk. 1.

I ændringsforslaget fjernes henvisningen til skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, da den korrekte henvisning er til oplysningsfristen som nævnt i § 11, stk. 4, jf. § 11, stk. 7.

Til nr. 3 og 4

Det foreslås at dele det fremsatte lovforslags § 26, nr. 3, op i to numre, da der, for så vidt angår nogle af de paragraffer, hvor der skal ske ændring, skal stå »jf. § 13«, mens der, for så vidt angår de resterende paragraffer, hvor der skal ske ændring, skal stå »jf. § 13,«.

Ændringsforslag nr. 3 er uden komma, og ændringsforslag nr. 4 er med komma.

Ændringsforslaget er af lovteknisk karakter og indebærer således ikke nogen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 5

Der er tale om en lovteknisk rettelse.

Efter lovforslagets § 38, stk. 1, foreslås det, at loven træder i kraft den 1. januar 2019 og har virkning for indkomståret 2018. Da loven også skal gælde for de fremtidige indkomstår efter 2018, foreslås det, at »for« ændres til »fra og med«, således at loven har virkning fra og med indkomståret 2018.

Dennis Flydtkjær (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Kim Christiansen (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Mikkel Dencker (DF) René Christensen (DF) Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Preben Bang Henriksen (V) Jacob Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Mads Fuglede (V) Joachim B. Olsen (LA) nfmd. May-Britt Kattrup (LA) Anders Johansson (KF) Per Husted (S) Malte Larsen (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Jesper Petersen (S) Mattias Tesfaye (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) fmd. Claus Larsen-Jensen (S) Rune Lund (EL) Pelle Dragsted (EL) Josephine Fock (ALT) René Gade (ALT) Andreas Steenberg (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jacob Mark (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 15

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsskema og høringssvar, fra skatteministeren
2
Supplerende høringsskema og høringssvar, fra skatteministeren
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Ændringsforslag, fra skatteministeren
6
Ændringsforslag, fra skatteministeren
7
1. udkast til betænkning
8
Ændringsforslag, fra skatteministeren
9
2. udkast til betænkning