L 198 Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsfremme.

(Etablering af en whistleblowerordning for de erhvervsrettede covid-19-kompensationsordninger, som administreres af Erhvervsstyrelsen, og indførelse af særlig tavshedspligt).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 04-06-2020

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2020

20191_l198_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2020

Forslag

til

Lov om ændring af lov om erhvervsfremme

(Etablering af en whistleblowerordning for de erhvervsrettede covid-19-kompensati?onsordninger, som administreres af Erhvervsstyrelsen, og indførelse af særlig tavshedspligt)

§ 1

I lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme foretages følgende ændring:

1. Efter § 22 indsættes:

»§ 22 a. Erhvervsstyrelsen etablerer en whistleblowerordning, som omfatter de erhvervsrettede covid-19-kompensati?onsordninger, som administreres af Erhvervsstyrelsen. Ordningen omfatter alene oplysninger af betydning for styrelsens efterprøvelse af kompensationsgrundlaget. Erhvervsstyrelsen kan afvise anmeldelser, som ikke er omfattet af ordningen, og er ikke forpligtet til at videresende disse til anden myndighed.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen må ikke, herunder til den, som anmeldelsen vedrører, videregive oplysninger om identiteten af en person eller oplysninger, som kan anvendes til at udlede identiteten af en person, når vedkommende igennem whistleblowerordningen, jf. stk. 1, har anmeldt en fysisk eller juridisk person til styrelsen for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af reglerne om kompensation til virksomheder m.v. i økonomisk krise som følge af covid-19, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan videregive alle oplysninger, som er modtaget som led i whistleblowerordningen, til anklagemyndigheden og politiet og til andre myndigheder til brug for disses opgaver relateret til hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien.

Stk. 4. Stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for andre myndigheder, der har modtaget oplysninger og dokumenter indberettet gennem whistleblowerordningen efter stk. 1.

Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan undlade at foretage partshøring af en fysisk eller en juridisk person om modtagelse af en henvendelse om vedkommende gennem whistleblowerordningen, herunder hvis hensyn til effektiv kontrol og retshåndhævelse taler imod en sådan høring.

Stk. 6. Anmeldelser i whistleblowerordningen indsendes via en digital indberetningsløsning på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 7. En virksomhed må ikke udsætte ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet virksomhedens overtrædelse eller potentielle overtrædelse af reglerne for de erhvervsrettede covid-19-kompensationsordninger, som administreres af Erhvervsstyrelsen. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Stk. 8. Ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 7, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 9. Stk. 7 og 8 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den ansatte eller den tidligere ansatte.

§ 22 b. Erhvervsstyrelsens ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, der har tilknytning til underretninger vedrørende de erhvervsrettede covid-19-kompensationsordninger, og som hidrører fra Hvidvasksekretariatet.

Stk. 2. Forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring, § 24 om begrundelsespligt og §§ 28 og 31 om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.«

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.