L 28 Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og forskellige andre love.

(Justering af definitionen af fast driftssted, fradrag for endelige underskud i udenlandske datterselskaber m.v., tydeliggørelse af muligheden for skønsmæssige ansættelser ved transfer pricing-forhøjelser og ændring af opbevaringsperiode for grundlaget for indberetning af finansielle konti m.v.).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 07-10-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 30-10-2020
Betænkning afgivet 26-11-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 01-12-2020
3. behandlet, vedtaget 03-12-2020
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Med lovforslaget foreslås det at implementere OECD’s anbefalinger om fast driftssted, således de danske regler bringes i overensstemmelse med de seneste internationale standarder. Justeringen indebærer bl.a., at virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter ikke kunstigt skal kunne organisere sig således, at de undgår etablering af et fast driftssted og dermed beskatning i de lande, de opererer i.

Med det formål at bringe dansk lovgivning i overensstemmelse med EU-retten foreslås det endvidere, at danske selskaber får adgang til at foretage fradrag for endelige underskud i udenlandske datterselskaber, faste driftssteder og vedrørende fast ejendom.

Endelig foreslås det, at Skatteforvaltningen sikres adgang til at skønne ved transfer pricing-forhøjelser, når dokumentation ikke foreligger, og at transfer pricing-dokumentation skal indgives senest 60 dage efter fristen for indgivelse af oplysningsskemaet.

Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 48 (folketingsåret 2019-20).
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 91 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT, Susanne Zimmer (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 5 (NB og LA), hverken for eller imod stemte 0.