Ministeren bedes oplyse, hvad der har motiveret følgende ændring i L 205 angående EU-direktivets artikel 17 om ophavsret af 17. april 2019, siden kulturministeriets sendte lovudkastet i høring til lovforslag 205 om ophavsret, og forslaget blev fremsat 26. marts:
Lovudkastets § 52 c (dengang § 52 e), stk. 2, 2. pkt. lød: En udbyder af en onlineindholdsdelingstjeneste skal indhente tilladelse til brug af rettigheder i henhold til 1. pkt., medmindre rettighedshaverne ikke ønsker at give en sådan tilladelse. I L 205 § 52 c, stk. 2. 2. pkt.er det ændret til: En udbyder af en onlineindholdsdelingstjeneste skal søge at opnå tilladelse fra rettighedshaverne til brug af rettigheder i henhold til 1. pkt., medmindre rettighedshaverne ikke ønsker at give en sådan tilladelse. Hvis der ikke er givet tilladelse, finder stk. 4 anvendelse. Ministeren skriver tillige i bemærkningerne, a "Tjenesteudbyderne er ikke forpligtede til at indhente en tilladelse, men er i modsat fald ansvarlige for brug af værkerne, jf. også den foreslåede § 52 c, stk. 4.”
Med denne ændring vælger ministeren at afvige fra den direktivnære implementering, der var lagt op til. I direktivets art. 17, stk. 1, 2. afsnit hedder det netop som i lovudkastet: ”En udbyder af onlineindholdsdelingstjenester skal derfor indhente tilladelse fra de i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2001/29/EF omhandlede rettighedshavere, f.eks. ved at indgå en licensaftale, med henblik på at overføre værker eller andre frembringelser til almenheden eller stille dem til rådighed for almenheden.”. Det bemærkes, at netop denne del af artiklen er forfattet efter ønske fra den danske regering og danske europa-parlamentarikere. Herudover bemærkes, at kulturministerens pressemeddelelse fra 25. marts 2021 lyder som følger: ”Lovforslaget betyder også, at tech-giganter med onlinedelingsplatforme, fx YouTube, får ansvaret for indholdet på platformen og skal indgå aftaler med rettighedshaverne, hvis de vil vise videoer eller musik.
Dato: 22-04-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
ophavsret