L 58 Forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om kreditaftaler, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber og forskellige andre love.

(Indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger, udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 20-04-2023

Afgivet: 20-04-2023

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 20. april 2023

20222_l58_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 20. april 2023

1. Ændringsforslag

Erhvervsministeren har stillet 13 ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M, LA, KF, RV, DF og ALT) vil stemme for det stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget.

Et flertal i udvalget (S, V, M, RV og DF) indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de til de under A og B nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (LA og KF) indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de til det under A nævnte lovforslag stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de til det under B nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (SF) vil redegøre for sin stilling til de under A og B nævnte lovforslag ved 3. behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslagene redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (DD) vil redegøre for sin stilling til de under A og B nævnte lovforslag ved 3. behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslagene redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (EL) vil redegøre for sin stilling til de under A og B nævnte lovforslag ved 3. behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslagene redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Et femte mindretal i udvalget (ALT) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de til det under A nævnte lovforslag stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til det under B nævnte lovforslag ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de til det under B nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.

Et sjette mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin stilling til de under A og B nævnte lovforslag ved 3. behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslagene redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, M, LA, KF, RV, DF og ALT):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om kreditaftaler (Indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger)« omfattende §§ 1, 2, 12 og 13.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.)« omfattende titelnoten og §§ 3-11, § 12, stk. 1-5, og § 13.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Til § 1

2) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 1, stk. 3, nr. 1, og i det under nr. 2 foreslåede § 1, stk. 3, nr. 2, ændres »Aftaler« til: »aftaler«, og ».« ændres til: »,«.

[Lovteknisk ændring]

3) I de under nr. 2 foreslåede § 1, stk. 3, nr. 2 og 3, ændres »dato, senest« til: »dato senest«, »Kreditaftaler« ændres til: »kreditaftaler«, og »ligningsloven.« ændres til: »ligningsloven,«.

[Lovteknisk og grammatisk ændring]

Til § 2

4) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 3, stk. 1, nr. 2, ændres »dato, senest« til: »dato senest«.

[Grammatisk ændring]

Til § 12

5) Paragraffen affattes således:

Ȥ 12

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse for kreditaftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden. For sådanne kreditaftaler finder hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3. Virksomheder, som forud for lovens ikrafttræden ydede rente- og omkostningsfrie kreditter uden en tilladelse efter lov om forbrugslånsvirksomheder, og som efter lovens ikrafttræden ikke må fortsætte den påbegyndte virksomhed uden en tilladelse, kan fortsætte den påbegyndte virksomhed, hvis virksomheden inden den 1. januar 2024 indgiver en ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet. Virksomheder omfattet af 1. pkt. kan fortsætte den påbegyndte virksomhed, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse i sagen.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Til § 13

6) Paragraffen affattes således:

Ȥ 13

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Til titlen

7) Fodnoten affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2118 af 24. november 2021 om ændring af direktiv 2009/103/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, EU-Tidende 2021, nr. L 430, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2034/EU af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 314, side 64, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2021/338/EU af 16. februar 2021 om ændring af direktiv 2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav, produktstyring og positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878, for så vidt angår deres anvendelse på investeringsvirksomheder med henblik på at bidrage til genopretningen efter covid-19-krisen, EU-Tidende 2021, nr. L 68, side 14, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1.«

[Præcisering af henvisninger til direktiver]

Til § 9

8) I den under nr. 1 foreslåede § 1 a ændres i stk. 3, 1. pkt., »i denne lov og i regler udstedt i medfør af loven« til: »i §§ 67, 80, 81, 94, 105, 107 og 109-112 i denne lov«.

[Korrekt henvisning til lovens bestemmelser]

9) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 10 indsættes efter nr. 17 som nyt nummer:

»18) Konsolideret niveau: På basis af den konsoliderede situation.«

Nr. 18-63 bliver herefter nr. 19-64.«

[Indsættelse af definition]

10) Efter nr. 17 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 289 ændres »41, stk. 3« til: »41, stk. 4«.«

[Konsekvensrettelse]

Til § 12

11) I stk. 2 ændres »§ 3, nr. 8« til: »§ 3, nr. 12«.

[Rettelse af henvisning]

12) I stk. 3 ændres »§§ 1 og 2, § 3, nr. 1, 3 og 5-8« til: »§ 3, nr. 1 og 3-11«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Til § 13

13) Paragraffen affattes således:

Ȥ 13

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 4, 5, 7-9 og 11 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 3-9 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at lovforslaget deles i to lovforslag.

Den ene del (A) omfatter lovforslagets bestemmelser om indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Den anden del (B) omfatter bl.a. lovforslagets bestemmelser om udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og til at omfatte motoransvarsforsikringer.

Til nr. 2

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås det at nyaffatte § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder. Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte nye numre i § 1, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder. Da det gældende § 1, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder er udformet som en sætningskæde, foreslås det at ændre »Aftaler« til: »aftaler« og ».« til: »,«, således at det nyaffattede nr. 1 og det nye nr. 2 stemmer overens med sætningskæden.

Der henvises desuden til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 3, for så vidt angår forslaget til § 1, stk. 3, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Til nr. 3

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte nye numre efter nr. 1 i § 1, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder. Da dengældende § 1, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder er udformet som en sætningskæde, foreslås det at ændre »Kreditaftaler« til: »kreditaftaler« og »ligningsloven.« til: »ligningsloven,«, således at det nye nr. 3 stemmer overens med sætningskæden.

Derudover foreslås »dato, senest« ændret til: »dato senest«. Der er tale om en grammatisk rettelse af et komma.

Der henvises desuden til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 2, for så vidt angår forslaget til § 1, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Til nr. 4

Der er tale om en grammatisk rettelse af et komma. Det foreslås, at »dato, senest« ændres til: »dato senest«.

Til nr. 5 og 6

Ændringerne er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 7

Det foreslås at nyaffatte noten til lovforslaget med henblik på at foretage en præcisering af henvisningerne til direktiverne.

Til nr. 8

Med lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås at indsætte en ny § 1 a i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Det foreslåede § 1 a, stk. 3, 1. pkt., fastslår, at kravene fastsat i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og i regler udstedt i medfør af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, finder anvendelse for fondsmæglerselskaber på individuelt og konsolideret niveau, jf. dog stk. 4.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gennemføre artikel 25, stk. 4, 3. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034/EU af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD), hvorefter det følger, at reglerne i kapitel 2, afdeling 2, i direktivet anvendes på individuelt og konsolideret niveau.

For at sikre en direktivnær implementering foreslås det at ændre § 1 a, stk. 3, 1. pkt., så der henvises direkte til de bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der gennemfører reglerne i kapitel 2, afdeling 2, i direktivet. Hensigten er, at det alene er de nationale regler, der implementerer kapitel 2, afdeling 2, i direktivet, der finder anvendelse for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne, på individuelt og konsolideret niveau.

Til nr. 9

Med lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås at indsætte en ny § 1 a i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Det foreslåede § 1 a, stk. 3, 1. pkt., fastslår, at kravene fastsat i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og i regler udstedt i medfør af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, finder anvendelse for fondsmæglerselskaber på individuelt og konsolideret niveau, jf. dog stk. 4.

Begrebet konsolideret niveau er ikke defineret i den gældende definitionsbestemmelse i § 10 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås derfor i § 10, nr. 18, at indsætte en definition af konsolideret niveau.

Den foreslåede definition »på basis af den konsoliderede situation« følger af artikel 4, stk. 1, nr. 12, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014.

Til nr. 10

Der er tale om en konsekvensrettelse. Med lovforslagets § 9, nr. 8, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Det gældende stk. 3, som er en bemyndigelsesbestemmelse, bliver stk. 4 som følge af en rykningsklausul. Det fremgår af § 289 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at regler fastsat i medfør af en række regler i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler udstedt bl.a. i medfør af § 41, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. På den baggrund foreslås det at ændre henvisningen i § 289 fra »41, stk. 3« til: »41, stk. 4«.

Til nr. 11

Lovforslagets § 12 indeholder lovforslagets ikrafttrædelsesbestemmelse. Det følger af lovforslagets § 12, stk. 2, at lovforslagets § 3, nr. 8, træder i kraft den 23. juni 2023. Det følger af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at ikrafttrædelsestidspunktet skyldes implementeringsfristen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2118 af 24. november 2021 om ændring af direktiv 2009/103/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv), for så vidt angår artikel 10 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, og artikel 25 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a. Henvisningen er imidlertid ikke korrekt, da det er lovforslagets § 3, nr. 12, der implementerer artikel 10 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, og artikel 25 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, hvilket også følger af de specielle bemærkninger til bestemmelsen. På den baggrund foreslås det at rette henvisningen, så det er den korrekte bestemmelse, der vil træde i kraft den 23. juni 2023 af hensyn til implementeringsfristen i 6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Til nr. 12

Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1.

Endvidere foretages der en ændring af henvisningen til numrene 1, 3 og 5-8 til det foreslåede § 3. Lovforslagets § 3, nr. 4 og 9-11, fremgår ikke af bestemmelsen, hvilket vil medføre, at ændringerne i § 3, nr. 4 og 9-11, efter den nuværende bestemmelse vil træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. lovforslagets § 12, stk. 1. Dette er en fravigelse af regeringens målsætning om, at erhvervsrettet lovgivning skal træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli, da ikrafttrædelsestidspunktet vil blive før den 1. juli 2023. På baggrund af regeringens målsætning om, at erhvervsrettet lovgivning skal træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli, foreslås det, at der tilføjes en henvisning til § 3, nr. 4 og 9-11, i § 12, stk. 3, så disse ændringer vil træde i kraft den 1. juli 2023.

Til nr. 13

Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 15. marts 2023 og var til 1. behandling den 23. marts 2023. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervsministeren sendte den 5. oktober 2022 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 5, folketingsåret 2022-23, 1. samling. Den 15. marts 2023 sendte erhvervsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 8 spørgsmål til erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Anne Paulin (S) Frederik Vad (S) Ida Auken (S) Malte Larsen (S) Mette Reissmann (S) Fie Hækkerup (S) Kim Aas (S) Lea Wermelin (S) Per Husted (S) Hans Andersen (V) fmd. Anni Matthiesen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Linea Søgaard-Lidell (V) Henrik Frandsen (M) Charlotte Bagge Hansen (M) Betina Kastbjerg (DD) Susie Jessen (DD) Lars-Christian Brask (LA) nfmd. Steffen W. Frølund (LA) Mona Juul (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Pernille Vermund (NB) Nick Zimmermann (DF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Carl Valentin (SF) Sigurd Agersnap (SF) Pelle Dragsted (EL) Katrine Robsøe (RV) Sascha Faxe (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Moderaterne (M)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)6
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1
Officielle noter