Betænkning afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen den 17. maj 2023
1. Ændringsforslag
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V og M) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (DD, SF, LA, KF og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (EL) vil stemme hverken for eller imod
lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det
stillede ændringsforslag.
Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Nye
Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Danmarksdemokraterne og Det Konservative
Folkeparti
Det er vigtigt for Danmarksdemokraternes og
Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget, at der er
tillid til vores efterretningstjenester og vores myndigheder i
Danmark. Samtidig er det lige så vigtigt, at
efterretningstjenesterne fra andre lande har tillid til vores
efterretningstjenester og myndigheder, når vi skal samarbejde
om vigtige dagsordener som f.eks. forebyggelse af terror. På
den baggrund mener DD og KF også, at hele FE-sagen har haft
negative konsekvenser for Danmarks omdømme. Derfor er det
vigtigt for DD og KF, at sagen undersøges, så vi
får kulegravet sagen, stillet de relevante parter til ansvar
og genskabt tilliden til efterretningstjenesterne.
DD og KF mener, at det er positivt, at
regeringen vil undersøge FE-sagen. Derfor støtter DD
og KF også lovforslaget. Men det er under al kritik, at man
gør det i et så afgrænset omfang. En
undersøgelse af FE-sagen bør ikke kun begrænses
til at dreje sig om selve hjemsendelsen af FE-medarbejderne, men
derimod udvides til at omfatte forløbet frem til
hjemsendelsen og beslutningen om at igangsætte en
overvågning af Lars Findsen
Socialistisk
Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at SF bakker forslaget om en
undersøgelse op, men mener, at det havde været bedst
at vente med en undersøgelse af FE-sagen, indtil retssagerne
mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen var overstået,
hvorefter en undersøgelse kunne skrues sammen.
SF har tillid til, at når
anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale, er det, fordi der er
en sag, den mener kan føres, men SF har samtidig også
sagt, at hvis der var flertal for en undersøgelse, ville SF
ikke stille sig i vejen - men SF ønskede, at sagen om Ahmed
Samsam også blev inkluderet. Det er desværre ikke
sket.
SF mener, at regeringens
undersøgelse har klare mangler. SF finder, at når der
laves en undersøgelse, bør der ikke være nogen
begrænsning på, hvad kommissionen skal
undersøge. Desværre lægger regeringspartierne nu
op til en spinkel undersøgelse med et alt for
begrænset kommissorium. Det sker, på trods af at et
stort flertal inden valget klart sagde, at der var brug for en
grundig undersøgelse af FE-sagen og herunder også af
Samsamsagen. Det er SF skuffet over.
Regeringens valg af kommissorium risikerer
i værste fald at føre til, at vi hverken opnår
den tiltrængte klarhed over de mange elementer i sagen eller
ro om tjenesternes vigtige arbejde. SF frygter, at når
kommissionen engang barsler, vil der reelt udestå langt flere
ubesvarede end besvarede spørgsmål.
SF beklager, at regeringen bruger sit
flertal til at hindre yderligere undersøgelse af FE-sagen og
sagen om Ahmed Samsam. Det er derfor regeringens ansvar, hvis sagen
afdækkes utilstrækkeligt.
SF anerkender, at det kan være
svært at placere en undersøgelse i regi af Folketinget
på baggrund af sagens karakter og klassificerede oplysninger.
Men for tilliden til undersøgelsen havde det været det
rigtigste, og der burde have været fundet en model for
det.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 3
Af et mindretal
(SF), tiltrådt af et mindretal
(DD, LA, KF, EL og ALT):
1) I
stk. 1 indsættes som 3. pkt.:
»Undersøgelseskommissionen kan
i øvrigt undersøge relaterede forhold efter
kommissionens skøn.«
[Undersøgelse af relaterede
forhold efter kommissionens skøn]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget foreslås
det, at det indsættes som 3. pkt. i den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 3, stk. 1, at
undersøgelseskommissionen i øvrigt kan
undersøge relaterede forhold efter kommissionens
skøn.
Den foreslåede ændring vil
medføre, at undersøgelseskommissionen i medfør
af lovforslagets § 3, stk. 2, skal udtale sig om, hvorvidt der
som følge af sådanne yderligere forhold, som
kommissionen finder bør undersøges, foreligger
grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til
ansvar.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 29. marts
2023 og var til 1. behandling den 11. april 2023. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for
Forretningsordenen.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 6. februar 2023 dette udkast til
udvalget, jf. UFO alm. del - bilag 42. Den 29. marts 2023 sendte
justitsministeren høringssvarene og et høringsnotat
til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
7 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Søren Gade (V) fmd. Leif Lahn Jensen (S) nfmd. Jeppe Søe (M) Karsten
Hønge (SF) Karina Adsbøl (DD) Annette Lind (S) Benny
Engelbrecht (S) Christian Rabjerg Madsen (S) Jens Joel (S) Lea
Wermelin (S) Mogens Jensen (S) Lars Christian Lilleholt (V) Morten
Dahlin (V) Henrik Frandsen (M) Peter Skaarup (DD) Lise Bech (DD)
Ole Birk Olesen (LA) Mai Mercado (KF) Karina Lorentzen Dehnhardt
(SF) Peder Hvelplund (EL) Sascha Faxe (ALT)
Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Nye
Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Moderaterne (M) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |