Enhedslisten finder, at spørgsmålet om etableringen af en flådeoperation i Det Røde Hav er en beslutning af ”større rækkevidde” og burde have været forelagt til forhandlingsoplæg. Enhedslisten anerkender, at beslutningen om dansk deltagelse i operationen er en udenrigspolitisk beslutning, der træffes efter rådføring med Udenrigspolitisk Nævn, men selve udformningen af operationen er en europapolitisk beslutning af større rækkevidde og bør behandles i overensstemmelse hermed. Det gælder eksempelvis udformningen af mandatet for operationen og beslutningen om, i hvilket omfang fællesudgifter til operationen bør dækkes af Den Europæiske Fredsfacilitet eller de deltagende medlemslande. Vi anerkender dog, at det i det konkrete tilfælde ikke i praksis vil være muligt at nå at forelægge sagen til forhandlingsoplæg. I forlængelse heraf bedes udenrigsministeren forholde sig til følgende spørgsmål:
- Vil udenrigsministeren fremadrettet sikre, at militære EU-operationer, som Danmark overvejer at bidrage til, forelægges til forhandlingsoplæg, idet militære operationer, der i sagens natur kan indebære brug af våben, må anses som være beslutninger af ”større rækkevidde”?
- Udenrigsministeren bedes redegøre nærmere for operationens mandat, herunder vilkår for anvendelse af våben og håndtering af eventuelle fanger.
- Udenrigsministeren bedes redegøre for, hvilke af de i anneks IV, del B og del C, til rådsbeslutning (FUSP) 2021/509 nævnte udgifter, der forventes at blive dækket af Den Europæiske Fredsfacilitet.
Dato: 06-02-2024
Status: Endeligt besvaret
Emne:
forsvarspolitik, udenrigspolitik, Europaudvalget