Fremsat den 24. oktober 2024 af social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen)
Forslag
til
Lov om ændring af
forældreansvarsloven og lov om Familieretshuset
(Styrkelse af barnets ret til begge
forældre, herunder barnets bedste ved samarbejdschikane og
forældrefremmedgørelse, samt forældreansvar for
forældre, der er dømt for gentagen vold i nære
relationer)
§ 1
I forældreansvarsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, som
ændret ved lov nr. 2215 af 29. december 2020, § 6 i lov
nr. 753 af 13. juni 2023, § 3 i lov nr. 1794 af 28. december
2023 og § 4 i lov nr. 329 af 9. april 2024, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 4 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Familieretshuset og familieretten skal ved vurderingen af barnets
bedste, jf. stk. 1, endvidere inddrage hensynet til barnets ret til
begge forældre og i den forbindelse konsekvenserne af
samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse.«
2. I
§ 4 a, stk. 1, ændres
»eller af §§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262
a« til: », § 237, § 244, stk. 2, eller
§§ 245-246 eller 262 a«.
3. I
§ 29 a, 1. pkt., ændres
»3 uger« til: »4 uger«, og »en
midlertidig« udgår.
4. I
§ 29 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Afslår Familieretshuset at fastsætte kontaktbevarende
samvær efter stk. 1, skal Familieretshuset træffe
afgørelse om midlertidigt samvær efter § 29
hurtigst muligt og senest 4 måneder efter modtagelsen af
anmodningen om fastsættelse af samvær. 1. pkt.
gælder ikke, hvis anmodningen om fastsættelse af
samvær ikke er omfattet af stk. 1, eller den forælder,
der har anmodet om fastsættelse af samvær, meddeler
Familieretshuset, at midlertidigt samvær ikke ønskes
fastsat.«
§ 2
I lov om Familieretshuset, jf.
lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, som
ændret senest ved § 6 i lov nr. 754 af 13. juni 2023,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 6, stk. 2, nr. 3, udgår
»midlertidigt«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Lovens
bestemmelser kan sættes i kraft for Grønland på
forskellige tidspunkter.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | | | | Indholdsfortegnelse | | | | | | 1. Indledning | | | 2. Lovforslagets hovedpunkter | | | 2.1. Styrkelse af barnets ret til begge
forældre | | | 2.1.1. Gældende ret | | | 2.1.1.1. Barnets bedste og betydningen
af samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse | | | 2.1.1.2. Kontaktbevarende
samvær | | | 2.1.2. Social- og Boligministeriets
overvejelser | | | 2.1.2.1. Betydningen af
samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse | | | 2.1.2.2. Kontaktbevarende
samvær | | | 2.1.3. Den foreslåede
ordning | | | 2.2. Forældreansvar og
forældre, der er dømt for gentagen vold i nære
relationer | | | 2.2.1. Gældende ret | | | 2.2.1.1. Formodningsreglen i § 4 a
i forældreansvarsloven | | | 2.2.1.2. Anvendelse af formodningsreglen
i § 4 a i forældreansvarsloven | | | 2.2.1.3. Behandlingen af sager om
forældreansvar | | | 2.2.2. Social- og Boligministeriets
overvejelser | | | 2.2.3. Den foreslåede
ordning | | | 3. Forholdet til Danmarks internationale
forpligtelser | | | 3.1. FN's konvention om barnets
rettigheder (børnekonventionen) | | | 3.2. Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) | | | 4. Konsekvenser for opfyldelsen af FN's
verdensmål | | | 5. Ligestillingsmæssige
konsekvenser | | | 6. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | | | 7. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | | | 8. Administrative konsekvenser for
borgerne | | | 9. Klimamæssige konsekvenser | | | 10. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | | | 11. Forholdet til EU-retten | | | 12. Hørte myndigheder og
organisationer m.v. | | | 13. Sammenfattende skema | | |
|
1. Indledning
Lovforslaget udmønter Aftale om et
forbedret familieretligt system, som regeringen
(Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk
Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det
Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk
Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige indgik den 30. november
2023.
Med aftalen ønsker partierne at fastholde den
familieretlige reforms fokus på barnets bedste og barnets
trivsel i brudsituationer og at fortsætte arbejdet med
forbedringer set fra barnets perspektiv. Aftalen skal således
styrke barnets ret til begge forældre og understrege
forældrenes ansvar for at skærme barnet mod deres
indbyrdes konflikter.
Det fremgår af aftalen, at det er forældrenes pligt
at sikre, at barnet ikke gøres til et våben i
relationen mellem dem. Derfor skal samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse, i forældreansvarssager i
højere grad end i dag stoppes. Det er afgørende, at
der så tidligt som muligt sættes ind over for
samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, og
med aftalen iværksættes der derfor en række
forebyggende initiativer, herunder navnlig efteruddannelse og
udarbejdelse af en faglig guideline, der skal sætte
Familieretshuset i stand til så tidligt i forløbet som
muligt at afdække problematikkerne omkring samarbejdschikane,
herunder forældrefremmedgørelse. I sammenhæng
hermed følger det af aftalen, at anvendelsen af
børnesagkyndige erklæringer i alle sager om
forældreansvar skal udbygges for at få afdækket
en forælders eller forældrenes forudsætninger for
at tage vare på barnet og samarbejde med den anden
forælder om barnet. Det skal efter aftalen også
afdækkes, om der som et supplement til de eksisterende
børnesagkyndige undersøgelser kan udvikles en mindre
omfattende undersøgelsesform, der fortsat skal leve op til
den nødvendige faglige kvalitet.
På den baggrund fremgår det af aftalen, at
samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse,
skal have en helt fremtrædende plads i
forældreansvarsloven, bl.a. ved at begrebet
forældrefremmedgørelse introduceres i loven. Videre
fremgår det af aftalen, at konsekvens af chikane skal
gøres til et af lovens helt grundlæggende principper.
Dette må dog ikke betyde, at en forælder, som har
reelle grunde til at afbryde barnets kontakt med den anden
forælder, afholder sig fra at gøre det af frygt for at
blive beskyldt for samarbejdschikane eller
forældrefremmedgørelse. Alle afgørelser efter
forældreansvarsloven skal således fortsat træffes
ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Aftalen er således udtryk for en balance mellem på
den ene side hensynet til effektivt at sikre barnets ret til begge
forældre og på den anden side at sikre, at alle
afgørelser efter forældreansvarsloven fortsat
træffes ud fra en konkret vurdering af barnets bedste
således, at reaktioner og konsekvenser i forhold til
forældrefremmedgørelse ikke anvendes uden øje
for barnets samlede situation. I de omhandlede situationer
varetages barnets bedste ved at foretage en nøje afvejning
af det meget vigtige hensyn til, at barnet fortsat har kontakt med
begge forældre, over for de øvrige hensyn, der
måtte være i forhold til det konkret barn, herunder at
beskytte barnet mod vold. Med aftalen skærpes fokus på
barnets trivsel og på det forebyggende arbejde med
forældrene, bl.a. ved at afholde børnegrupper,
børnesamtaler og overvåget samvær i barnets
nærmiljø, ved at styrke Familieretshusets
konfliktnedtrappende tilbud og ved at tilbyde en tidlig
forebyggende indsats til familier i form af parrådgivning til
forældre, der endnu ikke har truffet endelig beslutning om at
bryde med hinanden.
For at styrke forældrenes retssikkerhed følger det
af aftalen, at fristen for at træffe afgørelse om
kontaktbevarende samvær udvides fra tre uger til fire uger
for at sikre rimelige frister for partshøring. Samtidigt er
det vigtigt, at barnet ikke unødigt mister sin kontakt med
den ene forælder under behandlingen af sagen. Derfor skal
Familieretshuset i sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt der kan
fastsættes kontaktbevarende samvær, hurtigst muligt og
inden fire måneder træffe afgørelse om
midlertidigt samvær.
Med lovforslaget gennemføres de dele af aftalen, der
vedrører samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse, samt afgørelse om
kontaktbevarende samvær, idet gennemførelse af de
øvrige dele af aftalen ikke kræver lovgivning.
Endelig udmønter lovforslaget tiltaget i
regeringspublikationen Handlingsplan mod
partnervold og partnerdrab fra juni 2022 om styrkelse af
beskyttelsen af børn i forhold til forældremyndighed
og samvær gennem udvidelse af anvendelsesområdet for
formodningsreglen i § 4 a i forældreansvarsloven til
også at omfatte forældre, der er idømt ubetinget
fængselsstraf m.v. efter § 244, stk. 2, i straffeloven
for gentagne gange at have udøvet vold i nære
relationer.
Forslagene ændrer ikke forældreansvarslovens
udgangspunkt om, at der ved alle afgørelser efter loven skal
foretages en konkret vurdering af, hvad der er bedst for
barnet.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Styrkelse af barnets ret til begge
forældre
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Barnets bedste og betydningen af samarbejdschikane
og forældrefremmedgørelse
Det er det klare udgangspunkt i forældreansvarsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, at barnet
har ret til kontakt med begge sine forældre.
Det fremgår således af lovens § 19, stk. 1, at
barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret
ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som
det ikke har bopæl hos. Det fremgår endvidere af
bestemmelsens stk. 2, at forældrene har et fælles
ansvar for, at barnet har samvær med den forælder, som
det ikke har bopæl hos. Efter lovens § 21 kan der
træffes afgørelse om samvær, hvis der er
uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, og efter
lovens § 22 kan der træffes afgørelse om anden
kontakt end samvær mellem barnet og en forælder.
Forældreansvarsloven bygger således på en
generel formodning om, at det er bedst for et barn at have kontakt
med begge sine forældre. Der skal dog altid foretages en
konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan
således f.eks. træffes afgørelse om at
afslå eller ophæve samvær, herunder ved en
midlertidig afgørelse, hvis der er omstændigheder, som
gør, at det er bedst for barnet ikke at have kontakt med den
ene forælder.
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter
lovens § 4 træffes ud fra hvad, der er bedst for barnet.
Efter bestemmelsen skal Familieretshuset og familieretten have
fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre
barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling,
der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at
være vidne til vold. Det fremgår endvidere af lovens
§ 1, at i alle forhold, som er omfattet af loven, skal
hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og
beskyttelse komme i første række.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste indeholder
§ 4 a i forældreansvarsloven en klar formodning for, at
det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt
ubetinget fængselsstraf m.v. for personfarlig kriminalitet af
grovere karakter eller for terrorhandlinger m.v., ikke mod den
anden forælders ønske har forældremyndighed over
barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær
eller anden kontakt med denne forælder. Bestemmelsen
gælder dog ikke, hvis det anses for bedst for barnet at have
kontakt m.v. med den anden forælder. Om bestemmelsen henvises
til punkt 2.2.1.
Ved vurderingen af barnets bedste foretages altid en
helhedsvurdering, hvor der skal tages hensyn til alle relevante
forhold. Kriteriet "bedst for barnet" skal til enhver tid tolkes
som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn,
og vurderingen af barnets bedste skal altid foretages ud fra en
individuel vurdering af det enkelte barns forhold. Vurderingen
bygger på oplysninger om barnet, herunder oplysninger fra
eventuelle børnesagkyndige undersøgelser og
sagkyndige erklæringer, og på barnets perspektiv og
egne synspunkter, alt efter barnets alder og modenhed. Der henvises
til §§ 33 og 34 i forældreansvarsloven.
I vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages
hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven om, at
barnet har ret til to forældre, og at forældrene skal
tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels
ved at samarbejde om væsentlige beslutninger om barnet. Dette
ansvar kommer også til udtryk ved, at begge forældre
skal være med til at sikre, at samværet med den
forælder, som barnet ikke bor sammen med,
virkeliggøres, jf. lovens § 19, stk. 2. Det
indgår derfor som en vigtig del af vurderingen af barnets
bedste, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer
barnets kontakt med den anden forælder.
Forældrenes evne til at samarbejde omkring barnet er
således et vigtigt element i vurderingen af barnets bedste og
derfor et forhold, der tillægges betydelig vægt ved
afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær.
Samarbejdschikane kan udøves af begge forældre, og
et manglende samarbejde kan således bero på både
bopælsforælderens og samværsforælderens
forhold.
Samarbejdschikane fra bopælsforælderens side kan
f.eks. komme til udtryk i form af samværschikane, f.eks. ved
at bopælsforælderen uden påviselig grund
forsøger at hindre barnets kontakt med den anden
forælder eller bevidst inddrager barnet i forældrenes
konflikter. Dette kan skade barnet og kan derfor få betydning
for afgørelser om forældremyndighed eller om barnets
bopæl. Dette skyldes, at der ved afgørelser efter
forældreansvarsloven anlægges et fremtidsorienteret
perspektiv, og at det i den forbindelse må tillægges
stor betydning, hvem af forældrene der har bedst evne til at
samarbejde og dermed på længere sigt bedst kan sikre
barnets kontakt med den anden forælder.
Det samme gør sig gældende i relation til
samarbejdschikane fra samværsforælderens side. En
samværsforælders manglende samarbejde med
bopælsforælderen eller chikane af
bopælsforælderen og dennes familie kan komme til udtryk
i form af vedvarende trusler om vold m.v. Der kan også
være tale om, at samværsforælderen konstant
opsøger eller kontakter bopælsforælderen,
eventuelt på trods af et tilhold. Samarbejdschikane kan
f.eks. også komme til udtryk ved, at
samværsforælderen hindrer forældrenes samarbejde
ved vedvarende og uden rimelig grund at rette henvendelse til
Familieretshuset, kommunen eller andre myndigheder med ubegrundede
anmodninger eller anmeldelser mod den anden forælder, eller
ved gennem uberettigede tilbageholdelser af barnet efter endt
samvær medvirker til, at forældrenes samarbejde lider
skade på en sådan måde, at det går ud over
barnet.
Dette er forhold, der kan indgå i vurderingen af, hvem af
forældrene der må anses for at være bedst til at
samarbejde omkring barnet.
Familieretshuset skal i sager, hvor der foreligger
samarbejdschikane, gribe hurtigt ind over for denne chikane, da det
kan være en stor belastning for barnet, hvis den ene
forælder konstant hindrer barnets kontakt med den anden
forælder eller vanskeliggør et samarbejde om barnet.
Det er endvidere afgørende, at Familieretshuset under
behandlingen af en sag, hvor der er samarbejdschikane, har fokus
på barnet og dets trivsel. Barnet kan under sagens
forløb støttes gennem tilbuddene i Familieretshusets
Børneenhed.
Det fremgår af § 11 i forældreansvarsloven, at
hvis forældre, der har fælles forældremyndighed,
og som ikke lever sammen, ikke er enige om
forældremyndigheden, kan der træffes afgørelse
om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal
fortsætte, eller om en af dem skal have
forældremyndigheden alene. Den fælles
forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er
holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde
om barnets forhold til barnets bedste. Dette gælder dog ikke
i sager omfattet af lovens § 4 a.
Efter lovens § 14, stk. 1, kan der træffes
afgørelse om, at der skal være fælles
forældremyndighed, eller at forældremyndigheden skal
overføres fra den ene forælder til den anden, og det
fremgår af lovens § 17, stk. 1, at hvis forældre,
der har fælles forældremyndighed, ikke er enige om
barnets bopæl, kan der træffes afgørelse om, hos
hvilken forælder barnet har bopæl.
2.1.1.2. Kontaktbevarende samvær
Sager om samvær begynder i Familieretshuset, og
afgørelser om samvær, herunder midlertidige
afgørelser herom, træffes af enten Familieretshuset
eller familieretten. Der henvises til §§ 30 a og 31 i
forældreansvarsloven.
Uanset om det er Familieretshuset eller familieretten, der
træffer afgørelse om samvær, er det
Familieretshuset, der har ansvaret for at oplyse sagen, inden
Familieretshuset træffer afgørelse om samværet
eller indbringer sagen for familieretten til afgørelse, jf.
§§ 26, 27 og 32 i lov om Familieretshuset, jf.
lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019 (herefter
Familieretshusloven). Oplysningen af sagen skal tage udgangspunkt i
barnets perspektiv, og der skal tilvejebringes tilstrækkeligt
grundlag for at træffe den afgørelse, der er til
barnets bedste. Familieretshusets sagsbehandling er i øvrigt
bl.a. reguleret af forvaltningsloven, herunder lovens regler om
partshøring.
Efter § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven kan der
under behandlingen af en sag om forældremyndighed, barnets
bopæl eller samvær efter anmodning træffes
afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen
træffes af den myndighed, der behandler sagen, dvs.
Familieretshuset eller familieretten.
Efter § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 299 af 20.
marts 2019 om forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær m.v. (herefter
forældreansvarsbekendtgørelsen) skal Familieretshuset
træffe en midlertidig afgørelse om samvær efter
§ 29 i forældreansvarsloven hurtigst muligt efter, at
anmodningen herom er modtaget.
Efter § 29, stk. 2, i forældreansvarsloven
gælder en afgørelse om midlertidigt samvær efter
bestemmelsens stk. 1 under en sag om samvær, indtil der
foreligger en endelig afgørelse om samvær, der kan
fuldbyrdes, en aftale om samværet eller en afgørelse
eller aftale om anden kontakt. Efter bestemmelsens stk. 3 bliver en
afgørelse om midlertidigt samvær efter stk. 1 under en
sag om forældremyndighed eller barnets bopæl endelig,
når der foreligger en endelig afgørelse om
forældremyndigheden eller barnets bopæl, der kan
fuldbyrdes, eller en aftale om forældremyndigheden eller
barnets bopæl.
Det følger af § 29 a i forældreansvarsloven,
at hvis barnet ikke har samvær med den forælder, der
anmoder om samvær, skal Familieretshuset hurtigst muligt og
inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning om
fastsættelse af samvær træffe en midlertidig
afgørelse om kontaktbevarende samvær. Familieretshuset
skal i disse situationer enten fastsætte kontaktbevarende
samvær eller afslå at fastsætte kontaktbevarende
samvær.
§ 29 a finder anvendelse i situationer, hvor der ikke er
kontakt på ansøgningstidspunktet, og hvor samlivet
mellem forældrene enten lige er ophævet, eller der
indtil for nylig har været samvær mellem barnet og
samværsforælderen efter en aftale, som ikke kan
fuldbyrdes. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis
der gennem længere tid inden anmodningen ikke har været
samvær, eller hvis der aldrig har været
samvær.
Bestemmelsen finder ligeledes ikke anvendelse, når der er
kontakt i et eller andet omfang, og der derfor ikke er behov for
kontaktbevarende samvær. I disse situationer kan den, der
anmoder om samvær, også anmode om, at der under
behandlingen af sagen fastsættes midlertidigt samvær
efter § 29 i forældreansvarsloven i større omfang
end det eksisterende samvær.
Det fremgår af § 8, stk. 1, i
forældreansvarsbekendtgørelsen, at Familieretshuset
skal træffe en midlertidig afgørelse om
kontaktbevarende samvær efter § 29 a i
forældreansvarsloven, medmindre den, der anmoder om
samvær, meddeler Familieretshuset, at kontaktbevarende
samvær ikke ønskes fastsat, eller der er begrundet
tvivl om, at samvær er bedst for barnet.
Dette indebærer, at når der ved anmodning om
fastsættelse af samvær ikke er kontakt mellem barnet og
samværsforælderen, skal Familieretshusets
sagsbehandling tilrettelægges sådan, at
forældrene med det samme vejledes om processen for
behandlingen af sagen, herunder at der hurtigt kan fastsættes
kontaktbevarende samvær, hvis der ikke er begrundet tvivl om,
at dette er bedst for barnet. Fastsættelse af
kontaktbevarende samvær kræver således ikke en
særskilt anmodning.
Når der skal fastsættes kontaktbevarende
samvær, fastsættes det efter § 8, stk. 2 og 3, i
forældreansvarsbekendtgørelsen som et standardiseret
minimumssamvær under hensyn til barnets alder.
Med kontaktbevarende samvær sikres barnet et minimum af
kontakt med samværsforælderen, indtil der træffes
en endelig afgørelse om samvær. Hensigten med
fastsættelse af kontaktbevarende samvær er
således at sikre en hurtig genoprettelse af kontakten mellem
barnet og samværsforælderen.
Når der opstår spørgsmål om
fastsættelse af kontaktbevarende samvær, skal
Familieretshuset foretage den sagsoplysning, der vurderes at
være nødvendig for at træffe afgørelse om
kontaktbevarende samvær inden for fristen på 3 uger i
§ 29 a i forældreansvarsloven.
Familieretshuset afslår at fastsætte
kontaktbevarende samvær, hvis betingelserne herfor ikke er
opfyldt. Afslag på kontaktbevarende samvær kan efter
praksis f.eks. være begrundet i, at sagen indeholder faktorer
som vold, misbrug m.v. Sådanne faktorer kan medføre,
at der er behov for at foretage en grundigere sagsoplysning, end
der kan gennemføres inden for den lovbestemte frist.
Når der er truffet afgørelse om kontaktbevarende
samvær, skal Familieretshuset fortsætte behandlingen af
sagen med henblik på, at Familieretshuset træffer
endelig afgørelse om samvær eller indbringer
samværssagen for familieretten til afgørelse.
Under den fortsatte behandling af sagen kan en afgørelse
om kontaktbevarende samvær ændres ved en midlertidig
afgørelse efter § 29 i forældreansvarsloven.
I situationer, hvor Familieretshuset afslår at
fastsætte kontaktbevarende samvær, skal
Familieretshuset efter anmodning fra samværsforælderen
træffe afgørelse om midlertidigt samvær efter
lovens § 29.
Familieretshusets afgørelse om midlertidigt samvær
og om kontaktbevarende samvær kan indbringes for
familieretten til prøvelse efter § 39 i
Familieretshusloven. Anmodning om domstolsprøvelse har ikke
betydning for Familieretshusets fortsatte behandling og oplysning
af sagen.
En afgørelse om kontaktbevarende samvær efter
§ 29 a i forældreansvarsloven, som er truffet under en
sag om samvær, gælder efter bestemmelsens 2. pkt.,
indtil der foreligger en endelig afgørelse om samvær,
der kan fuldbyrdes, en aftale om samværet eller en
afgørelse eller aftale om anden kontakt.
2.1.2. Social- og Boligministeriets overvejelser
2.1.2.1. Betydningen af samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse
Barnets ret til begge forældre bør efter Social- og
Boligministeriets opfattelse styrkes, ligesom det er vigtigt at
understrege forældrenes ansvar for at skærme barnet mod
deres indbyrdes konflikter og behovet for at kunne beskytte barnet
mod den anden forælder i de tilfælde, hvor det
måtte være nødvendigt.
Barnets ret til to forældre er et hovedprincip i
forældreansvarsloven. Dette hovedprincip bør
lovfæstes således, at det tydeligt fremgår af
loven, at barnets ret til begge forældre skal indgå i
vurderingen af, hvad der er bedst for barnet.
Der er situationer, hvor forældre ikke kan samarbejde om
deres barn, heller ikke om at sikre barnets kontakt med begge
forældre. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at den ene
forælder chikanerer samarbejdet med den anden forælder,
eller at en forælder bevidst manipulerer barnet i forhold til
anden forælder med det sigte, at den anden forælder
mister kontakt med barnet. Sådan samarbejdschikane og
forældrefremmedgørelse kan være skadeligt for
barnet, dels fordi det kan være en stor belastning for barnet
at blive inddraget i forældrenes konflikt, dels fordi barnets
kontakt med den ene forælder kan blive svækket eller
afbrudt. Dette gælder særligt i de få sager, hvor
chikanen betyder, at den ene forælder fremstår som
fremmed for barnet, og den chikanerende forælder uden rimelig
grund afbryder kontakten mellem barnet og den anden
forælder.
Efter ministeriets opfattelse bør det derfor tydeligt
fremgå af forældreansvarsloven, at Familieretshuset og
familieretten ved vurderingen af barnets bedste skal inddrage
hensynet til barnets ret til begge forældre og i den
forbindelse konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse.
På den måde vil der efter ministeriets opfattelse
ikke være tvivl om, at samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse vil kunne få konsekvenser
for den forælder, som udøver samarbejdschikane,
herunder forældrefremmedgørelse, eksempelvis ved at
forældremyndigheden tillægges den anden forælder
alene, at barnets bopæl flyttes til den anden forælder,
eller at samværet begrænses eller ophæves.
Det bør dog være en forudsætning for at drage
sådanne konsekvenser af samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse, at afgørelsen konkret
vurderes at være bedst for barnet. Barnets bedste er
forældreansvarslovens bærende princip, og
afgørelser efter loven vil fortsat altid skulle
træffes ud fra dette princip, også selvom en
forælder udøver samarbejdschikane eller
forældrefremmedgørelse. Barnets perspektiv og egne
synspunkter vil fortsat skulle indgå i vurderingen af barnets
bedste, alt efter barnets alder og modenhed.
Familieretshuset og familieretten vil endvidere fortsat skulle
have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at
sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden
behandling, der udsætter barnet for skade eller fare,
herunder at være vidne til vold.
Endelig bør styrkelsen af barnets bedste i relation til
samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse,
ikke betyde, at en forælder, som har reelle grunde til at
afbryde barnets kontakt med den anden forælder, afholder sig
fra at gøre det af frygt for at blive beskyldt for
samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse.
2.1.2.2. Kontaktbevarende samvær
Afgørelser efter forældreansvarsloven kan
være indgribende for både barnet og forældrene.
Det er derfor til stadighed vigtigt at have opmærksomhed
på forældrenes retssikkerhed og muligheder for at
styrke deres retssikkerhed. Forældrenes ret til
partshøring er helt central i forhold til deres
retssikkerhed, og dette gælder også deres adgang til at
lade sig repræsentere og rådgive af andre. Det er
således vigtigt, at tilrettelæggelse af
sagsbehandlingen skaber reel mulighed for at udnytte disse
partsrettigheder, hvilket den nuværende
tilrettelæggelse af forløbet i sager om
kontaktbevarende samvær ikke fuldt ud
understøtter.
Partshøringerne, som i sager om kontaktbevarende
samvær på grund af disse sagers hastende karakter har
meget korte svarfrister, bør ikke placeres henover weekender
og helligdage, hvor det kan være vanskeligt for
forældre at benytte sig af professionel rådgivning,
f.eks. fra en advokat. Derfor bør den lovbestemte frist for
at træffe afgørelse om kontaktbevarende samvær
forlænges sådan, at forældrene sikres en reel
mulighed for at søge rådgivning, hvis de ønsker
det. Social- og Boligministeriet finder på den baggrund, at
fristen for at træffe afgørelse om kontaktbevarende
samvær bør udvides fra 3 uger til 4 uger.
Når Familieretshuset modtager en anmodning om
fastsættelse af samvær, hvor der ikke er samvær
mellem barnet og samværsforælderen, skal
Familieretshuset af egen drift træffe afgørelse om
kontaktbevarende samvær, medmindre
samværsforælderen ikke ønsker et sådant
samvær fastsat. Afslår Familieretshuset at
fastsætte kontaktbevarende samvær, skal
Familieretshuset tage stilling til, om der er grundlag for at
fastsætte midlertidigt samvær efter § 29 i
forældreansvarsloven, hvis samværsforælderen
anmoder herom.
I sager, hvor Familieretshuset har afslået at
fastsætte kontaktbevarende samvær, har Familieretshuset
ikke pligt til af egen drift at træffe afgørelse om,
hvorvidt der kan fastsættes midlertidigt samvær. Og der
gælder ikke en lovbestemt frist for, hvornår der skal
træffes afgørelse om midlertidigt samvær. Med
henblik på at sikre, at der i disse situationer hurtigst
muligt træffes afgørelse om midlertidigt samvær,
bør Familieretshuset uden anmodning fra
samværsforælderen skulle træffe afgørelse
om, hvorvidt der kan fastsættes midlertidigt samvær, og
der bør indføres en lovbestemt frist, hvorefter
Familieretshuset skal træffe afgørelse om midlertidigt
samvær hurtigst muligt og senest 4 måneder efter
modtagelsen af anmodningen om fastsættelse af
samvær.
Formålet hermed er at sikre, at barnets forbindelse med
samværsforælderen hurtigst muligt kan bevares eller
genetableres under behandlingen af sagen.
En sådan ordning bør dog ikke medføre
fravigelse af kravet i forældreansvarsloven om, at alle
afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der
er bedst for barnet.
2.1.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 4 i
forældreansvarsloven som stk. 2 indsættes en
bestemmelse, hvorefter Familieretshuset og familieretten ved
vurderingen af barnets bedste skal inddrage hensynet til barnets
ret til begge forældre og i den forbindelse konsekvenserne af
samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse.
Dette forslag vil betyde, at Familieretshuset og familieretten
ved vurderingen af barnets bedste vil skulle inddrage hensynet til
barnets ret til begge forældre og i den forbindelse
konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse. Forslaget vil således
tydeliggøre, at samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse er centrale elementer ved
vurderingen af barnets bedste, og at udøvelse af
samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse,
vil kunne få konsekvenser for den pågældende
forælder.
Det foreslås endvidere, at fristen i § 29 a i
forældreansvarsloven for, hvornår Familieretshuset skal
træffe afgørelse om kontaktbevarende samvær,
forlænges fra 3 uger til 4 uger.
Dette forslag vil betyde, at Familieretshuset vil få
længere tid til behandlingen af sager om kontaktbevarende
samvær således, at der vil kunne sikres rimelige
frister for besvarelse af partshøringer og bedre muligheder
for at lade sig repræsentere og rådgive af andre i
relation til spørgsmålet om kontaktbevarende
samvær.
Endvidere foreslås det, at der i § 29 a i
forældreansvarsloven som stk. 2 indsættes en
bestemmelse, hvoraf det følger, at når
Familieretshuset afslår at fastsætte kontaktbevarende
samvær, skal Familieretshuset træffe afgørelse
om midlertidigt samvær efter § 29 i
forældreansvarsloven hurtigst muligt og senest 4
måneder efter modtagelsen af anmodningen om
fastsættelse af samvær.
Dette forslag vil betyde, at Familieretshuset i disse sager vil
skulle træffe afgørelse om midlertidigt samvær
hurtigst muligt og senest 4 måneder efter modtagelsen af
anmodningen om fastsættelse af samvær. Herved vil det
blive sikret, at der inden for en lovbestemt frist vil skulle tages
stilling til, om det er bedst for barnet, at barnets forbindelse
med samværsforælderen bevares eller genetableres under
den videre behandling af samværssagen.
Det vil fortsat være en betingelse for at fastsætte
midlertidigt samvær, at samværet i den konkrete
situation er bedst for barnet.
Uanset fristerne vil afgørelser om kontaktbevarende
samvær og midlertidigt samvær fortsat altid skulle
træffes hurtigst muligt.
For en nærmere beskrivelse af de tre forslag henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1, 3 og 4, og bemærkningerne
hertil.
2.2. Forældreansvar og forældre der er
dømt for gentagen vold i nære relationer
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Formodningsreglen i § 4 a i
forældreansvarsloven
Forældreansvarsloven vedrører navnlig
spørgsmål om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær og anden kontakt. Dette betegnes under
ét som sager om forældreansvar.
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter
lovens § 4 træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Der henvises til beskrivelsen af barnets bedste og barnets ret til
to forældre i punkt 2.1.1.1.
En forældremyndighedsindehaver skal drage omsorg for
barnet og kan træffe afgørelse om barnets personlige
forhold ud fra barnets interesser og behov. Har forældrene
fælles forældremyndighed, kræver væsentlige
beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem
forældrene. Den af forældrene, som barnet har
bopæl hos, kan dog uanset fælles
forældremyndighed selvstændigt træffe
afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv,
herunder hvor i landet bopælen skal være. Der henvises
til §§ 2 og 3 i forældreansvarsloven.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste følger
det af lovens § 4 a, stk. 1, at er en part idømt
ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringelse
efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 i
straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 434 af 25. april
2024, eller til forvaring efter straffelovens § 70 for
overtrædelse af straffelovens §§ 101 a eller
114-114 j, § 136, stk. 2, § 136, stk. 3, for så
vidt angår billigelse af handlinger omfattet af straffelovens
§§ 114-114 j, § 210, kapitel 24 bortset fra §
228 eller af §§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262 a, kan der
ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes
afgørelse om følgende:
1) At parten har forældremyndigheden eller del i
forældremyndigheden over barnet efter § 11, § 13,
stk. 2, § 14, § 15, stk. 2 eller 3, eller §§ 15
a eller 26-28.
2) At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1,
eller § 26.
3) At barnet har samvær eller anden kontakt med parten
efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.
§ 4 a blev indsat i forældreansvarsloven ved lov nr.
202 af 5. marts 2019 om ændring af forældreansvarsloven
(Forældremyndighed, barnets bopæl og samvær for
forældre, der er dømt for visse former for
kriminalitet af grovere karakter), og bestemmelsen blev
ændret ved lov nr. 2215 af 29. december 2020 om ændring
af forældreansvarsloven (Forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær for forældre, der er dømt
for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser). Om
bestemmelsen henvises til Folketingstidende 2018-19, tillæg
A, L 137 som fremsat, og Folketingstidende 2020-21, tillæg A,
L 15 som fremsat.
§ 4 a i forældreansvarsloven finder tilsvarende
anvendelse, hvis en forælder ved en straffedom afsagt af
domstolene i Grønland eller på Færøerne
eller ved en udenlandsk straffedom er idømt ubetinget
fængsel eller en retsfølge svarende til anbringelse
eller forvaring efter § 68, 2. pkt., § 69 eller § 70
i straffeloven for handlinger med tilsvarende gerningsindhold som i
de straffelovsbestemmelser, der er nævnt i § 4 a. Der
tages dog ikke hensyn til en udenlandsk straffedom, hvis
anerkendelse af dommen vil være åbenbart uforenelig med
grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), f.eks.
fordi den dømte ikke har haft mulighed for at forsvare sig i
sagen.
§ 4 a omfatter også dom for forsøg, jf. §
21 i straffeloven, eller medvirken, jf. § 23 i straffeloven,
til overtrædelser af de omhandlede
straffelovsovertrædelser.
Hvis en forælder ved samme dom er idømt en samlet
straf i form af ubetinget fængsel, anbringelse eller
forvaring for flere lovovertrædelser, vil det bero på
en konkret vurdering, om straffen er omfattet af § 4 a i
forældreansvarsloven. Det vil i den forbindelse være
afgørende, hvilken straf den pågældende ville
være blevet idømt, hvis de af § 4 a i
forældreansvarsloven omfattede straffelovsovertrædelser
var blevet pådømt særskilt.
Idømmelse af straf, anbringelse eller forvaring for
kriminalitet, navnlig personfarlig kriminalitet, der ikke er
omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, indgår i
vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter § 4 i
forældreansvarsloven. Dette gælder også, hvis en
forælder ikke er idømt ubetinget fængselsstraf
m.v., men eksempelvis betinget frihedsstraf eller bøde, for
kriminalitet omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven,
eller hvis en forælder i udlandet har begået
handlinger, der er omfattet af § 4 a i
forældreansvarsloven, men som ikke er strafbare der.
Sådanne straffelovsovertrædelser og handlinger vil
imidlertid indgå i vurderingen af, hvad der er bedst for
barnet, men kun hvis der er tale om handlinger, der skaber tvivl
om, hvorvidt den pågældende er egnet til at drage
omsorg for et barn. Det er navnlig tilfældet ved handlinger,
der direkte eller indirekte er rettet mod at skade andre
mennesker.
Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at
sikre, at der i forældreansvarssager ikke opstår tvivl
om, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og
beskyttelse altid sættes over andre hensyn, herunder over
hensynet til en forælder, der er dømt for at have
begået de nævnte straffelovsovertrædelser.
2.2.1.2. Anvendelse af formodningsreglen i § 4 a i
forældreansvarsloven
§ 4 a i forældreansvarsloven indeholder en klar
formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder,
der er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. for
personfarlig kriminalitet af grovere karakter m.v., ikke mod den
anden forælders ønske har forældremyndighed over
barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær
eller anden kontakt med denne forælder.
Efter bestemmelsen finder denne formodningsregel ikke
anvendelse, hvis det er bedst for barnet, at den dømte
forælder har forældremyndighed over barnet, eller at
barnet har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt
med denne forælder. Der er tale om en snæver
undtagelse, der alene finder anvendelse, når det på
grundlag af en dybdegående og tværfaglig
undersøgelse efter en konkret vurdering findes at være
det bedste for det enkelte barn.
I vurderingen af, hvad der er til barnets bedste i sager
omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, skal
først og fremmest indgå barnets relation til den
pågældende forælder og barnets interesse i at
have kontakt med denne. Hensynet til den dømte
forælder kan aldrig føre til, at der træffes en
afgørelse, som ikke vurderes at være til barnets
bedste.
I vurderingen af barnets bedste skal endvidere indgå den
nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne
omkring den samt den tid, der er forløbet, siden
forbrydelsen blev begået. Det forhold, at der foreligger
særlige omstændigheder, såsom at forælderen
var meget ung, da forbrydelsen blev begået, eller at der er
gået lang tid siden forælderens løsladelse fra
strafafsoning m.v., kan ikke i sig selv føre til, at
undtagelsen finder anvendelse. Sådanne forhold kan dog
være relevante for den samlede vurdering af barnets bedste,
herunder bl.a. vurderingen af forælderens aktuelle evne til
at drage omsorg for barnet.
Det skal indgå med vægt i vurderingen af, om
samvær m.v. ikke vil være til barnets bedste, hvis
forældrenes samlivsophævelse og/eller den aktuelle
forældreansvarssag helt eller delvist blev udløst af
den ene forælders kriminalitet. Ligeledes skal det
indgå i vurderingen, hvis forældrene har opretholdt
samlivet eller kontakten med barnet i en længere periode,
hvor den anden forælder har været vidende om
kriminaliteten, og det ikke har givet anledning til bekymring for
den dømte forælders omsorgsevne. Der skal dog i denne
sammenhæng være fokus på forældrenes
relation til hinanden, herunder om den ene forælder har
været tilbageholdende med at opløse samlivsforholdet
og/eller rejse en forældreansvarssag, f.eks. på grund
af frygt for den dømte forælder.
I vurderingen af barnets bedste skal også inddrages de
forhold, der er lagt vægt på i straffedommen.
Særligt grovheden af forbrydelsen og betydningen heraf for
strafudmålingen, herunder om retten har fundet, at der
forelå formildende eller skærpende
omstændigheder, vil have betydning for vurderingen af barnets
bedste. Det skal samtidigt undersøges, om dommen indeholder
oplysninger i relation til forældreansvarslovens fokus
på forældrenes pligt til at skærme barnet mod
vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller
fare, herunder om den pågældende forælders
deltagelse i de kriminelle aktiviteter har kunnet udsætte
barnet for skade eller fare.
Vurderingen af barnets bedste, barnets trivsel og beskyttelsen
af barnet skal i sager omfattet af § 4 a i
forældreansvarsloven være baseret på en
dybdegående og tværfaglig undersøgelse. Der
bør således altid foretages en børnesagkyndig
undersøgelse og som klart udgangspunkt ligeledes en
belysning af forælderens personlige egenskaber og evne til at
drage omsorg for barnet. Det vil i de fleste sager endvidere
være relevant at indhente oplysninger efter bestemmelserne
herom i kapitel 10 i Familieretshusloven, fra den kommune, der er
forpligtet til at yde støtte til barnet efter barnets lov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 890 af 19. juli 2024.
Der skal som led i oplysningen af sagen som udgangspunkt
også afholdes en børnesamtale. Barnets egne
synspunkter skal tillægges vægt alt efter barnets alder
og modenhed. Det skal dog understreges, at barnets synspunkter ikke
kan stå alene, da der kan være situationer, hvor barnet
ikke kan overskue konsekvenserne af sine udtalelser. Der henvises
til §§ 5 og 34 i forældreansvarsloven.
Endelig tages der ved afgørelsen også hensyn til,
hvilke forhold efter forældreansvarsloven den enkelte sag
drejer sig om. Der kan således efter en konkret vurdering
være situationer, hvor der ikke er noget til hinder for at
bestemme, at et barn har samvær med en forælder, der er
dømt for overtrædelse af straffelovsbestemmelser, der
er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, men at den
pågældende forælder ikke bør have del i
forældremyndigheden over barnet. Det er dog en
forudsætning herfor, at denne løsning i den konkrete
situation anses for bedst for barnet.
Undtagelsesbestemmelsen er også relevant, hvis begge
forældre er dømt for kriminalitet omfattet af § 4
a i forældreansvarsloven.
Ved afgørelserne om undtagelse fra formodningsreglen i
§ 4 a i forældreansvarsloven skal det sikres, at
Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og respekt for
retten til familieliv efter FN's konvention om barnets rettigheder
(herefter børnekonventionen) og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK) overholdes. Om disse
forpligtelser henvises til punkt 3.
2.2.1.3. Behandlingen af sager om
forældreansvar
I det følgende gennemgås de afgørelser efter
forældreansvarsloven, hvor lovens § 4 a finder
anvendelse.
Det drejer sig for det første om afgørelse om
forældremyndighed, der træffes efter kapitel 2 i
forældreansvarsloven.
Det fremgår af lovens § 11, at hvis forældre
med fælles forældremyndighed ikke er enige om
forældremyndigheden, kan der træffes afgørelse
om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal
fortsætte, eller om en af dem skal have
forældremyndigheden alene. Den fælles
forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er
holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde
om barnets forhold til barnets bedste. Dette gælder dog ikke
i sager omfattet af lovens § 4 a.
Efter lovens § 14, stk. 1, kan der træffes
afgørelse om, at der skal være fælles
forældremyndighed, eller at forældremyndigheden skal
overføres fra den ene forælder til den anden.
Endvidere kan der efter lovens §§ 15 og 15 a
træffes afgørelse om forældremyndighed efter
dødsfald.
Efter lovens § 13, stk. 2, kan forældremyndigheden
ved aftale godkendt af Familieretshuset eller familieretten
overføres til andre end barnets forældre.
For det andet drejer det sig om afgørelse om barnets
bopæl, der træffes efter kapitel 3 i
forældreansvarsloven. Det fremgår af lovens § 17,
stk. 1, at hvis forældre, der har fælles
forældremyndighed, ikke er enige om barnets bopæl, kan
der træffes afgørelse om, hos hvilken forælder
barnet skal have bopæl.
For det tredje drejer det sig om afgørelse om
samvær og anden kontakt, der træffes efter kapitel 4 i
forældreansvarsloven. Hvis der er uenighed om omfanget og
udøvelsen af samvær, kan der efter lovens § 21
træffes afgørelse herom, og efter lovens § 22 kan
der træffes afgørelse om anden kontakt end
samvær mellem barnet og en forælder.
Efter lovens § 20 kan der fastsættes samvær med
barnets nærmeste pårørende, som barnet er
knyttet til. Endvidere kan der efter lovens § 20 a
fastsættes samvær eller anden form for kontakt med
barnets oprindelige slægtninge, hvis barnet er adopteret.
Endelig indeholder forældreansvarsloven i kapitel 5
bestemmelser om midlertidige afgørelser om
forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden
kontakt under behandlingen af en sag efter
forældreansvarsloven. Der henvises til punkt 2.1.1.
Er indehaveren eller begge indehavere af
forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse
om barnets personlige forhold, skal der efter § 28 i
forældreansvarsloven træffes afgørelse om, hvem
forældremyndigheden skal tilkomme, så længe
forhindringen varer. Endelig kan der efter lovens § 27
træffes en midlertidig afgørelse om
forældremyndighed, hvis forældrene har fælles
forældremyndighed, og der er risiko for, at barnet
bortføres ud af landet.
De nævnte sager efter forældreansvarsloven
vedrører hovedsageligt situationer, hvor forældre er
uenige om forældremyndigheden over deres børn, om
barnets bopæl, om samvær eller om anden kontakt, og en
forælder anmoder om, at der træffes en afgørelse
herom.
Sager efter forældreansvarsloven er dog ikke altid
uenighedssager. I sager om udpegning af en
forældremyndighedsindehaver efter en forælders
død eller om udpegning af en midlertidig
forældremyndighedsindehaver efter § 28 i
forældreansvarsloven er der ofte kun én
ansøger. Denne ansøger udpeges som
forældremyndighedsindehaver, hvis det er til barnets bedste.
Tilsvarende er der ikke tale om en uenighedssag, hvis
forældrene er enige om at overføre
forældremyndighed til tredjemand, der er indforstået
med at få forældremyndigheden. En sådan aftale
godkendes, hvis den er til barnets bedste. § 4 a i
forældreansvarsloven finder også anvendelse i
sådanne sager.
Det følger af bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i
Familieretshusloven, at familieretten træffer
afgørelse i alle sager om forældremyndighed, bortset
fra sager om forældremyndighed efter en forælders
død, i alle sager om barnets bopæl samt i sager om
samvær, hvor afgørelsen har indgribende betydning for
barnet. Familieretshuset træffer afgørelse i de
øvrige samværssager. I sager om
forældremyndighed efter en forælders død
træffes afgørelsen af Familieretshuset, medmindre der
er tale om en kompleks sag omfattet af § 7 i
Familieretshusloven eller en sag, der indeholder komplicerede
faktiske eller juridiske problemstillinger. I disse situationer
skal afgørelsen træffes af familieretten.
Midlertidig afgørelse under behandlingen af en sag efter
forældreansvarsloven træffes af den myndighed, der
behandler sagen, dvs. af enten Familieretshuset eller
familieretten. Midlertidige afgørelser om
forældremyndighed efter § 28 i
forældreansvarsloven træffes dog alene af
Familieretshuset, og midlertidige afgørelser om
forældremyndighed efter lovens § 27 træffes af
social- og boligministeren.
Familieretshusets afgørelser efter
forældreansvarsloven kan efter § 39 i
Familieretshusloven indbringes for familieretten til
prøvelse.
Uanset om en afgørelse om forældreansvar
træffes af Familieretshuset eller familieretten, er det
Familieretshuset, der efter §§ 26 og 32 i
Familieretshusloven varetager oplysningen af sagen. Til brug for
sagsoplysningen har Familieretshuset efter § 4 a, stk. 2, i
forældreansvarsloven mulighed for uden samtykke fra den
pågældende forælder at indhente relevante
oplysninger om straffedomme fra Det Centrale Kriminalregister
(Kriminalregisteret), hvis der foreligger mistanke om, at en
forælder er idømt ubetinget fængselsstraf m.v.
for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1, i
forældreansvarsloven. Mistanken vil i de fleste
tilfælde basere sig på udtalelser fra den anden
forælder. Mistanken kan dog også bygge på
oplysninger, som Familieretshuset modtager fra andre myndigheder,
herunder de sociale myndigheder.
Reglerne om deling af oplysninger fra Kriminalregisteret findes
i bekendtgørelse nr. 1860 af 23. september 2021 om
behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister
(Kriminalregisteret) med senere ændringer.
Cirkulære nr. 9755 af 29. september 2021 om registrering
mv. af oplysninger i Det Centrale Kriminalregister
(Kriminalregisteret) indeholder bl.a. regler om, hvornår
oplysninger slettes fra Kriminalregisteret. Slettereglerne
indebærer, at der vil kunne være situationer, hvor en
forælder har begået kriminalitet omfattet af § 4 a
i forældreansvarsloven, men hvor oplysningerne om
kriminaliteten ikke længere fremgår af
Kriminalregisteret. I sådanne situationer vil
Familieretshuset ikke kunne oplyse den del af sagen, der
vedrører kriminalitet, ved indhentning af oplysninger fra
Kriminalregisteret. I så fald beror det på en konkret
vurdering, hvordan sagen oplyses.
2.2.2. Social- og Boligministeriets overvejelser
Regeringspublikationen Handlingsplan mod
partnervold og partnerdrab fra juni 2022 indeholder en
række tiltag, der har til formål at styrke indsatsen
mod vold i nære relationer og partnerdrab. Handlingsplanen
har bl.a. fokus på børn, der vokser op med vold i
hjemmet. I planen understreges det, at det er samfundets ansvar at
sikre børns ret til at være børn uden vold, og
at børn svigtes, når samfundet lukker øjnene
over for vold mod børn, eller lader børnene
være kastebold i det system, der er sat i verden for at
beskytte dem.
Blandt tiltagene i handlingsplanen er styrkelse af beskyttelse
af børn i forhold til forældremyndighed og
samvær gennem udvidelse af anvendelsesområdet for
§ 4 a i forældreansvarsloven til også at omfatte
forældre, der er idømt ubetinget fængselsstraf
m.v. efter § 244, stk. 2, i straffeloven.
Det fremgår af § 244, stk. 1, i straffeloven, at den,
som øver vold mod eller på anden måde angriber
en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 år. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at
begås forhold, som er nævnt i stk. 1, gentagne gange
over en periode af en person i eller nært knyttet til den
forurettedes husstand, uden at forholdet er omfattet af § 245,
kan straffen stige til fængsel indtil 6 år.
Det fremgår af bemærkningerne til § 244, stk.
2, i straffeloven, at den bl.a. finder anvendelse på vold
begået af personer i den forurettedes husstand, f.eks.
forældres vold mod deres børn eller stedbørn og
vold mellem samlevende. Endvidere finder bestemmelsen anvendelse
på vold begået af personer med en nær tilknytning
til husstanden, f.eks. tidligere ægtefæller, der stadig
jævnligt kommer i forurettedes husstand, f.eks. fordi deres
fællesbørn har bopæl der. Der henvises til
Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 223 som fremsat, side
5.
Det omhandlede tiltag skal ses i lyset af, at den generelle
bestemmelse i § 4 i forældreansvarsloven om, at
afgørelser efter loven skal være til barnets bedste,
suppleres af bestemmelsen i lovens § 4 a, hvorefter der er en
klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en
forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf
m.v. for personfarlig kriminalitet af grovere karakter, såsom
manddrab, seksualforbrydelser og grov vold, eller for
terrorhandlinger m.v., ikke har forældremyndighed over et
barn, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær
eller anden kontakt med denne forælder. Formålet med
denne bestemmelse er at sikre, at der ikke opstår tvivl om
pligten til at beskytte barnet og til at sætte barnets bedste
højest i sager efter forældreansvarsloven, når
en forælder er idømt ubetinget fængsel for
personfarlig kriminalitet af grovere karakter eller for
terrorhandlinger m.v.
På den baggrund finder Social- og Boligministeriet, at
anvendelsesområdet for formodningsreglen i § 4 a i
forældreansvarsloven bør udvides til også at
omfatte situationer, hvor en forælder er idømt
ubetinget fængselsstraf m.v. for overtrædelse af §
244, stk. 2, i straffeloven. Der bør således
være en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at
en forælder, der er idømt ubetinget
fængselsstraf m.v. efter § 244, stk. 2, i straffeloven
ikke har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har
bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne
forælder.
Begrundelsen for denne udvidelse af anvendelsesområdet for
formodningsreglen er, at der er tale om straf for handlinger, der i
lighed med de handlinger, der er omfattet af den gældende
formodningsregel, skaber tvivl om, hvorvidt den
pågældende forælder er egnet til at drage omsorg
for et barn, og dermed om det er bedst for barnet at have kontakt
med den pågældende forælder.
2.2.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at formodningsreglen i § 4 a, stk. 1, i
forældreansvarsloven udvides til også at omfatte straf
for overtrædelse af § 244, stk. 2, i straffeloven. Dette
vil betyde, at når en forælder er idømt
ubetinget fængselsstraf m.v. for overtrædelse af §
244, stk. 2, i straffeloven, vil der være en klar formodning
for, at det er bedst for barnet, at den pågældende
forælder ikke har forældremyndighed over barnet, og at
barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden
kontakt med denne forælder.
I lighed med den gældende formodningsregel vil der
også i forhold til den foreslåede udvidelse af
anvendelsesområdet for formodningsreglen helt undtagelsesvist
kunne være situationer, hvor det på grundlag af en
dybdegående og tværfaglig undersøgelse efter en
konkret vurdering findes at være det bedste for det enkelte
barn, at barnet har kontakt med en forælder, der er
dømt for overtrædelse af § 244, stk. 2, i
straffeloven.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil. Der
henvises endvidere til punkt 3 om forholdet til Danmarks
internationale forpligtelser.
3. Forholdet til Danmarks internationale
forpligtelser
3.1. FN's
konvention om barnets rettigheder
(børnekonventionen)
Børnekonventionen indeholder regulering af børns
rettigheder på alle samfundsområder. Det
grundlæggende hensyn til barnets bedste fastslås i
konventionens artikel 3, stk. 1. Det følger af denne
bestemmelse, at i alle foranstaltninger vedrørende
børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller
private institutioner for socialt velfærd, domstole,
forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets
bedste komme i første række.
Som supplement til bestemmelsen i artikel 3, stk. 1,
fremgår det af konventionens artikel 19, at deltagerstaterne
skal træffe alle passende lovgivningsmæssige,
administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler
til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk
vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig
behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt
misbrug, mens barnet er i forældrenes, værgens eller
andre personers varetægt.
Endvidere fremgår det af konventionens artikel 9, stk. 1,
at deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine
forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente
myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig
prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og
praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er
nødvendig af hensyn til barnets bedste. En sådan
beslutning kan være nødvendig i særlige
tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller
vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever
adskilt, og der skal træffes beslutning om barnets
bopæl. Videre følger det af bestemmelsens stk. 2, at i
behandlingen af enhver sag efter stk. 1 skal alle interesserede
parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og
fremføre deres synspunkter. Efter bestemmelsens stk. 3 skal
deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er adskilt fra
den ene eller begge forældre, til at opretholde
regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med
begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets
bedste. Denne ret og hensynet til barnets bedste skal ses i
sammenhæng med konventionens artikel 19. Efter denne
bestemmelse skal deltagerstaterne træffe alle passende
lovgivningsmæssige, administrative, sociale og
uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet
mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug,
vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling
eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, medens barnet er i
forældrenes, værgens eller andre personers
varetægt.
3.2. Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
Ved indførelsen af en formodningsregel i § 4 a i
forældreansvarsloven i 2019 blev det overvejet, om
formodningsreglen kunne gennemføres inden for rammerne af
EMRK artikel 8, hvorefter enhver har ret til respekt for bl.a. sit
familieliv, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 137
som fremsat, side 6-7. Det blev vurderet, at ordningen efter §
4 a udgør et indgreb i EMRK artikel 8, stk. 1, men at
indgrebet varetager et anerkendelsesværdigt hensyn efter
artikel 8, stk. 2, henset til, at indgrebet er begrundet i at
beskytte barnet mod vold og overgreb.
Det blev endvidere vurderet, at indgrebet ikke går videre
end nødvendigt, og at § 4 a derfor kunne
indføres inden for rammerne af EMRK artikel 8. Der blev i
den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at barnets
interesse i at bevare kontakten til den dømte forælder
skal indgå i vurderingen af barnets bedste.
Det er Social- og Boligministeriets vurdering, at den
foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for § 4
a, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, hvorefter formodningsreglen i
§ 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven udvides til
også at omfatte straf for overtrædelse af § 244,
stk. 2, i straffeloven, ikke ændrer den vurdering, der blev
lavet ved indførelsen af bestemmelsen i
forældreansvarslovens § 4 a. Det bemærkes i den
forbindelse, at der fortsat vil skulle foretages en konkret
vurdering i hver enkelt sag af, om det er bedst for barnet at have
kontakt med den dømte forælder.
Det er på denne baggrund ministeriets vurdering, at den
foreslåede ordning vil kunne gennemføres inden for
rammerne af EMRK artikel 8.
4. Konsekvenser for opfyldelsen af FN's
verdensmål
Danmark har tilsluttet sig FN's 17 verdensmål for
bæredygtig udvikling, herunder verdensmål 16 om fred,
retfærdighed og stærke institutioner. Efter
delmål 16.2 skal mishandling, udnyttelse og menneskehandel og
alle former for vold og tortur mod børn stoppes. Forslaget
om udvidelse af anvendelsesområdet for § 4 a i
forældreansvarsloven til også at omfatte
forældre, der er dømt for gentagen vold i nære
relationer, vil medvirke til opfyldelse af delmål 16.2, og
det vurderes derfor, at lovforslaget vil kunne have positive
konsekvenser for Danmarks opfyldelse af verdensmål 16.
5. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Uanset at skilsmissebørn i stigende omfang gennem
såkaldte deleordninger bor lige meget eller næsten lige
meget hos deres mor og far, viser statistikken, at det
hovedsageligt er barnets mor, der er barnets
bopælsforælder, hvilket indebærer, at anmodninger
om fastsættelse af samvær hovedsageligt indgives af
barnets far.
Med forslaget forbedres tilrettelæggelsen af
sagsbehandlingen i sager, hvor en samværsforælder har
fået afslag på fastsættelse af kontaktbevarende
samvær, med henblik på hurtigere at kunne
fastsætte midlertidigt samvær. Da
samværsforældre hovedsageligt er fædre, vil
forslaget bidrage til at øge ligestillingen mellem
mænd og kvinder i relation til kontakten med deres
børn.
6. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Det vurderes, at forslaget om, at der i sager, hvor
Familieretshuset har afslået at fastsætte
kontaktbevarende samvær, vil skulle træffes
afgørelse om midlertidigt samvær inden 4 måneder
fra modtagelsen af anmodningen, vil medføre merudgifter for
staten i relation til Familieretshuset på 2,4 mio. kr.
årligt fra og med 2025 (2024-pl).
Forslaget vil ikke have økonomiske konsekvenser for
kommuner og regioner.
Da lovforslaget alene vil indeholde justeringer af allerede
eksisterende ordninger, vil det ikke have
implementeringskonsekvenser af betydning for de involverede
myndigheder, og det vil heller ikke have digitaliseringsrelaterede
konsekvenser.
I relation til principperne for digitaliseringsklar lovgivning
vil lovforslaget opfylde princippet om klare og enkle regler, men
lovforslaget vil ikke opfylde princippet om automatisk
sagsbehandling. Dette skyldes, at det vil være
nødvendigt for de involverede myndigheder at behandle hver
sag individuelt, hvilket vil indebære faglige skøn,
hvorfor der ikke vil kunne sagsbehandles efter objektive kriterier.
De øvrige principper for digitaliseringsklar lovgivning er
ikke relevante for lovforslaget.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke konsekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
9. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
10. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. juni 2024
til den 22. august 2024 (37 dage) været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Amnesty International, byretterne,
Børnerådet, Børnesagens Fællesråd,
Børns Vilkår, Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk
Psykolog Foreningen, Danske Advokater, Danske Familieadvokater, Den
Danske Dommerforening, Departement for Sociale Anliggender,
Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender (Grønland),
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes
Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Familieretshuset,
Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen Far
til Støtte for Børn og Forældre, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, HOME-START, Institut for
Menneskerettigheder, Justitsministeriet (Færøerne),
Kvinderådet, Københavns Universitet (Det Juridiske
Fakultet), Landsforeningen Børn og Samvær, Lev uden
Vold, LOKK, Mandecenteret, Manderådets Udvalg for Familieret,
Mødrehjælpen, Rigsombudsmanden i Grønland,
Retspolitisk forening, Syddansk Universitet (Juridisk Institut),
Vestre Landsret, Østre Landsret, Aalborg Universitet
(Juridisk Institut) og Aarhus Universitet (Juridisk Institut).
| | | 13. Sammenfattende skema | | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Forslaget om, at afgørelser om
midlertidigt kontaktbevarende samvær skal træffes inden
4 måneder fra modtagelsen af anmodningen, vil medføre
merudgifter for staten til Familieretshuset på 2,4 mio. kr.
årligt fra og med 2025 (2024-pl). | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
|
Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. |
|
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering (der i relevant
omfang også gælder ved implementering af
ikkeerhvervsrettet EUregulering) | Ja | Nej X | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Afgørelser om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær og anden kontakt træffes efter
forældreansvarsloven. Afgørelser efter
forældreansvarsloven skal efter lovens § 4 træffes
ud fra, hvad der er bedst for barnet. Efter bestemmelsen skal
Familieretshuset og familieretten have fokus på, at
afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og
beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter
barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til
vold.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages
hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven om, at
barnet har ret til to forældre, og at forældrene skal
tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels
ved at samarbejde om væsentlige beslutninger om barnet. Dette
ansvar kommer også til udtryk ved, at begge forældre
skal være med til at sikre, at samværet med den
forælder, som barnet ikke bor sammen med,
virkeliggøres, jf. lovens § 19, stk. 2. Det
indgår derfor som en vigtig del af vurderingen af barnets
bedste, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer
barnets kontakt med den anden forælder.
Forældreansvarsloven bygger således på en
generel formodning om, at det er bedst for barnet at have kontakt
med begge sine forældre. Der skal dog altid foretages en
konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan
således f.eks. træffes afgørelse om at
afslå eller ophæve samvær, herunder ved en
midlertidig afgørelse, hvis der er omstændigheder, som
gør, at det er bedst for barnet ikke at have kontakt med den
ene forælder.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises
til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1.1.
Det foreslås, at der i §
4 i forældreansvarsloven som stk.
2 indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset
og familieretten ved vurderingen af barnets bedste, jf. stk. 1,
skal inddrage hensynet til barnets ret til begge forældre og
i den forbindelse konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse.
Forslaget vil betyde, at hensynet til barnets ret til begge
forældre og betydningen af eventuel samarbejdschikane,
herunder forældrefremmedgørelse, altid vil skulle
inddrages ved vurderingen af barnets bedste i sager efter
forældreansvarsloven.
Det bemærkes, at i aftalen om et forbedret familieretligt
system, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 1, defineres
forældrefremmedgørelse således: "En
forælders bevidste brug og manipulation af barnet i forhold
til anden forælder med det sigte, at den anden forælder
mister kontakt med barnet. Forældrene har pligt til at sikre,
at barnet ikke gøres til et våben i relationen mellem
dem og skærme barnet mod forældrenes konflikter".
Som det fremgår af definitionen, er der tale om et
faktabaseret baseret begreb, der drejer sig om, hvorvidt en
forælder bevidst og ubegrundet har søgt at
afskære barnet fra at have kontakt med den anden
forælder. Det er således ikke tale om et psykologisk
begreb.
Med forslaget vil forældrefremmedgørelse være
et selvstændigt begreb ved siden af samarbejdschikane, der
omfatter en forælders chikane af samarbejdet med den anden
forældre om barnet, og som kan udøves af både en
bopælsforælder og en samværsforælder.
Forslaget vil navnlig være møntet på sager,
hvor forældrene ikke kan samarbejde om deres barn, heller
ikke om at sikre barnets kontakt med begge forældre. Der kan
eksempelvis være tale om situationer, hvor den ene
forælder chikanerer samarbejdet med den anden forælder,
eller hvor en forælder bevidst manipulerer barnet i forhold
til den anden forælder med det sigte, at den anden
forælder mister kontakt med barnet. Sådan
samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse kan
være skadeligt for barnet, dels fordi det kan være en
stor belastning for barnet at blive inddraget i forældrenes
konflikt, herunder ved at den ene forælder aktivt bruger
barnet i en kamp mod den anden forælder, dels fordi barnets
kontakt med den ene forælder kan blive svækket eller
afbrudt. Dette gælder særligt i de få sager, hvor
samværschikane, herunder forældrefremmedgørelse,
betyder, at den ene forælder ender med at fremstå som
fremmed for barnet, og den chikanerende forælder uden rimelig
grund afbryder kontakten mellem barnet og den anden
forælder.
I sådanne situationer vil forslaget betyde, at ved
udøvelse af samarbejdschikane eller
forældrefremmedgørelse vil det altid skulle overvejes,
om chikanen eller forældrefremmedgørelsen skal have
konsekvenser, navnlig i form af, at forældremyndigheden
tillægges den anden forælder alene, eller at barnets
bopæl flyttes til den anden forælder.
En sådan afgørelse om ændring af
forældremyndighed eller barnets bopæl vil dog kun kunne
træffes, når afgørelsen konkret vurderes at
være bedst for barnet. Denne vurdering bør som i andre
sager om ændring af forældremyndighed eller barnets
bopæl bygge på grundige undersøgelser, herunder
afdækning af barnets perspektiv og egne synspunkter, alt
efter barnets alder og modenhed.
Der vil endvidere skulle lægges vægt på, om
ændring af forældremyndighed eller barnets bopæl
reelt vil sikre barnets ret til begge forældre.
Ændringen bør således kun gennemføres,
hvis den forælder, der f.eks. bliver barnets
bopælsforælder, vil kunne sikre barnets fortsatte
kontakt med den anden forælder.
Forslaget vil således ikke betyde, at den
omstændighed, at en forælder har udøvet
samarbejdschikane eller forældrefremmedgørelse,
automatisk vil medføre ændring af
forældremyndighed, barnets bopæl eller
samvær.
Forslaget vil heller ikke have betydning for sager, hvor der er
eller kan være reelle grunde til, at en forælder
afbryder barnets kontakt med den anden forælder for at
beskytte barnet. At beskytte barnet mod den anden forælder
kan være berettiget, eksempelvis hvis der er vold, herunder
psykisk vold, i relationen mellem forældrene, eller der er
vold mod barnet. Det kan også være berettiget at
afbryde barnets kontakt med den anden forælder, hvis
udøvelse af samvær betyder, at den
pågældende forælders sikkerhed bringes i fare.
Det kan også være berettiget for en forælder at
beskytte barnet mod den anden forælder, hvis der er begrundet
mistanke om, at den anden forælder ikke kan tage sig af
barnet på grund af psykisk sygdom eller misbrugsproblemer
m.v.
Derimod vil almindelig uenighed eller højt konfliktniveau
mellem forældrene ikke i sig selv kunne begrunde, at en
forælder helt holder barnet væk fra den anden
forælder. Det samme gælder ved grundlæggende
uenigheder om barnets forhold i relation til opdragelse, skolegang,
kost, helbred.
De forhold, der kan begrunde, at det er berettiget, at en
forælder beskytter barnet mod den anden forælder,
bør så vidt muligt understøttes af
politianmeldelser, skadestuerapporter, lægelige
erklæringer m.v. Den omstændighed, at disse forhold
ikke kan underbygges, f.eks. at den anden forælder frifindes
for en voldsanklage, vil imidlertid ikke nødvendigvis
betyde, at der er tale om udøvelse af samarbejdschikane
eller forældrefremmedgørelse. Dette skal ses i lyset
af, at forslaget ikke må betyde, at en forælder, som
har reelle grunde til at afbryde barnets kontakt med den anden
forælder, afholder sig fra at gøre det af frygt for at
blive beskyldt for samarbejdschikane eller
forældrefremmedgørelse.
For at undgå, at et barn på grund af
samværschikane eller forældrefremmedgørelse
mister kontakten med den ene forælder sådan, at det
bliver svært at genetablere kontakten, er det vigtigt, at
sager, hvori der indgår samarbejdschikane eller
forældrefremmedgørelse, identificeres hurtigst muligt
sådan, at der kan sættes ind over for det. For at
understøtte dette fremgår det af aftalen om et
forbedret familieretligt system, at der skal udarbejdes en faglig
guideline, der skal sætte Familieretshusets medarbejdere i
stand til at afdække problematikkerne omkring
samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, og
balancere kompleksiteten heri med afsæt i barnets perspektiv.
Guidelinen udarbejdes af børnesagkyndige psykologer.
Formålet med guidelinen er at højne fagligheden og
hurtigere kunne afdække, hvorfor et barn har modstand mod
samvær for på den måde at kunne arbejde med
familien, inden situationen bliver mere kompleks og fastlåst.
Samtidig skal det gennem efteruddannelse sikres, at
Familieretshuset har de nødvendige faglige
forudsætninger for at kunne identificere psykisk vold og
forældrefremmedgørelse samt for at støtte
forældrene i at håndtere de udfordringer, psykisk vold
medfører for familiens relationer og for barnet. Det
følger også af aftalen, at der skal ske en
forøgelse og udbygning af anvendelsen af sagkyndig
erklæring for ved mistanke om
forældrefremmedgørelse at få afdækket en
forælders eller forældrenes forudsætninger for at
tage vare på barnet, herunder i forhold til at kunne
samarbejde om barnet med den anden forælder.
I de omhandlede situationer bør det overvejes at
fastsætte midlertidigt samvær, eventuelt under
overvågning, hvis dette er til barnets bedste. På den
måde kan kontakten mellem barnet og den
pågældende forælder genoptages hurtigst muligt,
og risikoen for forældrefremmedgørelse kan
imødegås.
Samtidig styrker aftalen Familieretshusets konfliktnedtrappende
tilbud til familierne og udbygger anvendelsen af
børnesagkyndige undersøgelser gennem
Familieretshusets hjemtagelse af denne opgave i en periode.
Er der tale om samarbejdschikane udøvet af en
samværsforælder, jf. beskrivelsen i de almindelige
bemærkninger, punkt 2.1.1.1, kan konsekvensen være, at
samværet begrænses eller ophæves.
Afslutningsvist bemærkes, at den foreslåede
bestemmelse også vil finde anvendelse ved kontaktbevarende
samvær og midlertidige afgørelser om
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 2
Afgørelser om forældremyndighed, barnets
bopæl, samvær og anden kontakt træffes efter
forældreansvarsloven. Afgørelser efter loven skal
efter lovens § 4 træffes ud fra, hvad der er bedst for
barnet. Efter bestemmelsen skal Familieretshuset og familieretten
endvidere have fokus på, at afgørelser skal medvirke
til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller
anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare,
herunder at være vidne til vold. Ved vurderingen af barnets
bedste foretages altid en helhedsvurdering, hvor der skal tages
hensyn til alle relevante forhold.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste følger
det af lovens § 4 a, stk. 1, at er en part idømt
ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringelse
efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til
forvaring efter straffelovens § 70 for overtrædelse af
straffelovens §§ 101 a eller 114-114 j, § 136, stk.
2, § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af
handlinger omfattet af straffelovens §§ 114-114 j, §
210, kapitel 24 bortset fra § 228 eller af §§ 237,
245, 245 a, 246 eller 262 a, kan der ikke, medmindre det er bedst
for barnet, træffes afgørelse om følgende:
1) At parten har forældremyndigheden eller del i
forældremyndigheden over barnet efter § 11, § 13,
stk. 2, § 14, § 15, stk. 2 eller 3, eller §§ 15
a eller 26-28.
2) At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1,
eller § 26.
3) At barnet har samvær eller anden kontakt med parten
efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.
Som det fremgår af bestemmelsen, finder den ikke
anvendelse, hvis det er bedst for barnet, at den dømte
forælder har forældremyndighed over barnet, eller at
barnet har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt
med denne forælder. Der er tale om en snæver
undtagelse, der alene finder anvendelse, hvis det på grundlag
af en dybdegående og tværfaglig undersøgelse
efter en konkret vurdering findes at være det bedste for det
enkelte barn.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises
til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.1.
Det foreslås, at i § 4 a, stk.
1, i forældreansvarsloven ændres »eller af
§§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262 a« til »,
§ 237, § 244, stk. 2, eller §§ 245-246 eller
262 a«.
Forslaget vil indebære, at anvendelsesområdet for
§ 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven vil blive udvidet
til også at omfatte straf for overtrædelse af §
244, stk. 2, i straffeloven. Dette vil betyde, at der vil blive
indført en klar formodning for, at det er bedst for et barn,
at en forælder, der er idømt ubetinget
fængselsstraf eller dømt til anbringelse eller til
forvaring for overtrædelse af § 244, stk. 2, i
straffeloven, ikke har forældremyndighed over barnet, og at
barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden
kontakt med denne forælder.
Det fremgår af § 244, stk. 1, i straffeloven, at den,
som øver vold mod eller på anden måde angriber
en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 år. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at
begås forhold, som er nævnt i stk. 1, gentagne gange
over en periode af en person i eller nært knyttet til den
forurettedes husstand, uden at forholdet er omfattet af § 245,
kan straffen stige til fængsel indtil 6 år.
I lighed med den gældende formodningsregel vil der
også i forhold til den foreslåede udvidelse af
anvendelsesområdet for formodningsreglen helt undtagelsesvist
kunne være situationer, hvor det på grundlag af en
dybdegående og tværfaglig undersøgelse efter en
konkret vurdering findes at være det bedste for det enkelte
barn, at barnet har kontakt med en forælder, der er
idømt en ubetinget fængselsstraf m.v. efter §
244, stk. 2, i straffeloven. Ved denne vurdering af barnets bedste
vil der bl.a. skulle lægges vægt på barnets
hidtidige relation til den pågældende forælder,
barnets interesse i at have kontakt med denne forælder, den
nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne
ved den samt den tid, der er forløbet siden forbrydelsen.
Der vil også skulle tages hensyn til, hvilke forhold efter
forældreansvarsloven den enkelte sag drejer sig om, herunder
om der er tale om placering af forældremyndighed eller
barnets bopæl mellem forældrene, eller om der er tale
om mere indgribende indgreb så som afbrydelse af enhver
kontakt mellem barnet og den pågældende
forælder.
Samtidig vil forslaget betyde, at der ikke vil kunne
træffes afgørelse om afslag på eller
ophævelse af samvær, hvis hensynet til barnets bedste i
den konkrete situation kan varetages ved anvendelse af mindre
indgribende foranstaltninger, eksempelvis begrænsning i
omfanget af samværet eller vilkår om, at samværet
skal foregå under overvågning.
Ved afgørelser efter § 4 a i
forældreansvarsloven vil det skulle sikres, at Danmarks
forpligtelser i forhold til barnets bedste og respekt for retten
til familieliv efter børnekonventionen og EMRK overholdes,
jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af § 29 a, 1. pkt., i
forældreansvarsloven, at hvis barnet ikke har samvær
med den forælder, der anmoder om samvær, skal
Familieretshuset hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen
af en anmodning om fastsættelse af samvær træffe
en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende
samvær.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises
til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1.2.
Det foreslås, at i § 29 a, 1.
pkt., i forældreansvarsloven ændres »3
uger« til »4 uger«, og »en
midlertidig« udgår.
Den første del af forslaget vil betyde, at fristen i
§ 29 a i forældreansvarsloven for, hvornår
Familieretshuset skal træffe afgørelse om
kontaktbevarende samvær, vil blive forlænget fra 3 uger
til 4 uger.
Dette vil indebære, at Familieretshuset vil få
yderligere tid til behandlingen af sager om kontaktbevarende
samvær således, at der kan sikres rimelige frister for
partshøring m.v. under behandlingen af sagerne, hvilket
også vil sikre forældrene en mere reel mulighed for at
lade sig repræsentere og søge rådgivning, hvis
de ønsker det.
Uanset fristforlængelsen vil afgørelser om
kontaktbevarende samvær fortsat altid skulle træffes
hurtigst muligt.
Den anden del af forslaget vil betyde, at midlertidige
afgørelser om kontaktbevarende samvær fremover alene
vil skulle betegnes som afgørelser om kontaktbevarende
samvær. Begrundelsen for forslaget er sprogligt at
tydeliggøre, om der er tale om en afgørelse om
midlertidigt samvær efter lovens § 29 eller en
afgørelse om kontaktbevarende samvær efter lovens
§ 29 a. Der er således med forslaget ikke tilsigtet
indholdsmæssige ændringer af § 29 a.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 4
Efter § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven kan der
under behandlingen af en sag om forældremyndighed, barnets
bopæl eller samvær efter anmodning træffes
afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen
træffes af den myndighed, der behandler sagen, dvs. af
Familieretshuset eller familieretten.
Det fremgår af § 7, stk. 2, i
forældreansvarsbekendtgørelsen, at Familieretshuset
skal træffe en midlertidig afgørelse om samvær
eller anden kontakt efter § 29 i forældreansvarsloven
hurtigst muligt efter, at anmodningen herom er modtaget.
Efter § 29, stk. 2, i forældreansvarsloven
gælder en afgørelse om midlertidigt samvær efter
bestemmelsens stk. 1 under en sag om samvær, indtil der
foreligger en endelig afgørelse om samvær, der kan
fuldbyrdes, en aftale om samværet eller en afgørelse
eller aftale om anden kontakt. Efter bestemmelsens stk. 3 bliver en
afgørelse om midlertidigt samvær efter stk. 1 under en
sag om forældremyndighed eller barnets bopæl endelig,
når der foreligger en endelig afgørelse om
forældremyndigheden eller barnets bopæl, der kan
fuldbyrdes, eller en aftale om forældremyndigheden eller
barnets bopæl.
Det følger af lovens § 29 a, at hvis barnet ikke har
samvær med den forælder, der anmoder om samvær,
skal Familieretshuset hurtigst muligt og inden 3 uger efter
modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af samvær
træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende
samvær.
Efter § 8, stk. 1, i
forældreansvarsbekendtgørelsen, skal Familieretshuset
træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende
samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven,
medmindre den, der anmoder om samvær, meddeler
Familieretshuset, at kontaktbevarende samvær ikke
ønskes fastsat, eller der er begrundet tvivl om, at
samvær er bedst for barnet.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises
til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1.2.
Det foreslås, at der i § 29
a i forældreansvarsloven som stk.
2 indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår,
at afslår Familieretshuset at fastsætte
kontaktbevarende samvær efter stk. 1, skal Familieretshuset
træffe afgørelse om midlertidigt samvær efter
§ 29 hurtigst muligt og senest 4 måneder efter
modtagelsen af anmodningen om fastsættelse af samvær.
1. pkt. gælder ikke, hvis anmodningen om fastsættelse
af samvær ikke er omfattet af stk. 1, eller den
forælder, der har anmodet om fastsættelse af
samvær, meddeler Familieretshuset, at midlertidigt
samvær ikke ønskes fastsat.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., vil betyde,
at i sager, hvor Familieretshuset har afslået at
fastsætte kontaktbevarende samvær, vil Familieretshuset
uden anmodning fra samværsforælderen skulle
træffe afgørelse om, hvorvidt der kan fastsættes
midlertidigt samvær, og afgørelsen herom vil skulle
træffes hurtigst muligt og senest 4 måneder efter
modtagelsen af anmodningen om fastsættelse af samvær.
Dette vil dog ikke gælde, hvis samværsforælderen
meddeler Familieretshuset, at midlertidigt samvær ikke
ønskes fastsat. Der vil således blive indført
en lovbestemt frist for, hvornår Familieretshuset skal
træffe afgørelse om midlertidigt samvær i sager,
hvor Familieretshuset har afslået at fastsætte
kontaktbevarende samvær.
Afgørelse om det midlertidige samvær vil i de
omhandlede situationer skulle træffes efter § 29 i
forældreansvarsloven. Det vil således fortsat
være en betingelse for at fastsætte midlertidigt
samvær efter den foreslåede bestemmelse, at
samværet i den konkrete situation er bedst for barnet. Der
henvises til beskrivelsen af vurderingen af barnets bedste i de
almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1.1.
Den foreslåede frist vil i lighed med fristen for at
træffe afgørelse om kontaktbevarende samvær
skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset modtog
anmodningen om fastsættelse af samvær.
I lyset af den foreslåede frist vil Familieretshuset i
sager, hvor det fra starten er usikkert, om der vil kunne
fastsættes kontaktbevarende samvær, skulle
tilrettelægge sagsbehandlingen sådan, at der hurtigst
mulig efter et afslag på kontaktbevarende samvær og
inden 4 måneder fra modtagelsen af anmodningen om
fastsættelse af samvær kan træffes
afgørelse om midlertidigt samvær.
Familieretshuset vil i den forbindelse skulle foretage den
sagsoplysning, der vurderes at være nødvendig for at
træffe afgørelse om midlertidigt samvær efter
§ 29 inden for den foreslåede frist.
Indbringer Familieretshuset sagen om fastsættelse af
samvær for familieretten til afgørelse inden
udløbet af den foreslåede frist, vil Familieretshuset
senest i forbindelse med indbringelsen skulle træffe
afgørelse om midlertidigt samvær.
Som det fremgår af bestemmelsen, vil indledning af en sag
om fastsættelse af midlertidigt samvær i de omhandlede
situationer ikke kræve en særskilt anmodning fra
samværsforælderen herom, men Familieretshuset vil ikke
kunne fastsætte samværet uden en dialog med
samværsforælderen, herunder om samværets
ønskede placering.
Uanset fristen vil afgørelser om midlertidigt
samvær efter afslag på kontaktbevarende samvær
fortsat altid skulle træffes hurtigst muligt.
Familieretshusets afgørelser om midlertidigt samvær
i de omhandlede situationer vil lige som andre afgørelser om
midlertidigt samvær kunne indbringes for familieretten til
prøvelse efter § 39 i Familieretshusloven.
Endelig bemærkes, at henvisningen i den foreslåede
bestemmelse i § 29 a, stk. 2, 1. pkt., i
forældreansvarsloven til, at det midlertidige samvær
fastsættes efter lovens § 29, vil indebære, at
§ 29, stk. 2 og 3, også vil finde anvendelse for de
foreslåede afgørelser om midlertidigt samvær.
Disse bestemmelser vil således fastlægge, hvor
længe de foreslåede afgørelser om midlertidigt
samvær vil gælde, henholdsvis hvornår de vil
blive endelige.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., vil betyde,
at den foreslåede bestemmelse i § 29 a, stk. 2, 1. pkt.,
ikke vil finde anvendelse, hvis anmodningen om fastsættelse
af samvær ikke er omfattet af stk. 1, eller hvis
samværsforælderen meddeler Familieretshuset, at
midlertidigt samvær ikke ønskes fastsat.
Henvisningen i det foreslåede stk. 2, 2. pkt., til
situationer, hvor anmodningen om fastsættelse af samvær
ikke er omfattet af § 29 a, stk. 1, vil betyde, at den
foreslåede frist på 4 måneder til at træffe
afgørelse om midlertidigt samvær, når
Familieretshuset har meddelt afslag på kontaktbevarende
samvær, alene vil finde anvendelse for sager, der er omfattet
af den gældende bestemmelse i § 29 a om kontaktbevarende
samvær, dvs. sager hvor barnet ikke har samvær med den
forælder, der anmoder om fastsættelse af samvær.
Derimod vil bestemmelsen ikke finde anvendelse i situationer, hvor
samværsforælderen anmoder om, at der fastsættes
kontaktbevarende samvær, og hvor Familieretshuset
afslår anmodningen under henvisning til, at sagen falder uden
for anvendelsesområdet for kontaktbevarende samvær,
navnlig fordi der allerede er samvær mellem barnet og
samværsforælderen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.1.
Til §
2
Til nr. 1
Efter § 6, stk. 2, i Familieretshusloven afgøres en
række sager af Familieretshuset. Efter bestemmelsens nr. 3
drejer det sig bl.a. om sager om midlertidigt kontaktbevarende
samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven.
Bestemmelsen indebærer, at Familieretshuset ikke kan
indbringe en sag om midlertidigt kontaktbevarende samvær for
familieretten til afgørelse.
Det foreslås, at i § 6, stk. 2,
nr. 3, i Familieretshusloven udgår
»midlertidigt«.
Forslaget er en konsekvens af de ved lovforslagets § 1, nr.
3 og 4, foreslåede ændringer af § 29 a i
forældreansvarsloven, hvorved det bl.a. foreslås at
anvende kontaktbevarende samvær i stedet for midlertidigt
kontaktbevarende samvær.
Til §
3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar
2025.
Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse vil
indebære, at de foreslåede om ændringer af
§§ 4 og 4 a i forældreansvarsloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, også vil finde anvendelse
for sager efter forældreansvarsloven, som Familieretshuset og
familieretten har under behandling ved lovens ikrafttræden,
og som afgøres efter ikrafttrædelsestidspunktet. Disse
bestemmelser, der har til formål at styrke barnets bedste,
vil således finde anvendelse for alle afgørelser om
forældreansvar, der træffes efter
ikrafttrædelsestidspunktet.
Samtidig vil ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære,
at de foreslåede ændringer af §§ 4 og 4 a i
forældreansvarsloven også vil finde anvendelse for
handlinger, der er foretaget før
ikrafttrædelsestidspunktet, og for straffedomme, der er
afsagt før ikrafttrædelsestidspunktet.
Endvidere vil ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære,
at den ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede
forlængelse af fristen i § 29 a, stk. 1, 1. pkt., i
forældreansvarsloven for at skulle træffe
afgørelse om kontaktbevarende samvær også vil
finde anvendelse for samværssager, som Familieretshuset har
under behandlingen ved lovens ikrafttræden.
Endelig vil ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære, at
den foreslåede nye bestemmelse i § 29 a, stk. 2, i
forældreansvarsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4,
hvorefter Familieretshuset inden 4 måneder skal træffe
afgørelse om midlertidigt samvær, når
Familieretshuset afslår at fastsætte kontaktbevarende
samvær, også vil finde anvendelse for
samværssager, som Familieretshuset har under behandlingen ved
lovens ikrafttræden. Dette skal ses i sammenhæng med,
at Familieretshuset ved aftalen om et forbedret familieretligt
system, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 1, fik midler
til i 2024 inden for en ulovbestemt frist på 4 måneder
at træffe afgørelser om midlertidigt samvær i
sager, hvor Familieretshuset har afslået at fastsætte
kontaktbevarende samvær. For sager om fastsættelse af
samvær, som Familieretshuset har under behandling ved lovens
ikrafttræden, vil sagsbehandlingen således allerede
være tilrettelagt sådan, at en eventuel
afgørelse om midlertidigt samvær vil kunne
træffes inden 4 måneder.
Til §
4
Det foreslås med 1. pkt., at
loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan
sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
Det bemærkes, at loven ikke kan sættes i kraft for
Færøerne, da de færøske myndigheder har
overtaget sagsområdet person-, familie- og arveret, herunder
lovgivningen om forældreansvar.
Med 2. pkt. foreslås det, at
lovens bestemmelser kan sættes i kraft for Grønland
på forskellige tidspunkter.
Forslaget vil eksempelvis betyde, at den foreslåede nye
bestemmelse i § 4, stk. 2, i forældreansvarsloven om
samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse,
vil kunne sættes i kraft for Grønland, uden at de
andre foreslåede ændringer af
forældreansvarsloven sættes i kraft samtidigt, men at
disse ændringer vil kunne sættes i kraft på
senere tidspunkter.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I forældreansvarsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, som
ændret ved lov nr. 2215 af 29. december 2020, § 6 i lov
nr. 753 af 13. juni 2023, § 3 i lov nr. 1794 af 28. december
2023 og § 4 i lov nr. 329 af 9. april 2024, foretages
følgende ændringer: | | | | | | 1. I § 4 indsættes som stk. 2: | § 4.
Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der
er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have
fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre
barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling,
der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at
være vidne til vold. | | »Stk. 2.
Familieretshuset og familieretten skal ved vurderingen af barnets
bedste, jf. stk. 1, endvidere inddrage hensynet til barnets ret til
begge forældre og i den forbindelse konsekvenserne af
samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse.« | | | | § 4 a. Er en
part idømt ubetinget fængselsstraf eller dømt
til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller
§ 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70 for
overtrædelse af straffelovens §§ 101 a eller
114-114 j, § 136, stk. 2, § 136, stk. 3, for så
vidt angår billigelse af handlinger omfattet af straffelovens
§§ 114-114 j, § 210, kapitel 24 bortset fra §
228 eller af §§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262 a, kan der
ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes
afgørelse om følgende: | | 2. I § 4 a, stk. 1, ændres »eller
af §§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262 a« til:
», § 237, § 244, stk. 2, eller §§ 245-246
eller 262 a«. | 1) At parten har
forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden
over barnet efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, §
15, stk. 2 eller 3, eller §§ 15 a eller 26-28. | | | 2) At barnet har bopæl hos parten
efter § 17, stk. 1, eller § 26. | | | 3) At barnet har samvær eller
anden kontakt med parten efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29
a. | | | Stk. 2.
--- | | | | | | § 29 a. Har
barnet ikke samvær med den forælder, der anmoder om
samvær, skal Familieretshuset hurtigst muligt og inden 3 uger
efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af
samvær træffe en midlertidig afgørelse om
kontaktbevarende samvær. § 29, stk. 2 og 3, finder
tilsvarende anvendelse. | | 3. I § 29 a, 1. pkt., ændres »3
uger« til: »4 uger«, og »en
midlertidig« udgår. | | | 4. I § 29 a indsættes som stk. 2: | | | »Stk. 2.
Afslår Familieretshuset at fastsætte kontaktbevarende
samvær efter stk. 1, skal Familieretshuset træffe
afgørelse om midlertidigt samvær efter § 29
hurtigst muligt og senest 4 måneder efter modtagelsen af
anmodningen om fastsættelse af samvær. 1. pkt.
gælder ikke, hvis anmodningen om fastsættelse af
samvær ikke er omfattet af stk. 1, eller den forælder,
der har anmodet om fastsættelse af samvær, meddeler
Familieretshuset, at midlertidigt samvær ikke ønskes
fastsat.« | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om Familieretshuset, jf.
lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, som
ændret senest ved § 6 i lov nr. 754 af 13. juni 2023,
foretages følgende ændring: | | | | § 6. Mindre
enkle sager visiteres til behandling efter bestemmelserne i kapitel
9. Sager omfattet af denne bestemmelse betegnes i loven som §
6-sager. | | 1. I § 6, stk. 2, nr. 3, udgår
»midlertidigt«. | Stk. 2.
Følgende sager behandles altid som § 6-sager, der
afgøres af Familieretshuset efter § 26: | | | 1-2) --- | | | 3) Sager om midlertidigt
kontaktbevarende samvær efter § 29 a i
forældreansvarsloven. | | | 4-12) --- | | |
|