L 70 Forslag til lov om ændring af lov om betalingskonti, lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om Danmarks Nationalbank og forskellige andre love.

(Adgang til en basal erhvervskonto for erhvervsdrivende og foreninger, tilsyn efter forordning om europæiske grønne obligationer og åremålsansættelse for direktionen i Danmarks Nationalbank m.v.).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 12-12-2024

Afgivet: 12-12-2024

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 12. december 2024

20241_l70_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 12. december 2024

1. Ændringsforslag

Der er stillet 19 ændringsforslag til lovforslaget. Erhvervsministeren har stillet ændringsforslag nr. 1 og 7-18. Liberal Alliances medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2, 3, 5 og 6. Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4, og Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 19.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V og M) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 7-18 stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (SF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 4 og 7-19 stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (LA) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de under nr. 1-3 og 5-19 stillede ændringsforslag. Såfremt ændringsforslag nr. 2 og 3 forkastes, vil mindretallet stemme for ændringsforslag nr. 4.

Et tredje mindretal i udvalget (DD) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de under nr. 1-3 og 5-19 stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 4-18 stillede ændringsforslag.

Et femte mindretal i udvalget (DF) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Et sjette mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-3 og 7-19 stillede ændringsforslag. Såfremt ændringsforslag nr. 2 og 3 forkastes, vil mindretallet stemme for ændringsforslag nr. 4.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget opfordrer regeringen til løbende at vurdere beløbsgrænsen for indsættelse af kontanter. Endvidere opfordres regeringen til at overveje, hvorvidt foreninger og virksomheder skal have individuelle beløbsgrænser for netop indsættelse af kontanter.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlem af udvalget deler intentionen bag Liberal Alliances ændringsforslag, hvori det forslås, at der ikke burde sættes en beløbsgrænse for indbetaling af kontanter. Dansk Folkeparti er imidlertid en del af aftalekredsen bag aftalen om iværksætterpakken fra juni 2024, hvorfor vi i Dansk Folkeparti føler os forpligtet til at stemme imod ændringsforslagene.

Alternativet

Alternativets medlem af udvalget finder det vigtigt, at man ikke forhindrer foreninger og små, nystartede erhvervsvirksomheders virke på grund af unødigt bureaukrati. Alternativet anser det som en basal rettighed for foreninger og virksomheder at råde over en bankkonto, på linje med den private NemKonto, som er helt central for, at foreninger og virksomheder kan drive deres virke.

Alternativet vil derfor stemme for lovforslaget, da det er et nødvendigt og godt skridt i den rigtige retning i forhold til denne rettighedssikring. Det er imidlertid ikke uden en bekymring for, at forslaget kan komme til at undergrave dets egne intentioner i praksis.

I henhold til hvidvaskloven er det op til pengeinstitutterne at afgøre, hvilke oplysninger og hvilken dokumentation de vil kræve i forbindelse med gennemførsel af kundekendskabsprocedurerne. I denne sammenhæng er Alternativet bekymrede for, at man med lovforslagets formuleringer giver pengeinstitutterne - uden rimelig begrundelse - adgang til at placere ansøgende virksomheder i højrisikogrupper, hvor de reelt ikke hører til.

Alternativet mener, at det burde have fremgået af bestemmelsen, at bankerne er forpligtet til at risikoklassificere den enkelte ansøgende virksomhed i henhold til Finanstilsynets og statens øvrige vejledninger, så virksomheder ikke afkræves dokumentation, de enten ikke kan levere eller ikke med rimelighed bør afkræves.

Det fremgår yderligere, at Hvidvasksekretariatet skal underrettes ved mistanke om, eller hvis der er rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask. Her er der i sagens natur ikke tale om transaktioner eller forsøg på transaktioner, da den potentielle kunde ikke har konto i pengeinstituttet. Derfor kan bestemmelsen kun anvendes i tilfælde, hvor pengeinstitutterne har en fornemmelse og ikke en nærmere defineret mistanke eller formodning om, at ansøgeren på et tidspunkt, givet denne fik adgang til en konto, kunne finde på at misbruge den til hvidvask. Endvidere vil en sådan mistanke alene være baseret på de oplysninger, ansøgeren har leveret eller har undladt at levere i forbindelse med kundekendskabsproceduren.

For at undgå, at pengeinstitutterne anvender muligheden som et dække over pengeinstitutternes kommercielle motiver, mener Alternativet, at § 13 c, stk. 3, nr. 2, burde have været præciseret med et krav om, at mistanke og formodninger skal være objektivt baserede og kun gyldige, hvis de er understøttet af tilgængelig dokumentation, der kan efterprøves.

Alternativet finder det positivt, at det med lovforslaget sikres, at bankerne skal begrunde et afslag på en basal erhvervskonto, og at der skabes klageadgang til klagenævn. Dog bliver der ikke stillet krav til afslagets indhold, ud over at det skal oplyses, hvor afgørelsen kan påklages. Som minimum burde det fremgå, hvad pengeinstituttet lægger til grund for afslaget, med reference til konkret dokumentation i en form, der kan efterprøves af ansøger.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF):

1) I den under nr. 2 foreslåede § 1 a ændres i stk. 4 »omfattet af stk. 1, nr. 3, på sin hjemmeside« til: »med en arbejdende kapital, der ligger over grænsen fastsat efter stk. 3«.

[Sproglig præcisering]

Af et mindretal (LA), tiltrådt af et mindretal (DD, EL og ALT):

2) I det under nr. 11 foreslåede kapitel 4 a udgår i § 13 a, stk. 1, nr. 2, »bortset fra kontanter«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

3) I det under nr. 11 foreslåede kapitel 4 a udgår § 13 a, stk. 1, nr. 3.

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 3 og 4.

[Beløbsgrænsen for indsættelse af kontanter udgår]

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (KF og RV):

4) I det under nr. 11 foreslåede kapitel 4 a ændres i § 13 a, stk. 1, nr. 3, »20.000 kr.« til: »100.000 kr.«

[Beløbsgrænsen for indsættelse af kontanter hæves]

Af et mindretal (LA), tiltrådt af et mindretal (DD og KF):

5) I det under nr. 11 foreslåede kapitel 4 a indsættes i § 13 c, stk. 4, som nr. 7:

»7) Den erhvervsdrivende eller foreningen opererer uden for instituttets geografiske område eller i en branche uden for instituttets forretningsområde.«

[Tilføjelse af mulighed for at give afslag ud fra forretningsområde og geografisk placering]

6) I det under nr. 11 foreslåede kapitel 4 a ændres i § 13, stk. 5, »10 arbejdsdage« til: »20 arbejdsdage«.

[Forlængelse af pengeinstitutternes sagsbehandlingstid]

Af erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF):

7) I det under nr. 11 foreslåede kapitel 4 a ændres i § 13 e, stk. 1, nr. 11, »Et institut« til: »Instituttet«.

[Sproglig præcisering]

Til § 2

8) I den under nr. 1 foreslåede ændring af 1. pkt. i fodnoten til lovens titel indsættes efter »kreditinstitutter«: »og investeringsselskaber«.

[Præcisering af EU-henvisning]

Til § 5

9) Nr. 10 affattes således:

»10. I § 130, stk. 1, 2. pkt., og § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro« til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning om grænseoverskridende betalinger i Unionen og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/886 af 13. marts 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 og direktiv 98/26/EF og (EU) 2015/2366 for så vidt angår strakskreditoverførsler i euro«.«

[Lovteknisk ændring]

10) Efter nr. 11 indsættes:

»01. I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og sager vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro« til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning om grænseoverskridende betalinger i Unionen og sager vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/886 af 13. marts 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 og direktiv 98/26/EF og (EU) 2015/2366 for så vidt angår strakskreditoverførsler i euro«.

02. I § 143, 2. pkt., ændres »artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro« til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning om grænseoverskridende betalinger i Unionen eller Europa-Parlamentets Rådets forordning (EU) 2024/886 af 13. marts 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 og direktiv 98/26/EF og (EU) 2015/2366 for så vidt angår strakskreditoverførsler i euro«.«

[Lovtekniske ændringer]

Til § 7

11) I den under nr. 1 foreslåede ændring af § 28 a, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »afsnit«: »VI og«.

[Lovteknisk ændring]

Til § 8

12) Nr. 1 affattes således:

»1. 1. pkt. i fodnoten til lovens titel affattes således:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 (IFD), EU-Tidende 2019, nr. L 314, side 64, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 (MiFID II), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 349, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 (aktionærrettighedsdirektivet), EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdirektivet), EU-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 (regnskabsdirektivet), EU-Tidende 2013, nr. L 182, side 19, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 (DGSD), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 149, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 (BRRD), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 190, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 253, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2464 af 14. december 2022, EU-Tidende 2022, nr. L 322, side 15, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2022/2556/EU af 14. december 2022, EU-Tidende 2022, nr. L 333, side 153, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1174 af 11. april 2024, EU-Tidende, L af 22. april 2024.««

[Lovteknisk ændring]

Til § 10

13) Nr. 2 affattes således:

»2. I § 9, stk. 1, indsættes som nr. 43:

»43) Arbejdsulykkesforsikringsbestand: Bestand af lovpligtige ulykkesforsikringer tegnet i henhold til lov om arbejdsskadesikring. Voldsskadeforsikringer efter § 49 a i lov om arbejdsskadesikring er omfattet af et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand, uanset om voldsskadeforsikringen er tegnet som en udvidet del af en arbejdsulykkesforsikring, eller om den er tegnet selvstændigt.««

[Lovteknisk ændring]

Til § 17

14) Før nr. 1 indsættes:

»01. § 4, nr. 1, ophæves.«

[Lovteknisk ændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 1]

Til § 18

15) Stk. 3 og 4 udgår.

Stk. 5-12 bliver herefter stk. 3-10.

[Ændring af ikrafttrædelsestidspunkt]

16) I stk. 6, der bliver stk. 4, indsættes efter »§ 6, stk. 2,«: »3. pkt.,«.

[Lovteknisk præcisering]

17) I stk. 8, der bliver stk. 6, ændres »lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023« til: »lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024«, og »stk. 5« ændres til: »stk. 6«.

[Lovtekniske ændringer]

18) I stk. 9, der bliver stk. 7, ændres »lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023« til: »lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024«.

[Lovtekniske ændringer]

Ny paragraf

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF, LA, DD, RV og ALT):

19) Efter § 18 indsættes:

Ȥ 01

Erhvervsministeren fremsætter i folketingsåret 2026-27 forslag om revision af lovens § 1.«

[Indsættelse af revisionsbestemmelse af de foreslåede ændringer af lov om betalingskonti, jf. lovforslagets § 1]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med lovforslagets § 1, nr. 2, indsættes § 1 a i lov om betalingskonti og basale erhvervskonti, der udvider dele af lovens anvendelsesområde. Af det foreslåede § 1 a, stk. 4, følger det, at Finanstilsynet senest den 1. juli hvert år offentliggør en liste med institutter omfattet af stk. 1, nr. 3, på sin hjemmeside.

Bestemmelsens formulering forekommer cirkulær, når den læses sammen med det foreslåede stk. 1, nr. 3.

Det foreslås derfor, at stk. 4 affattes, så det følger, at Finanstilsynet senest den 1. juli hvert år offentliggør en liste med institutter med en arbejdende kapital, der ligger over grænsen fastsat efter stk. 3.

Det foreslåede er en sproglig præcisering uden materiel betydning.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3.

Til nr. 3

Det foreslås, at reglen om, at pengeinstitutterne kun kan tillade indbetalinger på en erhvervskonto på op til 20.000 kr., udgår af lovforslaget, så der ikke sættes en beløbsgrænse for indsættelse af kontanter.

Til nr. 4

Med ændringsforslaget foreslås det at hæve beløbsgrænsen for, hvad pengeinstitutterne skal tillade af kontante indbetalinger på en basal erhvervskonto, fra 20.000 kr. til 100.000 kr. pr. måned.

Til nr. 5

Med ændringsforslaget foreslås det at give pengeinstitutterne mulighed for at afvise virksomheder og foreninger, som ligger uden for deres forretningsområder, eller som ligger geografisk langt væk.

Til nr. 6

Med ændringsforslaget foreslås det at forlænge kravet til pengeinstitutternes sagsbehandlingstid fra 10 til 20 arbejdsdage.

Til nr. 7

Med lovforslagets § 1, nr. 11, indsættes et nyt kapitel 4 a om basal erhvervskonto.

Af det foreslåede § 13 e, stk. 1, nr. 11, følger det, at et institut har pligt til at afbryde eller afvikle forretningsforbindelsen efter § 14, stk. 5, 1. pkt., eller § 15 i hvidvaskloven.

Det foreslås at ændre »Et institut« til »Instituttet«. Det foreslåede er en sproglig præcisering uden materiel betydning.

Til nr. 8

Lovforslagets § 2, nr. 1, ændrer i 1. pkt. i fodnoten til lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte »og investeringsselskaber« efter »kreditinstitutter«. Det foreslåede er en lovteknisk ændring, så Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 fremgår korrekt med sin fulde titel i henvisningen.

Til nr. 9 og 10

Lovforslagets § 5, nr. 10, er en konsekvens af ophævelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet. Ændringen skal foretages i fire forskellige bestemmelser i lov om betalinger.

Dog er de gældende bestemmelser ikke fuldt identiske for alle fire tilfælde, hvorfor bestemmelsen er blevet delt op i flere ændringsnumre passende til den enkelte gældende bestemmelse.

Derudover fremgik det ved en fejl, at ændringen bl.a. skulle foretages i § 138, stk. 1, 7. pkt., hvilket rettelig skulle have været 8. pkt.

Der er tale om en lovteknisk ændring, som ikke indeholder materielle ændringer.

Til nr. 11

Lovforslagets § 7, nr. 1, ændrer i § 28 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.

Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til den gældende ordlyd af § 28 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. er ikke korrekt.

Det foreslås derfor at indsætte »VI og« efter »afsnit«. Det foreslåede er en lovteknisk ændring.

Til nr. 12

Med lovforslagets § 8, nr. 1, nyaffattes fodnoten til lovens titel i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Af forslaget fremgår to direktiver, som ikke længere er i kraft, ligesom der er gengivet fuld titel på to andre direktiver i stedet for blot populærtitler, som ellers er benyttet i fodnoten.

Derfor foreslås det at nyaffatte lovforslagets § 8, nr. 1. Det foreslåede er af lovteknisk karakter.

Til nr. 13

Med lovforslagets § 10, nr. 2, indsættes en definitionsbestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 44, i lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen burde have været indsat som § 9, stk. 1, nr. 43, i lov om forsikringsvirksomhed.

Det foreslås derfor at nyaffatte lovforslagets § 10, nr. 2, så bestemmelsen kommer til at fremgå korrekt i nummerrækkefølgen i det gældende § 9, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Det foreslåede er en lovteknisk ændring.

Til nr. 14

Det foreslås at indsætte et nyt ændringsnummer i lovforslagets § 17. Med ændringen foreslås det at ophæve § 4, nr. 1, i lov nr. 481 af 22. maj 2024, der ellers ville træde i kraft den 17. januar 2025, jf. lovens § 17, stk. 5. Ændringen i lov nr. 481 af 22. maj 2024 er til fodnoten til lovens titel til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, som foreslås nyaffattet ved lovforslagets § 8, nr. 1, hvorfor den tidligere vedtagne ændring foreslås ophævet.

Der er tale om en lovteknisk ændring.

Til nr. 15

Lovforslagets § 18, stk. 3 og 4, er undtagelser til det fælles ikrafttrædelsestidspunkt, som er den 1. januar 2024. Stk. 3 vil medføre, at bestemmelser, der supplerer forordningen om grønne obligationer, vil træde i kraft samtidig med forordningen den 21. december 2024. Stk. 4 vil medføre, at de ændringsnumre, som er en følge af, at 3. pengeoverførselsforordning erstatter 2. pengeoverførselsforordning, vil træde i kraft samtidig med 3. pengeoverførselsforordning den 30. december 2024.

Det foreslås at lade de foreslåede stk. 3 og 4 udgå, hvilket vil medføre, at de pågældende ændringsnumre vil følge ikrafttrædelsestidspunktet for hoveddelene af lovforslaget, som er den 1. januar 2025.

Ændringen skyldes, at lovforslaget ifølge tidsplanen skal 3. behandles i Folketinget den 19. december 2024. Det betyder, at den vedtagne lov først kan kundgøres den 31. december 2024. Beholdes de to fravigelser med ikrafttrædelse tidligere i december, vil der blive tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft.

Til nr. 16

Lovforslagets § 18, stk. 6, fastsætter en overgangsbestemmelse, hvorefter § 6, stk. 2, i lov om Danmarks Nationalbank som affattet ved lovforslagets § 15 ikke skal have virkning for direktører udnævnt før den 1. januar 2025, medmindre en repræsentantskabsudnævnt direktør udpeges af kongen efter denne dato.

Det præciseres med den foreslåede ændring, at det alene er det nyaffattede 3. pkt., der ikke skal gælde for direktører udnævnt før den 1. januar 2025.

Der er tale om en præcisering uden materielle ændringer.

Til nr. 17

Lovforslagets § 18, stk. 8, fastsætter en overgangsbestemmelse, hvorefter regler fastsat i medfør af § 245 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler udstedt i medfør af § 245 a, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed som affattet ved denne lovs § 2, nr. 15.

Bestemmelsen henviser fejlagtigt til lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023, der er forældet. Bestemmelsen henviser også fejlagtigt til § 245 a, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, der rettelig bør være § 245 a, stk. 6.

Det foreslås derfor, at »lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023« ændres til »lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024«, og at »stk. 5« ændres til »stk. 6«.

Det foreslåede er en lovteknisk ændring.

Til nr. 18

Lovforslagets § 18, stk. 8, fastsætter en overgangsbestemmelse, hvorefter regler fastsat i medfør af § 267 h i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler udstedt i medfør af § 267 i lov om finansiel virksomhed som affattet ved denne lovs § 2, nr. 19.

Bestemmelsen henviser fejlagtigt til lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023, der er forældet.

Det foreslås derfor, at »lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023« ændres til »lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024«.

Det foreslåede er en lovteknisk ændring.

Til nr. 19

Med henblik på at følge op på, om formålet med de indførte regler realiseres og den ønskede effekt af reglerne materialiserer sig, foreslås det med ændringsforslaget at indsætte en bestemmelse om revision af lovforslagets ændringer af lov om betalingskonti efter 2 år.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 5. november 2024 og var til 1. behandling den 19. november 2024. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervsministeren sendte den 12. juni 2024 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 238, folketingsåret 2023-24. Den 6. november 2024 sendte erhvervsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 27 spørgsmål til erhvervsministeren til skriftlig besvarelse. Erhvervsministeren har besvaret spørgsmål nr. 1-26. Udvalget forventer, at spørgsmål nr. 27 besvares inden 2. behandling.

Anne Paulin (S) Birgitte Vind (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Malte Larsen (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted (S) Kim Aas (S) Thomas Skriver Jensen (S) Per Husted (S) Hans Andersen (V) Linea Søgaard-Lidell (V) Louise Elholm (V) fmd. Heidi Bank (V) Mohammad Rona (M) Charlotte Bagge Hansen (M) Betina Kastbjerg (DD) Kim Edberg Andersen (DD) Pernille Vermund (LA) Steffen W. Frølund (LA) nfmd. Lars-Christian Brask (LA) Helle Bonnesen (KF) Dina Raabjerg (KF) Peter Kofod (DF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Carl Valentin (SF) Sigurd Agersnap (SF) Rosa Lund (EL) Katrine Robsøe (RV) Sascha Faxe (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)24
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)15
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)13
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Dansk Folkeparti (DF)7
Radikale Venstre (RV)6
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)6