Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 74

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 74

Bilag 2

44 af udvalgets spørgsmål og udenrigsministerens svar herpå

EL har ønsket spørgsmål nr. 1, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 12, 13, 14, 15, 17, 19, 21, 22, 23, 24, 30, 31, 32, 35, 36, 38, 39, 40, 41, 43, 46, 49, 50, 54, 64, 68, 69, 70, 71, 91, 95, 98, 99, 101, 109, 111 og 112 og svar herpå optrykt.

Spørgsmål nr. 1:

I forlængelse af Folketingets 1. behandling den 14. marts 2017 af beslutningsforslag nr. B 74 om dansk tiltrædelse af CETA, hvor udenrigsministeren gentagne gange påstod at have svaret på, om kendelser fra CETA's særdomstole (ICS) stod over eller var underlagt EU-Domstolen, bedes ministeren oversende den eller de passager fra debatten, hvor ministerens svar fremgår.

Svar:

Jeg var og er uenig i præmissen for spørgsmålet.

CETA's investor-stat tvistbilæggelsesmekanisme (ICS) har til formål at beskytte europæiske investorer i Canada og canadiske investorer i EU imod usaglig diskrimination, unfair og ulige behandling og ulovlig ekspropriation efter CETA's regler herom. EU-Domstolen har til formål at sikre overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af EU-retten. CETA's tvistbilæggelsesmekanisme og EU's domstolssystem har således kompetence på hvert sit område.

Et ICS panel under CETA kan på baggrund af en klage rejst af en investor alene afsige voldgiftskendelse om:

1) økonomisk erstatning og eventuelle renter

2) tilbagelevering af ejendom - alternativt økonomisk erstatning svarende til en rimelig markedsværdi af pågældende ejendom.

Samtidig kan en investor alene indgive en klage under ICS, såfremt en række betingelser er opfyldt, herunder hvis investoren trækker enhver retslig procedure, der allerede verserer ved en anden ret eller domstol efter national eller international ret med hensyn til en foranstaltning, der påstås at udgøre en tilsidesættelse som omhandlet i klagen, tilbage eller afbryder en sådan retslig procedure, samt giver afkald på sin ret til at indgive enhver klage eller indlede enhver retslig procedure ved en ret eller domstol under national eller international ret med hensyn til en foranstaltning, der påstås at udgøre en overtrædelse som omhandlet i klagen. På den måde sikres det, at en sag, der behandles ved ICS, ikke samtidig behandles ved en almindelig domstol.

Såvel i selve traktatteksten som i det fælles fortolkende instrument knyttet til CETA understreges staternes ret til at regulere. Det fremgår eksplicit i CETA's kapitel om investeringsbeskyttelse, at parterne til CETA (herefter parterne) bekræfter deres ret til at regulere inden for deres territorium med henblik på at nå legitime politiske mål, såsom beskyttelsen af den offentlige sundhed, sikkerhed, miljøet eller den offentlige sædelighed, social- eller forbrugerbeskyttelse og fremme og beskyttelse af den kulturelle mangfoldighed. ICS ændrer ikke herved.

Det fastslås ydermere i CETA, at et ICS panel ikke har kompetence til at efterprøve lovligheden af en foranstaltning, der hævdes at udgøre en overtrædelse af CETA, i henhold til en parts interne ret. Et ICS panel kan i givet fald alene tage en parts interne lovgivning i betragtning som en faktisk omstændighed. I den forbindelse skal retten følge den fremherskende fortolkning af den interne lovgivning ved partens domstole eller andre myndigheder, og enhver betydning, som retten tillægger den interne lovgivning, skal ikke være bindende for denne parts domstole eller myndigheder. Et ICS panel kan således ikke fortolke national ret. På samme måde kan et ICS panel ikke fortolke EU-retten, men kan anvende den som faktum i en given sag.

Således er et ICS panel under CETA afgrænset til alene at behandle sager i helt særlige tilfælde, der er uden relation til EU-Domstolens formål. Man kan derfor ikke meningsfuldt sige, at ICS' kendelser står over eller er underlagt EU-Domstolen.

Det bemærkes, at såfremt der måtte opstå alvorlig bekymring om fortolkningsspørgsmål knyttet til ICS, der kan påvirke investeringer, kan parterne til enhver tid vedtage fortolkninger, der er bindende for ICS panelerne.

Det ventes, at der vil blive indhentet en udtalelse fra EU-Domstolen om ICS' forenelighed med EU-traktaterne. I det tilfælde EU-Domstolen mod forventning skulle konkludere, at ICS som tvistbilæggelsessystem er i strid med EU-traktaterne, vil CETA skulle ændres.

Spørgsmål nr. 5:

Kan ministeren bekræfte, at det fælles fortolkende instrument om den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada og Den Europæiske Union og dens medlemsstater af 27. oktober 2016 er underordnet selve CETA aftaleteksten, og at det således kun er i tilfælde af, at selve aftaleteksten er uklar, at det fortolkende instrument får betydning?

Svar:

Det fælles fortolkende instrument vedtaget af EU og Canada i forbindelse med undertegnelsen af CETA er juridisk bindende for parterne. Det fremgår endvidere af CETA's artikel 30.1, at det fælles fortolkende instrument - og øvrige erklæringer og bilag knyttet til CETA - udgør en integreret del af aftalen.

Jf. artikel 31 i konvention af 23. maj 1969 om traktatretten (Wienerkonventionen om Traktatretten) vil instrumentet være bindende i forhold til fortolkningen af CETA. Hermed vil instrumentet også være en del af fortolkningsgrundlaget, såfremt der skulle opstå tvivlspørgsmål

eller uenigheder mellem parterne om aftalen.

Spørgsmål nr. 6:

Ministeren bedes oplyse, om der er fuld overensstemmelse mellem EU's forsigtighedsprincip, som dette kommer til udtryk i Europa-Kommissionens meddelelse om forsigtighedsprincippet fra februar 2000, og CETA-aftalens artikel 24.8, stk. 2.

Svar:

EU's forsigtighedsprincip er en del af EU's traktatgrundlag. Det hverken kan eller skal en frihandelsaftale som CETA ændre ved.

Dette bekræftes desuden i en erklæring fra Kommissionen knyttet til CETA, hvori følgende fremgår: "CETA bevarer Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters mulighed for at anvende deres grundlæggende principper på reguleringsområdet. For Den Europæiske Union omfatter disse principper dem, der er fastsat i traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, bl.a. forsigtighedsprincippet som omtalt i artikel 191 og afspejlet i artikel 168, stk. 1, og artikel 169, stk. 1 og 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Kommissionen bekræfter derfor, at intet i CETA-aftalen forhindrer anvendelsen af forsigtighedsprincippet i Den Europæiske Union som fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. "

Som det fremgår af CETA's artikel 30.1, udgør Kommissionens erklæring - sammen med øvrige erklæringer og bilag - en integreret del af aftalen.

Spørgsmål nr. 7:

Ministeren bedes oplyse, hvilke internationale standarder, retningslinjer og henstillinger, der henvises til i CETA-aftalens artikel 24.8, stk. 1.

Svar:

Der er ikke i CETA's artikel 24.8, stk. 1 lagt nogen begrænsning på hvilke relevante videnskabelige og tekniske oplysninger og beslægtede internationale standarder, retningslinjer og henstillinger, der skal tages hensyn til i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af foranstaltninger til beskyttelse af miljøet, som kan påvirke handel eller investering mellem parterne.

Lad mig benytte anledningen til på ny at understrege, at staters ret til at regulere på baggrund af legitime politiske mål - som f.eks. miljøbeskyttelse - fremgår eksplicit af CETA. CETA fastslår desuden, at miljøet er et grundlæggende element i en bæredygtig udvikling. I den forbindelse opstiller parterne et mål om et forstærket samarbejde for at beskytte og bevare miljøet, og parterne anerkender i CETA værdien af international miljøforvaltning og internationale miljøaftaler som et af det internationale samfunds svar på globale og regionale miljøproblemer. Parterne bekræfter i CETA desuden deres tilsagn om i love og praksis effektivt at gennemføre de multilaterale miljøaftaler, som de deltager i.

Endelig anerkender parterne, at handel ikke må fremmes ved at tilbyde at fritage fra eller på anden måde fravige miljølovgivning, ligesom parterne ikke må undlade at håndhæve deres miljølovgivning effektivt. Derudover forpligter EU og Canada sig til at fremme bæredygtig udnyttelse af og handel med naturressourcer som f.eks. skovdrift og fiskeri. Og parterne forpligter sig til at fremme og facilitere handlen med miljøvenlige varer.

Spørgsmål nr. 8:

Ministeren bedes oplyse, hvorledes formuleringen i det fælles fortolkende instrument, om at CETA forpligter Canada og EU til at "yde høj arbejdstagerbeskyttelse", vil blive håndhævet, såfremt en part skulle vælge at tilsidesætte dette hensyn?

Svar:

Det er korrekt, at CETA forpligter Canada og Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at forbedre deres love og politikker med det mål at yde høj arbejdstagerbeskyttelse. Spørgsmålet om, hvorledes CETA's bæredygtighedskapitler håndhæves er besvaret ved spørgsmål 54 ad KOM (2016) 0470.

Lad mig samtidig benytte anledningen til at fremhæve, at parterne til CETA har forpligtet sig til at respektere ILOs konventioner i forbindelse med aftalen. Desuden har Canada forpligtet sig til at ratificere og implementere de udestående ILO kernekonventioner.

Parterne anerkender også i aftalen, at handel ikke må fremmes ved at tilbyde at fritage fra eller på anden måde fravige arbejdsmarkedslovgivning. Ligesom parterne ikke må undlade at håndhæve arbejdsmarkedslovgivning eller arbejdsstandarderne effektivt. Parterne anerkender også i aftalen, at det er uhensigtsmæssigt at tilskynde til handel eller investering gennem sænkning eller lempelse af beskyttelsesniveauerne i arbejdsmarkedslovgivningen og arbejdsmarkedsstandarder.

Når CETA's bæredygtighedskapitler ikke indeholder muligheden for anvendelse af sanktioner i form af f.eks. retaliering, skyldes det blandt andet, at det hidtil har været vurderingen, at varige fremskridt på bæredygtighedsdagsordenen i højere grad afhænger af dialog, nationalt engagement og ejerskab. Det er denne tilgang, som CETA søger at fremme.

Spørgsmål nr. 9:

Ministeren bedes redegøre for, hvordan forsigtighedsprincippet - som dette forstås i Europa-Kommissionens meddelelse fra februar 2000 - er sikret i CETA's kapitler om sanitære og phytosanitære standarder (SPS) og om tekniske handelshindringer (TBT).

Svar:

EU's forsigtighedsprincip er en del af EU's traktatgrundlag. Det hverken kan eller skal en frihandelsaftale som CETA ændre ved. Der henvises til svar på spørgsmål 6.

Spørgsmålet er desuden forelagt Miljø- og Fødevareministeriet, som oplyser følgende:

"Ifølge Kommissionens meddelelse fra 2000 (KOM(2000)1) er forsigtighedsprincippet indeholdt i WTO's SPS-aftale, hvilket fremgår af meddelelsens henvisning til SPS-aftalens artikel 5 stk. 7. WTO medlemsstater og EU kan således ud fra forsigtighedsprincippet fastlægge sit ønske til beskyttelsesniveauer på SPS-aftalens område. Tilsvarende fastslås i CETA-aftalens artikel 5.6, at den importerende part selv fastlægger sit ønskede beskyttelsesniveau på områder omfattet af SPS-aftalen. "

Spørgsmål nr. 10:

Ministeren bedes oplyse, hvad procedurerne er, når Det Blandede CETA Udvalg vil anvende artikel 26.1.5, litra e, især om hvorvidt EU's

repræsentanter i Det Blandede CETA-Udvalg skal rådføre sig med medlemslandene og/eller Europa-Parlamentet.

Svar:

Formålet med den nævnte artikel er at sikre, at CETA-aftalen anvendes og fortolkes på en måde, som er i overensstemmelse med parternes hensigter. Det Blandede CETA-Udvalg har mulighed for at træffe afgørelser, som er bindende for parterne. Procedurerne for disse afgørelser, herunder de interne procedurer i EU og EU's medlemsstater, vil afhænge af afgørelsens konkrete indhold.

Lad mig minde om, at CETA hverken kan eller vil ændre på den eksisterende kompetencefordeling mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne.

Spørgsmål nr. 12:

Ministeren bedes oplyse, om der foreligger aftaler om, hvorledes EU's repræsentanter i Forum for Reguleringssamarbejde (se artikel 21.6) skal indhente mandater til arbejdet i forummet.

Svar:

Kommissionens gennemførelse af EU's handelspolitik baserer sig på løbende inddragelse og konsultation af medlemslandene, herunder når det kommer til eksisterende frihandelsaftaler. Samtidig vil enhver ændring af EU-regulering skulle gå igennem de normale procedurer, herunder lovgivningsmæssige.

Lad mig understrege, at Forum for reguleringssamarbejde ikke er et beslutningsorgan udenom de eksisterende institutioner og procedurer, men derimod et forum, hvor parterne kan udveksle information, evaluere eksisterende initiativer samt identificere potentiale for yderligere samarbejde.

Spørgsmål nr. 13:

Kan ministeren som opfølgning på sit svar på KOM (2016) 0470 spørgsmål 13 og 14 angående CETA garantere, at ICS-mekanismen aldrig vil føre til, at virksomheder vil lægge sag an mod Danmark på baggrund af nye reguleringsmæssige eller administrative tiltag, der tages for at tilgodese forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse, folkesundhed og lignende legitime politiske mål, og vil ministeren i den forbindelse oplyse, hvem der vil tage beslutningen om, hvorvidt en sag skal kunne føres ved

ICS-tribunalet?

Svar:

Det er af gode grunde ikke muligt på forhånd at vide, om eller i hvilket omfang ICS-mekanismen vil blive søgt anvendt af canadiske virksomheder, eller i hvilken grad de pågældende virksomheder eventuelt vil benytte sig af eksisterende muligheder for at søge kompensation, såfremt de måtte finde, at de diskrimineres. Danmark har en robust og sund offentlig forvaltning samt et solidt og ikke-diskriminerende retssystem, hvilket tilsammen tilsiger, at der næppe vil blive rejst et større antal sager mod Danmark med krav om kompensation via ICS i CETA.

Retten til at regulere anfægtes ikke med CETA, men stadfæstes derimod i både aftalen (se artikel 8.9) og det til aftalen knyttede fælles fortolkende instrument. Regulering kan ikke i sig selv udløse kompensation, hvilket også følger af artikel 8.9. Jf. artikel 8.32 kan tvistbilæggelsesorganet afvise klager, der helt åbenbart er uden substans.

Spørgsmål nr. 14:

Skal ministerens svar på KOM (2016) 0470 - spørgsmål 13, om at spørgsmålet bygger på de forkerte præmisser, forstås således, at regeringen kan garantere, at en sag som den, der er omtalt i spørgsmålet og svaret, hvor et firma har tabt penge på regulering, der beskytter miljø og lokalmiljø, ikke kan anlægges efter bestemmelserne i art. 8.10 og art. 8.12 i ICS-mekanismen i CETA, og hvis ikke, kan ministeren da uddybe, hvad der menes med, at præmissen for spørgsmålet er forkert?

Svar:

CETA-aftalen og den fælles fortolkende erklæring fastslår retten til at regulere. Jf. CETA-aftalens bestemmelser vil det da heller ikke være muligt under normale omstændigheder, at opnå kompensation for foranstaltninger, der beskytter almenvellet, herunder af miljømæssig karakter. Derfor er det en forkert præmis at antage, at der skulle være en konflikt mellem retten til at regulere og det forhold, at CETA-aftalen indeholder bestemmelser om investeringsbeskyttelse.

Spørgsmål nr. 15:

Kan ministeren i forlængelse af svar på spørgsmål 13 og 14 (KOM (2016) 0470), uddybe, hvordan og af hvem det vil blive defineret og afgrænset, hvilke formål der under reglerne om investeringsbeskyttelse er legitime politiske formål, og om regeringen vil have nogen indflydelse på denne definition?

Svar:

Definitionen "legitime politiske formål" indgår både i CETA-aftaleteksten (se art. 8.9) og det fælles fortolkende instrument knyttet til CETA. I art. 8.9 i CETA-aftaleteksten fremhæves: beskyttelsen af den offentlige sundhed, sikkerhed, miljøet, den offentlige sædelighed, social- og forbrugerbeskyttelse samt fremme og beskyttelse af den kulturelle mangfoldighed. CETA-aftaleteksten og Det fælles fortolkende instrument vil begge skulle lægges til grund ved behandling af sager i tvistbilæggelsesorganet, herunder appelorganet. Ved afgørende tvivl om aftalens fortolkning vil parterne til CETA, herunder Danmark, i sidste ende skulle finde en forståelse herom.

Spørgsmål nr. 17:

Kan ministeren garantere, at eventuelle sager mod Danmark, der har regler for at sikre folkesundheden som genstand, ikke vil føre til forsinkelser i behandlingen og implementeringen af ny regulering, når eller hvis CETA træder i kraft?

Svar:

Jeg antager, at der med sager menes søgsmål under investor-stat tvistløsningsmekanismen ICS.

Som der er redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 7, 8 og 53 ad KOM (2016) 0470, er formålet med investor-stat tvistløsningssystemet alene at beskytte udenlandske investorer imod usaglig diskrimination, unfair og ulige behandling og ulovlig ekspropriation (f.eks. uden tilstrækkelig kompensation). Med andre ord rettigheder, som alle danske virksomheder også nyder. CETA er ikke til hinder for staters ret til at vedtage lovgivning på baggrund af legitime politiske mål, som f.eks. beskyttelsen af den offentlige sundhed, sikkerhed, miljøet eller den offentlige sædelighed, social- eller forbrugerbeskyttelse og fremme og beskyttelse af den kulturelle mangfoldighed. Jeg forventer derfor ikke, at investor-stat tvistløsningssystemet i CETA i sig selv vil føre til forsinkelser i ny regulering i Danmark, herunder i forhold til folkesundheden.

Spørgsmål nr. 19:

Hvad er ministerens holdning til, at det i CETA art. 8.30(1) ikke forbydes medlemmerne af ICS-tribunalet at arbejde som ISDS-arbitratorer i andre sager, og mener ministeren, at dette er betryggende i forhold til at sikre tribunalmedlemmernes uafhængighed?

Svar:

CETA-aftalen rummer i art. 8.30 et detaljeret sæt af etiske regler, som jeg finder er af høj international standard. Det fastslås allerede i indledningen til artiklen, at "medlemmerne af retten skal være uafhængige". I art. 8.30 er bl.a. indeholdt, at medlemmerne af et ICS-panel ikke må deltage i behandlingen af tvister, der vil kunne skabe en direkte eller indirekte interessekonflikt samt forskrifter for, hvordan eventuel tvivl herom skal løses, herunder eventuel fjernelse af et panel-medlem. Ydermere har EU-kommissionen og Ministerrådet i en fælles erklæring knyttet til CETA fremhævet vigtigheden af at fremme løbende præciseringer af ICS, herunder blandt andet de etiske standarder og dommernes uafhængighed - ligesom det fremgår af CETA-aftaleteksten, at det er hensigten på sigt at etablere en robust, multilateral udgave af ICS.

Spørgsmål nr. 21:

Kan ministeren garantere, at den danske stat ikke under henvisning til "fair and equitable treatment"-standarden i CETA art. 8.10, eller på baggrund af CETA's andre bestemmelser kan blive dømt til at skulle betale erstatning til en virksomhed, der har tabt fortjeneste som følge af regulering indført i Danmark, i sager, hvor der ikke har været tale om forskelsbehandling mellem danske og canadiske virksomheder, og hvor der ikke har været tale om, at staten har eksproprieret en canadisk virksomheds ejendom?

Svar:

Retten til at regulere slås klart fast både i selve CETA-aftaletekstens artikel 8.9 samt i det til CETA-aftalen tilknyttede fælles fortolkende instrument. Profittab som følge af regulering er ikke alene tilstrækkeligt til, at en investor kan opnå kompensation, hvilket præciseres i artikel 8.9, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til svar på spørgsmål 17 om forholdet mellem regulering og muligheden for at søge kompensation.

Spørgsmål nr. 22:

Er ministeren enig i, at det stiller canadiske virksomheder bedre end danske virksomheder, at de får adgang til et særligt domstolslignende organ, hvor kun canadiske virksomheder kan anlægge sag, og som kun skal tage hensyn til regler om markedsadgang og investeringsbeskyttelse? Hvis ikke ministeren er enig i, at det stiller de

canadiske virksomheder bedre, end de ville være stillet ved at gå igennem de nationale domstole ligesom danske virksomheder, hvad er da ræsonnementet bag at inkludere ICS-tvistløsningsmekanismen i CETA?

Svar:

Investeringsbeskyttelse i form af investeringsbeskyttelsesaftaler er en særlig garanti, som parterne udstrækker til hinanden med det formål at understøtte den gensidige tiltrækning af investeringer. Det skal betrygge investorer, der måtte frygte, at de kunne blive udsat for diskriminerende behandling af værtslandets retssystem eller forvaltning.

Det er imidlertid ikke min opfattelse, at canadiske virksomheder generelt vil kunne opnå en større kompensation ved at benytte sig af CETA-aftalens muligheder for at søge erstatning end ved at gå gennem det danske domstolssystem. Det er en gennemgående komponent i investeringsbeskyttelsesaftaler, at virksomhederne kan søge kompensation via en tvistbilæggelsesmekanisme. Det gælder såvel i Danmarks omkring 40 bilaterale investeringsbeskyttelsesaftaler som i CETA.

Spørgsmål nr. 23:

Ministeren bedes redegøre for, hvordan CETA-aftalens kapitel 24 om handel og miljø influerer på kapitel 5 om sundheds- og planteforanstaltninger, særligt med henblik på at give en forståelse af, hvordan artikel 24.3 skal forstås, idet denne synes at placere kapitlet om miljø i en underordnet position i forhold til kapitlet om SPS.

Svar:

Spørgsmålet er forelagt Miljø- og Fødevareministeriet, som oplyser følgende:

"Miljø- og Fødevareministeriet deler ikke fortolkningen af, at kapitlet om "Handel og Miljø" har en underordnet status i forhold til kapitel 5 om "Sundheds- og Plantesundhedsforanstaltninger". Tværtimod fremgår det af begge kapitler, at beskyttelse af miljø, mennesker, dyr og planter er bærende for samarbejdet, og at begge parter har ret til at opretholde det ønskede beskyttelsesniveau. "

Spørgsmål nr. 24:

Ministeren bedes oplyse, hvorledes EU´s repræsentanter til Det Blandede Forvaltningsudvalg for Sundheds- og Plantesundhedsforanstaltninger udpeges (artikel 5.14 samt artikel 26.2.1), og oplyse, hvorledes der vil blive ført parlamentarisk kontrol med udvalgets arbejde.

Svar:

Spørgsmålet er forelagt Miljø- og Fødevareministeriet, som oplyser følgende:

"Repræsentanter til Det Blandede Forvaltningsudvalg for Sundheds- og Plantesundhedsforanstaltninger (Joint Management Committee) udpeges efter forslag fra EU's rådssekretariat, som godkendes af cheferne for de veterinære tjenester i de 28 medlemslande. Listen fra EU's rådssekretariat udarbejdes på baggrund af ønsker fra EU's medlemsstater, og der lægges vægt på at vælge medlemsstater, som har væsentlige eksportinteresser i forhold til Canada. "

Jeg kan desuden oplyse, at CETA ikke ændrer på den parlamentariske kontrol med internationalt samarbejde, herunder i forhold til arbejdet i udvalg nedsat under frihandelsaftaler. Involvering af Folketinget vil ske i overensstemmelse med de i øvrigt eksisterende generelle principper for inddragelse i EU-sager, herunder vurderinger af en sags væsentlighed.

Spørgsmål nr. 30:

Ministeren bedes oplyse, om der er noget i CETA-aftalen, som kan bringe sagen om hormonbøffer til live igen, eller om der omvendt er taget definitivt hånd om den risiko i aftaleteksten.

Svar:

Spørgsmålet er forelagt Miljø- og Fødevareministeriet, som oplyser følgende:

"Der er ikke noget i CETA-aftalen, som i sig selv giver anledning til at vække hormonsagen til live igen. Hvis det skulle ske i fremtiden, vil det være baseret på de uoverensstemmelser om forståelsen af WTO's SPS-aftale, som hormonsagen var baseret på. "

Spørgsmål nr. 31:

Ministeren bedes redegøre for, om reguleringssamarbejdet kan komme til at omfatte områder, som er helt eller delvist under medlemslandenes kompetence, og i bekræftende fald redegøre for, hvorledes beslutningsprocedurerne i så fald vil involvere Folketinget.

Svar:

Anvendelsesområdet for det reguleringsmæssige samarbejde fremgår af artikel 21.2. Samarbejdet forudses at kunne finde sted på såvel områder med EU's enekompetence som områder med delt kompetence. Som det også understreges i artiklen, vil alt samarbejde skulle ske på frivillig basis, og en part vil altid kunne trække sig ud af påbegyndte samarbejdsaktiviteter.

Involvering af Folketinget vil ske i overensstemmelse med de i øvrigt eksisterende generelle principper for inddragelse i EU-sager, herunder vurderinger af en sags væsentlighed. CETA hverken kan eller vil ændre på den eksisterende kompetencefordeling mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne, eller på den måde som EU vedtager regulering på.

Spørgsmål nr. 32:

Ministeren bedes redegøre for, hvem der på EU's vegne vil beslutte om et givet område skal gøres til genstand for reguleringssamarbejde med

Canada (jf. artikel 21.2. stk. 6).

Svar:

Det vil afhænge af den konkrete sag og hvilken form for samarbejde, der sigtes efter. Lad mig igen minde om, at CETA hverken kan eller vil ændre på den eksisterende kompetencefordeling mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne eller på EU's lovgivningsmæssige procedurer. Som det også klart fremgår af den omtalte artikel i CETA, vil al reguleringsmæssigt samarbejde ske på frivillig basis.

Spørgsmål nr. 35:

Kan ministeren be- eller afkræfte, at hvis Danmark nægter at efterkomme eller anerkende CETA's ICS-tribunals afgørelse, kan nogle eller alle afgørelser håndhæves ved andre landes domstole, der kan bestemme, at den danske stats ejendom i udlandet skal konfiskeres for at betale erstatningssummen?

Svar:

Parterne i en tvist for et ICS-panel skal frivilligt efterkomme en afgørelse om udbetaling af kompensation, som måtte blive truffet i medfør af tvistbilæggelsesmekanismen. Det følger af bestemmelserne i CETA-aftalens artikel 8.41. Det gælder naturligvis også for Danmark. I den usandsynlige situation, at Danmark - i strid med aftalen - måtte nægte at betale kompensation, som følge af en sag, som går Danmark imod ved ICS, kan klager tage afvisningen videre i det danske retssystem. Hvis den danske retsinstans skulle vælge ikke at pålægge Danmark at betale kompensationen, kan spørgsmålet om manglende betaling tages videre i retssystemet i et andet land (hvilket land afhænger af den mæglingsramme, som parterne har valgt, jf. art. 8.23). I hovedreglen skal Danmark efterkomme den afgørelse, der her træffes, og det kan i den - af spørgeren fremstillede hypotetiske situation - føre til konfiskation af kommercielle danske aktiver - dog ikke ejendomme, hvortil der er knyttet immunitet, f. eks. ambassader. Ovenstående er et helt almindeligt princip inden for investeringsbeskyttelse, som har eksisteret i årtier, og skal tilsikre, at en klager i sidste ende rent faktisk får den kompensation, man måtte have ret til, uanset om den ene aftaleparts retssystem ikke måtte leve op til internationale standarder.

Lad mig samtidig minde om, at formålet med investor-stat tvistløsningssystemet alene er at beskytte udenlandske investorer imod usaglig diskrimination, unfair og ulige behandling og ulovlig ekspropriation (f.eks. uden tilstrækkelig kompensation). CETA er ikke til hinder for staters ret til at vedtage lovgivning på baggrund af legitime politiske mål. Og det er præciseret i CETA, at den omstændighed, at en part regulerer på en måde, der har negativ indvirkning på en investering, ikke i sig selv udgør en tilsidesættelse af CETA's bestemmelser om investeringsbeskyttelse.

Spørgsmål nr. 36:

Ministeren bedes redegøre for, hvorfor CETA indeholder et krav om, at medlemmerne af CETA's ICS-tribunal har kendskab til international ret, særligt international investeringsret og handelsret, jf. CETA art. 8.27.4, men ikke andre retsområder, der kan have betydning for en ICS-sag, såsom arbejdsret, miljøret eller national administrativ ret?

Svar:

Det forekommer naturligt, at de kompetencer, der efterspørges i forhold til tvistbilæggelsesmekanismen i investeringsbeskyttelsesdelen af CETA, i første række tager udgangspunkt i investeringsret og handelsret, idet den specifikke tvistbilæggelsesmekanisme er afgrænset til investeringsbeskyttelse. Det udelukker ikke, at der kan være fordele ved, at medlemmerne af ICS-panelerne har yderligere juridisk indsigt, herunder i de emner, som spørgeren fremhæver.

Spørgsmål nr. 38:

Kan ministeren redegøre for, hvorfor CETA's art. 8.9.1 om retten til at regulere ikke som i art. 8.9.4 er formuleret som: "intet i dette afsnit må fortolkes således, at det forhindrer(. . .)", men derimod med den vagere og ikke-bindende formulering: "For så vidt angår dette kapitel bekræfter parterne på ny deres ret til at regulere inden for deres territorium (. . .)"?

Svar:

Præmissen for spørgsmålet er forkert. CETA's artikel 8.9 stk. 1 er hverken mere eller mindre bindende end artikel 8.9 stk. 4. I sin helhed fastlægger CETA's artikel 8.9, at investor-stat tvistløsningsmekanismen på investeringsområdet ikke vil være til hinder for staters ret til at vedtage lovgivning på baggrund af legitime politiske mål, som f.eks. beskyttelsen af den offentlige sundhed, sikkerhed, miljøet eller den offentlige sædelighed, social- eller forbrugerbeskyttelse og fremme og beskyttelse af den kulturelle mangfoldighed. Samtidig slås det eksplicit fast, at den omstændighed, at en regulering påvirker en investors forventede indtjening, ikke i sig selv udgør et brud på investeringsbeskyttelsesbestemmelserne i CETA, ligesom forvaltningen af midler i henhold til EU's statsstøtteregler ej heller gør det.

Spørgsmål nr. 39:

Ministeren bedes oplyse, om der kan opstå modsætninger mellem CETA aftalens artikel 13.15 om videregivelse af oplysninger, herunder personoplysninger, der pålægger partnere at træffe "passende foranstaltninger" til at beskytte persondata, og EU's regler for videregivelse af personoplysninger til tredjelande, som disse er fortolket i EU-Domstolens afgørelse i sag C-362/14 om Safe-Harbour-aftalen, der kræver, at et tredjeland "effektivt" beskytter personoplysninger, for at sikre at beskyttelsesniveauet svarer til niveauet inden for EU.

Svar:

Jeg vurderer, at der i CETA er taget passende foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af persondata og privatlivet. Det gælder f.eks. i artikel 28.3, hvor der tages et generelt forbehold for, at en part til CETA kan vedtage eller håndhæve foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte bl.a. privatlivets fred i forbindelse med behandling og videregivelse af personoplysninger og beskyttelse af fortrolighed af personlige registre og konti. Det fremgår endvidere i den af spørger fremhævede artikel 13.15, at eventuel videregivelse af personoplysninger i medfør af artiklen skal være i overensstemmelse med lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger på den parts territorium, hvor videregivelsen har sin oprindelse.

Spørgsmål nr. 40:

Ministeren bedes redegøre for, hvorledes kapitlet om handel og miljø i CETA aftalen influerer eller ikke influerer på kapitlet om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger, og bedes i den forbindelse vurdere, om WTO's SPS aftale eller CETA aftalens artikel 24.8 stk. 2 vil være udslagsgivende ved behandling af sager om fødevarestandarder.

Svar:

Spørgsmålet er forelagt Miljø- og Fødevareministeriet, som oplyser følgende:

"For så vidt angår samspillet mellem CETA-aftalens kapitler om henholdsvis handel og miljø og kapitlet om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 23 til B74.

CETA-aftalens artikel 24.8 stk. 2 vedr. miljøspørgsmålet vil ikke være udslagsgivende for behandling af sager om fødevarestandarder, som vil skulle behandles efter aftalens kapitel 5. "

Spørgsmål nr. 41:

Ministeren bedes oplyse under hvilke omstændigheder artikel 1.9 stk. 3 om kommerciel udnyttelse af vandreserver kan få betydning for Danmark, og i givet fald hvilke.

Svar:

I sin helhed lyder CETA's artikel 1.9 som følger:

"1. Parterne anerkender, at vand i sin naturlige tilstand, herunder vand i søer, floder, reservoirer, vandførende lag og vandbassiner, ikke udgør en vare eller et produkt. Sådant vand er derfor kun omfattet af kapitel toogtyve (handel og bæredygtig udvikling) og fireogtyve (handel og miljø).

2. Hver af parterne har ret til at beskytte og bevare sine naturlige vandreserver. Intet i denne aftale forpligter en part til at tillade kommerciel anvendelse af vand til noget formål, herunder indvinding, ekstraktion eller omledning med henblik på bulkeksport.

3. Tillader en part kommerciel anvendelse af en specifik vandreserve, skal det ske på en måde, der er forenelig med denne aftale. "

Dertil har Kommissionen afgivet følgende erklæring om vand i forbindelse med vedtagelsen af CETA:

"Kommissionen bekræfter på ny, at intet i CETA-aftalen vil indvirke på en medlemsstats ret til selvstændigt at beslutte, hvordan den vil anvende og beskytte sine vandreserver. Artikel 1.9 i CETA-aftalen bekræfter på ny, at intet i denne aftale forpligter Den Europæiske Union til at tillade kommerciel anvendelse af vand til noget formål. CETA vil kun finde anvendelse i denne sektor, hvis Den Europæiske Union eller dens medlemsstater selvstændigt skulle beslutte at tillade kommerciel anvendelse af vand. 

Selv hvis en medlemsstat i Den Europæiske Union skulle beslutte at tillade kommerciel anvendelse af vand, sikrer CETA-aftalen fuldt ud, at en medlemsstat kan omgøre sine beslutninger i denne henseende, og beskytter ligeledes retten til at regulere den kommercielle anvendelse af vand med et samfundspolitisk sigte. "

Det er derfor min klare vurdering, at CETA ikke forpligter Danmark til kommerciel udnyttelse af vandreserver. Danmark bevarer fuldt ud sin evne til at afgøre, hvordan man fra dansk side ønsker at anvende og beskytte vandreserver. Og derudover forhindrer CETA ikke en senere omgørelse af en eventuel afgørelse om tilladelse af kommerciel anvendelse af vand. Denne vurdering understøttes desuden af det fælles fortolkende instrument vedtaget af EU og Canada i forbindelse med undertegnelsen af CETA.

Spørgsmål nr. 43:

Ministeren bedes oplyse, hvad relationen er mellem kapitlet om handel og miljø og kapitlet om reguleringssamarbejde, særligt f.s.v.a. den eventuelle betydning kapitlet om miljø måtte have eller ikke have på udviklingen af reguleringssamarbejde, idet det påpeges, at der kan være modsætninger mellem målsætningerne for reguleringssamarbejde og miljørelaterede målsætninger.

Svar:

Kapitlet om handel og miljø indeholder flere horisontale bestemmelser der styrker miljøaspekter i CETA, herunder at det er uhensigtsmæssigt at fremme handel og investeringer ved at sænke miljøbeskyttelsen. Disse horisontale hensyn vil naturligvis skulle holdes for øje i det reguleringsmæssige samarbejde og ikke mindst i den generelle udvikling af handelsforholdet mellem EU og Canada.

Herudover kan der være andre mere konkrete bestemmelser i kapitlet om handel og miljø som kan have betydning for individuelle reguleringsmæssige samarbejdsaktiviteter.

Spørgsmål nr. 46:

Ministeren bedes redegøre for, om CETA-aftalens kapitel om

reguleringssamarbejde får indflydelse på beslutningsprocedurerne i

Folketinget og for danske myndigheder.

Svar:

Formålet med det reguleringsmæssige samarbejde i CETA er bl.a. at højne kvaliteten af regulering og minimere unødvendige forskelle i regulering mellem EU og Canada. Jeg forventer ikke, at dette skulle føre til ændringer i beslutningsprocedurerne hverken i Folketinget eller for danske myndigheder.

Spørgsmål nr. 49:

Ministeren bedes vurdere, om de forskellige tilgange til vurdering af risici og disses betydning for reguleringspraksis vil få betydning for, om det er muligt at gennemføre fælles risikovurdering som beskrevet i artikel 21.4 litra g, idet spørgeren gør opmærksom på, at Canada ikke anvender forsigtighedsprincippet, men en anden tilgang.

Svar:

Som det fremgår af artiklen, vil fælles risikovurderinger kun overvejes, såfremt det det er praktisk muligt og gensidigt gavnligt. Det er min klare holdning, at EU i sin implementering af CETA ikke må gå på kompromis med forsigtighedsprincippet, herunder med henblik på at kunne bruge fælles risikovurderinger. Der henvises desuden til besvarelsen af spørgsmål 6.

Spørgsmål nr. 50:

Set i lyset af, at Vesteuropa i 2015 ifølge ICSID var den region i verden, som flest ISDS-sager er blevet anlagt imod, og at omkring 40-50 pct. af de anlagte ISDS-sager i de senere år ifølge UNCTAD har været anlagt imod stater, der af UNCTAD klassificeres som udviklede lande, har ministeren så nogle specifikke grunde til at antage, at Danmark ikke også skulle blive genstand for et søgsmål igennem CETA's særdomstole (ICS)?

Svar:

Der er ikke tidligere blevet anlagt voldgiftssag mod Danmark via ISDS-mekanismen i de mange danske bilaterale investeringsbeskyttelsesaftaler. Danmark har en robust og sund offentlig forvaltning samt et solidt og ikke-diskriminerende retssystem, hvilket tilsammen tilsiger, at der næppe vil blive rejst et større antal sager mod Danmark med krav om kompensation via ICS i CETA, og at det - såfremt en sag måtte blive rejst - vil være usandsynligt, at afgørelsen vil gå Danmark imod.

Spørgsmål nr. 54:

Kan ministeren garantere, at der ikke i nogen tænkelige scenarier kan opstå en konflikt imellem en afgørelse fra CETA's særdomstole (ICS) og en afgørelse fra EU-Domstolen, og hvis ikke, kan ministeren da redegøre for, hvorvidt ICS-tribunaler i efterfølgende sager vil være forpligtet til at følge en eventuel underkendelse fra EU-Domstolen af et ICS-tribunals fortolkning af EU-retten, og for, hvorvidt EU-Domstolen vil have kompetence til at annullere en afgørelse fra et ICS-tribunal, hvis afgørelsens præmisser eller håndhævelse findes at være i strid med EU-retten?

Svar:

Jeg har redegjort for det nærmere juridiske forhold mellem EU-Domstolen og CETA's investor-stat tvistbilæggelsesmekanisme (ICS) i besvarelsen af spørgsmål 1. Jeg vurderer ikke, at der er grundlag for en konflikt mellem afgørelser truffet af henholdsvis EU-Domstolen og ICS. Et ICS panel under CETA er afgrænset til alene at behandle sager i helt særlige tilfælde, og ICS skal anvende EU-domstolens fortolkning af EU-retten. Lad mig også minde om, at såfremt EU-Domstolen mod forventning skulle konkludere, at ICS som tvistbilæggelsessystem er i strid med EU-traktaterne, vil CETA skulle ændres.

Spørgsmål nr. 64:

Ministeren bedes forklare, hvad det betyder, hvis en sektor optræder på listen over undtagelser i bilag I, men ikke i bilag II, særligt f.s.v.a. artikel 8.15 og artikel 9.7.

Svar:

Spørgsmålet er forelagt Erhvervsministeriet, som oplyser følgende:

"I CETA-aftalens artikel 9.7 skelnes der mellem to overordnede typer af undtagelser. Der er de undtagelser, som er listet i bilag I, og der er de undtagelser, som er listet i bilag II.

Bilag I-undtagelser reflekterer eksisterende lovgivning på et givent sektorområde, mens bilag II reflekterer sektorområder, hvor man kunne forestille sig i fremtiden at ville diskriminere mod visse tjenesteudbydere.

Artikel 9.7 fastlægger desuden, hvordan de to bilag er undtaget fra aftalens artikel 9.3 (national behandling), 9.5 (mest begunstigelses status) og 9.6 (markedsadgang), samt hvordan parterne skal forholde sig ift. en lovændring, der påvirker undtagelserne listet i bilag I vedr. eksisterende lovgivning.

Jeg kan supplere for så vidt angår artikel 8.15, at investeringsbeskyttelseskapitlets Afdeling B (oprettelse af investeringer) og Afdeling C (ikke-diskriminatorisk behandling) - dvs. artikel 8.4 til 8.8 - ikke finder anvendelse på foranstaltninger opretholdt under bilag I (eksisterende foranstaltninger) og på foranstaltninger som indføres eller opretholdes med hensyn til et sektorområde under bilag II (fremtidige foranstaltninger). I forbindelse med bilag II-undtagelserne forpligter parterne sig dog til ikke i fremtiden at vedtage en foranstaltning, der pålægger en investor fra den anden part at sælge eller afhænde en eksisterende investering på grundlag af nationalitet.

Spørgsmål nr. 68:

Vil ministeren redegøre for, hvorfor undtagelsen i CETA's art. 28.3.2 for regulering, der er nødvendig for at beskytte naturressourcer, mennesker, dyr eller planet, ikke gælder for sektion 8-D i CETA, der omhandler den omdiskuterede investeringsbeskyttelse, herunder fair og lige behandling og ekspropriation, der i mange tidligere sager er blevet brugt med succes af virksomheder til at kræve erstatning for reguleringer, der har til formål at beskytte miljøet og klimaet?

Svar:

Afdeling D (investeringsbeskyttelse) i CETA's kapitel 8 er ikke opregnet i de i artikel 28.3 stk. 2 generelle undtagelser, idet man ellers ville udhule værdien i investor-stat tvistløsningsmekanismen, der netop har til formål at give investor mulighed for at få afprøvet, hvorvidt denne har været udsat for usaglig diskrimination, unfair og ulige behandling eller ulovlig ekspropriation efter en investering er etableret. Disse typer af diskrimination må parterne altså ikke foretage.

F.eks. skal en lovlig ekspropriation altid ske med henblik på et offentligt formål, på en ikke-diskriminatorisk måde og ved fair kompensation. Man kan eksempelvis ikke diskriminere og ekspropriere indenlandske investorer på en mere favorabel måde end udenlandske.

Når f.eks. afdeling B (om oprettelse af investeringer) derimod er opregnet under undtagelserne i art. 28.3 stk. 2, er det med henblik på, at en part på forhånd kan udelukke markedsadgang (dvs. at give tilladelse til, at en given investering foretages) for udenlandske investorer under de betingelser, der er opregnet under art. 28.3 stk. 2, litra (a)-(c).

Lad mig samtidig på ny understrege, at staters ret til at regulere på baggrund af legitime politiske mål fremgår eksplicit af CETA, herunder også af Afdeling D i CETA's kapitel 8.

Spørgsmål nr. 69:

Kan ministeren garantere, at kravet i CETA's artikel 12.3.7 om, at godkendelses- eller kvalifikationsprocedurer skal være så enkle som muligt, ikke kan føre til, at krav om at krav relateret til miljøregulering, herunder gennemførelse af miljøvurderinger, i forbindelse med tilladelser til virksomheders aktiviteter, ikke bliver udvandet eller afskaffet?

Svar:

Spørgsmålet er forelagt Erhvervsministeriet, som oplyser følgende:

"CETA-aftalens kapitel 12 omhandler indenrigsregulering. Kapitlet har til formål at sikre, at indenrigsregulering i EU og Canada ikke anvendes som et instrument til at skabe uretfærdige handelsbarrierer for partnerlandets virksomheder. Ifølge kapitlet skal regulering, fx godkendelses- eller kvalifikationsprocedurer, være præcis, ensartet og baseret på kriterier, der udelukker arbitrær forvaltning. I kapitlets artikel 12.3.7 præciseres det, at godkendelses- eller kvalifikationsprocedurer skal holdes så simple som muligt for ikke unødigt at komplicere eller forsinke den pågældende procedure.

Erhvervsministeriet forstår artiklen således, at et krav om en nødvendig undersøgelse, som fx gennemførelse af en miljøvurdering, forud for en godkendelsesprocedure, ikke vil være i strid med denne artikel.

Erhvervsministeriet kan i øvrigt henvise til, at EU og Canada i det Fælles fortolkende instrument om den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada og Den Europæiske Union og dens medlemsstater bl.a. understreger, at retten til at regulere inden for fx miljøet bevares. "

Spørgsmål nr. 70:

Vil ministeren redegøre for, hvilken bestemmelse der vil få prioritet, hvis der opstår en konflikt imellem bestemmelserne i CETA's kapitel 24 om handel og miljø og bestemmelserne i CETA om investorers rettigheder og markedsadgang?

Svar:

CETA's kapitel 24 om handel og miljø er hverken mere eller mindre bindende end CETA's kapitel 8 om investeringer. Hvorledes en konkret sag mellem CETA's parter om fortolkningen af CETA vil blive vægtet må ventes at afhænge af en vurdering af den konkrete sags specifikke omstændigheder.

Lad mig samtidig benytte anledningen til på ny at understrege, at staters ret til at regulere på baggrund af legitime politiske mål - som f.eks. miljøbeskyttelse - fremgår eksplicit af CETA.

Spørgsmål nr. 71:

Mener ministeren, at det er realistisk, at den stat, der får øget adgang til en anden stats marked på bekostning af miljøreguleringen i modstrid med art. 24.5.2, vil klage over dette?

Svar:

Jeg forventer ikke, at CETA vil medføre øget markedsadgang for parterne på bekostning af miljøreguleringen. Spørgsmålet om, hvorledes CETA's bæredygtighedskapitler håndhæves er besvaret ved spørgsmål 54 ad KOM (2016) 0470.

Spørgsmål nr. 91:

Ministeren bedes, i forlængelse af svar på B 74 - spørgsmål 8 og 55, oplyse om svarene skal forstås således, at forpligtelserne angående "arbejdstagerbeskyttelse" i CETA er politiske tilkendegivelser, der ikke udgør juridiske forpligtelser, som kan håndhæves gennem sanktioner således som det f.eks. er tilfældet hvad angår beskyttelse af investorer.

Svar:

Nej, bestemmelserne angående arbejdstagerbeskyttelse i CETA er direkte indført i aftaleteksten og derfor bindende og juridisk forpligtende for parterne. For så vidt angår spørgsmålet om håndhævelse er dette besvaret ved spørgsmål 8.

Spørgsmål nr. 95:

Skal ministerens svar på B 74 - spørgsmål 25 forstås således, at det er op til Det Blandede Forvaltningsudvalg for Sundheds- og Planteforanstaltninger at beslutte om et givet produkt fra Canada skal regnes for at være ækvivalent, dvs. følge samme standarder som EU's, og vil ministeren i givet fald oplyse hvorledes den politiske kontrol, herunder den parlamentariske kontrol med udvalgets arbejde forudses at foregå?

Svar:

Spørgsmålet er forelagt Miljø- og Fødevareministeriet, som oplyser følgende:

"Det er korrekt, at Det Blandede Forvaltningsudvalg for Sundheds- og Plantesundhedsforanstaltninger kan beslutte at sætte flere produkter på listen over produkter, hvor lovgivningen i EU og Canada betragtes som ækvivalent. Når der fremsættes et canadisk ønske om at sætte et produkt på ækvivalenslisten, foretager Kommissionen en undersøgelse af sagen, og i tilfælde af positiv vurdering fremsættes forslag for medlemsstaterne om optagelse af produktet på listen. Beslutning om forslaget forelægges Den Stående Komite for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, hvor der træffes beslutning efter de gældende regler for gennemførelsesretsakter.

Jeg kan desuden oplyse, at CETA ikke ændrer på den parlamentariske kontrol med internationalt samarbejde, herunder i forhold til arbejdet i udvalg nedsat under frihandelsaftaler. Involvering af Folketinget vil ske i overensstemmelse med de i øvrigt eksisterende generelle principper for inddragelse i EU-sager, herunder vurderinger af en sags væsentlighed.

Spørgsmål nr. 98:

I forlængelse af svar på B 74 - spørgsmål 43 bedes ministeren præcisere, hvad der menes med at bestemmelserne i kapitlet om handel og miljø skal "holdes for øje" i det reguleringsmæssige samarbejde, og i den forbindelse henvise til de konkrete steder i teksten om reguleringsmæssigt samarbejde, hvor dette fremgår.

Svar:

Når det i svar på spørgsmål 43 anføres, at de horisontale bæredygtighedsaspekter af CETA vil skulle holdes for øje i det reguleringsmæssige samarbejde og i den generelle udvikling af handelsforholdet mellem EU og Canada, reflekterer dette, at de forpligtelser som parterne påtager sig under CETA inden for bæredygtighed vil finde generel anvendelse i den fremtidige udvikling af handelsforholdet og partnerskabet i øvrigt under CETA mellem EU og Canada.

Anvendelsesområdet for kapitlet om reguleringsmæssigt samarbejde fremgår af CETA's artikel 21.1, herunder at det finder anvendelse på kapitel 23 om handel og arbejdsmarked og kapitel 24 om handel og miljø. For så vidt angår eksempler på samarbejdsaktiviteter kan der henvises til artikel 23.7 og artikel 24.12.

Der henvises desuden til svar på spørgsmål 44.

Spørgsmål nr. 99:

I forlængelse af svar på B 74 - spørgsmål 49 bedes ministeren svare på om artikel 21.4 åbner mulighed for gennemførelse af fælles risikovurderinger, som divergerer fra forsigtighedsprincippet, idet spørgsmålet ikke synes at være besvaret.

Svar:

Jeg er af det indtryk, at spørgsmålet er besvaret i svar på spørgsmål 49. Jeg skal gentage, at EU's forsigtighedsprincip er en del af EU's traktatgrundlag. Det hverken kan eller skal en frihandelsaftale som CETA ændre ved.

Spørgsmål nr. 101:

Ministeren bedes svare på B 74 - spørgsmål 57, idet det pågældende spørgsmål, som ministeren henviser til ikke besvarer det stillede spørgsmål, som søger at afklare om der kan være forhold inden for arbejdsmarkedslovgivning og arbejdstagerbeskyttelse, som kan indbringes for investor-stat tvistbilæggelsesorganer.

Svar:

Jeg lægger til grund, at spørger ønsker at vide, om der kan være forhold inden for arbejdsmarkedslovgivning og arbejdstagerbeskyttelse, som kan indbringes for investor-stat tvistbilæggelsesmekanismen i CETA (ICS).

Som der er redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 7, 8 og 53 ad KOM (2016) 0470 er formålet med investor-stat tvistløsningssystemet alene at beskytte udenlandske investorer imod usaglig diskrimination, unfair og ulige behandling og ulovlig ekspropriation (f.eks. uden tilstrækkelig kompensation). CETA er ikke til hinder for staters ret til at vedtage lovgivning på baggrund af legitime politiske mål.

Såfremt en part til CETA skulle vedtage lovgivning, der klart diskriminerer en udenlandsk investor, vil dette kunne indbringes for ICS.

Spørgsmål nr. 109:

I forlængelse af svar på B 74 - spørgsmål 6, bedes ministeren redegøre for, hvorfor fortolkningen af CETA-aftalen som værende i overensstemmelse med EU's forsigtighedsprincip (som omtalt i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde artikel 191 og afspejlet i artikel 168, stk. 1, og artikel 169, stk. 1 og 2) kun fremgår af en ensidig erklæring fra Kommissionen, og ikke er en del af det fælles fortolkende instrument eller CETA-aftalen?

Svar:

Som det fremgår af svar på spørgsmål 6 er EU's forsigtighedsprincip en del af EU's traktatgrundlag. Det hverken kan eller skal en frihandelsaftale som CETA ændre ved. Det fremgår også af svar på spørgsmål 6, at Kommissionens erklæring er en integreret del af aftalen. At CETA's hovedtekst ikke eksplicit nævner forsigtighedsprincippet ændrer ikke ved det forhold, at forsigtighedsprincippet er gældende EU-ret.

Spørgsmål nr. 111:

I forlængelse af svar på B 74 - spørgsmål 54, bedes ministeren redegøre for, hvad der vil ske, hvis ministerens vurdering af, at der ikke er grundlag for en konflikt mellem afgørelser truffet af henholdsvis EU-domstolen og ICS, ikke passer - vil EU-Domstolen i så fald have kompetence til at annullere en afgørelse fra et ICS-tribunal, hvis den findes at være i strid med EU-retten?

Svar:

Som redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 1 og 54 er der tale om to forskellige tvistbilæggelsessystemer, der håndterer forskellige sager og opgaver. EU-Domstolen vil ikke have kompetence til at annullere en afgørelse fra et ICS-panel, ligesom et ICS-panel ikke vil have kompetence til at fortolke EU-retten med bindende virkning for EU-Domstolen.

På den måde adskiller ICS sig ikke fra øvrige voldgiftssystemer, som Danmark har tilsluttet sig i bilaterale investeringsbeskyttelsesaftaler med tredjelande.

Spørgsmål nr. 112:

Idet spørgeren ikke finder henvisningen i svaret på B 74 - spørgsmål 67 relevant, bedes ministeren svare på spørgsmålet, der angår bestemmelser i CETA om ICS-tribunalets behandling af modkrav.

Svar:

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 22 ad KOM (2016) 0470 er CETA's tvistløsningsmekanisme på investeringsområdet ikke til hinder for staters ret til at regulere. Staters ret til at regulere fastslås i CETA's artikel 8.9 stk. 1, ligesom CETA's artikel 8.9 stk. 2 præciserer, at den omstændighed, at en part regulerer på en måde, der har negativ indvirkning på en investering, ikke i sig selv udgør en tilsidesættelse af CETA's bestemmelser om investeringsbeskyttelse. Der er ikke begrænsninger i, hvilke anbringender en sagsøgt stat kan anvende i sin afvisning af indholdet i investors søgsmål, herunder også argumenter baseret på retten til at regulere.

En stats eventuelle krav mod investor i henhold til national lovgivning vil skulle behandles ved nationale domstole.